Kronik

’The Handmaid’s Tales’ seersucces er et tegn på, at samfundskritikken trives

Dystopier som ’The Handmaid’s Tale’ kan både underholde og skabe nye kritiske perspektiver på vores egen virkelighed
At en tredive år gammel roman fortsat kan få os til at tænke kritiske tanker om vores samfund, er noget at glæde sig over, skriver Sanne Emborg Lykke Nielsen, cand.mag. i engelsk med speciale i Margaret Atwood og den europæiske dystopiske tradition.

At en tredive år gammel roman fortsat kan få os til at tænke kritiske tanker om vores samfund, er noget at glæde sig over, skriver Sanne Emborg Lykke Nielsen, cand.mag. i engelsk med speciale i Margaret Atwood og den europæiske dystopiske tradition.

HBO

9. juni 2018

Når den dystopiske genre er allermest dyster, er den hjerteskærende. Det er svært at forestille sig noget godt komme ud af at dvæle ved et fiktivt samfund, der ikke levner plads til ret meget glæde, til ret meget håb.

Men måske er det ikke tilfældigt, at dystopierne, trods alle de dystre billeder, trods al den fortvivlelse de lokker med, er en genre, som vi fortsat søger. Og at HBO’s serie The Handmaid’s Tale om tjenerinden Offred, baseret på Margaret Atwoods mere end 30 år gamle roman, fortsat fanger mange seeres opmærksomhed.

I The Handmaid’s Tale forsøger husets overhoved, Fred, hver måned at gøre Offred gravid mod hendes vilje, mens hele husholdningen beder til, at det må lykkes, og mens hun selv ligger apatisk mellem benene på Freds ufrugtbare hustru. Som Offred forklarer det, vil de allesammen hellere være ethvert andet sted. Men det dystopiske samfund Gilead, en fremtidsvision af et gruopvækkende USA, med alle dets frygteligheder, rutiner og regler, virker uforanderligt og umuligt at sætte sig op imod – som en stabil totalitær stat, hvor en sådan situation er hverdag og ikke noget at bekymre sig særligt om.

I Offreds eget værelse, der hvor hun opholder sig, når ikke hun er tvunget til at stille op til steninger af statens virkelige eller indbildte fjender, til obligatoriske lovprisninger af samfundseliten eller til statssanktionerede voldtægter af hende selv, tænker hun på, at hun dog ikke er den person i Gilead, som har det værst. Jo mere Offred beretter om Gilead, jo mere forfærdede bliver vi som læsere og seere, og det er let at afskrive Gilead som et frygteligt samfund, helt uligt vores egen, danske virkelighed.

Dystopien giver nye øjne

I Danmark er vi ikke midt i en samfundsomvæltning eller en ideologisk opstandelse, og vi lever ikke, generelt set, selv under så dårlige samfundsvilkår, at Atwoods dystopiske fortælling minder om vores eget liv. Så hvorfor interesserer den os?

Den litterære teoretiker Erika Gottlieb har skrevet om dystopier, at kun dem, der ikke minder for meget om ens egen hverdag, vil kunne fange en læserskares interesse. For hvis en dystopi simpelthen er en bitter opremsning af frygteligheder, som ikke står til at ændre i ens egen hverdag, vil man ikke opsøge dem og vil ikke kunne finde hverken kunst, oplysning eller underholdning i dem.

En dystopi, som derimod er betragteligt anderledes end vores egen verden, kan skabe et nyt og underholdende – eller et sønderlemmende kritisk – perspektiv på vores egen virkelighed. Kun ved at tage en ideologi, en tanke eller en politisk idé ud af det samfund og de begrænsninger, vi kender til, og i stedet stille dem op i en forvansket verden, der er fjern fra vores egen, bliver det muligt at se på disse tanker med nye øjne.

Det er selve grundstenen i den dystopiske genre. Når Atwoods samfundsforestilling, Gilead, sætter religion, kønsforhold, miljø og storpolitik på spidsen, er det derfor en mulighed for, at læseren og seeren kan genbehandle vante emner, uden de normale regler og begrænsninger, der ville være, hvis det var en kritik af læseren eller seerens egen virkelige verden.

Dystopien må ikke ligne virkeligheden

Når dystopier virker allerbedst, rusker de op i os. Og i Danmark har vi måske lige nu de bedste betingelser nogensinde for at få noget positivt ud af de dystopiforestillinger, som for få årtier siden ville have været for konkrete, for lidt teoretiske. Vi lever ikke i umiddelbar nærhed af samfund, som undergår store forandringer eller er i entydigt forfald; vi lever ikke lige nu i en tid, hvor et ideologisk eksperiment i et nærliggende land gør det sværere at tænke rent teoretiske tanker om, hvordan man kan ændre og opbygge en anden slags samfund.

Vores nyhedsudsendelser og aviser er da fyldte med vold, krig og ødelæggelse, men vores virkelighed er præget af stabile ideologiske opdelinger af verden, og der er sjældent mulighed eller grund til at debattere grundlæggende samfundsstrukturer eller ideologier.

Vi forstår, hvordan canadiske Margaret Atwoods fiktive, dystopiske USA kan være vokset ud af fundamentale, amerikanske ideer. Vi kender til de forvrængede idealer, fjendebilleder og drømme, som det dystopiske Gilead bygger på, for de selvsamme tanker er grundlæggende set også danske eller europæiske – idet det moderne USA jo i sig selv er en tidlig, utopisk, europæisk idé, som i USA er vokset til noget nyt og enestående, siden de første kolonier grundlagdes.

Det fiktive og groft skitserede dystopiske USA er en lokation, som Atwood bruger til at kritisere grundlæggende europæiske, eller vestlige, ideer – uden at pege fingre ad nogen bestemt nation. Men Gilead, og det, at menneskene i Gilead minder om os selv, må alt andet lige lettere sætte tanker i gang især hos danskere eller canadiere, som ikke forholder sig til troværdigheden af lokationen, så meget som til de dystopiske virkemidler eller til den gruopvækkende historie i sig selv.

Dystopien virker på grund af simplificeringen og på grund af vores afstand til USA. USA er et sted, hvor mange ideologier og strømninger fra vores hverdag herhjemme i Danmark virker mere ekstreme, mere polariserede, og vi har derfor lettere ved at tro på, at et totalitært system ville kunne opstå et sådant sted – i tryg afstand fra vores egen hverdag.

Dystopien bliver personlig

Dystopier er en genre, der har let ved at betage os, fordi det er tankeeksperimenter med emner fra vores egen dagligdag, og fordi det er en genre, der møder os lige der, hvor vi selv er. Nogle seere af The Handmaid’s Tale vil se en dystopisk fremstilling af en forfejlet miljøpolitik og en jord, som er ved at udrydde menneskeracen, andre vil være forfærdede over, at religion forvrænges til at være en undskyldning for at skabe frygtelige samfundsforhold, andre igen vil blive slået af, hvor kort vej der kan være til, at kvinder ikke er meget mere værd end husdyr.

Vi kan vælge og vrage i dystopiernes forestillinger, og vi kan helt overse, bevidst eller ubevidst, at tænke på dele af dystopierne, som ikke taler til os, eller som vi ikke har nogen særlig interesse for. Hvad det end er for et emne, der optager os, tryllebinder eller forarger, hvad end det er for en baggrund, en læser eller seer har for at relatere til emnerne, er det med til at sætte nogle tanker i gang ud fra seerens egen forestilling om, hvad det gode samfund er. Selv hvis vi ser The Handmaid’s Tale som ren underholdning, er det forskellige uhyrligheder i Gilead, som bevæger os hver især.

En interesse i dystopier er et sundhedstegn i et samfund. At en tredive år gammel roman fortsat kan få os til at tænke kritiske tanker om vores samfund, er noget at glæde sig over.

Det måske mest skræmmende ved en dystopi som Atwoods kan for nogle være, hvor meget vi alle sammen minder om det stille flertal af almindelige mennesker, som må have tilladt Gilead at opstå, for senere at ønske sig langt væk derfra.

Men der er en stor trøst at finde i, at vi har overskud til og interesse i den dystopiske genre, at vi bevæges, forfærdes og drages af frygtelige Gilead; at vi stadig drømmer om en bedre verden.

Sanne Emborg Lykke Nielsen er driftsleder hos DSB og cand.mag. i engelsk med speciale i Margaret Atwood og den europæiske dystopiske tradition.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
Flemming Berger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Jeg har ikke set tv-serien, men jeg undrer mig over, at Margaret Atwoods roman The Handmaid's Tale fra 1985 er blevet så berømmet. Som dystopi forekommer den mig sært livløs og postuleret og slet ikke på højde med de klassikere, den ofte sammenlignes med.

Marie Jensen

Christian, jeg har ikke læst bogen, men serien er absolut berømmelsen værd. Manuskript, skuespil, scengrafi, kostumer og billeder er overbevisende og medrivende. Det, der rammer mig, er at man ikke skal købe en præmis om opfindelsen af bestemte teknologier, da alt, hvad der forgår er teknisk muligt i dag. Det der adskiller vores verden og Gilead er kun en ideologi, der er ført ud i livet i ekstem grad.

Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Dagens kronik handler om en dyspoti og er skrevet af en driftsleder hos DSB.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på togdriften i dagens Danmark. Her behøver vi ikke at gå til fremtidsscenarier for at blive slået med rædsel.

Eva Schwanenflügel

"Det måske mest skræmmende ved en dystopi som Atwoods kan for nogle være, hvor meget vi alle sammen minder om det stille flertal af almindelige mennesker, som må have tilladt Gilead at opstå, for senere at ønske sig langt væk derfra."

Det stille flertal i Danmark har allerede accepteret eroderingen af retsprincipperne for mange udsatte mennesker, samt at vi har åbenlys fattigdom i et meget rigt land, og har accepteret sprogbrug der minder om forne tiders anti-jødiske propaganda.

Mens magten i stigende grad koncentreres hos et elitært, neoliberalistisk mindretal, tier folk.
Sålænge det ikke er dem selv der rammes, er det i orden at andre udsættes for hetz, stigmatisering og fattiggørelse.
Demokratiet falmer i teknokratiets skygge.

Ebbe Overbye, Bo Sørensen, Kurt Nielsen, Dana Hansen, Anders Reinholdt, Flemming Berger og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Christina Petterson

samfundskritikken trives min bare. Samfundskritikken som den er mulig udelukkende inden for rammerne af en liberal demokratiforstaaelse.