Læserbrev

Kære kunde, pak dine fordomme væk

Der kommer et generationsskifte på arbejdsmarkedet, og der kommer til at være flere, der ikke ligner hr. og fru Jensen. Derfor bliver vi nødt til at acceptere hinanden, som vi har valgt, at vores egen krop skal se ud. Og ikke hvordan andre synes, den skal se ud
Debat
30. juli 2018

I min hverdag som ung med piercinger og store huller i ørerne – også kendt som ’stretch’ – bliver jeg ofte mødt med fordomme.

Da jeg begyndte på handelsgymnasiet, blev jeg chokeret over, hvor fordomsfulde de unge var. Dem, som jeg skulle tilbringe de næste tre år af mit liv med.

De første to uger turde min nye klasse ikke snakke med mig, og der blev råbt ting som »freak« efter mig på gangene rundt om på skolen.

Den situation, som jeg nu stod i på grund af mit udseende, var i kæmpe kontrast til mit foregående efterskoleår. Her var jeg omgivet af folk som mig med store huller i ørerne og tatoveringer. Her følte jeg mig accepteret og følte, at jeg passede ind.

Da jeg valgte at få stretch, fik jeg med det samme at vide af mine forældre og familie, at jeg ikke skulle regne med andet end lagerjob, hvor jeg var gemt væk fra kundekontakt. For ingen ville tage mig seriøst.

Mit første fritidsjob var et lagerjob, som mine forældre havde opfordret mig til at søge. Jeg arbejdede på lageret i to år, før jeg tog chancen og søgte job i en tøjbutik.

Til jobsamtalen fik jeg at vide, at butikken ledte efter folk som mig. Det kom som et chok, at en butik med kundekontakt gerne ville have en som mig ansat.

Jeg var ikke kun glad for at være blevet ansat, men også for at have brudt med fordommen om, at os med piercinger bliver gemt væk på et lager hele vores arbejdsliv.

Glæden var dog kortvarig, da det hurtigt gik op for mig, hvor stor en skepsis jeg blev og stadigvæk bliver mødt med. Det kan tydeligt mærkes, og det føles ubehageligt, når jeg som person bliver dømt på baggrund af mit udseende.

Jeg oplever ofte, at kunderne giver mig elevatorblikket, ryster stille på hovedet og derefter går hen til min kollega og spørger vedkommende om hjælp til trods for, at de har travlt. De kunne i stedet pakke fordommene væk og spørge mig.

Jeg føler mig fravalgt på trods af, at jeg er præcis som mine kolleger.

Problemet bunder i, at de ældre generationer har bragt fordomme med fra deres ungdom, hvor eksempelvis tatoveringer ikke var så almindelige, som de er nu.

Der kommer et generationsskifte på arbejdsmarkedet, og der kommer til at være flere, der ikke ligner hr. og fru Jensen. Derfor bliver vi nødt til at acceptere hinanden, som vi har valgt, at vores egen krop skal se ud. Og ikke hvordan andre synes, den skal se ud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Danny Hedegaard

Jeg har absolut ingen forståelse for dit synspunkt!

Ingen kan gøre for at de ser ud som de er født, og alle har krav på accept, uanset hvor norm afvigende du måtte syne, af årsager som du ingen indflydelse har på, og som du derfor ikke har nogen mulighed for at ændre på.

Men der er gode grunde til at der er love, der forbyder at tatovere mennesker i ansigtet, og som sætter grænser for hvor afvigende vi kan tillade os, såvel at se ud, som at opføre os.

Det er en del af enhver borgers kontrakt med velfærdssamfundet, at du når du får en gratis uddannelse, og vi i øvrigt har et sikkerhedsnet, hvor udhulet det efterhånden måtte være, men så dog i princippet et sikkerhedsnet.
Der sikrer dig et forsørgelses grundlag, hvis du absolut ingen anden mulighed har, end at leve på en overførselsindkomst.

Så gør du selv alt hvad du kan, for at udnytte dine evner til at skaffe dig et arbejde, hvor du forsørger dig selv ved egen indsats, og iøvrigt efter evne betaler skat til fællesskabet.

En del af denne forpligtelse består i at tilpasse sig normer og forventninger, såvel i almindelighed på arbejdsmarkedet, som i de specifikke virksomheder hvor du i udgangspunktet har mulighed for at søge beskæftigelse.

Jeg tilpasser selv mig hver eneste dag på mit arbejde, og i øvrigt, og kan ikke forstille mig det anderledes, hvis ellers vi skal kunne fungere sammen i det daglige, på trods af så forskellige vi alle er.

Om det var på din uddannelse, eller i forhold til alle de arbejdsgivere du måtte have søgt hos, men hvor du i mine øjne fuldt forståeligt fik afslag/mødte afvisning, så har du bevidst fravalgt alt tilpasse dig nogle helt selvfølgelige forventninger fra dine omgivelser til dig.

I mine øjne er det ynkeligt af dig at beklage dig herover.

Se at blive voksen, og erkend at ingen af os lever isoleret i en klokke, uden at vi er nødt til, i et eller andet omfang at tilpasse os andres forventninger til os, for at vi kan begå os, vi kan klare og forsørge os selv, samt helst også bidrage til samfundet, når vi er så heldige at vi kan yde uden at vi behøver at nyde.

Velfærdssamfundet er til for at vi yder når vi kan, for at vi kan nyde når vi har behov.

Tilsyneladende har du intet forstået heraf.

Hvad har du mon kostet samfundet, mens du afslag på afslag ventede på den arbejdsgiver, der trods alt valgte at ansætte dig, og hvad har du mon kostet denne arbejdsgiver i tabt omsætning.

Det vil glæde mig hvis du er der endnu, og hvis du blev en gevinst for butikken, men personligt ville jeg selv fravælge at blive betjent af dig, og havde dine kolleger ikke tid, ville jeg finde en anden forretning at handle i.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Karsten Aaen, Hans Larsen, Tino Rozzo, Egon Stich, Verner Nielsen og Per Harry Hansen anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

Jeg har en episode fra mit eget liv, som gjorde stort indtryk på mig. Jeg skulle foretage en stor flytning og derfor rydde op i mine ejendele, og jeg fandt en mappe med stile, jeg havde skrevet i gymnasieårene. Ved læsning blev jeg virkelig overrasket, nej, det kan jeg da umuligt have skrevet og ment, men så fandt jeg fotografier af mig selv fra dengang, og, nå ja, så gav det pludselig lidt mere mening. Man forandrer sig, man udvikler sig, man modnes og så videre livet igennem. Man skifter også stil undervejs, frisuren, tøjet og fremtoningen følger med. Men hvis man lader sig tatovere, svarer det jo til, at man tager en T-shirt på, som man skal gå med resten af livet. Nogle piercingers efterladenskaber gror til igen, men hvad med dine ører? Så har du tænkt over, at nogle af de valg, du har truffet, vil følge dig resten af dit liv og besværliggøre dine muligheder for forandring og udvikling? Naturligvis reagerer vi på hinandens fremtoning, soldater og betjente i uniformer, sundhedspersonale i hygiejniske outfits, skuespillere i kostymer. Men de kan alle sammen tages af igen. Hvordan ville du have det, hvis din tandlæge have iført sig et stort væskende teatersår på kinden og et hugtandsgebis? Du er altså nødt til at skelne mellem fordomme og hensigter, for hvis de to forveksles, fungerer kommunikationen ikke, og man får svært ved at begå sig i sociale situationer. Hvad er da hensigten med din fremtoning? Hvad er det du gerne vil signalere? Din fremstilling er meget ensidig og tager kun udgangspunkt i dig selv og synes blottet for hensyn til dine kunder og medmennesker, så i virkeligheden er du nok den med flest fordomme, for du synes, at det kun er os, der skal acceptere dig, og ikke dig, der skal accepterer os.

Karsten Aaen, Herdis Weins, Espen Bøgh, Egon Stich, Verner Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Du skriver, at du ikke ønsker at blive dømt på dit udseende, men det er jo netop det, du ønsker - du vil bare gerne have en positiv dom. Det får du, så længe du bevæger dig blandt ligesindede, men i det øjeblik, du træder ud af ekkokammeret, må du være forberedt på at møde andre holdninger - og andre domme. Jeg synes bestemt ikke, det er acceptabelt at råbe "freak" eller lignende efter folk, men lige så vel som du kunne forvente en positiv reaktion blandt dine efterskolevenner, kan du forvente en negativ i andre kredse. Man får altid en reaktion, på de signaler, man vælger at sende.

Karsten Aaen, Herdis Weins, Steffen Gliese, Espen Bøgh, Verner Nielsen, Jens Winther, Henning Kjær og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Du har truffet et valg om, hvordan dine ører skal se ud.
Ethvert til-valg medfører et stort antal fra-valg af andre muligheder. Eller med andre ord: Når du vælger at modificere dit udseende permanent, skl du leve med dit valg, som du (guhjælpemig) oven i købet har betalt penge for. Andre menneskers reaktioner er en del af dit tilvalg og det er lige præcis årsagen til, at det ikke skal være muligt at betale sig til krops-modifikationer før det fyldte 21. år, når man er parat til at overskue konsekvenserne af sine valg.

Heldigvis er det muligt at få reduceret sine strækmærker i ørerne, hvis du på et tidspukt ønsker at træffe andre valg.

Flemming Berger, Karsten Aaen, Herdis Weins, Verner Nielsen, Danny Hedegaard og Jens Winther anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

@ Luna

Du skal ikke gå så højt op i hvad du tror, andre mennesker
synes om dit udseende.
Det ødelægger din selvtillid. Du skal være dig selv.

Lillian Larsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Per Harry Hansen anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Hold da op, hvor lyder I gamle. Det er en del af livet at ville markere sig som ung, og nogle unge gør det ved at modificere deres krop. Lev med det, og ja, nogle fortryder, og så må de så finde ud af, hvad de vil gøre ved det. Mens andre finder nicher i samfundet, hvor de kan udvikle sig selv og deres særpræg.

Så tillykke til Luna for at have modet til at udtrykke sig selv og kræve retten til det.

Lillian Larsen, Anders Storm Løkke, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg ER gammel, Zennaro. Jeg er så gammel, at jeg kan huske, da man fik overføringsbilleder i tyggegummipakkerne, så man kunne teste tatoveringstrangen på en ikkepermanent måde. Og jeg er endda så gammel, indtørret og restriktiv, at jeg mener, at der skal være en skæringsdato for kropsmodificering på det. 21. år, medmindre det er yderst og meget vigtigt. Ørestrækning er ikke yderst vigtigt.

Jan Damskier, Karsten Aaen, Hans Larsen, Herdis Weins, Egon Stich og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Beklager Luna,

Piercing og tatovering er bare so last year.
Nu er det nyeste sort 'the natural touch', og det koster kassen, hvis man som du har ladet sig pierce, stretche og tatovere fra isse til tå i den glade tro, at det var en trend, der var kommet for at blive ... ;o(

Flemming Berger, Herdis Weins og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Lise Lotte Rahbek, det er jeg også. Men jeg ved også, at alle unge mennesker har brug for at markere sig på en eller anden måde. Så kan man lide den eller lade være, men vi bør give plads til det.

David Zennaro

Man kan i øvrigt stadig få ikke-permanente tatoveringer. Men vist ikke i slikpakker mere.

Selvfølgelig er det de andre der har fordommene, - og ikke dig selv!

Jeg husker tydeligt hvordan ungdommen engang skulle gå med kasketskyggen i nakken, og hvordan de udtrykte dem selv med deres personlighed, - at de så lignede "alle de andre med samme hang til at udtrykke deres personlighed" på helt samme måde så de ikke som et problem, for de troede de var ene om denne, deres personlighed!

Tidligt i mit erhvervs liv fik jeg den - kald det irettesættelse af en ældre kollega, "at jeg skulle lade være med at prøve at være noget andet end det jeg var, for det lettest at være sig selv uden at være påtaget", - og det råd fulgte jeg og har oplevet hvor meget lettere det var at være mig selv.

- Det er ikke det ydre der går en person eller personlighed, - men derimod det indre!

Lise Lotte Rahbek

Zennaro
Fair. Ungdommen må og skal markere sig og prøve forskellige vinkler af med sig selv og hinanden indbyrdes. Intet nyt under solen dér.
Det er måden altså, at der signaleres i permanente streger på, jeg er modstander af. Som det formuleres ovenfor, så vil de fleste nok betakke sig for at gå rundt i den samme tshirt hele livet, og det er det, vi godt må minde hinanden om.
Og så er jeg tilhænger af at når man som menneske signalerer og markerer et kulturelt tilhørsforhold, så har omverdenen lige så meget ret til at signalere holdninger til eens valg af signaler. Ellers giver der jo slet ingen mening at markere sig.

Steffen Gliese

Alle disse ting er ubestandige og forandrer sig - hvad der i en epoke er helt almindeligt udbredt, er i en anden epoke eller et andet samfund nærmest kvalmefremkaldende. Men det er jo også en personlig reaktion.
Jeg bryder mig ikke selv om hverken den ene eller den anden slags kropsudsmykning, og jeg kan nærmest opleve et ubehag på min egen krop, når jeg ser det på andre. Det er i langt højere grad det end en æstetisk bedømmelse, jeg føler mig påført. Men som med alt andet er det jo også sådan, at når man taler med folk og opdager, at de iøvrigt ikke er specielt afvigende, så modificerer man sit syn. Alt er tilvænning.

Herdis Weins

Personligt får jeg nærmest kvalme ved synet af piercinger, og at man vælger store, synlige tatoveringer signalerer til mig, at man ikke tænker ret meget længere end her og nu. Og jeg synes, tatoveringer er grimme - alle som en, også de sjove.
Så Luna - hvis jeg møder dig i en butik, så vil jeg som udgangspunkt møde dig med tvivl og hvis der er flere ekspedienter at vælge imellem, så bliver det ikke dig, jeg vælger. Ganske enkelt fordi dit udseende vil virke inderligt forstyrende (og grimt)på mig.
Men du vil ikke kunne mærke det på min opførsel over for dig.

Karsten Aaen, Hans Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Fordomme eller ej. Jeg har altid betragtet tatoveringer og synlige piercinger, ja selv at gå højt op i at være solbrændt, som et udtryk for at gå mere op i det yder end det indre.
Jeg har ingen problemer med at andre gør det. Men de gør det vel ikke for at andre ikke skal se det.