Kommentar

Frankrigs mangfoldige landshold bliver brugt til propaganda. Det er set før

Macron soler sig ufortjent i det multietniske franske landsholds VM-sejr. Han burde følge sejren op med investeringer i Frankrigs forsømte forstæder
Frankrigs fodboldlandshold poserer til et sejrsbillede sammen med præsident Macron efter VM-sejren.

Frankrigs fodboldlandshold poserer til et sejrsbillede sammen med præsident Macron efter VM-sejren.

Ritzau Scanpix

19. juli 2018

Frankrigs nyere fodboldhistorie kan ikke skilles fra nationens identitetskampe.

I årtier har politikere glædet sig over landsholdets diversitet som symbolet på forbilledlig integration. Eller de har, hvis de tilhørte højrefløjen, set diversiteten som endnu et forvarsel om den store befolkningsudskiftning, hvor ’etniske franskmænd’ gradvist fortrænges af folk med rødder i Afrika.

Over halvdelen af det franske landshold har da også afrikanske rødder, deriblandt flere nøglespillere – Paul Pogba, Kylian Mbappé og N’Golo Kanté – for nogle en bekræftelse på deres værste frygt.

Symbol på forening

De enorme jubelscener, som VM-sejren har udløst, viser dog, at den franske befolkning har taget spillerne til sig som fuldgyldige landsmænd. Folkefesten har været som et friskt pust af lykke, hvilket Frankrig også har haft brug for efter terrorangreb og et præsidentvalg, hvor Front National endnu en gang gik videre til anden runde.

I den kontekst er det logisk, at Macron forsøger at udnytte den sportslige triumf til at polere sit image som en succesrig og inkluderende verdensleder.

Men vi har været her før, og vi er mange, som kun alt for godt kan huske, hvordan det gik forrige gang. I 1998 blev den tids sejrende VM-landshold hyldet som svaret på nationens identitetssplittelse under tilnavnet black, blanc, beur (’sort’, ’hvid’, ’arabisk’) med henvisning til spillere som Zinedine Zidane og Lilian Thuram, børn af henholdsvis arabiske og afrikanske indvandrere.

’98-landsholdet blev også brugt i propagandaøjemed af daværende præsident Jacques Chirac og trukket frem i medierne som symbolet på et land, der var langt mere progressivt og forenet, end der var dækning for i virkeligheden.

Det sidste blev udstillet fire år senere, da Jean-Marie Le Pen chokerede ved at nå frem til præsidentvalgets anden runde. Hvordan var dette muligt, hvis det franske landshold afspejlede et forenet, multikulturelt land?

En mulig gentagelse af historien

I dokumentarfilmen Les Bleus påpeger den franske reservemålmand fra 1998, Bernard Lama, at de unge mænd bag de voldsomme terroraktioner i 2015 var franske statsborgere fra 90’er-generationen. VM-sejren i ’98 skabte ikke varig national samhørighed.

Ligesom i dag var Frankrig også i 90’erne plaget af islamistisk terrorisme og bekymrende stærk højreradikalisme – og havde et fremragende, multietnisk fodboldlandshold.

Uanset hvor stor begejstring fodboldtriumfer kan udløse, vil den være forbigående, hvis ikke nationens politikere knytter an til den energi, sejren har skabt. VM-titlen i 2018 kan altså kun blive katalysator for positiv forandring, hvis Macron forstår at følge op med en politik, der også kan begejstre bredt.

Aktuelt er realiteten imidlertid, at Macron er uhyre upopulær blandt de franske unge, uanset hvor meget han end har søgt at føre sig frem som en repræsentant for ungdom, fornyelse og forandring.

I de seneste måneder har han været i direkte konfrontationer med unge studerende, der har gennemført sit-ins i protest imod Macrons studiereform, der skærper de krav, som skal være opfyldt for at blive optaget på videregående uddannelser.

Læg hertil en markant ungdomsarbejdsløshed: 21 procent på landsplan og op til 40 procent i socialt belastede forstadskvarterer som Bondy uden for Paris, hvor Kylian Mbappé voksede op.

Bedre livschancer

I disse kvarterer hyldes fodboldspillere som helte, og ikke kun når de vinder VM, men også hvis de får professionel kontrakt i en serieklub – og dermed mulighed for at bryde ud af den fattigdom, der mindsker livschancerne for lokale unge.

De franske stjernespilleres succes har således intet at gøre med den franske regerings politik – den beror alene på individuelt talent, flid og overlevelseskamp. Som den offensive midtbanes Ousmane Dembelé siger om sit barndomskvarter i et af disse trøstesløse miljøer:

 »Jeg glemmer ikke, hvor jeg kommer fra, for vi har skullet kæmpe med ting, som andre ikke kender til.«

Hvis Macron vil tilegne sig disse spilleres sejr som sin egen, må han følge den op med investeringer i Frankrigs forsømte forstæder, så de unge herfra kan få bedre muligheder for at skabe sig en god tilværelse – også uden for foldboldens verden.

Spillerne har bevist deres værd som franske medborgere – to gange! – og givet nyt håb til hele nationen. Nu må det være Macrons job at give håb til deres lokalsamfund.

Iman Amarani er algerisk-britisk journalist

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Efter en målrig VM-finale blev Frankrig verdensmester for anden gang, da Kroatien blev slået 4-2 i Rusland
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Dorte Sørensen
  • ingemaje lange
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Dorte Sørensen, ingemaje lange, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Øhh, vi har jo alle sammen "rødder i Afrika"? Har du ikke haft om biologi og evolution i skolen? Det var da en ubegavet formulering.

Jesper Roulund, David Zennaro og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Racisme:

Når vi blander flere racer, som har levet hver for sig i relativ lang tid, vinder vi ved det og får smukkere og stærkere mennesker med større evner for overlevelse og præstation, forudsat de vil formere sig med os.

Fordom:

Hvis vi ønsker, vores måde at kontrollere de basale funktioner i samfundet på, skal bestå, skal vi kontrollere tilstrømningen ud fra vores evne til primær integration.

Nice and easy