Kronik

»De indsatte har lært mig, at al vold i bund og grund bygger på angst«

Mit arbejde med de indsatte i fængslerne har lært mig meget om livet og om mennesker. Jeg er også blevet mere tryg
Dagens kronikør har lært meget ved at arbejde blandt de indsatte på landets fængsler. For eksempel at mennesker nogle gange foretrækker en negativ identitet frem for ingen identitet.

Dagens kronikør har lært meget ved at arbejde blandt de indsatte på landets fængsler. For eksempel at mennesker nogle gange foretrækker en negativ identitet frem for ingen identitet.

Lars Laursen

19. juli 2018

Hvem kan lære mig mest om betydningen af adgang til vand? Den, der har undværet – eller den, der har haft adgang til vand?

I de seneste år er det uden tvivl, de klienter og elever jeg har undervist i billedkunst i de danske fængsler, der har lært mig, at den der har undværet, kan lære mig lige så meget, som den der har haft.

De ligner mig og mange andre så meget: Utilpassede, ensomme, vrede, angste, sorgfulde, stædige, misbrugende, misbrugte, misforståede, glemte eller psykisk syge. Samtidig er de ærlige, intelligente, nysgerrige, skamfulde, tålmodige, respektfulde, taknemmelige, tillidsfulde, hjælpsomme, humoristiske og talentfulde.

Det umenneskelige er menneskeligt

De har lært mig, at det er menneskeligt at begå fejl, og at det er menneskeligt at begå umenneskelige handlinger. De har lært mig, at alle lever med risikoen for at begå fejl og umenneskelige handlinger. De har lært mig, at dette er et grundvilkår, som ingen kan undslå sig.

De har mindet mig om, at vi hver dag lever i bevidstheden om, at det umenneskelige præger vores verden med krig, undertrykkelse og magtmisbrug. Både før og nu. Det kan være inde hos naboen, på vores institutioner, på vores arbejdspladser eller på gaden. Eller længere væk i flygtningelejre, i militærlejre eller i slumkvarterer.

De har lært mig, at al vold i bund og grund bygger på angst. At det umenneskelige er menneskeligt. Og at et menneske er et menneske uanset hvad.

Nogle elever har lært mig, at den voldelige handling langtfra var et ønske om at være ond, men et forsøg på, med den eneste kendte mulige handling, at standse den utålelige situation, de befandt sig i. Som da Per ville have en undskyldning ud af Lasse, der pralede med at have rørt ved Pers’ søster, og Per i sin frustration forsøgte at udligne smerte med vold.

De har lært mig, at vold kommer af magtesløshed og den vrede, der følger med, af angst eller af tab af mening, og at vold er et forsøg på at få kontrol over magtesløsheden, angsten eller meningsløsheden.

De har lært mig, at det onde kun vokser i fraværet af det gode og meningsfulde. De har lært mig, at der er forskel på at gøre noget med vilje og at gøre noget med sin gode vilje.

For fællesskabet

De har mindet mig om, at vi mennesker er villige til at begå umenneskelige og kriminelle handlinger for at undgå at stå udenfor fællesskaber, fordi vi alle har brug for fællesskaber.

De lærte mig, at udelukkelse fra store fællesskaber skaber små lukkede fællesskaber.

De lærte mig, at mennesker nogle gange foretrækker en negativ identitet frem for ingen identitet.

Som Bo, der fortalte, at han havde fundet et godt sted at være. Han havde ingen kontakt med sin familie, men nu havde han sin bande. Et andet bandemedlem sagde til mig, at han lige så godt kunne »skyde knoppen af« sig selv som at gå i bande-exit.

De har lært mig, at alle mennesker er meget mere end de handlinger, der har sendt dem i fængsel. De fik mig til at huske på, at de er dømt for noget, de har gjort, ikke noget, de er.

Vi er alle mere end det, vi har gjort.

Skyld og skam

De har lært mig, at det er tungt at begå kriminelle handlinger. De har lært mig, at det er skamfuldt, at det hævner sig og kommer tilbage som afsavn, traumer, mareridt, angst, forfølgelse, trusler, hævn, gæld, bitterhed, skyld og fortrydelse.

Ali betroede mig, at han havde dårlig samvittighed over, at han retfærdiggjorde overfor sig selv, hvad han havde gjort. Amir berettede, at han ikke ønskede at bringe skam over sin familie.

Nogle har lært mig, at de ofte er i benægtelse overfor sig selv og andre, fordi skylden er for tung at bære.

De lærte mig, at fortrydelse opstår instinktivt. At selvmordstanker kan følge med. Og de lærte mig, at ingen kan holde til at fortryde uafbrudt, at de er nødt til at glemme og tænke på noget andet. For at kunne lære og for at kunne leve.

Som William, der fortalte:

»Jeg tænker ikke på mine børn. Det går ikke at tænke på dem«.

Nogle lærte mig, at det ofte først er senere i livet, at er vi stærke nok til at bære den tungeste skyld og skam.

De lærte mig, at vi må hjælpe især de unge med at bære.

Og de har måske også lært mig, hvorfor mindst én særlig himmelsk personlighed forsøgte at bære skylden for alle andre. Han forstod nok, at vi manglede styrken og troen på, at vi kunne bære den selv som individer. Han havde nok ret.

Meningsløs straf

De lærte mig, at straf i sig selv er meningsløs, og at den langt fra er det, der hjælper dem videre til et mere ansvarligt, konstruktivt og socialt liv.

Som Mick ironisk anførte:

»Isolation i fire måneder gjorde mig helt sikkert til et bedre menneske«.

De lærte mig, at mennesker under pres finder nogle andre, de selv kan presse.

De lærte mig, at et liv i et fængsel er et liv med angst, og at angsten følger efter dem, når de bliver løsladt.

Nogle lærte mig, at straffen ikke er det værste, men at det værste er at have begået noget umenneskeligt.

De lærte mig, at det vi gør mod andre, gør vi mod os selv. Som Ahmed, der fortalte, at han havde prøvet at tage sit liv to gange.

Stadig noget at give

De lærte mig, at ingen er fuldstændig asocial, og at den ensomme kender betydningen af venskaber.

Nogle drømmer om at blive gift, nogle drømmer om at rejse verden rundt og se, hvordan andre mennesker lever, andre drømmer om at forblive stoffri, og andre håber, at deres forældre har det godt og får et langt og lykkeligt liv.

De lærte mig, at det betaler sig at forvente det bedste af andre.

De lærte mig, at det at passe på andre også er at passe på sig selv, og at værdighed kan holde et menneske oven vande.

De lærte mig, at vi alle har noget på hjerte, og at vi alle kan mere, end vi tror, vi kan. Som Ivan, der blev forbavset over sine evner indenfor malerkunsten, fordi han aldrig havde malet før. 

De lærte mig, at det er vigtigt at drømme, og at nye erfaringer giver nye muligheder.

De lærte mig om håb, udholdenhed og kærlighed til livet, og at alt det gode, jeg tror på i andre, er sandt. Som Nikolaj, der berettede, at han gerne ville hjælpe fattige mennesker med at få det godt.

De lærte mig at mennesker, der har mistet alt, stadig har noget at give.

De lærte mig at mennesker, der har mistet andres respekt og tillid, stadig kan vise respekt og tillid.

De lærte mig, at dét også er mirakler.

Eleverne lærte mig, at det at se ind i øjnene på en fremmed er at møde nye muligheder for fællesskab på tværs af alle forskelligheder.

Jeg lærte først og fremmest, at de gode ting i livet er noget, vi er sammen om. Det er de negative ting i livet også.

Mine elever er mine læremestre, og de har gjort mig mere tryg.

De lærte mig, at det ukendte i den anden dækker over nuancer og variationer over samme tema: Vores fælles ønske og drøm om et godt liv og om at lykkes.

Tillid stærkere end frygt

Og spørgsmålet om skyld og tilgivelse? Det overlader jeg trygt til helt andre kræfter.

De erfaringer og vilkår, vi har med os, baner vejen. Mange af os udlever de ubehandlede traumer, vi er præget af og vokset op under. Som Tommy, der aldrig vidste, om han kunne gå forbi sin far uden at få klø.

Jeg har især lært, at det pres, vi er udsat for i dag, har betydning for, om de mønstre af vold og dysfunktioner, vi har med os, bliver de mønstre, vi fortsat bruger.

Eller om nye fællesskaber, muligheder og vilkår tillader, at vi danner nye erfaringer og løsninger og finder skjulte evner og drømme frem, som for eksempel ønsket om at være en bedre far.

Ingen, jeg har mødt, ønsker sig et dårligt liv. Og selv om jeg tvivler ind imellem, så lander jeg på, at tilliden og nysgerrigheden i os er stærkere end frygten. Især når vi deler den med hinanden – uanset hvilken side af en hvilken som helst mur, vi befinder os på.

Dorte Staffen Andersen er underviser, konsulent og frivillig

En ung mand aftjener sin samfundstjeneste på Demenscentret Bryggergården ved blandt andet at skrælle kartofler i køkkenet
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Knud Anker Iversen
  • David Zennaro
  • Marianne Stockmarr
  • Arne Thomsen
  • ulla enevoldsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
Knud Anker Iversen, David Zennaro, Marianne Stockmarr, Arne Thomsen, ulla enevoldsen, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Thomsen

"Forbrydelser skal straffes" - hævn over synderne - det er jo en almindelig holdning - men denne kronik viser klart, at indsigt i kriminelle menneskers skæbner kan føre os til noget helt andet end den stupide hævntørst, der præger vort nuværende samfund.
Og indsigten:
"De ligner mig og mange andre så meget: Utilpassede, ensomme, vrede, angste, sorgfulde, stædige, misbrugende, misbrugte, misforståede, glemte eller psykisk syge. Samtidig er de ærlige, intelligente, nysgerrige, skamfulde, tålmodige, respektfulde, taknemmelige, tillidsfulde, hjælpsomme, humoristiske og talentfulde."
og
"De har lært mig, at det er menneskeligt at begå fejl, og at det er menneskeligt at begå umenneskelige handlinger. De har lært mig, at alle lever med risikoen for at begå fejl og umenneskelige handlinger. De har lært mig, at dette er et grundvilkår, som ingen kan undslå sig."

Måtte denne kronik hjælpe os til mere indsigt - og mere medmenneskelighed ; - )

Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Jan Weber Fritsbøger og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

rigtig god artikel, og for mig illustrerer den hvorfor krig er mulig, men også hvorfor krig godt kan afskaffes helt, det er egentlig så simpelt, vi kalder vores militær for et forsvar, men vi oplever "de andres" militær som en trussel, vi kalder investeringer i militær for "sikkerhedspolitik" men vi bliver bange for de andres hensigter hvis de investerer i mere militær, så opruster de jo !
og så bliver det jo sådan set enkelt at forhindre krige, for hvis vi afruster ophører truslen og dermed mistilliden, så det er bare med at komme i gang nedlæg alt militær i dag og vi har fred i verden i morgen, men men men, det vil politikerne ikke, de er magthavere, og magthavere er helt sikre på at magtmidler er nødvendige, eller ligefrem gode, så derfor skal initiativet komme nedefra vi må insistere og blive ved med at insistere, og lige nu er det rette tidspunkt, for ellers tager oprustningens logik over og den åbne konflikt vil komme før eller senere, og det er jo slet ikke det vi vil !

faktisk er militær, brug af militær, produktion og salg af militære våben alt sammen forbrydelser imod menneskeheden, hvis juraen siger noget andet er juraen mangelfuld og skal ændres, lovlige forbrydelser skal afskaffes.
"fred i vor tid" er stadig en rigtig god ide selvom det aldrig blev til noget.