Kronik

Danske pensionsselskaber gemmer sig bag floskler om ansvarlighed, mens de fortsat investerer i blodkul

I mere end ti år har vi forsøgt at gøre opmærksom på de massive menneskerettighedskrænkelser og den voldsomme miljøforurening, der udspringer af Colombias kulindustri. Alligevel fortsætter danske pensionskasser ufortrødent med at investere almindelige lønmodtageres opsparinger i colombiansk blodkul
En arbejder inspicerer en columbiansk kulmine i Cerrejon.

En arbejder inspicerer en columbiansk kulmine i Cerrejon.

Georg Ismar

27. juli 2018

Jairo Epiayu peger ud over det kilometerlange krater, som pludselig breder sig foran os efter den lange køretur gennem det nordøstlige Colombias tørre landskab. Den enorme hulning er på størrelse med Bornholm. Det er Cerrejón, verdens største kulmine målt på areal.

Jairo Epiayu tilhører wayuufolket, der i århundreder har levet af den jord, som nu er opslugt af minedrift. Lokalbefolkningen er taberne i kampen om adgang til jord, ressourcer og sundhed i området. Deres levegrundlag er truet af kuludvindingen, som i mere end tredive år har sat sig på et større og større landareal.

»Cerrejón-minen er et monster,« siger han.

»Og hvem tjener på alt det her?«

Svaret er, at det gør blandt andre helt almindelige 3F’ere og andre danske lønmodtagere. Vi er i Colombia for at afdække danske pensionsselskabers investeringer i netop Cerrejón.

Minen ejes af tre multinationale selskaber: BHP Billiton, Anglo-American og Glencore. Blandt deres investorer finder vi blandt andet de danske pensionsselskaber PensionDanmark, Industriens Pension og Sampension, som tilsammen har cirka 1,4 millioner danske kunder.

I Danmark har problemerne med at importere kul fra Colombia været diskuteret siden 2006. Vores organisation, Colombia Solidaritet, har besøgt landet adskillige gange og forsøgt at dokumentere og formidle de humanitære og miljømæssige konsekvenser af den colombianske kulindustri gennem kampagnerne Stop Blodkul og Kulfri Fremtid.

Blandt andet som en konsekvens heraf opgav DONG, i dag Ørsted, i 2016 deres direkte import fra en anden colombiansk kulmine med henvisning til menneskeretssituationen. Problemerne i de colombianske miner er altså velbeskrevne. Og de selskaber, der ejer Cerrejón-minen, står allerede på adskillige investorers eksklusionslister på grund af anklager om menneskerettighedskrænkelser. Alligevel har danske pensionsselskaber valgt at beholde deres investeringer i den colombianske mine.

Hvor slemt?

Jairo Epiayu og andre fra lokalsamfundene i udvindingszonen beretter om konsekvenserne ved minedriften. Tvangsforflytninger, respiratoriske sygdomme, kræft, deformationer samt vandmangel- og forurening. Alt sammen dokumenteret af Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission og en række menneskerettighedsorganisationer. Det nordlige Colombia er desuden et af de steder, hvor befolkningen allerede mærker de omfattende konsekvenser af klimaforandringerne, der som bekendt er det endelige resultat af kulindustrien.

I tal fra 2015 anslås det, at der er 34.000 fejlernærede børn, og de seneste år har der været en rasende stigning i børnedødeligheden som følge af den stadig mere begrænsede adgang til landbrugsjord.

Derudover er kulindustrien tæt forbundet til den væbnede konflikt, der har plaget Colombia i et halvt århundrede.

Flere mineselskaber er beviseligt ansvarlige for finansiering af paramilitære grupper og drab på fagforeningsfolk. Vores spørgsmål er, hvor vidtrækkende sociale, økonomiske og klimamæssige konsekvenser en investering skal have, før de danske pensionsselskaber er villige til at opgive den?

Aktivt ejerskab

Colombia Solidaritet har kontaktet de danske pensionsselskaber og bedt dem genoverveje deres investeringer i Cerrejón. Vi har henvist til betændte sager om menneskerettighedskrænkelser, miljøforurening og fordrivelse af oprindelige folk. Det har givet anledning til lange og udmattende mailkorrespondancer med repræsentanter fra de tre pensionsselskaber.

Det viser sig, at deres investeringer bliver varetaget af et tredjepartsfirma, som deltager i det, de kalder »aktivt ejerskab«. Begrebet dækker over den forestilling, at man gennem medejerskab i selskaber som dem, der ejer Cerrejón, kan påvirke deres etiske linje.

Industriens Pension argumenterer for, at »selskabsdialog« kan skabe større resultater, fordi en »dansk minoritetsaktionær kan have svært ved at trænge igennem til store, multinationale selskaber«.

Enhver kan se udfordringer ved at trænge igennem til en multinational minegigant. Vi stikker ikke os selv blår i øjnene om, at en lille investor har afgørende betydning for multinationale selskabers beslutninger. Industriens Pension ejer eksempelvis blot 0,005 procent af BHP Billiton.

Netop derfor er det svært at forstå, hvorfor den danske »minoritetsaktionær« ikke handler i overenstemmelse med sit ansvarlige image og ganske enkelt afvikler sin investering.

I stedet henviser pensionsselskaberne til en politik om, at hvis de vurderer, at et selskab, de investerer i, overtræder retningslinjerne for god erhvervsførelse, indleder de en treårig (!) screeningsproces. Men afinvestering er ikke alene en langsommelig proces. Det er også et våben, man meget nødigt tager i brug. I stedet fastholder man ideen om »aktivt ejerskab«. PensionDanmark svarer for eksempel, at afinvestering ikke virker, fordi man ikke har mulighed for at »føre dialogen videre« med det uetiske selskab.

I løbet af det seneste år har Colombia Solidaritet forsøgt at få svar på, hvor længe de pågældende pensionsselskaber har forsøgt at udøve aktivt ejerskab over for de selskaber, der ejer Cerrejón. Men hverken Industriens Pension, PensionDanmark eller Sampension ønsker at svare. Pensionsselskaberne kan heller ikke nævne eksempler på, at de tidligere har fået multinationale selskaber til at ændre adfærd ved at iværksætte en screeningsproces.

Vi løber altså panden mod en mur, når vi prøver at råbe de store pensionsselskaber op, og vi ender hurtigt i en endeløs strøm af handlingslammende mails fra investorer, der vender det blinde øje til.

Medlemsdemokrati

Da danske pensionsselskaber i udgangspunktet er ejede af deres medlemmer, virker det nærliggende, at medlemmerne stiller sig kritisk over for, hvordan deres opsparinger forvaltes i den store verden.

I efteråret 2017 turnerede vi rundt i Danmark for at møde 3F’ere, som alle har tvungen pension i Industriens Pension, PensionDanmark eller Sampension. Målet var at inspirere fagforeningens medlemmer til at deltage i diskussionen om investeringer i kul. De fleste steder mødte vi stor velvilje. Men pensionsselskaberne er ikke særligt gennemsigtige, og de faglærtes pensionskasser halter bagud i forhold til medlemsdemokrati sammenlignet med eksempelvis akademikernes pensionskasser.

Medlemmer af fagforeningen 3F kan via branchebestyrelser vælge repræsentanter til deres pensionsselskabs bestyrelse, som så har mulighed for at stille forslag omkring selskabets investeringsportefølje. Modsat flere af de akademiske pensionskasser er der altså ikke noget direkte medlemsdemokrati i 3F’ernes pensionselskaber.

Selv om det virker svært at overbevise pensionsselskaberne om at afinvestere, så er det sket i flere tilfælde, at virksomheder er kommet på deres eksklusionslister. Pensionsselskaberne accepterer undertiden præmissen om, at virksomheder, der begår krænkelser mod mennesker og miljø, kan straffes økonomisk gennem eksklusion, ligesom det i øvrigt også er stadfæstet i internationale konventioner.

Der er behov for at tage stilling til den magt, vi i stigende grad overleverer til store selskaber, når vi blindt stoler på, at vores dyrebare opsparinger bliver forsvarligt forvaltet. Det burde være indlysende for enhver, at vi ikke ønsker at vores opsparinger bliver spekulativt investeret i store selskaber, som hverken kommer planeten eller mennesker til gode.

Marie Hagensen og Marie Huntley Andersen er med i organisationen Colombia Solidaritet, der laver oplysningskampagner om danske firmaers investeringer i multinationale virksomheder i Colombia

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
  • Niels-Simon Larsen
Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Houmøller

Pension-Danmark et Primus motor i ødelæggelsen af Amager Fælled. Så det er politikken i Danske pensionskasser, at de investerer imod deres kunder.

Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar