Kommentar

Fodbold er urmandens sidste oase

Når mænd finder fodbold så medrivende, skyldes det, at urmanden er klemt i dagens forbrugssamfund. De primitive anstrengelser for at skyde bolden i mål vækker jægerinstinktet og erindringen om tabte mandlige fællesskaber
Gennem identifikationen med fodboldheltene opnår vi den lyksalige indre renselse ’kartasis’ og glemmer for en stund forbrugerræset, konkurrencestaten, terrortruslen og miljøkatastroferne, skriver Stefan Polke. Her spiller Danmark mod Kroatien til VM 2018.

Gennem identifikationen med fodboldheltene opnår vi den lyksalige indre renselse ’kartasis’ og glemmer for en stund forbrugerræset, konkurrencestaten, terrortruslen og miljøkatastroferne, skriver Stefan Polke. Her spiller Danmark mod Kroatien til VM 2018.

Martin Fælt Gonzales

Debat
4. juli 2018

Lige nu sidder millioner af europæere klistret til tv-skærme for at følge med i VM i fodbold.

Meget tyder på at boldspil, især fodbold, hvor grupper af mænd tørner sammen og dyster om sejr og nederlag, er mere end blot en kamp om den nationale eller lokalpatriotiske ære. Den tyske kulturforsker Peter Sloterdijk opfatter fodboldspillet som en af menneskets ældste succesoplevelser: jagten på et ultimativt beskyttet mål med et ballistisk objekt, der ifølge Sloterdijk skulle være bolden.

Ifølge Sloterdijk udgør fodbold langt hen ad vejen en genoplivelse af jagtinstinkter, hvor tætte bånd mellem mænd står i centrum.

I et interview i tidsskriftet Der Spiegel fra 2006, konkluderer Sloterdijk, at mændenes indre urjæger skranter, mens kvindens samlerfornemmelser stortrives i det senmoderne forbrugssamfund.

Den kvindelige samlerkurv fra urtiden er ifølge Sloterdijk erstattet med indkøbskurven, og samlerkvinden er blevet til den perfekte forbruger. Mens kvinderne kommer tilfredse hjem med taskerne fyldte af dagens fangst fra shoppingcentret, kommer urmanden tit slukøret hjem uden et synligt bytte og må i det hele taget se sig overhalet af de succesrige kvinder, der bliver bedre og bedre til at fylde madkurven selv.

Meget tyder på, at mandens jægernatur mistrives i de moderne vestlige samfund, der er præget af en større global og økonomisk usikkerhed. Især opløsningen af industrisamfundets mandsdominerende institutioner har skadet urmandens selvforståelse.

Den har medført en svækkelse af de klassiske maskuline netværk, som den indre neandertalermand kunne udfolde sig i.

Frimurerloger, mandeklubber, militæret og lignende har udspillet deres roller og fremstår funktionsforladte. De ligner i dag tomme og forladte huse. Klar til nedrivning.

Nutidens urmand er vingeskudt og jaget vildt på den åbne globalkapitalistiske savanne.

Han farer forvirret rundt i sin identitetssøgen efter manden i ham selv og lader håret og skægget gro i rocker- eller hipsterlook.

Han spejler sig selv i de medieskabte machomænd som den garderhøje og brutale viking Rollo i BBC-serien Vikings eller nyder med stor beundring film som 300, der er befolket af hermafroditiske spartanere, der nedkæmper fjenderne fra Perserriget.

Tabte fællesskaber

I princippet burde nutidens urmand ellers føle sig som en fisk i vandet i det, den polskfødte sociolog Zygmunt Bauman kalder for »den flydende modernitet«. Med den flydende modernitet mener Bauman de nutidige vestlige samfund med en stærk individualisering og udpræget normløshed i centrum.

Bauman anvender jægeren i værket Modus Vivendi som et symbol på mennesket i den moderne konkurrencestat. I den flydende modernitet med åbne økonomiske og moralske grænser kan den smarte og skruppelløse ener i princippet høste gode jagtresultater. Problemet er, at nutidens urmand kun kan genfinde den indre neandertaler i fællesskab med andre mænd.

Meget tyder på, at ur-mandligheden og de klassiske mandlige netværk er latent homoseksuelle størrelser, hvilket forklarer netværkenes fasthed og varme.

Forestillingen om anlæg til homoseksualitet hos alle mænd og kvinder som vigtig kulturel drivkraft foreligger blandt andet i den nordamerikanske teoretiker Judith Butlers værker.

Butlers undersøgelser indikerer, på bølgelængde med Sloterdijk og Victor Turner, at vi ikke kan løbe fra fortidens arv.

Datidens jægere og nutidig mandekultur udgør derfor latent homoseksuelle størrelser, hvilket forklarer mandeselskabernes enorme tiltrækningskraft og offervilje i broderskabets, stammens og mandlighedens navn.

Det latent homoerotiske var vist også en nødvendighed hos de mandlige jægere, hvor eneren tit ofrede sig for gruppen i den barske kamp om overlevelse. Tætte bånd mellem mænd var ganske enkelt en forudsætning for en succesrig jagt.

Det var det kit, der bandt jægeren sammen i mandeflokken og sikrede stammens og individets fortsatte eksistens.

I fodboldens verden vækker vi jagtinstinkterne og erindringen om det gamle jægersamfund til live.

Vi jubler, råber og holder med de stærke unge mænd på banen og deres obskøne berøringer, råb og attituder.

Vi forbinder dysten med det nationale eller lokalpatriotiske og føler os forbundet med hinanden.

Gennem identifikationen med fodboldheltene opnår vi den lyksalige indre renselse ’kartasis’ og glemmer for en stund forbrugerræset, konkurrencestaten, terrortruslen og miljøkatastroferne.

Vi rives med i kampen om at nedlægge det ultimativt beskyttede mål med bolden som ballistisk våben.

En kamp, der kun kender til sejr eller nederlag, som dengang for mange hundredtusinder af år siden på de endeløse stepper …

Og nej. Vi tiljubler ikke en flok bøsser, men mænd, der udnytter det mentale brændstof, menneskelig civilisation er skabt af.

Stefan Polke er ph.d. og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Katrine Damm

Her er I friske gutter på linie - og i godt selskab med Sørine Gotfredsen ;)

Lise Lotte Rahbek

Urmanden... er det sådan en slags Pzeiko?

olivier goulin

Kun Information kan skrive om fodbold, og helt undgå at forholde sig konkret til - fodbold
En lang akademisk dekonstruktion af den varme grød.

Men borset fra det er der nogle gode pointer i analysen.
Dog er fodbold langt fra et rent mandemiljø. Der er flere og flere kvinder, der tilslutter sig, både på banen og som tilskuere.

Hvis man vil have en næsten 100% kønssegregering, så skal man snarere søge sin gang på et autoværksted. Her fås det ikke mere beskyttet.
Det er stadig et safe haven for mænd.

/O

Erik Karlsen

Hva' så med kvinder, der "finder fodbold medrivende"? Hvilken søgt forklaring har han hertil?

Steffen Gliese

Det kunne jo forklare, at de færreste bøsser finder fodbold særlig attraktivt - de har ikke behov for forstillelse.