Læserbrev

Giv psykiatriske patienter terapi, ikke indlæggelser

Jeg er af flere læger vurderet absolut velegnet til terapi. Djøf’erne siger dog nej. Min kontaktperson må ikke længere lave ambulante behandlinger, da hun er ansat i et sengeafsnit, og distriktpsykiatrien kan ikke hjælpe. 180 måneders terapi svarer til 15 år med terapitimer to gange om måneden. Hvorfor forstår man ikke dette regnestykke?
19. juli 2018

Jeg er udskrevet efter otte ugers indlæggelse.

En indlæggelse, hvor jeg må konstatere, at jeg går med mindre, end jeg kom med.

Jeg er af flere læger vurderet absolut velegnet til terapi. Jeg har den bedste kontaktperson, som kunne og gerne ville varetage denne terapi.

Djøf’erne siger dog nej. Min kontaktperson må ikke længere lave ambulante behandlinger, da hun er ansat i et sengeafsnit. Distriktpsykiatrien kan ikke hjælpe. Der er ingen ledige læger eller psykologer. Enden bliver, at jeg ikke kan få den ellers så livsvigtige terapi.

Tilbage sidder jeg med absolut ingenting. Når min distriktssygeplejerske er gået hjem, har jeg kun vagtlægen eller indlæggelse som alternativ.

Jeg ved, at de sidder og arbejder med fine ord om nære relationer på det nye sygehus i Gødstrup. Men uden den tætte kontakt til en stamafdeling, der kender én, bliver det jo ikke andet end tomme ord.

Indlæggelser er dyre og belaster systemet. Hvorfor vælger man så at lukke alt det, der skal holde folk hjemme? Det er omkostningsfuldt både for samfundet, regionen og mig selv. Ønskeligt var det for os alle, hvis jeg kunne lære at håndtere mit liv.

Lægerne tror på, at terapi er vejen frem for mig, da jeg tidligere på året har haft et ambulant forløb på ti uger. I de ti uger havde jeg både en ven, der begik selvmord, en svigerfar, der var døende af kræft, og en distriktssygeplejerske, der var langtidssygemeldt. Grundet terapien klarede jeg disse udfordringer i fin stil og helt uden indlæggelser.

Jeg efterlades med nogle overvejelser: En indlæggelse koster cirka 6.000 kr. i døgnet. En måneds indlæggelse koster derfor cirka 180.000 kr. Min kontaktsygeplejerske kan frikøbes for cirka 500 kr. i timen. Terapi to gange om måneden giver et beløb på cirka 1.000 kroner om måneden.

Altså kan en måneds indlæggelse sidestilles i omkostninger med 180 måneders terapi. 180 måneders terapi svarer til 15 år med terapitimer to gange om måneden, hvilket beviseligt vil kunne holde mig ud fra indlæggelser og fastholde mit liv hjemme med familie og arbejde.

Hvorfor forstår man ikke dette regnestykke?

Med venlig hilsen en svingdørspatient, der er ressourcefuld, lider af skizofreni og meget hellere vil være i eget hjem.

Lise-Lotte Efryd Vejen-Jensen er psykiatrisk patient

Bostedet Granvej, hvor en medarbejder blev knivdræbt i 2013.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
Lise Lotte Rahbek, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Colin Bradley

Lise-Lotte Efryd Vejen-Jensen
Ah - hvor jeg elsker dit regnestyk!! Djøfferne ser ikke sådant på det men derfor er det alligevel meget sigende. De regner en indlæggelsesomkostning ud fra personale løn først og fremmest og dvs de kalkulerer med at de kr. 180.000 bliver brugt under alle omstændigheder. Hvis ikke de bliver brugt på dig så på en anden. Så i deres verden ville to timers terapi pr. måned være en ekstra omkostning på kr. 1000.
KommunaleReformen bærer skylden i denne elendighed. Djøfferne ville argumentere at din terapi er en socialpsykiatrisk rehabiliterings ydelse og hører derfor retligt ind under kommunen. Kommunen ville kalde det behandling og siger at derfor skal Regionen betale. Når det er sagt ligger der selvfølgelig en kerne af sandhed i at man ikke bare kan trække personale ude af sengeafsnittet til eksterne opgaver når bemandingen på afdelingerne er så kritisk tyndt.
Reformen har været en katastrofal fiasko (som mange forinden spåede) og ført til en væsentligt forringet psykiatri i især Region Midt. Det kan ikke gå stærkt nok med at skrotte den og samle psykiatrien igen under en enkel administrativ paraply, som det var under Amterne.