Kommentar

Fordøm kommunismens historiske masseforbrydelser, men glem ikke kapitalismens

I årtier har højrefløjen med held sat lighedstegn mellem kommunisme og snesevis af millioner dræbt. Og intet andet. Kapitalismen derimod fremstilles som en overvejende fredelig motor for menneskelig velstand
28. juli 2018

Et spøgelse går gennem britiske medier. Lige siden journalisten Ash Sarkar sagde:

»Jeg er kommunist, din idiot« til studieværten Piers Morgan på nationalt tv, har hårene rejst sig på højrefløjsdebattører, og der er blevet dannet en ny koldkrigsfront. 

Sarkars påkaldelse af Marx’ vision om et statsløst, klasseløst samfund, hvor menneskeheden er frigjort fra lønarbejde, har ført til massiv genoplivelse af gamle skræmmebilleder. Det toneangivende konservative organ Telegraph skrev:

»Kommunismen sendte millioner i graven, så hvorfor er det nu blevet cool at bære den på sin T-shirt?« 

Og ifølge Spectators Douglas Murray er Sarkar ikke spor bedre end fascist.

Bestrides kan det ikke, at regimer, der kaldte sig kommunistiske – fra Stalins til Pol Pots – begik uhyrlige masseforbrydelser. Men for de borgerlige burde den fornyede interesse for Marx’ præstalinistiske vision først og fremmest blive tolket som tegn på, at højrefløjens ideologiske eneherredømme er ved at kollapse. 

I årtier har de med held forsøgt at sætte lighedstegn mellem kommunisme og snesevis af millioner dræbt. Og intet andet. Kapitalismen derimod fremstilles som en overvejende fredelig motor for menneskelig velstand. 

Men kapitalismens historie er mere indviklet end som så.

Vil man læse en lovprisning af dens forandringskræfter, findes der fortsat ikke nogen stærkere tekst end Marx og Engels’ Det Kommunistiske Manifest. Kapitalisterne, skriver de, har skabt »ganske anderledes underværker end ægyptiske pyramider, romerske vandledninger og gotiske domkirker«. Men kapitalismen er også et økonomiske system, der er gennemvædet af millioners blod.

100 millioner døde

Det frikender ikke stalinismen for dens rædsler. Og de millioner, som blev myrdet og sultet ihjel af det maoistiske Kina, må heller aldrig glemmes.

Ifølge et standardreferenceværk af franske forskere – Kommunismens sorte bog – kostede erklærede kommunistiske samfundseksperimenter i det 20. århundrede op imod 100 millioner mennesker livet. Den nobelpristagende økonom Amartya Sen noterer, at alene under Maos katastrofale ’Store Spring Fremad’ sultede mellem 23 og 30 millioner ihjel.

Men Sen bemærker også, at hvor Kina og Indien omkring 1950 havde den samme forventede levealder på 50 år, var denne i 1979 forlænget til 68 år i det maoistiske Kina, men kun til 54 i det kapitalistiske Indien.

Kapitalismen blev bygget på millioner af lig. Fra 1600-tallet og i over to århundreder frem blev den transatlantiske slavehandel en bærepille for den fremspirende kapitalisme. Kapital akkumuleret på slavehandel – fra tobak, bomuld og sukker – blev den afgørende benzin for den industrielle revolution i England. Selv da den internationale slavehandel blev afviklet, fortsatte kolonialismens blodpenge med at berige kapitalismen.

Indien blev længe styret af det britiske imperium, verdens førende kapitalistiske magt. Som historikeren Mike Davis påviser i sin bog, Victorian Holocausts, omkom op til 35 millioner indere under udbrud af hungersnød, uden at de af den grund indstillede forsyningerne med hvede til Storbritannien. 

Nazialliance

I det 20. århundrede bidrog Depressionen – stadig kapitalismen værste krise til dato – til at skabe grobund for nazismen. Og i de første år af Hitlers regime gik den tyske storkapital og dens koncerner villigt ind i et samarbejde med nazisterne, som de så som et instrument, der kunne bruges til at knække kommunisme og fagforeningsmagt. Mange selskaber, herunder IBM, BMW, Deutsche Bank og Schaeffler profiterede direkte af slavearbejde drevet af nazisterne.

Man kan selvfølgelig udmærket være passioneret tilhænger af kapitalisme eller resignere over for den i troen på, at ingen alternativer findes, men man kan ikke uden intellektuel uredelighed benægte dens skyggesider og andel i nogle af de blodigste episoder i menneskehedens historie.

Den demokratiske venstrefløj har længe taget afstand fra det totalitære mareridt, som det 20. århundredes kommunistiske samfund udviklede sig til. Og den har nøje reflekteret over, hvordan det kunne gå så galt.

Kapitalismens apologeter har ikke i samme grad gransket kapitalismens egen ’sorte bog’, og man kan – trods dens groteske forbrydelser – endnu opleve respekterede politikere og historikere forsvare kolonialismens arv.

At kæmpe for en verden med materiel rigelighed, frigjort fra statsmagt og bygget på samarbejde gør ikke nogen til potentiel morderisk totalitarist. Og selv om man ikke tror på socialistiske ’utopier’, må man gøre sig klart, at en kapitulation til markedsfundamentalismen og dens uholdbare økonomiske orden også er kapitulation over for de destruktive klimaforandringer, som er et produkt af dagens økonomiske system.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Curt Sørensen
  • Erik Maaløe
  • David Breuer
  • Toke Kåre Wagener
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Mondrup
  • Dorte Sørensen
Benno Hansen, Peter Beck-Lauritzen, Curt Sørensen, Erik Maaløe, David Breuer, Toke Kåre Wagener, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Gammelgaard

Owen er da ikke værd at spilde penge på. Siden hvornår var Indien et kapitalistisk samfund fra 50'erne og frem? Det er muligt at han har nogle gode ideer, men når han end ikke kan få simple fakta korrekt, er budskabet tabt på halvvejen.

Dorte Sørensen

Hvad er der forkert ved hans af sammenligningen mellem Kina og Indien. Indien blev ved at være et markedsstyret/kapitalistisk land også selv om de fik selvbestemmelse og demokrati.

Steffen Gliese

Kommunismen som det statsløse samfund - forstået som en statslig overhøjhed i stedet for et demokratisk styret fællesskab - har jo ikke været realiseret i de brutale diktaturer, der påstod sig 'socialistiske', de var jo netop IKKE en sådan konstruktion, som Marx pegede på, og de var slet ikke OPSTÅET ud fra den marxistiske udviklingsteori. De var eksempler på forsøg på at forcere en udvikling, som menneskelige samfund slet ikke kunne håndtere endnu, men som vi måske er på vej til igennem den teknologiske udvikling og paradoksalt nok det mere og mere udbredte videnssamfund, hvor det ikke er lønningsposen, men arbejdets interessante indhold, der styrer lysten - og så giver muligheden for en hel del mere end både tidligere og blandt andre i lønningsposen.
Et samfund, hvor elbilen produceres, når man har designet den via et interface, der genererer den nødvendige algoritme til fremstillingsanlægget, har ingen konkurrence på status - det skulle da lige være den nyttige status, der ligger i selv at udvikle på open source-programmet, så bilen bliver smukkere og kører på stadigt mindre energi.
Fremtiden er en status, der ikke handler om pengenes lokkende, men ødelæggende og nivellerende proletarisering af menneskets iboende smukkeste egenskaber, men i at gøre så meget godt for sig selv og andre med sin forstand og sin kunnen, som det er menneskeligt muligt. Det er også en langt bedre konkurrence at deltage i.

Claus Bødtcher-Hansen

28/jul/2018

Menneskehedens mest grundlæggende
begrænsning er: Grådighed og Magtbegær :-( ...

Venlig hilsen
Claus

Peter Beck-Lauritzen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Åh nej, og så lige Piers Morgan, så kan det ikke blive værre når ligegyldigheden og bunden skal være fællesnævner.

Overskriften som så fint indrammer virkeligheden; "Fordøm kommunismens historiske masseforbrydelser, men glem ikke kapitalismens", - for kapitalismen synder er måske når alt kommer til alt nok meget værre. og lægger sig langt mere op af "ulven i fåreklæder", som en frelsende religionsforkyndelse kaldet liberalisme, - hvis ikkeligefrem "en frelsende engel" med de bedste hensigter for menigheden, - men først efter at have tilgodeset sit eget behov for økonomisk grådighed for uligheden skyld.

Uligheden er så afgjort en undertrykkelses mekanisme i ethvert samfund, for kun den rige kan vinde sin ret til enhver tid, således som vi også ser det ikke mindst i Amerika.

Amerikas frelsende vinger over hele Sydamerika er en hån mod enhver demokratisk tanke, for det var ejerskabet til naturrigdommene og arbejdskraften der skabte rigdommene, som disse sidenhen så kendte "bananrepublikker" blev kendt for, - økonomisk politisk styret udefra.

Så længe Cuba med Batista styret var et reaktionært, liberalt og amerikansk støttet styre, blev det kaldt demokratisk - trods deres hemmelige politi og fængslinger af anderledes tænkende, og hvad dermed fulgte, - var alt godt i amerikansk politisk og økonomisk optik, ligesom i hele Sydamerika.

"Det lykkelige fristed" blev dog ødelagt af oprøret og revolutionen mod Batista regimet, og endte i stedet med at blive et kommunistisk styre under Fidel Castro, hvorefter Amerika indførte sanktioner mod landet, for at få "demokratiet" indført igen.

Kupforsøg blev foretaget og afværget, og den amerikanske invasion i "svinebugten" blev en fiasko politisk og militært, og havde til hensigt at fjerne Fidel Castro.

I Sydamerikas Chile valgte man demokratisk en præsident, Allende, der vil have økonomiske forandringer så landet andel af naturrigdommene kom landet mere til gode end på de amerikanske betingelser, så blev der iværksat et kup mod den demokratisk valgte præsident, og siden fulgte et rædselsregime med general Augusto Pinochet i spidsen, - hvor fritænkende mennesker blev fængslet og tortureret i massevis.

Et militærkup som CIA stod bag, og amerikanske politikere aldrig fandt på at kritisere for dets forbrydelser mod demokratiske rettigheder for fri tale imod regimet, og hvor plyndringen af landets naturrigdomme kunne fortsætte.

Brug udnyt og smid væk, er den amerikanske politik overalt på kloden, - kun den økonomiske grådige liberalisme skal herske, og lad det ske med militær magt om nødvendigt - enten direkte eller endnu bedre "by proxy" er læren!

De rige vil eje rettigheden til ALT, hverken mere eller mindre, og i fremtiden skal vi betale for det vi gerne vil opnå på ethvert område. - selv Google vil ikke længere forblive gratis, - du skal betale for dine søgninger om viden hver gang, hvis ikke du ligefrem skal abonnere herpå.

Jovist er Karl Marx en anden økonomisk tænker, der forudså, at hvis man ikke spreder arbejdets merværdiskabelse i fabrikkerne, så vil købekraften i ethvert samfund falde indtil den når bunden, og ingen længere har råd til at købe det allernødvendigste, hvorefter samfundet går i stå.

Keynes begreb også den samfundsvirkelighed, at i nedgangstider måtte statens træde til med igangsættelse af offentlige arbejder(for lånte penge), men som kom igen via til infrastrukturelle tiltag - veje, broer, togbaner osv., osv., ville give gevinsten ingen mangfoldigt via skatter, men også holde borgernes færdigheder vedlige, når tiderne ændrede sig mod det bedre, - nå ja, så tjente virksomhederne da også en sjat penge på disse offentlige arbejder som staten iværksatte.

Åh jo politisk og demokratisk var det da et udmærket tankesæt, der kom hele samfundet til gode - alt i alt, og som hverken kapitalismen eller kommunismen kunne gøre bedre, - hvilket heller ikke er at finde noget sted hvor det er sket.

Den amerikanske liberalisme med troen på, at når de rige i toppen får meget meget mere hele tiden, så smitter det af helt ned i bunden af samfundet, er bedragerisk, for som udviklingen er i Amerika i dag, er det middelstanden der må betale med lavere lønninger, så de nu skal have to eller flere jobs for at forsørge sig selv og deres familier.

Liberalismen frelser altså kun sig selv, og selv staten og demokratiet står blot i vejen for deres rigdoms forøgelse på deres betingelser, - de vil selv bestemme om de vil betale skat til staten, så derfor flygter de til skattely overalt hvor det kan lade sig gøre, -så kan arbejderne i deres fabrikker / virksomheder være alene om at betale skat til samfundet - herunder også og ikke mindst militæret som forsvar for deres rigdom, for selv rollen som gode amerikanske patrioter har de smidt ud, - de har ikke brug for den længere.

Det skal nok vise sig at være en rigtig dårlig ideologisk holdning de her har indtaget, ikke mindst set i lyset af udviklingen i verden i dag, med et økonomisk stærk Kina, der allerede viser sig som e stormagt man skal regne med, og allerede viser deres interesser i Asien til lands, vand og i luften.

Peter Beck-Lauritzen, Curt Sørensen, Marina Kasimova, Toke Kåre Wagener, Katrine Damm, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel og Anders Graae anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Glem heller ej de amerikanske, slavehandlende nybyggeres systematiske folkemord på native americans (indfødte amerikanere), samt forsøget på at udradere stammernes kultur med kidnapning af børn, der anbragtes på børnehjem og ikke længere måtte tale deres eget sprog.
Stammerne er nu forvist til at leve i reservater, hvor deres kultur i mange tilfælde er degenereret og især alkoholisme er sørgeligt udbredt.
Hvert år 'forsvinder' hundredvis af kvinder og børn, der aldrig bliver fundet igen, for der er ikke ressourcer til at opklare forbrydelser.
Nogle reservater har fundet et guldæg, nemlig kapitalismens svar på den ultimative konkurrence;
casinoer og gambling. Det er så også deres eneste overlevelsesmulighed, bortset fra turisme.

Peter Beck-Lauritzen, Ivan Breinholt Leth, Curt Sørensen, David Breuer, Toke Kåre Wagener, Katrine Damm og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Hvis man har fulgt en avis som Berlingske de sidste 10-15 år, har man kunnet iagttage en vis dæmonisering af venstreorienterede krige og regimer i socialismens navn, mens man glemte de borgerlige revolutioner og det kapitalistiske systems systematiske vold. Det kapitalistiske system er grundlagt på vold (slaveri i USA) og tyveri af ejendom – uanset snak om den private ejendomsrets ukrænkelighed. Marx kaldte det 'den oprindelige akkumulation', hvor småbønder fik frataget deres jord, således at de blev tvunget til at påtage sig rollen som lønarbejdere. Strategien var at anbringe dem i en situation, hvor de ikke havde andet valg end at sælge deres arbejdskraft. Den borgerlige stat har siden set det som en af sine vigtigste funktioner at sørge for, at flertallet af mennesker ikke har noget alternativ til livet som lønarbejder.

Les Trente Glorieuse, som de kalder det i Frankrig (1945-1975), var ikke bare en stort set krisefri tid med fuld beskæftigelse, høje profitrater og høje overførselsindkomster. Perioden var på visse områder en kapitalistisk parentes, som borgerskabet anstrenger sig overordentligt meget for at rulle tilbage. (På fremragende vis beskrevet af Thomas Piketty.) Man frygtede at overførselsindkomsterne kunne blive et reelt alternativ til lønarbejdet. (For mange 'dovne Robert'er'.)

Jeg kalder Berlingskes vinkel for Brian Mikkelsen syndromet. Brian Mikkelsen er gammel nok til at huske den tid, hvor den venstreorienterede diskurs var dominerende – og han hader den tid. Da han selv fik magt, skulle der tages hævn. Det, som er interessant her, er at højrefløjen paradoksalt nok er parat til at begå nøjagtig de samme fejl, som dele af venstrefløjen begik i 70erne: At dæmonisere modparten, og overse egne fejl. Det forsøger Owen Jones at råde bod på.

Peter Beck-Lauritzen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Ivan Breinholt Leth

Ivan - mange tak for at genopfriske denne illustrative periode over hvad et velfærdssamfund kan og bør udrette :

Fra Wikipedia :
"Over this thirty-year period, France's economy grew rapidly like economies of other developed countries within the framework of the Marshall Plan such as West Germany, Italy and Japan. These decades of economic prosperity combined high productivity with high average wages and high consumption, and were also characterised by a highly developed system of social benefits. According to various studies, the real purchasing power of the average French worker’s salary went up by 170% between 1950 and 1975, while over-all private consumption increased by 174% in the period 1950-74. The French standard of living, which had been damaged by both World Wars, became one of the world's highest. The population also became far more urbanized; many rural départements experienced a population decline while the larger metropolitan areas grew considerably."

I Danmark er det nu planen at afskaffe offentlige, billige boliger.
Den plan har Socialdemokratiet tilsluttet sig via "Ghetto-planen", der selvfølgelig også omhandler etniske danskere.

Så stik imod Thorvald Staunings plan for lige ret til gode boliger, vil Socialdemokratiet gennemføre love der gør mennesker boligløse og retsløse.
Med tvang skal respekt udgydes.. Eller lignende bavl.

Peter Beck-Lauritzen og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar