Ville vi tro på månelandingen i dag?

Jeg har netop søgt efter en lejlighed på den græske ø Simi, bare for en uge i oktober. Og som jeg sad der og læste andres vurderinger af et »skønt lille sted med morgenmand, der er til at dø af« (Google Translate er stadig ikke helt skarp ud i standardvendinger endnu) slog det mig, at jeg vurderede dem, der vurderede.

Fem hjerter er ikke ubetinget fem hjerter, hvis afsenderen er 65-årige Maggie fra Bradford, der mener, at de lokale var »primitive« på grund af deres manglende omsorg for øens hjemløse katte. Måske ser Maggie og jeg heller ikke helt ens på senges hårdhedsgrad? Det ville nu være nyttigt, hvis andre bedømte dem, der bedømte og skabte omdømmer. Men, åh nej, hvad så med troværdigheden af dem?

For den italienske filosof Gloria Origgi er mine ferieovervejeler bare et lille eksempel på et større paradigmeskifte, der er sket i vores forhold til viden:

»Der er et underkendt paradoks, der spiller en stadig større rolle i vores avancerede hyperforbundne liberale demokratier: Jo mere information, der cirkulerer, des mere afhængige bliver vi af diverse omdømmevurderende teknologier til at evaluere den.«

Når hun mener, at det er et paradoks, er det, fordi vi samtidig stædigt holder fast i, at viden er magt. Men, skriver Origgi, »den voldsomt stigende adgang til information og viden gør os ikke mere kognitivt uafhængige. Tværtimod, den gør os mere afhængige af andre menneskers vurdering.«

Omdømmesamfundet

Gloria Origgi er forfatter til bogen Reputation: What It Is and Why It Matters, hvori hun argumenterer for, at vi er på vej ind i en ny æra – fra informationssamfundet til omdømmesamfundet. Hun giver i en klumme i webmagasinet Aeon et eksempel på, hvordan vores forhold til viden har ændret sig: Månelandingen for snart 50 år siden.

Ville vi med samme overbevisning blindt tro på det, hvis russerne i morgen sagde, at de havde besøgt Mars? Ville vi, hvis det var amerikanerne? Hvis de vel at mærke ikke havde andet bevis end en video af en mand, der plantede et flag på en Mars-agtig overfalde?

Alle konspirationsteoriers moder er den, at Neil Armstrong og Buzz Aldrin aldrig landede på månen den 20. juli 1969. Hælder man til den teori, er man så godt som sikker på at blive anset som en tosse.

For man skal jo være rimelig crazy for at tro, at de amerikanske myndigheder ville finde på den slags. Men, som Gloria Origgi skriver, var der jo sådan set helt valide argumenter for, at det hele var et fupnummer.

Skyggernes vinkler er sgu lidt sære i forhold til lyskilden, flaget blafrer, selv om der ikke er nogen vind på månen, fodaftrykkene er måske for veldefinerede, når man tager i betragtning, at de er sat i sand uden væde i. Og, hey, var det ikke også liiidt sært, at det gigantiske Apollo-program så pludseligt blev lukket ned? Alt sammen, skal man huske, under rumkapløbet med russerne.

Hvem kan man stole på?

Jeg aner jo ikke om månelandingen fandt sted – altså ud fra en filosofisk betragtning – påpeger Origgi. For jeg har aldrig spildt så meget som fem minutter på at undersøge det, ligesom jeg heller ikke bruger mine aftener på at researche sammenhængen mellem vacciner og autisme eller på, om Elvis er alive and kicking. Det har vi folk til.

Dengang var det simpelt nok: Den amerikanske præsident sagde, at det var sket. Og dengang var det en institution med det allerhøjste omdømme. Du kunne ikke være politisk uenig, for præsidenten løj da ikke om den slags, vel?

I dag, 50 år senere, har vi en amerikansk præsident med et alvorligt omdømmeproblem. Det er for eksempel ham, der siger, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte, og ham der nedlægger uafhængige videnskabelige instanser, der siger noget andet.

Men jeg tror nu, at jeg holder fast i den med månelandingen og lader Maggie fra Bradford alene med den dødbringende yoghurt. Jeg får dog stadig sværere ved at holde fast i illusionen om, at min adgang til information gør mig friere og mere uafhængig af andre.

PS. Jeg kender ikke webmagasinet Aeon, og Gloria Origgi var mig indtil i sidste uge også ret ukendt. Men hun arbejder ved Institut Jean Nicod i den kloge by Paris, og instituttet udgiver hele to akademiske tidsskrifter med de lange titler European Review of Philosophy og The Review of Philosophy and Psychology, og det er i denne forbindelse nok for mig.