Kommentar

Alt for mange børn med behov for specialundervisning bliver ladt i stikken

Forholdene i folkeskolen er blevet så dårlige, at børn med behov for specialundervisning bliver svigtet, hvis ikke lærerne påtager sig at agere deres advokater over for systemet
16. juli 2018

Jeg overhørte for nylig en kollega tale i telefon med en fra forvaltningen. Hun satte ham på plads med paragraffer og regler, som jeg ikke kendte til. Målløs spurgte jeg hende bagefter, hvor hun havde al den viden fra.

»Jeg hyrede en advokat til at undervise mig,« svarede hun.

Det havde hun set sig nødsaget til efter flere oplevelser af ikke at blive hørt, når hun talte børnenes sag. Jeg gjorde store øjne. Tænk, at vi må uddanne os selv på den måde, for at kunne hjælpe børnene gennem det system, som burde være sat i verden netop for at hjælpe børnene.

Lærere skal da ikke være socialrådgivere, mener nogle.

Men det er jeg dybt uenig i. For det er lærerne, der ser børnene hver dag i skolen. Vi er tættest på, og det giver os en særlig forpligtelse. En forpligtelse, som også er vedtaget ved lov med lærernes skærpede underretningspligt.

Den betyder, at vi skal underrette myndighederne, når vi oplever børn i mistrivsel. Så selvfølgelig skal vi kende det sociale system og kommunens procedure for tildeling af specialundervisningstilbud.

Men vi må lære det selv, for på seminariet lærte jeg intet om kommunale systemer. Jeg lærte ikke engang noget om, hvordan man får øje på børn med særlige behov.

Børn med særlige behov svigtes

Børn med særlige behov har svært ved at trives i skolens ramme med op mod 28 elever i en klasse, kun én lærer det meste af dagen og nogenlunde ens materialer og metoder til alle børn.

Sådan er vilkårene i skolen, efter vi mistede vores arbejdstidsaftale i 2013 og desuden fik en skolereform, som krævede at vi underviste mere. Det har betydet, at vi lærere har fået dårligere tid til at tage os af det enkelte barns behov.

Skolen er blevet mere standardiseret, og det betyder, at børn som har særlige behov, har fået det rigtig svært. Ofte får elever med dokumenterede særlige behov ikke den støtte til at deltage i undervisningen, som de har krav på.

De får måske støttetimer, men læreren, der skal tage timerne, kan blive taget fra til andre opgaver, uden at eleven får anden hjælp. Det er i mine øjne et politisk ansvar. Man kan ikke give skolerne stram økonomi samt ringe muligheder for at sende børn videre til specialundervisning og samtidig forvente, at alle børn får deres behov opfyldt. Det er dybt naivt.

I min kommune er der lang venteliste til specialundervisning, så selv hvis det lykkes at få indstillet et barn med særlige behov, kan det sagtens tage et år, før barnet kan flytte over, og der tilbydes typisk ikke noget ordentligt alternativ i mellemtiden.

Barnet kan måske få lidt støttetimer, men det er ikke hjælp nok for børn, som grundlæggende bliver syge af at være i skolens rammer. Når det går helt galt, kan børn ende i midlertidige pasningsløsninger på ubestemt tid. En af mine tidligere elever sidder på andet år sammen med en vikar få timer om ugen og mangler fortsat et skoletilbud, som passer til ham.

Denne elevs historie er ikke unik. Jeg har skullet håndtere børn med tunge diagnoser uden at være klædt fagligt på til opgaven. Jeg har set børn på kun ti år, som ikke mente livet var noget værd for dem mere.

Jeg har taget mig af dem, så godt jeg kunne, men jeg har også tænkt, at der er noget helt galt i skolen. Ingen børn skal få det så dårligt af at gå i skole.

Prioriter børnene

Kommunerne bruger masser af ressourcer på læringsplatforme og alle mulige luftige døgnflueprojekter som ’Synlig læring’ og dyre foredrag om 21st century skills, alt imens børnene ikke får den støtte og hjælp, de har brug for.

Tænk, hvis man i stedet prioriterede børnenes trivsel! Man kunne tage alle projektpengene og bruge dem på at styrke det tværprofessionelle samarbejde. Møder mellem socialrådgivere og lærere er en sjældenhed på trods af, at vi ved, det virker.

Kan det virkelig være rigtigt, at lærere skal opleve at kæmpe med systemet om at få lov til at hjælpe børnene?

Kan det være rigtigt, at lærere skal købe undervisning af en advokat for at blive taget alvorligt?

Kan det være rigtigt, at børn skal blive syge af at gå i skole, blot så vi kan sige, at vi har inklusion?

At det overhovedet er relevant at stille disse spørgsmål, gør mig vred på børnenes vegne. Skolen bør være et sted, hvor vi bidrager til at bryde den sociale arv til gavn for hele samfundet. Skolen bør være et godt sted at være for alle børn, og de børn, som ikke kan trives i den almindelige skoles rammer, skal tilbydes andre rammer.

Hvis politikerne ikke er enige i disse ønsker for skolen, så må de i det mindste vise os den respekt at melde det åbent ud til hele befolkningen.

Ida Scheibye-Alsing er folkeskolelærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tanja Christensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Jørn Andersen
  • Kristen Carsten Munk
  • Margit Tang
Tanja Christensen, Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Kristen Carsten Munk og Margit Tang anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Desværre alt for sandt.

Hans Houmøller, lone hansen, Eva Schwanenflügel og Kristen Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

"Inklusionen " har spillet fallit.
Økonomien har sejret over fornuften og dermed afsløret sig selv som en ren spareøvelse.

I stedet for den sobre ide om at finde de specialunderviste børn der reelt set kunne klare sig i en almindelig klasse og dermed var fejlanbragte, så endte det i em fejlanbringelse af mange børn med behov for specialundervisning.

Dette til skade for alle parter.

Kim Houmøller, Tanja Christensen, Hans Houmøller og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

1) Det bør netop ikke være 'kommunen', men skolen/læreren, der tager stilling til et barns behov for specialtilbud.

Tanja Christensen, Hans Houmøller, Eva Schwanenflügel og Annika Hermansen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Kære Ida

Videnskabsjournalisten Robert Whitaker, som har skrevet bogen 'Anatomy of an epidemic', har besøgt Danmark ved flere lejligheder. Her er et link til et foredrag fra 2014 hvor han var i København. Han præsenterer i sit foredrag nogle interessante perspektiver på arbejdet med at hjælpe børn med særlige behov bedst muligt.

Children & ADHD - Robert Whitaker - Psychiatric Epidemic - May 14, 2014
https://www.youtube.com/watch?v=gigZD4RIXhg

Et andet spændende foredrag er fra København 2017 hvor Lisbeth Kortegaard fortæller om hendes arbejde som ledende overlæge på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Risskov.

ADHD Meds Withdrawal - Dr. Lisbeth Kortegaard - June 12, 2017 - CPH
https://www.youtube.com/watch?v=CEBYNwaql1Y

Jeg synes disse foredrag dækker et vigtigt aspekt som ikke kan udelades af ligningen hvis man som enten fagperson, pårørende eller interesseret privatperson vil gøre sig nogen forhåbning om at skabe de bedste vilkår for de børn som har det svært i skolen.

Annika Hermansen

Børn har det svært i folkeskolen fordi lærerne som samlet profession har glemt, at folkeskolens mål og formål er at gøre børn så dygtige som de kan blive, under det hører også at gøre op med den sociale mobilitets lov, nemlig at det i DK stort set er umuligt at bryde den.
Lærerne har med DLF fået den fuldstændig fordrejede oplevelse, at skolens mål og formål handler om lærernes arbejdsforhold.
Kære Ida Scheibye-Alsing. Du skal dygtiggøre dig, så du bliver den professionelle, der gør en forskel i udsatte børn og unges liv. Folkeskolen er den enkeltfaktor, der har størst betydning for hvordan udsatte børn og unge klarer sig her i livet. Nogen gange er den bare det "mindst ringe", men det er trods alt ikke så ringe endda for alternativet - eksklusionen - er værre..

Kære Annika H., hvor meget tid tror du en folkeskolelærer i dag typisk har til at forholde sig til den enkelte elevs langsigtede trivsel og udvikling?

Svaret er ingen. Når skal-opgaverne er løst, er tiden væk. Og idet man har gjort lærernes arbejde til et 8-16 job, er lærernes eneste mulighed for at følge op omkring den enkelte elev på den måde, som du efterlyser, blevet et rent con amore-fritidsprojekt.

Det er ikke DLF, men finansministeriet, der har gjort lærernes arbejdsforhold til omdrejningspunktet her. Lærerne har i dag i snit 20% mere undervisning, end de havde før discountskolereformen. Prisen for en undervisningstime pr. elev i Danmark er faldet fra 80 til 60 kr. Den tilsvarende pris i de øvrige nordiske lande ligger mellem 90 og 110 kr. I Finansministeriet griner de hele vejen hen til banken, men børnene betaler. Og lærerne, naturligvis, men de kan jo bare finde noget andet - hvilket de så også gør. Det kan børnene ikke.

Erik Strate, Egon Stich, Tanja Christensen, Ole Frank, H M, Anne Boye, Hans Houmøller, Kristen Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, jens peter hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Udsatte børn sættes i folkeskolen, mens tilpasningsdygtige sættes i privatskoler. I stedet for at sætte ungerne i den private skulle forældrene måske være solidariske med de svage og kræve ordentlige forhold for dem også og ikke bare købe sig aflad.

Steffen Gliese

Eller også, Jens Peter Hansen, burde politikerne endelig indse, hvorfor folk og lærere flytter sig til friskoler, når de kan! Og lade folkeskolen overtage disse fordele.

Kim Houmøller, Ole Frank, Anne Boye, Hans Houmøller, Eva Schwanenflügel og jens peter hansen anbefalede denne kommentar

Annika Hermansen:
Jeg kan ikke tro, at du har mødt nogle af de børn, der kæmper med store problemer af forskellig slags, som skal inkluderes og fungere i den danske folkeskole. Børn, der eksempelvis ikke magter at være sammen med ret mange, (og ret mange er mindre end 5-6), som har det a.h. til i skolen. Uanset de så får tildelt støttelærer, er der jo stadig et mylder af andre at forholde sig til. Børn, der udredes, men derefter syltes, da de nærmer sig den "magiske" grænse 18 år, og så er det ikke skolevæsnets opgave længere. Vi har så bare i værste fald tabt et ungt menneske, der måske aldrig kommer på banen igen. Et menneske, der kunne have fundet en niche at fungere i, hvis der var taget ordentlig hånd om det.
Så det er faktisk en meget ordentlig artikel, der beskriver et meget træls problem, som vi er alt for gode til at lukke øjnene for. Med et resultat med alt for mange tabere.

Erik Strate, Anne Boye og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Husk, at de forhold, der er gældende nu, er ønsket af politikerne som en lang spareøvelse og for at nedlægge vores fælles folkeskole.
Det nytter ikke at sparke nedad og anklage lærerne, der skal sparkes opad i systemet.
Husk, som vælger ved det snarligt komme de valg, at spørge politikerne, om de overhovedet ønsker en fælles folkeskole.

Tanja Christensen, lone hansen, Anne Boye og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Siden 2010 er der blevet knapt 35.700 færre fuldtidsansatte i kommunerne til at løse opgaverne. Nedskæringer og mindre-forbrug har ført til, at der er markant færre hænder til at løse et stigende antal opgaver i kommunerne.

I alt er der fjernet 26 mia. kr. på kommunal velfærdsservice siden 2007. Ud over de store reduktioner i udgifter til service er der tale om store besparelser maskeret som effektiviseringer. De personalegrupper, som særligt er skåret ned, er både på bløde velfærdsområder og på tekniske områder:

Lærere: knapt 7.000 færre.
Pædagogisk personale: knapt 3.000 færre pædagogisk uddannet personale.
Pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter: Godt 2.500 færre.
Dagplejere: Knapt 7.500 færre.
Social- og sundhedspersonale: knapt 11.500 færre.
Specialarbejdere: godt 3.500 færre.
Rengøringsassistenter: Knapt 3.500 færre.

Der er brug for alle som har hjertet med, til at mobilisere en folkelig protest mod den nuværende udvikling. Det er bare at melde sig ind i de sociale modstandsbevægelser, på de sociale medier. 60.000 børn lever nu i ydmygende fattigdom.

Erik Strate, Steffen Gliese, H M, lone hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Annika Hermansen

Kære Niels S. Da lærerne havde mere tid, var den danske folkeskolen lige så dårlig til at bryde den sociale arv målt som uddannelses mobilitet.

Annika Hermansen

Kære Peter Sterling. Da den offentlige sektor var støtter var vil lige så dårlig til at sikre unge et højere uddannelsesniveau end deres forældre.

Steffen Gliese

Men, Annika Hermansen, det er faktisk lige præcis her, at politikerne allermest grundlæggende misforstår deres egen velfærdsstat: den går ikke ud på at give unge et højere uddannelsesniveau, den går ud på at sikre, at enhver kan leve et anstændigt liv under de vilkår, der nu engang er gældende, herunder også at fortsætte - som det er dansk tradition - i forældres fodspor.