Dagspressen bringer fra tid til anden historier om, at nogle få danskere af hensyn til klimaet ikke ønsker at flyve og kun vil rejse steder hen, der kan nås med tog eller andre mindre CO2-belastende transportmidler.
Senest har eksempelvis nærværende avis i et rejsetillæg sat fokus på, at den gode rejse ikke nødvendigvis befinder sig på den anden side af kloden. Også Politiken har bragt artikler om danskere, der ikke vil flyve, fordi de selv føler, at de handler med tanke på klimaregnskabet ved at tage tog, når feriebilletten skal indløses.
Det er sympatisk, men også formålsløst, når enkeltpersoner forsøger at leve et liv uden at flyve. Det eneste, det er godt for, er, at stive deres egen samvittighed af. For milliarder af kinesere og indere flyver i stor stil og kommer yderligere til det i de kommende år, i takt med at landenes middelklasser vokser.
Oversøiske weekendture
Jeg er ikke blind for, at flytrafikken er en stor synder i det samlede CO2-regnskab. Men vi skal sætte ind på en markant anderledes måde end ved at kigge indad og begrænse et par flyvninger om året hos den enkelte, hvis vi vil gøre noget ved klimaproblemet og redde kloden. Der skal et langt større globalt politisk ansvar til, hvis antallet af flyvninger skal falde drastisk – og det skal det.
Normalt ønsker forbrugeren den lavest mulige pris for en vare. Men i dette tilfælde bør det forholde sig omvendt: Hvis klimakontoen skal være grøn, skal bankkontoen bløde.
Men i dag er det alt for billigt at flyve. En chartertur til Mallorca, en oversøisk flyvning er billige fornøjelser – selv en kort tur til Berlin er næsten billigere end at tage toget til Aarhus fra København. Vi giver ikke forbrugeren noget valg, når priserne er så lave, som de er.
Flyet bliver selvsagt valgt frem for toget, og det vil det blive ved med. Og det er ganske paradoksalt, når den klimavenlige metro fragter os direkte ud i helvedes forgård, Kastrup Lufthavn.
Flybilletter er kun blevet billigere de senere år, samtidig med at antallet af passagerer er steget.
Flere lavprisselskaber åbner nye ruter. Og det er ikke længere kun de bedrestillede, der flyver oversøisk og langt. Hanoi er det nye Harzen, Bangkok det nye Ballerup og Boston det nye BonBon-Land.
Weekendture, ja, weekendture, sælges i stor stil til New York. Alle har råd til at drage i flyverskjul fra hverdagen. Det, der før var eksklusivt og forbeholdt de få, er nu et gode, som alle har adgang til.
Så længe vi ikke er klar på at give afkald på den stigende velstand, der findes i Vesten, og som også gør sit indtog i Indien og Kina, hvordan kan vi så nogensinde forestille os, at det vil batte, når nogle få vælger ikke at flyve? Det ændrer intet ved klimakrisen.
Naiv godhjertethed
Kinesere og indere er først for alvor begyndt at være turister i det nye årtusinde. Fremskrivninger peger på, at Asiens samlede antal fly tredobles frem mod 2036.
Men problemet begrænser sig ikke kun til Østen. Også de kommende generationer her til lands er med til at male med dystre penselstrøg. Verden bliver kun mere global, hvad flytrafik angår. De kommende generationer vil være lige så mobile, som vi selv har været. Derfor er enkelte menneskers fravalg af flyvningen på grænsen til det naive.
Det at flyve udstiller paradokset mellem på den ene side at ville være et moderne menneske, der har været i New York, Nigeria og Norge samme år og på den anden side at skulle begrænse timerne i den forurenende maskine, fordi man er bange for at vise skødesløshed over for klimaproblemet.
For hvem vil ikke være klimaansvarlig? Det ønsker alle moderne mennesker. Men større er begæret efter varme, oplevelser og minder, der kan styrke fortællingen om, hvem vi er eller ønsker at være.
Skal der for alvor ændres på CO2-udslippet, nytter det ikke noget, at en minoritet føler sig godhjertede ved at blive hjemme eller ved at benytte sig af andre og mindre belastende transportformer. Det bidrager ikke til andet end til deres følelse af mening i en gudløs tilværelse, hvor identitetsskabelsen sker i form af blandt andet rejseaktiviteter.
Derfor er det interessant at se, hvordan ikkeflyveturene bliver et nyt retfærdighedskort, man kan spille i fortællingen om at være klimabevidst.
Politisk vaklen
Men følelsen af mening i det enkelte liv kan ikke redde ozonlaget – der skal langt større politiske tiltag til. Hvis politikere tør lægge større afgifter på flyvninger, kan det begrænse flytrafikken, så det kun er de absolut mest nødvendige ture, der bliver bestilt. På den måde vil størstedelen af os blive tvunget til at begrænse flyvninger, hvilket for alvor kan betyde noget for klimakatastrofen.
Kritiske røster vil hævde, at øgede flyafgifter vil ramme socialt skævt. Der er en risiko (eller chance) for, at økonomisk mindre bemidlede ikke længere vil rejse i samme omfang, som det hidtil har været muligt, hvis afgiften på fly sættes markant op.
Til det vil jeg sige, at hvis transport til fjerne egne skal være noget, der gælder for alle indkomstgrupper, må der netop tages mere bæredygtige beslutninger.
Opfindelser af bæredygtige løsninger findes allerede og fejler ikke noget. Men den politiske vilje til at videreudvikle på eksempelvis eldrevne fly mangler. Det ville kunne fragte den lavere middelklasse til Thailand på en mere miljøvenlig måde.
Vi mangler politikere, der tør lovgive langsigtet og ikke bare vil prioritere her og nu – så der også er en klode til de kommende generationer.
Samlet politisk ageren er dog en utopi. Selv om vi gerne vil være optimistiske og tro på en grønnere fremtid, er der ingen politisk vilje til at gøre flyveturene dyrere eller udfase brugen af konventionelle fly. For hvem tør miste de erhvervsmuligheder, investeringer og den turisme, som flytrafikken bringer med sig?
Den ene hånd er grøn og fuld af gode intentioner, mens den anden er sværtet sort i en Donald Trumpsk nuance og afhængig af kapital. Det er et paradoks, som eksempelvis ses i regeringens luftfartsstrategi, der vil fremme flytrafikken til glæde for turisme og erhvervslivet.
Tvungen selvhjælp
Jeg opponerer mod den moralisme, der befinder sig blandt de politisk korrekte, der fravælger flyvninger, mens de spiser blåbær fra Chile og køber billigt tøj produceret i Bangladesh.
I 2018 kommer man, uanset om man vil være ved det eller ej, til at slide på kloden. Hvis vi selv skal tage stilling til alt, hvad der forurener, kan vi ikke lave andet end at forsøge at navigere i et beslutningskaos, hvor man hele tiden kan gøre mere, og hvor intet er godt nok.
Skal man også lade være med at sætte børn i verden? Nye mennesker på kloden griser.
Kritikere vil pege på, at al forandring kommer indefra, og netop derfor giver det mening at boykotte flyvninger. For hvis ikke vi gør noget som enkeltindivider, så vil der aldrig ske noget.
Men denne moraliseren om, at vi hver især kan forandre verden, at vi må starte i det små, er en illusion i denne sammenhæng. At alt starter hos én selv, er et credo, som velmenende lærere, pædagoger og forældre ynder at fortælle videre til de næste generationer – og det passer sikkert, hvis det handler om mobning i skolegården eller skrald i gaderne. Men når vi har med flyvning at gøre, ændrer den enkeltes handling intet.
Hvis det virkelig skulle passe, at vi hver især kan ændre noget, hvorfor er der så skræmmende få mennesker, der betaler klimakompensation til de flyselskaber, de rejser med? Fravalg af flyveture kan være et princip, som man lever efter, indtil man overhales af virkeligheden, og man bliver nødt til at bryde med sine regler. Det er nemlig de færreste, der kan være konsekvente i alt, hvad de gør.
Vi har derfor brug for lovgivning, der gør forurenende beslutninger svære endsige umulige.
Lauritz Korfix Schultz er gymnasielærer
Lauritz Korfix Schultz,
Jeg er en af de (postulerer du) få danskere, som ikke længere flyver. Og jeg vil tillade mig at opponere mod dit nihilistiske vås:
Jeg har truffet et moralsk valg. Det finder du latterligt og selvforherligende. Fred være med det. Men du misforstår nu noget grundlæggende, hvis du tror, at jeg gennem mit valg moraliserer: Mit moralske valg rager i og for sig ikke dig, næ det burde faktisk ikke anfægte dig overhovedet. Og alligevel har du nu skrevet et indlæg til dette ypperlige Dagblad, hvor du klager din nød over denne moraliseren.
Hvad har du i klemme, min ven? Det burde du måske tænke lidt dybere over?
Desuden vil jeg ikke undlade at påpege, at du i og for sig taler dig selv midt imod: Der er behov for lovgivning, skriver du, som gør forurenende adfærd besværlig. Men samtidig belærer du os jo klart og tydeligt over flere afsnit om, at det er utopisk at tro på en politisk vilje til at ændre status quo.
Derfor kalder jeg dit indlæg nihilistisk vås. Du fraskriver i en og samme tekst muligheden for både effektiv politisk handlen og individuel handlen. Herunder individers mulighed for at påvirke politikken, må man formode?
Det er et jammerligt verdenssyn, du giver udtryk for. Det lyder for mig som en forsvarstale. Og fred være med det. Du kunne i og for sig holde den samme tale om ethvert andet moralsk valg: Hvorfor dog betale skat, når Danske Bank snyder for 50 mia., og der på verdensplan svindles for endnu mere astronomiske beløb? Hvorfor dog spare på vandet, når kunstvandingen kører i døgndrift? Hvorfor dog skifte til LED-pærer, når verdens datacentre bare buldrer derudaf?
Hvorfor dog gøre noget?
Det er et spørgsmål om moral, min ven. Hverken mere eller mindre. Og hvis det udsagn opleves som en moraliseren, så vil jeg foreslå dig at kigge lidt indad. Sådan rigtigt for alvor. For måske har du vitterligt noget i klemme? Det er i så fald ikke mit problem, men dit. Ligesom mine moralske valg er mit problem, og ikke dit.
Opklarende: "Hvorfor dog ikke snyde i skat", skulle der retteligt stå i ovenstående.
Hvad i alverden er meningen med den artikel? At forfatteren vil forsvare at han fortsat flyver? Det handler ikke om selvgodhed at afstå fra at flyve. Det handler om at et dybfølt behov for at gøre det vi kan gøre hver især, nu hvor den politiske handling mangler. Det er en meget ødelæggende og afmagtsskabende myte, at det intet skulle betyde, hvad den enkelte gør. Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre lidt. Hvis mange nok afstår fra at flyve før flyene flyver på el, så skal det nok være det, der får elflyene på vingerne i en rasende fart.
En artikel som denne, der docerer hvorledes andre bør leve deres liv, er klassisk elitær snak. Forfatteren har sit på det tørre, og ved at andre - i praksis dog kun de mindrebemidlede - bør afskæres det frie valg for at tilgodese elitens krav til, hvad der er et godt og moralsk levned. Nej, de mindrebemidlede bør i stedet holde ferie inden for cykel afstand. Tankesættet genkender man fra dogmatiske og moraliserende religiøse samfund.
Artiklen adresserer slet ikke problemet med at de fattige får mindre råd med afgifterne. Det nævner det men får slet ikke forklaret hvordan en afgift skulle være rimelig på den konto.
En læsning ville være at beskatte efter antallet af rejser. Ingen eller lille afgift på rejse 1 pr x antal år, stor afgift på rejse 2, kæmpe afgift på rejse 3, etc
Det er måske svært, men det ville være væsentligt mere retfærdigt end en standardafgift som de rige der flyver mest er ligeglade med og som forhindre de fattigere i at overhovedet flyve
Der er jo også det med klimaforandringerne, hvis jeg har forstået det ret, at man taler om “tipping points”, dvs. at der typisk er situationer, hvor små udsving gør en stor forskel. Det er da rigtigt, at man ikke skal føle sig frelst, hvis man feks. sorterer sit affald eller afholder sig fra flyrejser, men det kan vel ske, at det er ens lille-bitte bidrag, der sørger for, at balancen ikke tipper og alt går af H til. Det ene udelukker ikke det andet - des flere, der efterspørger gode togforbindelser, des bedre bliver de vel, og des mere motivation får man måske for at kræve politisk handling. Mens man snildt kan rejse en folkestemning omkring beskyttelsen af et mindre naturareal eller ulven, synes det svært at starte en egentlig folkebevægelse mod klimaforandringer - og argumenter som dem kronikken præsenterer hjælper blot folk med at dulme deres dårlige samvittighed. På langt sigt er der måske tekniske løsninger på problemerne, men hvad hvis de kommer for sent - og man hat ladet være med at gøre noget, fordi man satte sin lid til, at de nok kom?
Jeg synes nu at kronikken har fat i noget. Det kan kun loeses ved en politisk beslutning. Billige flybilletter knobskyder i det uendelige, mens togstraekninger i Europa skaeres vaek. Vi kan jo begynde med at fjerne tilskuddene til fly braendstof og udbygge tognettet m hoejhastighedstog, som er til at betale.
Om vore dages klimaproblemer kan man vel sige som en klog mand engang udtrykte det; "Mennesket kan ikke se skriften på væggen, før det står med ryggen mod muren"!
I mellem tiden køre "Joakim von And's"(de riges) lastvogn rundt med anhænger efter anhænger hvorpå pengetankene står - for at fylde dem op med pengene fra deres fortjenester, som de hyldes for af vore politikere og deres entreprenør egenskaber.
Virksomheder er "begyndt at indse dette", og vil arbejde for at modvirke udviklingen, og opkøber store områder som de beplanter med træer i rigelig mængder, - men at beplante 4.000 kvm. eller mere med én og kun én slags trætype giver ikke den store biodiversitet, som habitat for forskellige dyrearter og deres udvikling - tværtimod!
Det er så heller ikke i uegennyttighedens tjeneste disse virksomheder gør det, for når træerne skal fældes engang med tiden, - så bliver der jo et fornuftigt afkast til aktionærerne, - kloden og miljøet er fortsat en biting, - derimod er det image der skal skabes i nutiden meget vigtigt - at være en grøn og miljøansvarlig virksomhed er det vigtigste.
Nu ved jeg ikke om 5 eller ti rutebiler til det sydlige sviner mere end et enkelt fly sydpå, - men jeg tror faktisk at et fly svinder mindre i den sammenligning.
Nu skal man ikke tro at billige flybilletter alene er det værste, for selvfølgelig er der problemer herved. - nemlig hele tanken bagved, at tjene mange penge hurtigt på bekostning af medarbejdernes lave lønninger, som der spares på, - men det er ikke det eneste der spares på, for devisen hos disse selskaber og deres ledere og aktionærer, - "at man selv vil bestemme alt omkring driften", - og det går derfor også let ud over sikkerheden og vedligeholdelsen af flyene, - nå men det tager vi sidenhen som en retssag for de mange tjente penge.
Nå, men det er nu faktiskt stålindustrien som førorener meget mere end hvad flyet kan nå op til. Så nu har jeg taget affære i mit lille hjem. Min elskede stål thermos væk med den og mange andre ting, pyh, får helt sved på panden. Tænkte jeg sku kompensere lidt før årets 2 flyvninger.
Sagen er tabt. Der spekuleres over, hvad vi skal gøre. Helt misforstået. Det energiforbrug vi via vores moderne verden har opnået, kan/ vil vi ikke reducere. Det svarer f.eks. til at rygere, selvom de ved, at de går en tidlig død i møde, med forfærdelige sygdomme på vej mod døden ikke ændrer adfærd.
Energiforbruget ved brug af vores allesammens tidsrøvere mobiltelefon m.v. kunne vi ikke drømme om at medvirke til at reducere. Læs det seneste om dette gigantiske forbrug, der for 98% vedkommende produceres af fosile brændstoffer!
Tabt, tabt og konsekvenserne i en verden, der stadig formerer som kaniner er skubbet helt i baggrunden af det enkelte individ eller er aldrig nået ind til dette..
Flyvemaskiner!! hvorfor ikke mobiltelefoner en udfordring, der ikke kan løses.
Nike Forsander Lorentsen,
Sarkasmen bider ikke rigtigt, synes jeg? Og så fremstår den desværre bare lidt smådum.
Alligevel er der da noget at diskutere i dit lille 'muntre' indslag:
Jeg synes ikke du skal 'kompensere' for noget som helst. Gjort er Gjort. Man kan ikke handle baglæns. Men hvis du selv føler det behov, så giver det da ikke videre mening at smide din elskede stål-thermos væk. Den er allerede produceret, så den miljøbelastning den har medført, kan ikke sådan tages tilbage. Mere mening giver det passe godt på den, og så at bruge den til den er udtjent. Begge dele må være til at overkomme, din kærlighed til den taget med i betragtning.
I grunden er det slet ikke så svært, det der med at leve lidt miljøbevidst: Det handler i grunden blot om ikke konstant at falde for de nye og smækre modeller, eller at bilde sig ind - som Lauritz Korfix Schultz gør det - at selve identitetens dannelse beror på overforbrug.
Overforbrug kan i et vist perspektiv anskues som svage sjæles krykker i en kamp for social agtelse. En kamp der forøvrigt primært udkæmpes ganske ensomt på en indre front. Hvorfor dog hoppe på dén limpind? Det er så ganske uklædeligt for voksne mennesker..
Torsten Jacobsen
Tak for din lettere patroniserande svar. Min små-dumme kommentar må vist have ramt endog, nu når du måtte skrive en lille epistel.
Venligst, Nike
Der er ikke andre end dig, der kan stoppe luftfarten. Der er ikke andre end dig der synes, du er så vigtig, og det er så vigtigt, at du kommer så hurtigt og så vidt omkring. Der er ikke andre end dig, der er blind for din egen dobbeltmoral, hvis du erkender klimaforandringerne 10 km oppe i atmosfæren på vej til Maldiverne.
Luftfarten har en langt større finger med i spillet om klimaforandringerne, end der står skrevet i de gamle rapporter. Det kan ikke holdes hemmeligt meget længere, og hvis Torsten og jeg kan overleve uden flyveture, kan du vel også ?
"Hvis vi virkelig vil forureningen til livs, er der brug for stram lovgivning og mærkbare afgifter"
Ja hvis vi alle er simple nokkefår uden fri bevidsthed og moral, må vi jo vente på at politikerne indfører aflad på flyrejser. Så kan det være pøbelen ophører med at ture rundt globalt, så vi andre kan komme videre med vores selvrealiseringsprojekt i almen human dannelse og interkulturel vdrdensomspændende forståelse.
Frem med de soldrevne Zeppelinere !
Hold da kæft hvor er det jammerligt med alle dem der siger at vi lige så godt kan opgive, at vi er naive og så videre og så videre!
Hvis alle havde tænkt sådan altid var hjulet ikke blevet opfundet.
Dette er jo blot et langt forsvar som han fører imellem linierne for at blive ved med at kunne flyve - suk
Artiklens forfatter har ret i hovedpointen: Klimaproblemet bliver ikke løst uden fælles globale tiltag.
Det er fint, at individer og stater laver egne delløsninger, men som en klog mand har sagt: Delene kan ikke være bæredygtige, hvis helheden ikke er bæredygtig.
Og klimaproblemet er så påtrængende, at vi kan blive nødt til at afkoble det fra ulighedsproblemet, hvis vi skal kunne handle tilstrækkeligt hurtigt.
Forslag:
Måske kan vi løse klimaproblemet på en mere fair måde ved at uddele retten til belastende adfærd - fx flyvning - i lige portioner til alle som en slags global “basisindkomst”. Alle 7 mia borgere på kloden får ret til et bestemt antal årlige luftkilometer. Hvis nogle vil flyve mere end dette, må de købe retten af nogle, der vil flyve mindre. Så vil de fattige få økonomisk kompensation for at afstå fra at belaste klimaet.
Indfør rationeringsmærker for flytransport. Det skaber arbejdsplader; især inden for sortbørshandel.
Spøg til side!
Det kan ikke lade sig gøre at regulere noget som helst. Kun markedet bestemmer i markedsøkonomi.
At Grækenlands befolkning lider nød, er hele Europa jo bedøvende ligeglad med. De tyske banker skulle reddes, så kan resten lade livet. Det samme vil ske med menneskeheden. Kan det ikke betale sig at redde den, går den til grunde. Ren Darwinisme er virkeligheden!
Jeg har givet kronik en anbefaling pga. det politiske ansvar for at gøre flytrafik dyre mv.
Men jeg køber ikke dine "morsomheder" over folk der har fravalgt flyrejser.
I mine øjne bør/skal politikerne i international samarbejde sætte afgifter på flyenergien - det er uhyrlig at flytrafik kan blive ved og ved at flyve uden en mærkbar afgift.
Ligeledes så bør "vi" alle både tænke over vores adfærd og handle ved at nedsætte vort forbrug og omlægning forbruget. Hvis flere og flere gør det så må det hellige markedet da regerer og politikerne er måske også bedre til at skride til handling.
Jeg nyder selv godt af billige flypriser. Jeg er i et forhold ,der slet ikke lod sig gøre uden - med den økonomi ,vi begge har. At sove i et tog er for os begge et ret håbløst alternativ.
Alligevel er jeg helt enig i at der skal findes nogle retfærdige begrænsninger - flere gode forslag til hvordan er allerede nævnt. Der skal være forskel på om det er besøg til familie eller blot adspredelsesflyvninger. Erhvervslivet behøver som udgangspunkt ikke yderligere fordele her. Og ingen tvivl om der er flyves en del unødvendigt her.
Og så er der den med brændstoffet. Det nævnes undertiden, at de billigere flyselskaber flyver med mere forurenende brændstof, og at man kan se det på. hvor meget der efterlades hvor længe ,når man ser flyet i luften.
Mon ikke den første indsats skulle være at sikre en mindre forurenende forbrænding - altså renere motorer og brændstof. Øvrige afgifter eller ej.
PS: det mest skræmmende nu er for mig at se ikke flyene, men al den energi, der skal produceres ekstra for at holde diverse funktioner i computere og smartfones kørende. Og mange jubler lalleglade over at Facebook, Google m.fl udnytter vores energisystem ved at lægge hukommelserne i energikrævende lagerhaller på dansk jord. Pinligt.
Lauritz, hvorfor skal en personlig, handlingsmæssig stillingtagen udelukke også at tage afstand til et strukturelt, politisk problem? Jeg tror ikke, at mennesker, der vælger ikke at flyve, mener, at problemet er løst. Istedet for at være ude efter mennesker, der forsøger at skabe et alternativ til at leve med fly, kunne du have brugt din spalteplads på at tale om lovgivningsmæssige potentialer og -forhindringer for at gøre flytrafik dyrere. Informeret os om, hvor den politiske kamp skal kæmpes, og eventuelt også hvordan. Været ude efter politikerne, der skal løse disse problemer, fremfor os, der forsøger at handle i overenstemmelse med vores idealer.
@Thomas Holm 1/8 13.55
"Vores samfund behøver høj vækst så vi kan betale for alle de gode tiltag, der virkelig kan forbedre forureningen og klima gasserne."
Det ville være dejligt, hvis en fortsat eksponentiel vækst var mulig, på en klode af begrænset størrelse.
Nu er det desværre ikke muligt at fortsætte en eksponentiel vækst på jorden, men det system der kontrollerer kloden, vil blive med med at presse for mere vækst.
Vi forbruger allerede nu klodens ressourcer hurtigere end de gendannes, med det resultat at der hvert år skabes færre nye ressourcer. Det kan ikke fortsætte selv om vi bygger nok så mange thorium reaktorer. Når vi bliver ved med at skabe ny teknologi, for at løse de problemer tidligere tiders teknologier har skabt, vil de nye teknologier skabe nye problemer som igen kræver ny teknologi.
Dette tankespind af rationaler og cost benefit analyse som skribenten præsenterer her, ændrer ikke ved, at det for den enkelte er et tegn på vanvid, at til vælge kortsigtede fornøjelser til fordel for planetens og fremtidige generationers ve og vel. Jeg fornemmer en "enter-eller-" logik, som mangler et almenmenneskeligt og næstekærligt fundament.
Ja, der er brug for politiske løsninger. Ja, der er brug for en global regulering af flytransporten. Men vi fralægger os hele tiden ansvaret i denne globale krise, og giver det videre til politikere, som i mange tilfælde ikke evner at tage det. Den enkelte kan nu og her være med til at sætte en ny etisk dagsorden igennem sine til – og fravalg. En ny skillelinje imellem forbrug og natur som desværre ikke blev sat af foregående generationer. Et ansvar som skal tages af os alle i denne kritiske situation. Et afgørende valg imellem egne kortsigtede interesser versus planetens langsigtede trivsel. Den mængde af co2 som der sendes ud i atmosfæren via flyrejser er kolossal sammenlignet med andre typer af transport. At påstå at der er tale om en moralisering, fra dem som vælger flyrejsen fra, virker som en letkøbt kategorisering af disse mennesker indre liv og den etik som strømmer derfra. Dem som vælger en adfærd som er i tråd med helhedens ve og vel er et eksempel på den ændring som vi alle skal foretage, hvis klimakrisen skal løses.
Vi er langt fra adskilte fra hinanden eller vores økosystem. Vi er dybt forbundne og vores valg og overbevisninger spreder sig som ringe i vandende i vores fælles bevidsthed. Af den årsag alene er et fravalg af egne kortsigtede glæder til fordel for fremtidige generationers trivsel en meget forbilledlig og smuk handling. Uagtet at det er en dråbe i havet, så spreder det sig som en ny normalitet iblandt os.
En ny normalitet som i sidste ende skal smede jernet til en ny og bæredygtig fællesvirkelighed. Det starter i bevidstheden om at vi forbundne til hinanden, naturen og at vores valg lige nu og her har langsigtede konsekvenser. På den vis rummer klimakrisen en mulighed for at begynder at træffe valg som en fælles organisme. Som en enhed. Det er mit at håb at vi tør tage det ansvar og se at vores personlige fornøjelse er forenelig med, og dybt afhængig af, helhedens velstand og trivsel.
En lille detalje.
Nye fly f.eks Airbus 320neo tilbagelægger op til 40km pr liter pr. passager.
https://www.sasgroup.net/en/airbus-a319-100-and-a320a321/
Det ligner brændstofforbruget for en nyere halvfyldt bil.
Udfordringen er at man kan flyve så langt på så kort tid.
Selvfølgelig betyder den enkeltes moral noget. Det er denne moral, som gør forskellen mellem velfungerende og mindre velfungerende samfund. Korruption er et eksempel. Udover moralske valg, så er vi da også nogle modne mennesker, som interesserer sig for oplevelser, kulturelt, underholdningsmæssigt, osv. uden at overveje hvor 'identitetsskabende' disse udflugter er. Istedet for blot at bede politikerne om løsninger, på et kompleks problem, ville det være mere velkomment med et forslag til hvorledes sådanne afgifter på flyvning kunne indføres. Hvis man f.eks pålægger brændstofafgift i Danmark, vil flyene tanke der hvor brændstof er billigere, osv. Jeg har desværre heller ikke løsningen, men nøjes med at bidrage selv, ved en gradvis grønnere livsstil og med håb om, at magthaverne snart tager sig sammen og at den teknologiske udvikling bidrager til, at vi kan leve mere bæredygtigt og stadig nyde livet.