Kommentar

Der er noget galt, når det ikke kan betale sig at lade vindmøllerne snurre

Det er positivt, at et samlet Folketing i juni indgik en ny energiaftale med blandt andet tre nye havvindmølleparker. Men det er ikke nok at diskutere antallet af vindmøller. Vi skal også diskutere, hvilken forretningsmodel som skal ligge til grund for møllerne
Det er positivt, at et samlet Folketing i juni indgik en ny energiaftale med blandt andet tre nye havvindmølleparker. Men det er ikke nok at diskutere antallet af vindmøller. Vi skal også diskutere, hvilken forretningsmodel som skal ligge til grund for møllerne

Henning Bagger

18. juli 2018

Jeg har tit undret mig over, hvorfor nogle vindmøller ikke svinger rundt, selvom det blæser. Og nu har jeg forstået hvorfor.

Hvis der er meget vindenergi i Danmark, er der typisk også meget vindenergi i Nordtyskland. Der kan faktisk til tider være så meget vindenergi, at danske vindmølleejere får negative priser, dvs. at man skal betale for at komme af med sin strøm.

Det sker heldigvis ikke særligt ofte, men det er et forvarsel om, hvad der kan komme til at ske, hvis vi udbygger vindenergien uden at tilpasse forretningsmodellerne.

Det skyldes, at vi har indrettet et prissystem for energi, hvor prisen på vindenergi nogle gange er for lav til, at det kan betale sig at lade møllerne snurre. Det er et energipolitisk paradoks.

De lave elpriser, vi ser i Nordeuropa, skyldes blandt andet udbygningen af vedvarende energi. Vindmøllers og solcellers energiudladning afhænger af, hvor meget det blæser, og hvor meget solen skinner. Vind og sol har deres primære omkostning i selve konstruktionen.

Derfor vil de byde lavt ind på et elmarked og presse de konventionelle producenter. Et prisfald er selvfølgelig godt for forbrugerne, men hvis priserne bliver for lave, kan man ikke forrente investeringer i nye energiproducerende anlæg, hvad enten det er vindmøller eller konventionelle kraftværker.

Integrerede hybridanlæg

I sin kerne består vindenergiens paradoks derfor i, at jo flere vedvarende energisystemer der bygges, jo lavere bliver prisen, og desto mindre god forretning er det at sælge vedvarende energi.

Hvis vi vil have mere vedvarende energi, skal der være flere steder, den energi kan bruges, så prisen ikke bliver for billig. Det kan enten ske igennem et internationaliseret marked, hvor energien sælges i udlandet. Et eksempel er elforbindelsen Viking Link mellem Jylland og England.

Eller det kan ske ved en national integrering af energisektoren med varme- og transportsektoren. Varmesektoren kan integreres igennem varmepumper og transportsektoren gennem elbiler. Det ville i praksis betyde, at nye vedvarende energisystemer som havvindmølleparker ville kunne producere CO2-fri strøm, der kan bruges til varme og transport, og ikke kun til strømforbrug, som tilfældet er i dag.

De integrerede hybridanlæg vil afhjælpe det energipolitiske paradoks, hvor vedvarende energi ikke altid kan betale sig at producere, selvom anlæggene står klar til at producere mere grøn energi.

Derudover er det også afgørende, at vi får tilpasset det energiøkonomiske system, så det ikke er et problem, hvis vind bliver for billigt. Når vi snakker energipolitik, er det således ikke tilstrækkeligt at tale vedvarende energi og klimamålsætninger. Vi bliver nødt til også at tale om, hvordan vi ønsker politisk at betragte energi og den energiøkonomiske forretningsmodel.

To modeller

Skal grundmodellen være en konkurrence-model som nu, hvor energivirksomhederne konkurrerer med hinanden på pris om den billigste energi til systemet uden at skele til, hvordan den bruges smartest og grønnest?

Det marked er en del af et europæisk marked, hvor energi er en international handelsvare og investeringsobjekt. Her passer Viking Link godt ind.

Eller skal grundmodellen være en service-model som førhen, hvor energivirksomhederne leverer en service, som forbrugerne og systemet definerer og betaler for? Her skal der træffes en række politiske beslutninger om for eksempel fremme af hybridanlæg.

Udfordringen er, at konkurrence-modellen harmonerer mindre godt med et politisk ønske om at fremme grøn energi direkte. Klimapolitisk er det derfor afgørende, at vi ikke kun diskuterer antallet af vindmølleparker.

Ambitiøs energi- og klimapolitik bliver også nødt til at tilpasses den energiøkonomiske grundmodel og tage det bedste både fra konkurrence- og servicemodellen, så den bliver fordelagtig for en grøn omstilling.

Theresa Scavenius er lektor og folketingskandidat for Alternativet

Ved at forhåndslække noget af sit energiudspil besværliggør regeringen en saglig samlet diskussion. Men det er jo desværre nok det, der er meningen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Houmøller

Du mener åbenbart der altid er aftagere til elektricitet? Det er naturligvis forkert, da forbruget gerne skulle følge den producerede mængde.

Penge plejer at være en rigtig god regulator!