Kommentar

At give indvandrere uddannelse og elevløn på vejen mod det almindelige arbejdsmarked har været en stor succes

Det har vakt kritik, at den elevløn, som flygtninge på integrationsuddannelsen får, er for lav. Men i langt de fleste tilfælde er lønnen højere end offentlig forsørgelse. Og mange nytilkomne flygtninge tjener simpelthen ikke en almindelig mindsteløn hjem til arbejdsgiveren fra dag ét
26. juli 2018

Alt for få flygtninge kom i arbejde. Det var baggrunden for trepartsaftalen mellem Dansk Arbejdsgiverforening, LO og regeringen for to år siden, hvilket mundede ud i en ny integrationsgrunduddannelse (IGU), som kombinerer uddannelse og arbejde på elevløn i en toårig periode.

Aftalen er lavet ud fra erkendelsen af, at flygtninge er nødt til at komme hurtigt ind på arbejdsmarkedet, og at mange endnu ikke har kvalifikationer til at arbejde til almindelig mindsteløn.

Det er denne ordning, der nu får en hård medfart, blandt andet i en leder i Information den 24. juli. Her kritiserer indlandsredaktør Anton Geist, at lønnen i flere tilfælde er lavere end integrationsydelsen, ligesom han påpeger, at mange hopper fra IGU-forløbene.

Det er en ærgerlig kritik, for det er ikke overraskende, at 500 ud af 1.500 oprettede forløb er blevet afbrudt før tid.

For det første er ordningen unik, både historisk og i et internationalt perspektiv. Kommunerne har skullet lære at arbejde med den. Vi ved fra erfaringerne, at der kan opstå kulturelle konflikter i begyndelsen af et ansættelsesforløb af den simple årsag, at de færreste flygtninge har kendskab til spillereglerne på en dansk arbejdsplads.

Det kan være alt fra, at mødetiden altså ikke bare er vejledende, eller at chefen ikke snyder dig for løn, fordi han trækker dig i skat på din lønseddel, og det kan være en del af forklaringen på, at nogle forløb bliver afbrudt før tid. I dag er de fleste kommuner heldigvis blevet bedre til at følge op og hjælpe med at løse den slags konflikter, inden de udvikler sig til et problem.

For det andet hører det med til historien, at det i 40 procent af de afbrudte forløb drejer sig om flygtninge, der efter at være startet i IGU har fået et ordinært job eller er kommet i uddannelse. Det gælder for eksempel buschauffører, der har fået oplæring og kørekort og nu kan arbejde på samme niveau som kollegerne. Det er netop hensigten med ordningen, og det kan kun betegnes som en succes, at den gruppe er kommet i mål før tid.

Opdragende effekt

Hvad angår lønnen, er der opstået en myte om, at det for de fleste ikke kan betale sig at tage en IGU-stilling, fordi de kan få mere i integrationsydelse. Lønnen til IGU’ere er fastsat ved overenskomst og ligger typisk på 60-80 kroner i timen alt efter branche og ender ud i en månedsløn, der overstiger integrationsydelsen. Der er med andre ord ikke et generelt problem med de økonomiske incitamenter i IGU’en.

Der er enkelte undtagelser, og de har skabt forestillingen om et generelt problem: På enkelte offentlige overenskomster ligger lønnen omkring det niveau, hvor enlige med flere børn kan udnytte, at de kan få flere penge på offentlig forsørgelse.

Men heri ligger der en vigtig opdragende opgave hos kommunerne: Vi ved af erfaring, at sandsynligheden for, at flygtninge får fast fodfæste på arbejdsmarkedet falder, jo længere de er på offentlig forsørgelse. Og ligesom man på kort sigt kan have en lavere indkomst ved at tage en uddannelse, så er IGU’en altså også en investering i egen fremtid.

Arbejde som integration

Denne debat handler ikke kun om den enkelte ordning – selvom IGU’en på sigt kan vise sig at være en vigtig del af nøglen til integration af nytilkomne flygtninge. Debatten handler også om, hvordan vi modtager flygtninge i landet.

Vi har tidligere accepteret, at flygtninge var på offentlig forsørgelse i en årrække, efter de kom til landet. Med den gode hensigt om, at de skulle klædes på til det danske samfund gennem lange kursusforløb, kom det ærgerlige resultat, at de ikke lærte dansk, fordi de uden arbejde var isoleret fra det øvrige samfund. Denne tilgang er årsagen til, at vi i dag kan se tidligere flygtninge, der har opholdt sig i ti eller 15 år uafbrudt på kontanthjælp.

I dag har vi vendt skuden og sender mange flere flygtninge i arbejde: På tre år er andelen af nytilkomne flygtninge i job fordoblet fra cirka 20 procent til knap 40 procent. En del af integrationsarbejdet bygger i dag også på erkendelsen af, at ikke alle har samme forudsætninger for at træde ind på arbejdsmarkedet.

Den skinbarlige sandhed er, at hvis du kommer hertil uden at kunne dansk eller engelsk, uden uddannelse og uden erhvervserfaring, så er der et kæmpe arbejde med at lære dig op på en virksomhed, før du kan bære en almindelig mindsteløn hjem. Det er IGU’en en løsning på, og de tidlige erfaringer, vi har gjort os, viser, at det virker.

Til efteråret skal parterne mødes og evaluere ordningen og beslutte IGU’ens fremtid. Ingen ordning er født perfekt fra starten, men ordningen har samtidig været budt varmt velkommen på mange af landets virksomheder og jobcentre. Vi håber derfor også på IGU’ens fortsættelse, så vi i fremtiden kan få endnu flere flygtninge ud på arbejdsmarkedet.

Rasmus Brygger er chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Viggo Okholm
  • Hans Aagaard
Peter Beck-Lauritzen, Viggo Okholm og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Migranter og flygtninge skal ikke sidde og rådne op i modtagecentre på kontanthjælp/integrationsydelse!
Uddannelse og læring er vejen frem. Glæder mig til evalueringen af IGU'en.

Karsten Aaen

Rasmus Brygger skriver bl.a dette her:

"For det første er ordningen unik, både historisk og i et internationalt perspektiv. Kommunerne har skullet lære at arbejde med den. Vi ved fra erfaringerne, at der kan opstå kulturelle konflikter i begyndelsen af et ansættelsesforløb af den simple årsag, at de færreste flygtninge har kendskab til spillereglerne på en dansk arbejdsplads. Det kan være alt fra, at mødetiden altså ikke bare er vejledende, eller at chefen ikke snyder dig for løn, fordi han trækker dig i skat på din lønseddel, og det kan være en del af forklaringen på, at nogle forløb bliver afbrudt før tid. I dag er de fleste kommuner heldigvis blevet bedre til at følge op og hjælpe med at løse den slags konflikter, inden de udvikler sig til et problem."

Rasmus Brygger synes sig slet ikke bevidst om, at netop alt det her han skriver om her, ja det er (var) netop det som bl.a. sprogskolerne forsøger at lære bl.a. flygtninge fra Afrika og fra Mellemøsten! Han synes heller ikke at være bevidst om, at stort set alle danske virksomheder siger, at før en flygtning kan/bør komme ud arbejdsmarkedet i DK, skal flygtningen have mindst 3-6 måneders undervisning i dansk, så basis(dansk) er i orden! Man skal ikke fra virksomhedernes side spilde tid med at lære flygtningene at sige 'godmorgen' eller 'hvor kommer du fra?' eller noget lignende.

Karsten Aaen

Rasmus Brygger skriver bl.a. også dette her:

"Vi har tidligere accepteret, at flygtninge var på offentlig forsørgelse i en årrække, efter de kom til landet. Med den gode hensigt om, at de skulle klædes på til det danske samfund gennem lange kursusforløb, kom det ærgerlige resultat, at de ikke lærte dansk, fordi de uden arbejde var isoleret fra det øvrige samfund. Denne tilgang er årsagen til, at vi i dag kan se tidligere flygtninge, der har opholdt sig i ti eller 15 år uafbrudt på kontanthjælp. I dag har vi vendt skuden og sender mange flere flygtninge i arbejde: På tre år er andelen af nytilkomne flygtninge i job fordoblet fra cirka 20 procent til knap 40 procent. En del af integrationsarbejdet bygger i dag også på erkendelsen af, at ikke alle har samme forudsætninger for at træde ind på arbejdsmarkedet.""

Nej, Rasmus Brygger, flygtningene var aldeles ikke isoleret fra det omkringliggende samfund! De gik på sprogskole i 3-5 år, lærte dansk, også om skat, og om kulturen på en dansk arbejdsplads mm. Og ja, mange af dem fik jo ikke arbejde, men det handlede så også om meget andet end sproget; de havde ikke de kompetencer, de kvalifikationer, man skal have for at bestride, og fastholde et arbejde her i DK i år 2018. Især kvinderne, som ofte er analfabeter, har ikke de her kvalifikationer og kompetencer.

Og ja, det er fint, at en hel del flygtninge, nu vi IGU, er kommet i arbejde mm. Men set fra min side, med min baggrund som indvandrerlærer, risikerer vi her i DK, at gøre præcist det som vi gjorde, da tyrkerne kom fra 1967 til 1977; at en meget stor del af de her flygtninge fra bl.a. Syrien ikke lærer andet dansk end det dansk, de lige skal bruge lige NU - til det job, de har nu! Og når så krisen kommer, før eller siden, er det altså de her flygtninge, der ryger ud først!

Det er så også sådan, at når en mand, der er gift, får sig et arbejde til f.eks. 22.000 kr. om måneden (før skat), ja så behøver hans kone ikke at deltage i sprogundervisningen på sprogskolen mere, fordi nu forsørger han, manden jo hende, konen. Også dette giver mindelser om den måde, tyrkernes måde blev mødt på for 40-45 år siden; det kommer helt sikkert til at betyde, at om 10-15 år har vi en hel masse syriske kvinder, der ikke taler (godt nok) dansk. Og så kan stort set alle danskere (også) blive sure over det!