Kommentar

Vi unge kvinder skal lære at sige pyt og blive glade for et 4-tal

Der er en enorm drivkraft i at bevise, at vi kan gøre lige dét, vi sætter os for, men selv om den drivkraft i sig selv er positiv og befriende, er det som om vi ikke helt har lært at styre den
»Sagen er, at vi forbereder os alt rigeligt, damer. Vi læser, forstår og repeterer. Vi klarer dem formidabelt, eksamenerne, og så godt at vi på karakterer overhaler mændene indenom, og har gjort det i mange år,« skriver lingvistik-studerende Agnes Aggergaard Mikkelsen i sin kommentar. 

»Sagen er, at vi forbereder os alt rigeligt, damer. Vi læser, forstår og repeterer. Vi klarer dem formidabelt, eksamenerne, og så godt at vi på karakterer overhaler mændene indenom, og har gjort det i mange år,« skriver lingvistik-studerende Agnes Aggergaard Mikkelsen i sin kommentar. 

Asger Ladefoged

27. juni 2018

Jeg har netop rundet et, for mig, skarpt hjørne. Mit første universitetsårs sidste eksamen er overstået, og jeg har nu en femtedel af en akademisk grad, 60 famøse ECTS-point, et årsværk.

Hånd i hånd meldte læseferie og nervøsitet sig på banen, men til forskel fra tidligere eksamensperioder fik nervøsiteten ikke lov til at tage over eller fylde mere end den burde. Hvis man ikke ser sig for, kan den ellers ende med at udvikle sig til et mangehovedet stressmonster, der lever af varme dage tilbragt med tunge bøger.

Jeg øver mig nemlig på ikke at gå op i en spids over at skulle til eksamen. Det, har jeg besluttet, er unødvendigt. Ønsket om at præstere og frygten for at mislykkes har for mange gange møvet sig ind i mit liv, skubbet andre ting til side og malet mig op i et ulykkeligt hjørne. Måske fordi der i mit hoved har været lighedstegn mellem flotte præstationer og personlig succes, og fordi gode karakterer efter sigende er nøglen til alt godt.

Jeg øver mig i at sige pyt, is på, det går nok, vi når det hele, og tag den med ro. Jeg er ved at udvikle et helt leksikon over fraser, der kan holde stressmonsteret på afstand. Og det er noget, jeg har lært af mænd. Mine brødre, mine kammerater på studiet, gutta boys, der ufortrødent siger: nok med den eksamenslæsning, skal vi tage på stranden, skal vi spille brætspil, skal vi drikke en øl? Skal vi vedtage, at nu har vi lært det, vi skal lære, og så tage den med ro?

Og ja, det skal vi.

Ambitiøse damer

For sagen er, at vi forbereder os alt rigeligt, damer. Vi læser, forstår og repeterer. Vi klarer dem formidabelt, eksamenerne, og så godt at vi på karakterer overhaler mændene indenom, og har gjort det i mange år. Vi kan på vores formødres vegne være stolte af, at vi er flere kvinder end mænd med kandidatgrader. Der er en enorm drivkraft i at bevise, at vi kan gøre lige dét, vi sætter os for, men selv om den drivkraft i sig selv er positiv og befriende, er det som om vi ikke helt har lært at styre den.

Ambitionerne bliver for høje og presset for stort. Jeg er så træt af at høre om stræben efter det perfekte, og hvordan det ødelægger min generation indefra, men faktum er, at det ikke lader til at gå væk af sig selv.

Hver fjerde unge kvinde har dårligt mentalt helbred, og jeg ser mine veninder falde på stribe. Pres, stress, angst, depression er hverdagsord, og 12-talspige et skældsord. På DR3 kan man høre kvinder i begyndelsen af tyverne fortælle om, hvordan det kan være uoverskueligt at tage bussen. At følelsen af utilstrækkelighed gør det umuligt at gå ud og møde verden, at sammenbruddet venter om næste hjørne.

Vi må blive bedre til at skille tingene ad. Måler man kun eget værd i karakterer, må det nødvendigvis ende i nedtur. Det virker så banalt at sige, at der er andet i livet end flotte præstationer, men måske vi ikke kan sige det nok. Lysten til at gøre det godt til eksamener skal udspringe af glæden over at lære noget nyt, ikke frygten for at falde igennem.

Ja, jeg vil gerne gøre det godt til mine eksamener, men det er ikke det eneste, der skal fylde noget i mit liv. Det skal betyde mere at være en god ven, at værne om min familie, måske endda at læse romaner og blive dygtig til mange slags ting. Når jeg hen over sommeren bliver bedømt, skal det være på min evne til at bevæge mig i genren lingvistisk, teoretisk, akademisk argumentation. Ikke på om jeg er god nok.

Sig pyt

Det er derfor især vi unge kvinder, der skal blive bedre til at sige pyt. Pyt med om det bliver 12 eller 10 eller 7. Lad det være kraftfuldt og fandenivoldsk at blive glad for et 4-tal. Stol på, at man nok skal klare det fint i fag, man interesserer sig for, og lad det være mindre vigtigt med de andre.

I øvrigt ender mændene alligevel med professoraterne, så noget må de gøre rigtigt, når de tilsyneladende ikke lader presset mærke dem så voldsomt.

Det er ikke fordi, vi ikke skal læse op, gøre os umage og tage vores uddannelser seriøst, og tro mig, det kommer heller ikke til at ske. Det handler bare om at lære at sige stop, færdig for i dag. Nu ud i solen med et glas rosé i den ene hånd og en ven i den anden. Hvem siger at eksamensforberedelse ikke også kan være diskussioner af pensum en lys nat ved kanalen på KUA? Det er vel strengt taget fjollet at forsøge at springe over, hvor gærdet er højest.

Studier skal handle om at lære noget i undervisningen, og det er ikke altid det samme som at ramme bedst mulige karakter til eksamen. Selvfølgelig er studier også hårdt arbejde, og det skal det også være, før jeg kan være stolt af mine årsværk, men karakterræset måtte gerne være på retræte, det levede og åndede vi alle sammen i gymnasiet, og tre år var mere end nok.

I stedet for at synes jeg burde læse mere, tage bedre noter og være aktiv i fagrådet, vil jeg nu bestræbe mig på at finde ud af, hvilke fag der er de fede, og hvor jeg skal bruge min tid.

Det er vel også en slags dannelse at finde ud af, hvad man ikke vil, ligesom det er en slags dannelse at lære, at man ikke kan lære det hele. Begynder man med at lære at sige pyt, er jeg sikker på, der er et stressmonster eller to, der kan tage lang ferie i år.

Agnes Mikkelsen læser lingvistik på Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Breuer
  • Katrine Damm
  • Jørn Andersen
  • Eva Schwanenflügel
David Breuer, Katrine Damm, Jørn Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Tak For indsparket, Agnes. Du har fuldstændig ret, og jeg håber du fortsætter med ikke at finde dig i maskineriet.

Her er en gradueringstale til dig. Den handler om det samme, og går så lige skridtet videre. Jeg håber du og andre kan bruge den til et eller andet:

"Commencement Speech to Kenyon College class of 2005 written by David Foster Wallace"
https://www.youtube.com/watch?v=8CrOL-ydFMI

David Breuer, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
David Engelby

God artikel, tak for det! Jeg plejer også at sige til mine studerende, at de selvfølgelig skal gøre deres bedste, men de skal huske at man ikke “er” det tal, man får til eksamen. Selv hvis man får et 12-tal til en eksamen, så vil man opleve at komme ud for at præstere til et 4-tal i sit arbejdsliv, på et eller andet tidspunkt. Og omvendt så kan man komme ud med et lavt snit fra sin uddannelse, men blive bedre over årene og lande i praksis på et højt niveau i faglighed.