Kommentar

Det er først, når man har mistet, at man fatter klimakatastrofen

Skåne løber tør for vand, og længere nordpå brænder det. Den nye verden er her
Et fransk vandbombefly, der er blevet sat ind mod de svenske skovbrænde, ankommer til en flyveplads i Sveg.

Et fransk vandbombefly, der er blevet sat ind mod de svenske skovbrænde, ankommer til en flyveplads i Sveg.

Mats Andersson

25. juli 2018

Forleden kom regnen.

Sådan her kom den: Først var der en rumlen, der kom nærmere og nærmere, den vækkede vores sanser, med ørene lyttede vi som dyr. Så kom tordenen. Landet rystede nærmest orgastisk under den. Lyden af himlen, der blev flået åben, de tunge, mættede skyer, der sænkede sig mod jorden, træernes kroner, der begyndte at danse som løsslupne hippier – og så kom den. Regnen. Sagte i begyndelsen, men til sidst hamrede den ned. De tørre sprækker i jorden sugede den til sig, mosset svulmede som en svamp, bladene dirrede, dirrede, og roserne rejste sig.

Jeg lå vågen det meste af den nat, og jeg lyttede til regnen. Jeg hviskede »hellig, hellig« til den.

Nu tænker jeg: Hvor banalt, hvor åbenlyst, hvor ... middelmådigt ... at det først er, når man har mistet noget, at man forstår, hvad man havde.

Jeg bor i Sverige. Der er tørke i Sverige. Vores brønd løb tør for længe siden, nu er det blevet the new normal at køre på tanken for at fylde tre store, hvide plasticdunke med vand, de holder en uge. Godt, at vi bor primitivt. Godt, at vi ikke har vaskemaskine og træk og slip.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta B.
  • Erik Nissen
  • odd bjertnes
  • Helle Lorenzen
  • Eva Schwanenflügel
  • Charlotte Ardal
  • Niels-Simon Larsen
Britta B., Erik Nissen, odd bjertnes, Helle Lorenzen, Eva Schwanenflügel, Charlotte Ardal og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu