Kommentar

Fodbold er en skøn pause fra hverdagens krav om effektivitet

Det karakteristiske for spil er, at det ikke skal være effektivt i gængs forstand. Spillet er formålet i sig selv, og udgør derfor en fin kontrast til vores målrettede hverdag
16. juli 2018

Måske skulle jeg slet ikke skrive om fodbold. Da jeg har deadline inden VM-finalen, ved jeg nemlig ikke, hvem der har vundet den, når dette kommer i avisen.

Men jeg er fascineret af fodbold. Siden vi fik et kvindelandshold, er min fascination vokset til også at omfatte mandefodbold, så mens jeg venter på finalen, har jeg set lidt på, hvad folk har ment om fodbold i tidens løb.

Først George Orwell. For ham var fodbold »war minus the shooting«:

»Det iøjnefaldende er ikke spillernes opførsel, men tilskuernes, og bag tilskuernes nationernes, der arbejder sig op til et veritabelt raseri over disse absurde kampe og i fuldt alvor tror – i det mindste for en stund – at det at løbe, hoppe og skyde til en bold er et spørgsmål om nationens ære,« skriver han.

Orwell skriver i december 1945 og ser professionel sport som produkt af den nationalisme, verden på daværende tidspunkt havde seriøst dårlige erfaringer med.

Det formålsløse er formålet

Men i dag? Orwells påpegning af publikums amokløb er højaktuel – tænk bare på belgiernes og franskmændenes bråvallaslag – og man kan også høre ekkoer af hans kritik i holdningen til Putins Rusland og i diskussionerne forud for VM om, hvorvidt vestlige politikere skulle boykotte kampene. Men associationerne til åben krig er blegnet.

I dag findes der folk, der bare ikke interesserer sig for fodbold og ligesom Orwell ser kampene som ’absurde’ eller formålsløse. Set ’indefra’ er spillet dog alt andet end formålsløst. Det udvikler spillernes evner, deres overblik, styrke og evne til at holde ud i modgang.

Konkurrencen styrker fællesskabsfølelsen – også hos publikum – og store præstationer gør stolt.

Set ’ovenfra’ er det imidlertid netop det formålsløse, der er det vigtige. En canadisk filosof ved navn Bernard Suits definerer ret genialt sport som »det bevidste forsøg på at overvinde unødvendige forhindringer«.

Reglerne i et spil er arbitrære og ineffektive, hvis spillerne ikke hele tiden stod i vejen for hinanden, var det eksempelvis meget lettere at score. Men det karakteristiske for spil er, at det ikke skal være effektivt i gængs forstand. Spillet er formålet i sig selv.

En pause fra det nyttige

Her lyder fodbold ligefrem som en model for utopia. Her bliver det eksistentielt. Hvis vi gjorde alt for sagens egen skyld, hvis alting kun havde et iboende og ikke et ydre, instrumentelt formål, ville verden så ikke være et bedre sted? Tanken melder sig ikke mindst, fordi der vil blive stadig mindre af det instrumentelle, målrettede arbejde i robotternes tidsalder.

Allerede for 86 år siden mente filosoffen Bertrand Russell, at »der bliver arbejdet alt for meget i verden og troen på, at arbejde er ærefuldt, har gjort ubodelig skade«.

I dag gør robotternes indtog menneskearbejde stadig mere overflødigt. Hvor længe endnu kan alt fra beskåret kontanthjælp til forgyldte direktørhåndtryk legitimeres med, at arbejde er ærefuldt, mens lediggang bør straffes? Argumentet bliver uholdbart.

Men hvad så? Russell mente, at man højst burde arbejde fire timer dagligt og frit bruge resten af tiden på ’lediggang’. Man kunne blot fordele arbejdet bedre og indse, at vi i forvejen har mere, end vi behøver.

Han blev mødt med indvendingen, at folk bare ville lægge sig på divaneseren og forbruge endnu mere. Russell svarede, at også den arbejdsfri overklasse altid havde frembragt masser af slapsvanse, men tillige en Darwin, en Leonardo og en Shakespeare.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der giver mening for os alle sammen. Hvis man ikke slår sig til tåls med Russells arrogante holdning til den gemene hob, må det moderne spørgsmål snarere lyde: Hvis en dejlig formålsløs omgang fodbold ikke adskiller sig fra noget andet, hvor man kan føle sig nyttig, vil det så overhovedet være sjovt at ligge på divaneseren og se det?

Efter en målrig VM-finale blev Frankrig verdensmester for anden gang, da Kroatien blev slået 4-2 i Rusland
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Grethe Preisler
Eva Schwanenflügel, Mikael Velschow-Rasmussen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Er fodbold i dag ikke netop blevet et arbejde fra første time og en del af arbejdssamfundet? Den professionelle sport er gået fra leg til alvor og for tilskuernes vedkommende fra glæde til massehysteri.
Pengesport er underlagt markedskræfterne. Klubberne ejes af sheiker og oligarker. Enhver venstreorienteret burde vende ryggen til alt det der glimrer og dermed også professionel sport. Enhver, der ser sig selv som socialist og det der ligner, burde ikke nyde at se sport i TV. Socialisme og professionel sport er direkte modsætninger.

Lise Lotte Rahbek

Brød og skuespil; det er det, befolkningen vil have.
Det giver lige så meget, eller lidt, mening at se fodbold i TV som at se Netflix-serier. Eller dressurridning. Eller film om vores fantastiske planet.
Det er kun et spørgsmål om præferencer.

Det, som aktiverer mine indre konspirationsteoretiker, er frygten for, hvad politikere, presse og verdens rigeste foretager sig af nederdrægtigheder mens befolkningerne jubler over spillene.

VM er slut. Les Bleus vandt stort og fortjent.
Men hvad så nu, hvor antiklimaks har indfundet sig?
Jeg gider ikke se på en flok dopede narkomaner, der tonser rundt på en cykel.

Anne Eriksen

Når man iagttager fodbold, som den manifesterer sig for tiden, så er det forunderligt at tænke på, hvor meget den selvsamme energi, begejstring og økonomi kunne flytte virkelige, alvorlige problemer i verden så let som ingenting...
Men kampen om en bold og 22 spillere vægtes så meget mere end død og ødelæggelse, for ikke at tale om klima (tidens menu) - nu fortsætter manien så med væltede cykler og farvede trøjer - er det menneskers opfattelse af, hvad der er vigtigt her i tilværelsen?