Klumme

Socialdemokratiets kulturpolitik er en fladmast hyldest til sofahyggen

Ifølge Socialdemokratiet er kulturen der, hvor vi kan slappe af sammen. Helt apatiske og trygge
Hvor Socialdemokratiet de seneste år har været særdeles dygtig til at markere sine visioner på en række områder, så er der blevet bemærkelsesværdigt tomt på den kulturpolitiske hylde, skriver Mikkel Juul Krongaard.

Hvor Socialdemokratiet de seneste år har været særdeles dygtig til at markere sine visioner på en række områder, så er der blevet bemærkelsesværdigt tomt på den kulturpolitiske hylde, skriver Mikkel Juul Krongaard.

Jonas Olufson

26. juni 2018

Så løb det brede medieforlig panden mod muren.

I sidste uge meddelte oppositionen, at den ikke kunne nikke anerkendende til Mette Bocks ultimatum for at fortsætte forhandlingerne. Og dermed er magten over medieforhandlingerne spillet DF i hænde. Således indskriver kampen om fremtidens public service sig som endnu en visnet kulturpolitisk gren hos Socialdemokratiet.

Mens Socialdemokratiet de seneste år har været særdeles dygtig til at markere sig på en række områder – blandt andet med en hel del bogudgivelser, som nærværende dagblad for nylig kunne berette – så er der blevet bemærkelsesværdigt tomt på den kulturpolitiske hylde hos sosserne.

Den kulturpolitiske disciplin, som ellers har stolte rødder i det gamle arbejderparti, virker til at have tabt sin visionære pust. Sådan forholdt det sig ikke i 1960’erne, da Julius Bomholt som landets første kulturminister var en central skikkelse i udformningen af det kulturlandskab, vi kender i dag.

Hvor kulturpolitik hos S i dag virker som noget statisk, der udelukkende skal bevares, tænkte man dengang kulturpolitik ind i sine visioner for fremtiden. Også selv om man mødte modstand.

Tilbageskuende kultursyn

I forlængelse af oprettelsen af Kulturministeriet i 1961 fulgte oprettelsen af Statens Kunstfond, der i 1965 for første gang uddelte livsvarige ydelser til kunstnere. Det fik lagerforvalter Peter Rindal fra Kolding op i det røde felt. Han anså det som »misbrug af statens penge«, at man skulle tildele støtte til kunstnere, der ikke kunne leve af deres kunst.

Lagerforvalter Rindal, rundt om hvem der som bekendt blev skabt en hel bevægelse – rindalismen, mente, at man tog borgerne ved næsen, når man betalte mange penge for »et lærred, der kun indeholder nogle streger og trekanter med lidt farver imellem. Vi bliver til nar for vores egne penge, hvis vi finder os i det«.

Rindal var tilfreds med den kultur, der fandtes. Den kultur, han kunne forstå. Rindals kulturbegreb var tilbageskuende. Og på mange måder lige så visionsløst som Socialdemokratiets nuværende kulturpolitik.

Dengang kom kritikken af S’ kulturpolitik udefra. Man forstod ikke, hvad fremtiden kom samtidens kulturpolitik ved. Som en læser i Fyens Stiftstidende formulerede det i 1965:

»Ib Henrik Cavling og Morten Korch har forstået at give os det, vi vil have, i modsætning til alle de andre kludremikler, der kalder sig kunstnere og som for tiden, og i øvrigt altid, har skrevet om noget, der først er blevet aktuelt længe efter de er døde. Og må jeg spørge: Hvad i himlens navn kommer fremtiden os ved?«

I dag er det omvendt, nu kommer kritikken indefra, når formand for DSU, Frederik Vad Nielsen, siger til Politiken, at »Socialdemokratiet har mistet grebet om kulturpolitikken«.

Et kælent kulturbegreb

Det, der engang var et socialdemokratisk adelsmærke, er efterhånden blevet et kainsmærke.

Visionerne og begreberne er blevet flade, og i bund og grund virker man så bovlam og tilfreds med status quo, at det tenderer rindalisme. Ikke rindalisme som aktiv modstand mod kunsten, men som en fladmast hyldest til det allerede bestående – for hvad kommer fremtiden egentlig os ved?

Og hvis man læser på partiets hjemmeside, er det da heller ikke underligt, at partiets kulturpolitik står for fald. Her finder man nemlig et meget vagt kulturbegreb:

»Kulturen er omdrejningspunkt for vores fællesskab og dermed det kit, der binder danskerne sammen og giver os fælles identitet,« står der.

Det er et næsten kælent, blødt og mildt kulturbegreb. Og man ser sammenholdet for sig. Kulturen som storskærmsvisninger af diverse sportsbegivenheder. Kulturen som kronprinsen, der løber afsted med 70.000 undersåtter i hælende. Kulturen som samlende og glatpoleret – helt ufarlig.

Det hele bliver endda først foruroligende, når man læser videre om partiets kulturordførers kulturforbrug. Her står der:

»Når jeg rigtig skal slappe af, så er det i biografen eller til andre kulturoplevelser med familie og gode venner. Søndag aften er hellig – her står den på drama på DR eller en god serie på Netflix.«

Kulturen er altså der, hvor vi kan slappe af sammen. Helt apatiske og trygge. Det er åbenbart Socialdemokratiets kulturelle habitus i disse år.

Selv om det holder hårdt, må man håbe, at DF og regeringen kan finde frem til et forlig, så den socialdemokratiske kulturvision om at kunne slappe af foran fjerneren søndag aften kan leve videre.

»Forløbet omkring et kommende medieforlig kan kun beskrives som bizart. Det er i hvert tilfælde kaotisk. Kulturminister Mette Bock (LA) udstedte mandag et ultimatum. Inden kl. 18 skulle alle partier acceptere tre krav for at få adgang til forhandlingsbordet: Nemlig et delvist salg af TV 2, en udvidelse af public service-puljen med 380 millioner (over fem år), og at udenlandske streamingtjenester skal pålægges at investere to procent af deres danske omsætning i danske produktioner.« skriver Lasse Jensen.
Læs også
Regeringen fastholder ifølge Ritzau den besparelse på DR på 20 procent, som den oprindeligt spillede ud med.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
  • David Zennaro
  • Thomas Tanghus
  • Ejvind Larsen
Mihail Larsen, David Zennaro, Thomas Tanghus og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Stahlschmidt Møller

Hvor er logikken? Socialdemokraterne er smidt ud af medieforliget, fordi de ikke kan skrive under på salg af TV2 og store besparelser på DR. Er Mogens Jensen ikke en af de eneste politikere med en progressiv profil på kulturområdet?

Steffen Gliese

Jeg ved, at Mogens Jensen er helt anderledes kulturforbrugende - han er immervæk tidligere ansat i LOs Kulturfond. Men det er faktisk svigt i jobbet, når f.eks. regeringen ikke offentligt deltager i markante kulturbegivenheder, såsom premierer på vores allesammens kongelige teater eller ved ferniseringer på Statens Museum for Kunst. De skal repræsentere det offentlige Danmark, og det offentlige Danmark er, hvad der manifesterer sig i de statslige kulturinstitutioner.