Klumme

Trods problemerne med at bevise voldtægt, bør frikendte ikke hænges ud

Mediedanmark har i den forgange uge sladret løs om en mand, der er blevet frikendt for voldtægt. Dermed bevæger de sig lystigt rundt i den presseetiske gråzone
13. juni 2018

Kommunikationskonsulenten Rulle Grabow rullede sig ud på Facebook i sidste uge. Hun meddelte, at selv om en domstol havde frikendt en mand fra hendes branche for voldtægt, ville hun offentligt på Folkemødet meddele, at han var »sigtet, tiltalt og frikendt for voldtægt«, hvis (når) han optrådte i Allinge-arrangementets paneldebatter.

Det fik hendes kommunikationskollega Anna Thygesen (som er fast deltager i Radio24syvs sladderprogram Det, vi taler om) til at tage til genmæle og anklage Grabow for offentligt at mene, at manden faktisk havde begået voldtægt på trods af, at han var frikendt.

Det fik så Henrik Qvortrup, der er tidligere paneldeltager i selvsamme sladderprogram og pædofil-jæger på TV3, og den borgerlige debattør Mikkel Andersson til at invitere de to stridende kommunikatører og den frikendte mand ind i deres mediemagasin Q&A, hvor den frikendte optrådte anonymt under navnet Rasmus.

Det, der skete, var en slags kommunikationsmæssig triumf for næsten alle medvirkende. Rulle Grabow og Anna Thygesen fór i totterne på hinanden, og Thygesen forlod studiet i vrede. Det sker i øvrigt alt for sjældent i direkte radioprogrammer, at en deltager går og smækker med døren i protest mod andre medvirkendes eller værternes oplevede dumheder. Når det sker, er dramaet fuldbyrdet, og den virkelige verden trænger sig ind i den overciviliserede, undertrykte uvirkelighed, som direkte radio også kan være.

I den presseetiske gråzone

Bag tju-bang-affæren, som naturligvis er genstand for uendelige skriverier på Facebook, ligger et dybereliggende, langt mere alvorligt dilemma. Al presseetik foreskriver, at tiltalte og frifundne personer ikke skal omtales ved navn.

Et udbredt princip i retssamfundet er, at man ikke offentligt og med navns nævnelse kalder en frikendt person for en forbryder. På Journalisthøjskolen fremdrog den navnkundige pressejurist Knud Åge Frøbert i årevis den klassiske overskrift MORDEREN FRIKENDT til skræk og advarsel.

Hverken Qvortrup, Andersson, Thygesen eller Grabow overtrådte formelt den gyldne regel. Men det var lige ved. Nogle af dem bevægede sig lystigt rundt i gråzonen, hvilket også er tilladt, selv om mere puritanske lyttere (som denne klummist) krummede tæer.

Svært at bevise

At debatten alligevel blev nærværende og aktuelt dilemmafremkaldende, skyldtes naturligvis, at det drejede sig om en formodet voldtægt. Ovenikøbet en såkaldt ’kontaktvoldtægt’, hvor parterne kender hinanden og formentligt frivilligt efter en hyggelig aften har hygget sig videre i en privat bolig, hvorefter hyggen måske, måske ikke, har antaget en voldelig tvangsform. Noget, der i det eksisterende retssystem har vist sig uendeligt svært at bevise.

Ufrivillig, måske ligefrem voldeligt fremtvunget sex sætter sig dybe psykiske spor hos kvinden, hvis traume kan komme meget senere. Måske flere år senere. Det sætter den traditionelle (og i mange år dybt mandsdominerede) politiefterforskning og den sjældne efterfølgende retsproces i en uendelig svær situation. I retten skal anklageren bevise skyld ’udover enhver tvivl’. Hvis ikke det lykkes, skal den tiltalte frikendes. Der er ingen mellemvej. Den eventuelle gerningsmand kan dermed sagtens blive frikendt.

Uanset hvad forlader den frikendte person kun sjældent retten som totalt fri og renset. For der kunne jo være noget om snakken. Og da en frikendelse ofte skyldes ’bevisets stilling’, er der jo nok at snakke om bagefter. Det bliver der også, men indtil for få år siden kun i krogene. Ikke i medierne.

Men de sociale medier har åbnet for sluserne, og nu er de gamle etiske regler truet. På Facebook, Twitter og Instagram er der næsten frit løb. Og hvis et opslag på et socialt medie får mange reaktioner, er det dermed en ’nyhed’. Som derefter kan bringes næsten overalt.

Debatten om seksuelle overgreb og politiets og domstolenes håndtering af dem er vigtig. Men det betyder ikke, at almindelig anstændighed, omtanke og presseetik skal tilsidesættes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Katrine Damm
  • Hans Larsen
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Katrine Damm, Hans Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Ethelfeld

Sagen blev også behandlet i Politiradio på 24/7, hvor de mere grundlæggende retsprincipper blev formfuldendt fremlagt. Pointen er, en kvinde kan godt være blevet voldtaget, selvom manden i retten ikke bliver dømt.

Med hensyn til det udbredte princip om ikke at kalde en frikendt person for en morder, vil jeg anbefale dokumentaren på DR om OJ Simpson sagen, hvor omtalte princip nok ikke helt er på sin plads.