Forurettelsens furie

Uopdragne, var det citerede ord, hvormed Pia Kjærsgaard beskrev de islandske politikere, der bramfrit betakkede sig for at påhøre den danske folketingsformands jubilæumsfesttale på Altinget forleden. Islændingene fandt det upassende, at en politiker identisk med menneskeforagtende udtalelser, ringeagt for internationale aftaler og diskriminerende handlinger var tildelt en så central position på østatens nationale festdag.

Så hellere udvandre og som de fælles gamle oldnordiske helte fægte med åben pande, hellere end stiltiende anerkende det danske skræmmebillede, der går for at være et folkeparti, og som, uanset stribevis af kors og bånd og stjerner på Kjærsgaards bringe, ikke er stuerent, slet ikke efter islandsk mål.

Demokratiet finder sine udtryk på flere måder. Ét af dem er selve den parlamentariske proces i forløb, der i givet fald og ifølge mandaternes ugunst blandt andet kan betyde, at et parti som DF og en person som Pia Kjærsgaard stiger til tops i systemet.

Frikadellen i den gale hals

Kjærsgaard er jo ikke blevet formand for Folketinget som kvittering for en hæderkronet, nyskabende parlamentarisk indsats eller i anerkendelse af forenende og forsonende egenskaber, men efter princippet noget for noget. Den nuværende statsminister ville være netop dét, statsminister for enhver pris. Så gør det mindre, at et snæversynet, usympatisk parti, der burde fremstå diametralt modsat Venstres (påståede) rummelighed, (hævdede) frisind og (postulerede) kultur, som betaling for støtten og statsministeriet belønnes med rigets næstfineste titel.

Sådan er nu engang spillet. Som Ritt Bjerregaard siger: Politik er ikke damete. Det tjener sådan set dansk folkestyre til ros, at partiernes stemmer i en vis forstand er nogenlunde ligestillede i kampen om de 90 mandater og indgår på kryds og tværs i studehandler næsten uden en persons anseelse.

Ikke desto mindre fik mange pæne venstrefolk, dem er der faktisk en del af, frikadellen i den gale hals ved dengang at opleve Kjærsgaard på forlangende blive indsat i den forholdsvis korte række af hidtil ordentlige folk – her i udvalg fra nyere tid: Julius Bomholt, Karl Skytte, K.B. Andersen, Svend Jacobsen, Erling Olsen, Christian Mejdahl og Mogens Lykketoft. Ikke én i denne eksklusive forsamling ville have kunnet sende islændinge på vild flugt ud af Altinget. Ikke én af de pågældende vakte nævneværdig modvilje, men var af gode grunde alment respekterede. Også uden for landets grænser.

Her står med den islandske afvisning Pia Kjærsgaard indtil videre som en suveræn nr. 1 nedefra, hvilket hun bestemt ikke var tilfreds med, men altså angiveligt mente, skyldtes kritisable islandske opdragelsesmetoder.

Populistisk talent

Men en alternativ mulighed i folkestyret – her taler vi om et parlament, der blev grundlagt i år 930 – 919 år før det danske Folketinget – er netop demonstrationen, subsidiært midlertidig udvandring eller udeblivelse fra det parlamentariske forum.

Akkurat eller næsten akkurat som Pia Kjærsgaard i sin tid selv praktiserede processen mod sit eget gamle parti Fremskridtspartiet, da hun og Thulesen Dahl og et par stykker temmelig uopdragent hankede op i magtbegæret og Kjærsgaards uomtvistelige populistiske talent og indså, at fremtiden lå fast forankret i deres egen aggressive, forurettede, bornerte og sikre småborgerlighed frem for Mogens Glistrups skingert selvdestruktive, skattefornægtende anarki.

Islændingene anvendte altså denne absenteringsmetode som en påmindelse om, ikke at forglemme også over for Kjærsgaards egne landsmænd: Hvem egentlig er det, sådan i klart nordisk dagslys, der for tiden næst efter ihændehaveren af kronen lægger bagdel til Danmarks øverst placerede højsæde.

For danskerne er det hverdag, hvor de færreste går rundt og græmmes døgnet rundt, men stilfærdigt forsøger at forklare over for sig selv, børn og børnebørn, at sådan kan det gå hen og gå selv i de bedste familier, men at intet varer evigt, at DF’s stemmer desuden er lige så gode som andres, og hvad man i øvrigt i sin fortvivlelse finder af trøstende ord i dette langvarigt ulykkelige, tilsyneladende håbløse forløb.

Dertil kommer, at det modsatte af accept af DF, med Pia Kjærsgaards opsvulmede placering, unægtelig er uoverskuelig. Dette er, hvordan man end vender og drejer tingene, parlamentarismens konsekvens, og det må man jo så leve med, til man kreperer, eller DF en dag bliver afsløret. Altså fortrænger man Pia Kjærsgaards utallige oprivende bøvede udtalelser om fremmede, der formerer sig som kaniner, om dansk kultur som den eneste og om muslimer, som hun har på hjernen, og som hun omtaler stort set på samme måde, som antisemitter omtaler jøder.

Glemsomhed

Alt det har danskerne jo ligesom vænnet sig til; Pia Kjærsgaard er ikke alene hverdag med politiske epigoner langt ind i andre partier, hun er dansk parlamentarismes førstedame og tegner firmaet i skarp modstrid til udvidelsen af dansk demokrati in casu i det europæiske samarbejde. Som sådan, takket være sit partis og sin egen antieuropæiske fanatisme til stadighed i undergravende opposition til den overnationale forfatning, som Danmark, om end med forbehold, har tilsluttet sig. En sær selektiv demokratiopfattelse personificeret i den altid paratforurettede formand.

Som sagt: Man vænner sig til det utrolige.

Men at andre folk, her islændinge, som følger danske forhold og har en binding til den gamle kolonimagt, at islændingene også skulle forfalde til glemsomhed og acceptere Kjærsgaard som en respekteret politiker, det er sgu en tand for meget forlangt og har ikke noget med opdragelse af gøre. Tværtimod. Demonstrationen var guld værd. Danskerne blev et øjeblik tvunget af støjen, som mestendels og vanligt kom fra Kjærsgaard selv, til at standse op og erkende, hvad der til stadighed overgår nationen.