Kommentar

Staten bør støtte den scenekunst, der har demokratisk værdi

Musikforestillingerne boomer og giver penge i kassen, men de mangler vitaminer. Derfor bør den offentlige støtte målrettes den scenekunst, der har størst kunstnerisk og demokratisk værdi
Forestilling som Porno for begyndere, der spiller på en af Aalborg Teaters mindre scener giver publikum anledning til at reflektere over et emne, som er tabubelagt – selv om størstedelen af befolkningen bruger porno.

Forestilling som Porno for begyndere, der spiller på en af Aalborg Teaters mindre scener giver publikum anledning til at reflektere over et emne, som er tabubelagt – selv om størstedelen af befolkningen bruger porno.

Ritzau Scanpix

6. juni 2018

Skuespillet er scenekunstens sine qua non – dens uden-hvilket-intet.

Det er afgørende at huske på nu, hvor Kulturministeren er i gang med at høste input vedrørende fremtidens scenekunst. Der er nemlig en alvorlig risiko for, at skuespillet bliver taget for givet. For når dansk teater som helhed trives ganske fornuftigt, så har skuespillet som kunstform det vel også ret godt – skulle man tro.

Men så simpelt er det desværre ikke.

Det korte af det lange er, at musikforestillingerne – som i sagens natur fokuserer mere på sang og koreograferet dans end på reelt skuespil – samlet set stortrives. Det understreges med al tydelighed af, at der har været en omtrentlig stigning i billetsalget til musikforestillinger på 20 procent fra sæson 2011-12 til 2015-16.

Kommercielle hensyn fylder

Forestillinger som Lyden af de skuldre vi står på og Højskolesangbogen er fantastiske, både musikalsk og performancemæssigt, men på skuespilfronten mangler de – med al respekt – vitaminer.

Trivslen blandt musikforestillingerne er således på bekostning af skuespillet, som taber terræn til både musikforestillinger og den rene underholdning, der også finder sted på teatrene – såsom stand-up, revy og satire.

Det er ikke svært at gennemskue, hvorfor musikforestillingerne og den rene underholdning fylder så meget.

Det hænger sammen med, at staten langsomt, men sikkert, reducerer antallet af offentlige kroner til teatrene, samtidig med at der lægges pres på teatrene for at øge deres egenindtægt.

Det er dermed heller ikke svært at gennemskue, hvad der typisk giver flest penge i kassen – et nyt stykke dansk dramatik eller en klassisk amerikansk musical.

Spørgsmålet for offentligt støttede teatre bør imidlertid være, hvor den demokratiske og kunstneriske værdi er størst.

Dramatik har demokratisk værdi

Her har den nyskrevne dramatik altid de bedste vinderchancer.

Sådan har det forholdt sig lige siden oldtidens Grækenland, da teater opstod som kunstform. Gennem skuespillet kunne borgerne få sat tilværelsen i et dramatisk perspektiv og herigennem revidere deres forståelse af, hvad det vil sige at være menneske.

Da Grækenland bevægede sig væk fra despoti og i retning af demokrati, blev skuespillet den platform, hvor samfundskritikken kunne komme til udtryk, hvor meninger kunne brydes, og hvor problemstillinger kunne sættes på spidsen. Dermed blev skuespillet en altafgørende forudsætning for den samtale, som befolkningen kunne føre om samfundets tilstand.

Dette gør sig stadig gældende i dag. Ganske vist kan skuespillet nu opleves på både scene, lærred og tv, men skuespillet i form og funktion har bevaret sit fundament gennem tusinder af år.

At være skuespiller handler stadig om den menneskelige evne til at iklæde sig rollen som et andet menneske og herigennem formidle følelser, fagter og fortællinger.

Samtidig er det stadig på scenen, at skuespillets kraft står allerstærkest frem, og dette parameter har dermed heller ikke ændret sig fundamentalt siden oldtiden.

Det er på scenen, at enhver skuespillers sande duelighedsprøve finder sted, og det er på scenen, ansigt til ansigt med publikum, at skuespillet slår de største gnister og antænder de stærkeste følelser.

Demokratisk udbytte

Ønsker vi at frembringe den største scenekunst, at bevare og styrke scenekunstens evne til at bevare og styrke demokratiet, og skal danske teatre lykkes med at tiltrække publikum på teatrenes egne præmisser, er det således skuespillet, som vi frem for alt skal værne og støtte op om. Som teatre, som publikum, men også som samfund.

Dette bør Kulturministeren og resten af landets teateraktører have for øje i denne kritiske tid, så vi ikke blot fortaber os i en debat om reviderede støtteordninger, yderligere forøgelse af teatrenes egenindtægt, og hvilke besparelser der gør mindst ondt.

I sin rolle som mæcen bør staten investere i den scenekunst, hvor det demokratiske og kunstneriske udbytte – ikke det økonomiske – er størst.

Et eksempel kunne være en forestilling som Porno for begyndere, der spiller på en af Aalborg Teaters mindre scener. Den giver publikum anledning til at reflektere over et emne, som er tabubelagt – selv om størstedelen af befolkningen bruger porno.

Omdrejningspunktet er fortællinger fra almindelige nordjyske borgere, og forestillingen er en opdagelsesrejse ind i menneskets skæve fantasier og dybe begær. Ønsket er at reducere skamfølelsen omkring porno og samtidig forstå, hvad pornoforbruget egentlig er et symptom på.

Fartøjet på denne opdagelsesrejse er, naturligvis, skuespillet.

Det er sådanne kunstnerisk stærke, demokratifremmende og debatskabende forestillinger, som, vi mener, bør kendetegne fremtidens offentligt støttede scenekunst.

Hans Henriksen er direktør for Aalborg Teater

'Biedermann og brandstifterne' er Christian Tafdrups debutforestilling.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu