Læserbrev

Tvang og straf i vuggestuen er ødelæggende

»Læringstilbud« pålagt med tvang til udpegede boligområder gør det svært for forældre og personale at opbygge et tillidsfuldt samarbejde. I stedet burde Folketinget fokusere på samarbejde og forebyggende og oplysende arbejde. At give forældrene kendskab til gode dagtilbud ville være en fin start som – modsat tvang – virker
19. juni 2018

Står det til et flertal i Folketinget, så skal etårige i udpegede boligområder i fremtiden tvinges i »læringstilbud«. Ikke blot i dagtilbud, men i et »læringstilbud«, hvor de ifølge aftalen skal lære om danske værdier, traditioner og normer samt danske højtider.

Ja, selv ligestilling mellem kønnene har sneget sig ind i aftaleteksten, som drejer sig om børn, der stadig øver sig i at gå og i at ramme munden med skeen.

Møder de ikke op i minimum 25 timer ugentligt, og deltager begge forældre ikke i samarbejdet, så straffes de med fratagelse af børneydelsen.

På en baggrund af tvang, registrering og kontrol skal forældre og personale opbygge det tillidsfulde samarbejde, som vi ved har så stor betydning for barnets udvikling og trivsel.

Det er meget svære odds. For hvordan betror man sig og søger råd om barnet hos en medarbejder, der samtidig er administrator for tvang, registrering, kontrol og i sidste ende indberetning til kommunen?

Tvang og straf ødelægger både den tillid og det samarbejde, som vi ved understøtter såvel sprogudvikling som integration og trivsel.

Hvorfor tvinge alle frem for at vurdere det enkelte barn og den enkelte familie og sætte ind dér?

Vi er generelt tilhængere af gode daginstitutioner. Ja, vi er faktisk begejstrede for de gode. Og vi ved, at netop kvalitetsdagtilbud med et tilstrækkeligt antal voksne kan løfte børn og i særdeleshed børn med særlige behov.

Men vi har meget svært ved at forstå, at man skal tvangslære etårige om danske traditioner og værdier, når barnets primære behov er tryghed, omsorg og nære relationer til sine voksne.

Hvis hensigten er at hjælpe og støtte barnet, så er midlerne ikke tvang og straf, men samarbejde, dialog, hjælp og oplysning. Det er selvsamme elementer, der er så vigtige, når først barnet er i daginstitution, fordi dialogen og samarbejdet mellem hjem og institution er afgørende for barnets trivsel.

Hvorfor sparke en åben dør ind, når udviklingen ret beset går i den rigtige retning? Faktisk er der gode løsninger i dagtilbudsreformen med sociale normeringer. Hvorfor ikke fortsætte ad den vej og samtidig styrke det forebyggende og oplysende arbejde, som eksempelvis sundhedsplejerskerne allerede praktiserer i de udsatte boligområder?

Det lykkes faktisk, når forældrene får kendskab til de gode dagtilbud. Det virker. Til gengæld findes der – os bekendt – ingen evidens for, at tvang og straf giver positive resultater.

Louise Gjervig Lehn er formand for Forældrenes Landsforening, Susanne Lücke er formand for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, Elisa Bergmann er formand for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Troels Ken Pedersen
Hans Larsen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det er jo et eksempel på fuldkommen ironi, når man med den ene hånd vil lære småbitte børn om det vidunderlige, danske demokrati, men med den anden laver særlove, der skal ramme etniske mindretal..

Lillian Larsen, Hans Houmøller, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Hans Larsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Knud Vilby skriver idag i Altinget :

"Kønslig ligestilling” og ”lighed for loven” er to af de centrale danske værdier ifølge Haarders kanon. Ved præsentationen talte Haarder om, at der er områder, hvor vi aldrig må gå på kompromis, og han fremhævede selv kønslig ligestilling. Men hvad med lighed for loven? Er det bare sådan en kompromisting, der er fin i skåltalerne, men ikke i virkeligheden?

Haarders Danmarkskanon har en hjemmeside, og her står der, at ”lighed for loven” er en værdi, vi skal værne om. Det er nemlig ”en af samfundets grundlæggende spilleregler”. Med andre ord en værdi, der nok kan være værd at tale om på en grundlovsdag, der gerne skal fortælle, at det danske samfund er for alle danskere med nogenlunde ens spilleregler for høj som lav, for brun som hvid."

Hans Houmøller, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar