Kommentar

Det er først, når man har mistet, at man fatter klimakatastrofen

Skåne løber tør for vand, og længere nordpå brænder det. Den nye verden er her
Et fransk vandbombefly, der er blevet sat ind mod de svenske skovbrænde, ankommer til en flyveplads i Sveg.

Et fransk vandbombefly, der er blevet sat ind mod de svenske skovbrænde, ankommer til en flyveplads i Sveg.

Mats Andersson

25. juli 2018

Forleden kom regnen.

Sådan her kom den: Først var der en rumlen, der kom nærmere og nærmere, den vækkede vores sanser, med ørene lyttede vi som dyr. Så kom tordenen. Landet rystede nærmest orgastisk under den. Lyden af himlen, der blev flået åben, de tunge, mættede skyer, der sænkede sig mod jorden, træernes kroner, der begyndte at danse som løsslupne hippier – og så kom den. Regnen. Sagte i begyndelsen, men til sidst hamrede den ned. De tørre sprækker i jorden sugede den til sig, mosset svulmede som en svamp, bladene dirrede, dirrede, og roserne rejste sig.

Jeg lå vågen det meste af den nat, og jeg lyttede til regnen. Jeg hviskede »hellig, hellig« til den.

Nu tænker jeg: Hvor banalt, hvor åbenlyst, hvor ... middelmådigt ... at det først er, når man har mistet noget, at man forstår, hvad man havde.

Jeg bor i Sverige. Der er tørke i Sverige. Vores brønd løb tør for længe siden, nu er det blevet the new normal at køre på tanken for at fylde tre store, hvide plasticdunke med vand, de holder en uge. Godt, at vi bor primitivt. Godt, at vi ikke har vaskemaskine og træk og slip.

Birketræerne står og visner for mine øjne, bregnerne ekser under deres egen vægt, vandstanden i søen er så lav nu, at badebroen ligger som en knoglet hånd, der rækker ud efter sin elskede – vandet trækker sig tilbage fra verden, og så kommer skovbrandene. Der er folk, der bliver evakueret fra deres hjem oppe nordpå.

I radioen sagde de, at Skåne snart løber tør for vand. Der er vandingsforbud, men folk har ikke respekteret det, der er nogle, der har vandet deres græsplæner – og nu løber Skåne så tør for vand. Jeg ser for mit indre øje, hvordan naboerne kigger på hinandens græs, jeg forestiller mig, hvad der vil ske, hvis en af naboerne har helt grønt græs, nu da alting ellers er visnet.

Dissonansen

Samtidig er alting, som det plejer, busserne kører, folk spiser is.

Den kognitive dissonans bimler som kirkeklokker – men i det mindste er jeg er for længst holdt op med at lytte til dem, der siger ’vær nu ikke så pessimistisk’ med kødsavlen dryppende fra hagen, viftende om sig med en flybillet til New York.

Det sker. Det sker. Det sker lige foran mine øjne.

Verden forandrer sig. Den HAR forandret sig.

Det er ikke længere en fremskrivning, det er ikke længere en analyse, det er ikke længere et spørgsmål om positiv tænkning eller politisk standpunkt – flygtningene går vitterligt på motorvejene, dyrene dør af tørst, høsten slår fejl, masseudryddelsen … og de rigeste er gået i gang med at bygge deres rumskibe til Mars.

Det sker. Det ER sket.

Det er ikke mere end nogle år siden, vi begyndte at tale om, at det ville ske, og det er nok det, der overvælder mig mest – at det hele gik så hurtigt. Nu står jeg så her i murbrokkerne med støvskyer over det hele. Jeg mener, jeg kan da godt spise en is og tage bussen, ligesom jeg plejer, alting ligesom det plejer – men det føles ikke længere, som det plejer, der er noget, der har forandret sig.

Jeg tager det ikke længere for givet. ’Hellig, hellig,’ får jeg lyst til at hviske til isen. Og til bussen.

Det er det, jeg siger. Man ved ikke, hvad man har, før man har mistet det.

Det er trist, selvfølgelig, men på en måde meget lettere nu, da det er overstået. Den gamle verden er død – den nye verden længe leve!

Om den nye verden ved jeg dette: ’Hellig hellig,’ hvisker man i dén verden, det kommer helt naturligt – for eksempel når det regner.

Andrea Hejlskov er journalist og forfatter

Tilbage i februar hjalp to mænd hinanden med at fragte vand fra en af de naturlige kilder i Cape Town., mens tørken var voldsom.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
  • Erik Nissen
  • odd bjertnes
  • Helle Lorenzen
  • Eva Schwanenflügel
  • Charlotte Ardal
  • Niels-Simon Larsen
Britta Hansen, Erik Nissen, odd bjertnes, Helle Lorenzen, Eva Schwanenflügel, Charlotte Ardal og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu