Kronik

Vi elever bliver ikke dygtige af at blive skræmt til at præstere

Det er først og fremmest frygt, der motiverer skole- og gymnasieelever. Frygt for at dumpe eksamenen og blive fejlslagne voksne. Og det fører ikke bare til stressede og ulykkelige unge. Det skaber også mindre selvstændige og nysgerrige elever
’Jeg kunne godt på vegne af fremtidens 1.g’ere ønske mig en ’naturlig tilværelse’ i gymnasiet, hvor motivationen kommer af sig selv. Spørgsmålet er blot, hvordan uddannelsessystemet kommer derhen?’ spørger dagens kronikør.

’Jeg kunne godt på vegne af fremtidens 1.g’ere ønske mig en ’naturlig tilværelse’ i gymnasiet, hvor motivationen kommer af sig selv. Spørgsmålet er blot, hvordan uddannelsessystemet kommer derhen?’ spørger dagens kronikør.

Peter Nygaard Christensen

4. juli 2018

Min gymnasietid er forbi, og jeg kan nu i fællesskab med mine 50.000 medstudenter fejre den velfortjente frihed og skåle fremtiden velkommen.

Inden jeg siger endegyldigt tak for denne gang, har jeg dog et par bemærkninger, jeg gerne vil ud med. Konklusionen på 12 års erfaringer i uddannelsessystemet.

Lad mig gå lige til sagen.

Vi har i dag et uddannelsessystem der – forhåbentlig ubevidst – anvender frygt som et redskab til at få eleverne til at dedikere sig fagligt og tage stilling til fremtiden. Min oplevelse er, at dette desværre er blevet en tendens i folkeskolen og på gymnasiet.

Selv om fænomenet kommer til udtryk på forskellig vis i de to institutioner, er det i alle dets afskygninger medskyldig i den generelle tendens, at frustration og præstationsangst er blevet en almindelig del af unge menneskers hverdag. Frustrationen over systemets faglige krav og forventninger til studieplanlægning er for mange unge blevet den primære tilskyndelse til at tilegne sig ny viden og dannelse.

Nysgerrigheden, der mig bekendt er den menneskelige egenskab, der mest naturligt ansporer til at optage og bearbejde ny viden, har trange kår i en skolehverdag, der ikke giver plads til den. I stedet hersker en frygtkultur, som modarbejder elevernes selvstændighed og kreativitet.

Peter Nygaard Christensen
Frygtkultur er indrømmet et stærkt ordvalg, men tillad mig at redde trådene ud. Det er ikke, fordi jeg mener, at eleverne i folkeskolen og på gymnasiet går til undervisning med koldsved løbende ned ad ryggen. En mere subtil form for frygtbaseret motivationsprincip synes imidlertid at have vundet indpas flere steder i uddannelsessystemet.

Skræmmende højtideligt

I folkeskolen viser det sig først for alvor i udskolingen, hvor man så småt begynder at forvente af eleverne, at de allerede nu ved, hvad de skal stille op med fremtiden. Nærmest som var vedkommende dommer over uddannelsesparate og døde, indgyder studievejlederen i de uafklarede elever en frygt for den ikkegymnasiale, uakademiske tilværelse, der er ude af proportioner. Det resulterer i, at for mange unge vælger gymnasiet, alt imens de måske i virkeligheden ville trives bedre andetsteds.

Resultatet bliver, at man på gymnasierne, for at motivere denne gruppe elever, må puste sig op og dramatisere det at gå i gymnasiet. Flere aspekter af hverdagen på gymnasiet italesættes af ledelsen på en måde, som simpelthen indgyder frygt hos eleverne, og som nok særligt giver dem, der i forvejen har svært ved gymnasiet, problemer med nerverne.

Konsekvenserne ved ikke at leve op til de stillede krav i forbindelse med eksaminer eller de større opgaver formidles med en udpræget højtidelighed. De gældende sanktioner i forbindelse med fravær og snyd præsenteres faktisk demonstrativt i mit gymnasiums ordensreglement.

Det grelleste eksempel, jeg selv har bevidnet, var dog, da min klasse som grønne 1.g’ere blev præsenteret for en figur, der tydeligt viste sammenhængen mellem ikke at passe sin skolegang og at ende i fordærv.

Det kræver selvfølgelig et vist ansvar at gå i gymnasiet, bevares, men den nævnte form for motivation hjælper ikke dem, der ikke tager det på egen hånd. Tværtimod. Det er vitterligt intet under, at hverdagen i folkeskolen og på gymnasiet kan være hård for eleverne, når den primære grund til at stå op om morgenen er et massivt forventningspres fra skolen og en selv.

Gymnasiet er ikke det spørgsmål om liv og død, jeg troede, det var, da jeg startede i 1.g. Det er en konklusion, jeg først har kunnet drage her tre år senere. Jeg kunne godt på vegne af fremtidens 1.g’ere ønske mig en ’naturlig tilværelse’ i gymnasiet, hvor motivationen kommer af sig selv. Spørgsmålet er blot, hvordan uddannelsessystemet kommer derhen?

Ideer på skemaet

En stor del af det handler om, at elevernes egen indre drivkraft skal have en større plads i uddannelsessystemet. Hvad nu hvis man allerede fra en tidlig alder fik mulighed for at tænke selv og ud fra sin nysgerrighed finde ud af, hvad man er god til?

For et par måneder siden fremgik det af medierne, at Danmarks mest kendte isse, Thomas Blachman, havde været til en høring hos Folketingets skolepolitikere, hvor han fremsatte et forslag om at opprioritere folkeskoleelevers forhold til det selv at få idéer. Han har fat i den lange ende. Eleverne mangler ganske rigtigt et frirum, hvor kreativitet og nysgerrighed vægter højere end faglig reproduktion og andres forventninger. Man går tilsyneladende ikke længere i skole for sin egen skyld, som Blachman så vigtigt pointerer – til de tilstedeværende politikeres måbende eftertanke.

Implementeringen af et idégenererende fag tidligt i folkeskolen er en oplagt måde at udfordre eleverne kreativt. På de gymnasiale uddannelser, hvor bogligheden givetvis spiller en større rolle end i folkeskolen, vil et sådant tiltag nok være mindre relevant. Det kan dog imidlertid stadig være op til den enkelte gymnasielærer at vurdere, hvor stor en rolle elevernes selvstændige kritiske sans skal spille i undervisningen – en vurderingssag, jeg personligt har oplevet flere forskellige bud
på.

Peter Nygaard Christensen

Gymnasieundervisningens sorte får, det projektorienterede fag AT, der i virkeligheden har været en af gymnasiastens eneste og bedste muligheder for at blive udfordret kreativt, har snart set sin sidste undervisningstime. Jeg mener ikke, at det er forkert at påstå, at dette blandt andet skyldes folkeskolens sparsommelige opdyrkning af den enkelte elevs idépotentiale.

En nysgerrig skole

Vi står altså nu med to løse ender, der forbindes i en gordisk knude: Frygtkulturen, der skaber et unødigt stressende forventningspres og uddannelsessystemets nedprioritering af nysgerrighed og selvstændighed.

Frygtkulturen uddriver nemlig nysgerrigheden og kvæler det naturlige forhold til at blive klogere, vi vel alle sammen ønsker af vores uddannelse. Man forgiftes på sin vej gennem systemet af andres og egne forventninger til sig selv, og det er ikke et miljø, hvori kreativitet og læring blomstrer.

Men hvad er det så for et uddannelsessystem, jeg forestiller mig?

Det er svært at forestille sig et scenarie, hvor alle unge skolegængere mandag til fredag videlystent lader sig forføre af undervisningen inden for ti forskellige fagområder. Alle os, der har prøvet at være unge mennesker, ved, at når tilværelsen i disse år først begynder at åbne sig, kan ens nysgerrighed virke som en begrænset størrelse.

Når det er sagt, ville et øget hensyn til folkeskoleelevernes egen nysgerrighed og selvstændighed bestemt ikke være til skade for nogen. Det ville tværtimod være et syvmileskridt i den rigtige retning. Selv om de problemer, jeg her har nævnt, også omfatter gymnasiet, kan et indgreb tidligt i uddannelsessystemet slå to fluer med et smæk, da den enkelte elev med tiden vil begynde at tilegne sig nye og bedre forudsætninger for at gå på gymnasiet – eller fravælge det.

Heldigvis er det jo sådan, at vi undertiden bliver beriget med den slags stålsatte individer, som med deres gudgivne talent får de idéer, der gør Verden til et bedre sted; men kunne det dog ikke være fantastisk, hvis vi alle en dag kunne få tilbudt de rigtige forudsætninger for at få de-der-sådan-rigtig gode-idéer? Nogle ville måske ligefrem sige, at vi er nødt til at nå dertil, inden fremtiden indhenter os.

William Kjærulf er nyudklækket student

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Ervin Lazar
Eva Schwanenflügel og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Det resulterer i, at for mange unge vælger gymnasiet, alt imens de måske i virkeligheden ville trives bedre andetsteds.

Læg mærke til valget af pronomen: de og ikke vi. Tænk hvis studenten havde skrevet: alt imens VI måske ville trives bedre andetsteds.
Jeg tror man bliver klogere af at præstere, og hvis man vil være kreativ så skal der fandme præsteres.

Henrik Glensbo

Det er håbefulde tanker som jeg til fulde deler. Præstation og vedholdenhed er ikke det samme og det danske uddannelsessystem går i hælene på undersøgelsestyranniske lande, i stedet for at udvikle de nicher vi altid ar været dygtige til at udvikle. Og det er rigtigt vi skal også have håndens arbejdere.

jens peter hansen

Hvordan f..... tror man det var da vi andre gik i gymnasiet, med 13-reglen om summen af de to laveste karakterer + gnst. af resten skulle give mindst 13. Hvor lærerne bestemte om man skulle gå om, hvor fem seks stykker i hver klasse var væk ved efterårsferien i 1. g og hvor kun et tårnøjt gennemsnit fra 4. mellem sikrede en plads på et af de få gymnasier der fandtes ?
10 % fik huen i 1965 er det 75 % nu?. Undervisning 6 dage om ugen, ingen su, bare sommerferiejob eller fast eftermiddagsarbejde. 30 fysikrapporter, blækmatematikaflevering hver 14. dag og totimers matematikprøve to gange om måneden. Hovmodige undervisere, der mente de var skabt til noget større. I øvrigt har næsten alle jeg har kendt og som var skrappe til det boglige også været gode med deres hænder. Der er med projekter i folkeskolen langt større mulighed for personlige udtryk nu end way back. Det er der oogså i gymnasiet. Stop piveriet og drik dig i hegnet for su'en.