Kronik

Kapitalisterne behøver ikke frygte hæren af kaospiloter og storbymennesker

Venstrefløjens fokus på identitetspolitiske spørgsmål er i perfekt symbiose med kapitalismen. Hvad blev der af kampen mod, at magt og rigdom koncentreres hos nogle få?
»Det er efterhånden, som om der hver femte år flytter en nomadehær af politisk hjemløse med hang til dyr kaffe, kønsneutrale pas og klokkefrøer fra det ene politiske parti og videre til det næste,« skriver dagens kronikør

»Det er efterhånden, som om der hver femte år flytter en nomadehær af politisk hjemløse med hang til dyr kaffe, kønsneutrale pas og klokkefrøer fra det ene politiske parti og videre til det næste,« skriver dagens kronikør

Peter Hove Olesen

14. juli 2018

Venstrefløjen har haft to store slag på fællederne. I det første af slagene, i 1872 på Nørre Fælled, fik vi den første og eneste konfrontation mellem de danske myndigheder og landets socialister. Det endte som bekendt med, at oprøret blev korporligt banket ned, men grunden blev til gengæld lagt for en demokratisk socialisme, der efterhånden fusionerede med den politiske konsensus omkring en velfærdsstat og en endelig fredsslutning med kapitalismen.

Det andet slag var vi vidner til sidste år på Amager Fælled, og det kulminerede i konflikten mellem klokkefrøer og nye boliger. En konflikt, der ikke bandt en venstrefløj sammen, men i stedet splittede den. På den ene side var socialdemokraterne og de partier, der i løbet af de sidste 20 år har forsøgt at efterligne socialdemokraterne. De ønskede sig flere boliger til københavnerne i en by, der bliver dyrere og trangere.

På den anden side stod en anden venstrefløj og ønskede respekt for biodiversitet, og med alt fra digtere til tv-kokke fik man til sidst presset sin vilje igennem, hvorefter arealet for fremtiden kan benyttes til gåture og grøn samvittighed.

Som borgerlig iagttager er det interessant at se venstrefløjen i splid med sig selv på denne måde. Jeg er med på, at boligprojektet også havde borgerlig opbakning, men på programmet var blandt andet billigere almene boligbyggerier for den jævne københavner. Et forsøg på at give en gruppe mennesker det løft, som markedet ikke skaber af sig selv.

Over for det stod en anden del af venstrefløjen. Dem man typisk hører i spørgsmål om identitet, køn, ligestilling og naturfredning. Det var i samme periode, at Alternativets kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld, beskrev sin perfekte lørdag i Børsen Pleasure(!) – som en dag bestående af pandekager lavet fra bunden på økologisk mel fra Hjørring og kaffe fra Coffee Collective brygget på japansk kaffeudstyr, mens der blev lyttet til P8 Jazz.

En opdatering på livet i den identitetspolitiske del af venstrefløjen, der dårligt kan udstille forskellen bedre, og som derfor også blev grinagtiggjort vidt og bredt.

Kapitalisterne kan sove roligt

Jeg må sige, at jeg savner den gamle venstrefløj mest og er forundret over, at denne anden og vanartede version af venstrefløjen har fået så meget vind i sejlene.

Det er efterhånden som om, at der hvert femte år flytter en nomadehær af politisk hjemløse med hang til dyr kaffe, kønsneutrale pas og klokkefrøer fra det ene politiske parti og videre til det næste, båret på en slagsordsbølge af tolerance, bæredygtighed og kreativitet og med et uldent ønske om forandring.

Jeg var selv i Det Radikale Venstre, da denne græshoppehær af kaospiloter og storbymennesker invaderede partiet i 00’erne. Senere gnavede de sig vej ind gennem SF og gik ombord i Enhedslisten, inden de fandt sammen under Å’et hos Alternativet. Med Enhedslisten som undtagelse har partierne dårligt overlevet mødet med denne invasive art, der flygter igen så snart pragmatisme og politisk nødvendighed tvinger dem fra deres midlertidige bolig, og de bliver bedt om at være mere konkrete.

Som adskillige af venstrefløjens bedste hjerner allerede har gjort opmærksom på, lever denne del af den kulturelle venstrefløj i virkeligheden i perfekt symbiose med den kapitalistiske dominans.

Man dyrker autenticitet og modkultur, der for længst er blevet et kommercialiseret produkt, og man taler om at ændre talemåder, ord og diskurser. Helt i overensstemmelse med en verden defineret af reklamesprog og en overdreven tro på, at alt er et spørgsmål om kommunikation. Ændrer vi blot symbolerne og måden vi taler om tingene på, så ændrer vi også virkeligheden.

Kapitalisterne kan sove roligt om natten, så længe de ved, at deres såkaldte modstandere mest er optaget af at formulere sig anderledes.

Ligeledes kan man vide sig sikker på, at den identitetspolitiske kamp for transkønnede, transeksuelle, genderqueers, interkønnede, ekskvinder, translesbiske, mtf’ere, pankønnede, graysexuals, autoseksuelle, ciskønnede og bikønnede kan skabe grobund for en galopperende individualisme med tilhørende skræddersyet forbrug, der gør, at ingen rigtig heller kan få tid til at samle sig til et oprør, så længe de er enige om at være så forskellige.

Informationsklassen dominerer

Imens kan græshoppehæren indtage nye stillinger, som ingen hidtil har hørt om. Jeg har endnu til gode at møde folk, der stemmer på Alternativet og som ikke er beskæftiget med kommunikation, HR, konsulentopgaver, iværksætteri, journalistik, artdirection, rådgivning, brand managing, coaching eller projektledelse. De er ikke arbejderklassens repræsentanter, men som oftest dem, der har erstattet det reelle arbejde med mere luftige arbejdsopgaver, administration og ledelse.

Den amerikanske antropolog og aktivist David Graeber udkom i sidste måned med bogen Bullshit Jobs, og jeg har selv sammen med filosoffen Anders Fogh Jensen udgivet en bog om Pseudoarbejde for et par måneder siden. Både Graeber og vi ser på, hvordan en reel arbejdende klasse er blevet effektiviseret ud i arbejdsløshed eller dobbelt hastighed, samtidig med, at en administrativ overklasse har fået bedre muligheder for at udvide sit eget område, beskytte egne stillinger, tage til ledelsesseminarer og måle hinanden på resultater, der ofte bare kræver god argumentation.

Som Kaare Dybvad (S) beskriver det i sin bog De Lærdes Tyranni, har en ny klasse af akademikere og kreative bygget gigantiske kommunikationsafdelinger og HR-funktioner op, alt imens driften er blevet beskåret.

Graeber beskriver det i sin bog som en ny art feudalisme, hvor en række meningsløse bullshitjob og hele sektorer af luft og ligegyldighed gradvist optager en større og større del af lønsummen, mens ’informationsklassen’ aggressivt beskytter sine egne privilegier ved at sløre, hvad den reelt foretager sig.

Graeber skriver også, at det bliver vanskeligt for sygeplejersker, pædagoger, buschauffører og andre med reelt arbejde i forreste linje at gøre oprør og kræve bedre vilkår, når de opdager, at den venstrefløj, der burde gå i brechen for dem, nu også er blevet partierne for deres administratorer og mellemledere.

Og Graeber kan meget vel have ret, for ifølge en overraskende undersøgelse af Thomas Piketty ser vi i disse år de klassiske arbejdervælgere og velfærdsstatens frontmedarbejdere overgå til højrefløjen, hvor de instrueres i, at indvandringen i virkeligheden er det største problem.

Ude på et sidespor

Jeg må sige, at jeg savner en venstrefløj, der tør udfordre systemet mere, end den gør i dag. Jeg savner en venstrefløj, der tør fortælle vælgerne, at de burde stå med høtyvene foran Danske Bank og ikke foran flygtningelejren.

Som liberal har jeg ingen interesse i, at magt og rigdom koncentreres hos nogle få. Vi har bekæmpet adlen én gang i historien, og kan meget vel stå i den situation at vi skal gøre det igen.

Samtidig forstår jeg heller ikke, at man har allieret sig ukritisk med en stadig stærkere og større stat og omsat effektiviseringerne, der kunne give os mere frihed og fritid, til sjæleknusende bureaukrati, administration og pseudoarbejde.

Men jeg tror, jeg ved, hvad der er gået galt. Venstrefløjen har ikke formået at tage den komplekse kamp  med et moderne kapitalistisk system, som kun et fåtal af os længere forstår. I stedet har man taget de lette og identitetsmæssigt appellerende kampe for minoriteter og fabuleret videre om, at politik bliver bedre, hvis bare vi taler pænere til hinanden.

Måske skal man ligefrem blive revolutionær igen. Jeg ved det ikke, for det er ikke mit politiske udgangspunkt. Det er ikke i min interesse. Men jeg undres fra sidelinjen over, hvorfor man er på vej ud på et sidespor, når man kunne sætte ambitionen betydeligt højere og tænke tilbage på, hvad man drømte om engang.

Dennis Nørmark er antropolog og forfatter.

Serie

Venstrefløjen: Kollaps eller genfødsel?

Den gamle venstrefløj er under nedsmeltning i Europa. Står den til at redde? Skal den reddes? Hvad er dens vigtigste opgave? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Venstrefløjen genoplives nedefra

    7. august 2018
    Venstrefløjen blomstrer i flere europæiske lande. De sociale bevægelser, der opstod som en reaktion på finanskrisen og nedskæringspolitikken, har skabt ny tro på et andet og mere solidarisk samfund
  • Pernille Skipper: Den europæiske venstrefløj er på vej ind i en ny storhedstid

    4. august 2018
    Over hele Europa formår venstrefløjen at samle store dele af befolkningerne bag krav om forandring, lighed og opgør med eliten. Man vil se tilbage på vores generation som den, der lagde stenene til radikal, progressiv og solidarisk forandring af Danmark og Europa
  • Venstrefløjen skal tilbage til sin revolutionære kerne

    31. juli 2018
    Det er ikke så mærkeligt, at socialdemokratiske og venstreorienterede partier er i krise overalt i Europa. Alt for længe har venstrefløjen nemlig ikke gjort andet end at forsøge at redde stumperne af en romantiseret og renskuret idé om 1960’ernes socialdemokratiske velfærdsstat
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Leo Nygaard
  • Morten Østergaard
  • Søren Lystlund
  • Anders Hede
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • odd bjertnes
  • Ole Frank
  • Henrik Günther
  • Nike Forsander Lorentsen
  • Henrik Strøm
  • Steffen Gliese
  • Jakob Silberbrandt
  • Jørn Stjerneklar
  • Ervin Lazar
  • Anders Reinholdt
  • Bjørn Pedersen
  • Torben Skov
  • Brian W. Andersen
  • ingemaje lange
  • Jørn Andersen
  • ulrik mortensen
  • Martin Lund
  • Torsten Jacobsen
  • Søren Roepstorff
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Grethe Preisler
  • Torben K L Jensen
Kurt Nielsen, Leo Nygaard, Morten Østergaard, Søren Lystlund, Anders Hede, Mikael Velschow-Rasmussen, odd bjertnes, Ole Frank, Henrik Günther, Nike Forsander Lorentsen, Henrik Strøm, Steffen Gliese, Jakob Silberbrandt, Jørn Stjerneklar, Ervin Lazar, Anders Reinholdt, Bjørn Pedersen, Torben Skov, Brian W. Andersen, ingemaje lange, Jørn Andersen, ulrik mortensen, Martin Lund, Torsten Jacobsen, Søren Roepstorff, Bjarne Bisgaard Jensen, Maria Francisca Torrezão, Grethe Preisler og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Troede ikke at jeg nogensinde skulle sige det - manden har for fanden ret - at kæmpe for en strandeng der alligevel er oversvømmet om 20 år på grund af de klimaændringer de højtråbende og skingert advarer imod. Hvis de skide frøer og sjældne urter skal have en fremtid så skal der bygges boliger på Amager - mange sociale boliger der vil være det eneste argument for diger ud mod Øresund. Ord - vel at mærke ord uden efterfølgende handlinger er et forræderi mod hele den venstrefløj jeg tilhører.

leif mortensen, Bjørn Pedersen, Torben Skov og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

Den samme historie kunne skrives med modsat fortegn, altså at den egocentriske liberalisme har bidraget til at ødelægge bæredygtige muligheder for et land og, især, en verden i balance. Derfor, Dennis Nørmark, er den fejltagelse, du, og mange andre, begår at beskrive de politiske muligheder som en kamp mellem det liberale og det sociale. Det, man kæmpede for for 100 år siden, lykkedes delvis: Et land, hvor få har for har for meget og færre for lidt. Nu har vi. iøjnefaldende, en verden, hvor meget få har vulgært meget - og får mere og mere - og katastrofalt mange har uanstændigt lidt - og får mindre og mindre. Og det sker, medens du og dine egocentriske partifæller kæmper for lavere arveafgifter og billigere dyre biler; og medens du gør dig lystig over klokkefrøer, er vi nogle der beskæmmede iagttager, såkaldt liberale ministre og folketingsmedlemmer opføre sig som ikke bevaringværdige klokkefår, der har fået deres liv serveret på et fad, som de ikke vil dele - havde deres, og dine, forfædre gjort det samme, havde I stadig rendt rundt med halm i træskoene og jord under neglene - og i hovederne. Prøv da at bruge dine omtankeevner til at anskue politik på en ny måde, som ikke indbefatter en kamp imellem det fælles og det private, men som tragter efter en balance mellem det, der har gavn af og gavner fællesskabet, og det, der har det bedst i det private regi. Og har du aldrig tænkt over, at i det øjeblik en eller anden velovervejet person, som har kunnet anskue verden i mange perspektiver, melder sig ind i et parti, ja så ensrettes og indskrænkes vedkommendes perspektiveringsevner grænsende til det stupide. Sagt på en anden måde: Du vælger ét perspektiv, og beskriver, arrogant, verden ud fra dette, og det er selve definitionen på demagogi og egocentrisme.

olivier goulin, Jes Jessen, Jan Weber Fritsbøger, Maria Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Carsten Wienholtz, Anne Lintrup, Randi Christiansen, Mogens Holme, Rune Stilling, David Breuer, Jonas Thejsen, Marie Jensen, morten rosendahl larsen, Anders Reinholdt, Torsten Jacobsen, ingemaje lange, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Du ønsker en verden i brand Dennis Nørmark. Bare rolig. Det ulmer kraftigt rundt omkring i verden, og mens du drømmer om en verden med kapitalister og socialister eksploderer miljøproblemerne faktisk lige for næsen af dig.

Jes Jessen, Carsten Wienholtz, David Breuer, Arne Albatros Olsen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

Når de ultraliberale ønsker at jeg stiller op foran Dansk Bank med en høtyv, er det da godt at jeg har gang i alt mulig andet.

Steffen Gliese

Det handler ikke om ikke at bygge billige boliger, det handler om ikke at bygge billige boliger, hvor det ødelægger uvurderlig natur. Selvfølgelig skal der bygges, men der skal bygges i forbindelse med de eksklusive byggerier på havnearealerne og andre steder, hvor man i dag har været alt for optaget af at sælge til en kunstigt opskruet markedspris for at finansiere en metro, der burde have været betalt over skatten.

Karsten Aaen, Jens Østergaard Petersen, Jan Damskier, kjeld jensen, Troels Ken Pedersen, Carsten Wienholtz, Anne Lintrup, Ole Frank, Per Torbensen, Randi Christiansen, Mogens Holme, Lillian Larsen, David Breuer, Jonas Thejsen, Arne Lund, Peter Knap, Lars Løfgren, Christina Stougaard Hansen, Jørn Andersen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Steffen - vær dog realistisk - du ved ligeså godt som jeg at EU aldrig vil tillade en statsfinansering af Metroen og den nuværende plan var den der blev godkendt af kommisionen var et selskab der skulle være et lukrativt ben for den afgående kommisær fra Venstre - Henning Christoffersen som formand.
som dig havde jeg også helst set det blev statsfinanseret som et vigtigt infrastrukturprojekt sammen med lufthavnen på Amager - forresten - hvorfor var der ingen der protesterede da den skulle have udvidet kapaciteten med større og længere landingsbaner ?

Gustav Alexander, Randi Christiansen og Rune Stilling anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Politik på vippen har det med at tippe over. Her havner skribenten på oppositionens banehalvdel. Så er det en fordel at han er flydende i venstrefløjs-sproget, og at dem der flirter med at fortælle sandheden har ikke en chance i politik. Alle forsvarer deres eget territorie, men nogle gange går de på jagt efter de andre partiers vælgere.

Venstrefløjsvælgerne ønsker en retfærdig social ændring; En rimelig indtægt til dem som er afhængige af staten, og ikke mere af samme ulighedsskabende politik, ikke mere af det samme bedrag, korruption og nedskæringer. I stedet for at præsentere læserne for forkerte fremstillinger, halve sandheder, overdrivelser og forvrængninger - så fortæl hvad de liberale vil.

Hvad ønsker Den Radikale Venstre liberale? Flere nedskæringer for de socialt udsatte (effektiviseringerne), der kan give de formuende mere frihed og fritid, men flere sanktionsmuligheder og ydmygende kontrol overfor bunden af samfundet? Læg mærke til hvor den liberale sandhed slutter, og bedragene begynder. Faktaudfordret personlighedsforstyrrelse er det rette kliniske udtryk.

Burde den liberale ikke, efter egen ideologi, bekæmpe den stadig større stat? I stedet har de dyrket en kæmpe kræftknude på velfærdssamfundet: De private aktører og de private konsulentlæger. Der er stigende mangel på læger. Hvor mange læger er taget ud af det område hvor de oprigtigt hører hjemme?

Læger ansat i beskæftigelsesindustrien med at kontrollere de socialt udsatte borgere, de arbejdsløse og dem på kontanthjælp - er deres første prioritet i virkeligheden at tjene så mange penge som muligt, er alt andet naivt? Der er opbygget en milliardindustri ved privat aktører, dette er en særlig syg form for ideologisk bedrag.

Samtidigt pumper erhvervslivet og finansvæsenet enorme summer ud til lobbyfirmaer og konsulentvirksomheder som suger demokratiet ud af landet, det er nøjeregnende politisk bedrag som undergraver demokratiet. Er strategien den at vælgerne skal blive forvirret af de misforståelser, uærlighed og ubegrundede overbevisninger, der fortælles af de modstående politiske partier?

De smarte i jakkesæt er gået fra Disruption til Desception. Fra den blå farve over til den grønne, for derefter direkte til den gule farve. Det nye buzzword i valgåret: Desception. Bedrag er blevet en fast liberal politisk overlevelsesteknik.

Jes Jessen, Troels Ken Pedersen, Jan Weber Fritsbøger, Maria Jensen, Vivi Rindom, Mikael Velschow-Rasmussen, Carsten Wienholtz, Mogens Holme, Henrik Günther, Torben K L Jensen, Thomas Jørgensen, Steffen Gliese, Per Torbensen, Randi Christiansen, Bent Gregersen, Lillian Larsen, David Breuer, Ervin Lazar, Peter Knap, Eva Schwanenflügel, John S. Hansen, Lars Løfgren, Henrik Peter Bentzen, Flemming Berger, Ebbe Overbye og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Det er en lidt special oplevelse at skulle høre sandheden fra en borgerlig debattør, for langt overvejende har han ret. På mange måder er det også sørgeligt at opleve historien gentage sig, stort set, for historien gentager jo aldrig helt sig selv.

I slutningen af 1960erne var det venstreorienterede oprør i høj grad et kulturelt oprør, og der er mange lighedspunkter til det, som i kronikken betegnes som "den kulturelle venstrefløj". Som mange fandt ud af i begyndelse af 1970erne, og det var en væsentlig årsag til den politiske radikalisering, fungerede "den kulturelle venstrefløj" i perfekt symbiose med den kapitalistiske dominans". Bl.a. derfor rettedes opmærksomheden nu mod Karl Marx forklaringer på det kapitalistiske samfunds måde at fungere på.

Herbert Marcuse talte om repressiv tolerance, hvor "oprør" er velkomment, så længere det ikke grundlæggende søger at ændre på samfundets institutioner, og hvor nye kulturelle tendenser indgår som en del af markedsøkonomien.

I slutningen af 1960erne var oprøret også styret af principper om "autenticitet og modkultur", og dengang som nu kan "den kulturelle venstrefløj" karakteriseres som en ny - romantisk bevægelse.

Det er rigtigt, at det er længe siden, at venstrefløjen har formået at tage den komplekse kamp mod et moderne kapitalistisk system. Det giver sig i dag i en dansk kontekst bl.a. udslag i meget få forsøg på at forstå og forklare det moderne kapitalistiske system på akademisk niveau, for at formulere veje til, hvordan man kommer ud af den fastlåste situation.

Til gengæld er der på akademisk niveau stor aktivitet for forstå og forklare forskellige identitetspolitiske positioner og for at formulere ny - romantiske teorier om nye måder at forholde sig til naturen og dermed sig selv på, for at udgå klimakatastrofen. Som om klimakatastrofen ikke også i høj grad har noget at gøre med kapitalistiske samfundssystemer.

olivier goulin, Finn Bendixen, Erik Fleischer, Klavs Hansen, Gustav Alexander, Steffen Gliese, Per Torbensen, gert birnbacher, John S. Hansen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Kapitalismen er kapitalismens værste fjende, kapitalisme skaber klimaflygtninge og fattigdom ikke velstand.

Jan Weber Fritsbøger, Ole Frank, Per Torbensen, Randi Christiansen, Lillian Larsen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Nu har jeg i et tidligere liv haft den fornøjelse at kende Dennis Nørmark. Meget kan man sige om manden, men dum er han ikke, som han da også her demonstrerer på bedste vis. Som jeg husker ham, var han en ultra-liberal humanist - hvor utrolig en skabning det nu end måtte forekomme venstresnoede læsere - og han er tilsyneladende modnet på fornuftig vis med årene. Således er han nu tilsyneladende blot liberal humanist, og den slags bæster skal man i og for sig være taknemmelig for, ligesom en vis medlidenhed er på sin plads: Der er ikke noget komfortabelt politisk rum for sådanne 'misfits', hvilket Nørmarks tekst i og for sig også er et udtryk for. Fornemmer man et lille skrig om hjælp?

Det er i hvert fald interessant at bemærke sig, at status quo-kapitalismen som bærende samfundsprincip nu også gennemskues som værende en potemkinkulisse i de mere opvakte dele af den liberale intelligentsia. Måske et snarligt opbrud alligevel ikke er helt utænkeligt? Det afhænger af så meget. Men om det afhænger af 'venstrefløjen' - som Nørmark synes at formode, kan man vel diskutere?

Måske er det snarere de liberale humanister, som må se at komme på banen? Som må indse, at deres projekt er om ikke slået fejl, så i hvert fald dybt korrumperet - måske hinsides enhver redning?

Hvis den 'progressive venstrefløj' vitterligt ikke længere er opgaven voksen - Nørmarks konklusion, som jeg tilslutter mig - så kan man vel som liberal humanist ikke blot læne sig tilbage med et veltilfreds suk? Deroppe i Kapitalpensionens og friværdiens himmelhvælv? Når lortet falder sammen, så falder vi alle sammen...sammen...Måske det var på tide, at 'højrefløjen' trak i arbejdstøjet?

Jan August, Maria Jensen, Henrik Günther, Steffen Gliese, Per Torbensen, Randi Christiansen, David Breuer, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Bjørn Pedersen, Torben K L Jensen, Flemming Berger, Katrine Damm og Peder Bahne anbefalede denne kommentar

Hvis vi for et kort øjeblik dropper ismerne for at diskutere størrelsen af de enheder, vi mennesker organiserer os i ( Par, familier, kvarterer eller landsbyer, kommuner og stat ), mener jeg det overordnet er optimalt for menneskelig udfoldelse og personlig og fælles succes med et rigt, demokratisk og meningsfuldt liv. Amter var måske smartere end regioner til de større opgaver som miljø, sundhed og pleje. Hvad ved jeg, men EU, som vi ser det i dag, kortslutter vores enheder på tværs og modarbejder demokratiet i alle underliggende organisationer af borgere. Derfor er vi låst nu i en status quo af handlingslammelse, fordi vi ikke har mulighed for at melde ind med hver vores forslag til at komme videre og gøre morgendagen bedre. Vi vil så gerne, men sådan spiller klaveret bare ikke. Vores lovkompleks er nu så stort, at alt har alt for lange udsigter. Styrken i vores tidligere europæiske samarbejde var netop diversitet og de gode eksempler. Hvad skal der til, for at komme frem til det, igen ? Jeg har svært ved at se mig som borger på venstrefløjen, generelt, men dette kunne være en selfie af mig i mit arbejdsoutfit.

Maria Jensen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Det er vist rigtig lang tid siden at Socialdemokratiet kunne opfattes som et ventrefløjs parti!

Ole Frank, Jan Weber Fritsbøger, Carsten Wienholtz, Per Torbensen, Arne Lund, Eva Schwanenflügel og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Jørgen Christian Wind Nielsen

Kampen for at bevare biodiversiteten er lige så vigtig som kampen for miljøet. Det er to sider af samme sag. Det er hverken identitetspolitik eller en individualiseret tilpasning til kapitalismen. Kapitalismen gør systematisk indhug i antallet af arter her på jorden. Kampen for at bevare biodiversiteten sætter rammer og begrænsninger for kapitalismen. Det er ikke bare nogle klokkefrøer på Amager Fælled. Det er heller ikke bare nogle elefanter i Botswana eller nogle flodheste i Uganda. Den tid er for længst overskredet. Kampen for biodiversiteten foregår alle steder hele tiden. Hvis det er en kamp, der kan forene højre og venstre, socialister og liberalister, så meget desto bedre. Naturligvis skal der bygges boliger, så folk, der ikke
har så mange penge, også kan bo i og omkring København. Bare ikke lige oven i klokkefrøerne.

Karsten Aaen, Troels Ken Pedersen, Ole Frank, Mogens Holme, Jørn Vilvig, Steffen Gliese, Randi Christiansen, Lillian Larsen, Jonas Thejsen, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Katrine Damm og Lars Løfgren anbefalede denne kommentar
John S. Hansen

Hmm.....tror at jeg går ud i garagen nu, og giver min høtyv lidt rustbeskyttelse.....

Egon Stich, Erik Fleischer, Carsten Wienholtz og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

”The longer they talk about identity politics, I got ’em. I want them to talk about racism every day. If the left is focused on race and identity, and we go with economic nationalism, we can crush the Democrats.” (Steve Bannon)

”Left intellectuals, if not embracing capitalism as the best of all possible worlds, hope for a little more than a space in its interstices and look forward to only the most local and particular resistances. At the very moment when a critical understanding of the capitalist system is most urgenttly needed, large sections of the intellectual left, instead of developing, enriching and refining the required conceptual instruments, show every sign of discarding them all together. Post-marxism has given way to the cult of post-modernism, with its principles of contingency, fragmentation and heterogeneity, its hostility to any notion of totality, system, structure, process and 'grand narratives'. But if this hostility extends to the very idea of capitalism as a social system, this does not prevent these intellectual currents from treating 'the market' as if it were a universal and inevitable law of nature...” (Ellen Meiksins Wood)

Også i dette debatforum findes der neoliberale, som systematisk 'jager' venstreorienterede debatører og forsøger at udstille disse som naive og uvidende mht. hårde økonomiske facts og forståelse af økonomiske systemer. Det lykkes desværre ofte disse neoliberale debatører at nå deres mål, netop pga. venstrefløjens fokus på identtitetsspolitik og dens ikke uberettigede forargelse over indvandrerpolitik og kommunalt ansattes sparehysteri, etc. Heller ikke Enhedslisten kan svinge sig op til ret meget mere end, at bare vi beskatter de rigeste, lukker skattely og pålægger bankerne nogle få restriktioner, så bliver alt godt igen. Med Ole Bjergs ord:

”The political challenges of today are reduced to administering the current economic and monetary systems in a way that optimizes the functioning of these systems, as measured by a set of parameters already defined by the systems themselves.”

Det gælder også Enhedslistens økonomiske politik.

Mikael Velschow-Rasmussen, Erik Fleischer, Jan Weber Fritsbøger, Henrik Günther, Philip B. Johnsen, Jens Kofoed, Gustav Alexander, Randi Christiansen, Lise Lotte Rahbek, Katrine Damm, Bjørn Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Mht. David Graeber har han i sin bog ”Debt – The First 5,000 years” gjort opmærksom på, at gæld er en af de ældste menneskelige relationsformer. I Danmark er 95 procent af penge i omløb skabt af private banker som gæld. (Mod 88 procent i USA.) Efter finanskrisen var Danmark det land i EU med den største private gæld. I UK udgør den private gæld nu 140 procent af den disponible lønindkomst. I USA er det 120 procent. Men hvad disse nye udbytningsformer og 'finansialiseringen' af vores liv betyder for både samfundets struktur, den politiske diskurs og for skabelsen af subjektivitet og den omsiggribende individualisme beskæftiger stort set ikke venstrefløjen. Man ser den stigende ulighed, men ikke dens årsager. Dermed giver man højrefløjen fri mulighed for at udpege syndebukke.

Jes Jessen, Mikael Velschow-Rasmussen, Carsten Wienholtz, Philip B. Johnsen, Jens Kofoed, Randi Christiansen, Lise Lotte Rahbek, Bent Gregersen, Michael W Pedersen, Katrine Damm, Ervin Lazar og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Nørmark tager fejl - der skal være plads till både billige boliger og klokkefrøer i storbyen. Det er ikke de, der demonstrerede mod Amager-byggeriet, der skal kritiseres. Derimod er det byens politikere, der plastrer de mest attraktive grunde til med boliger - flere af dem endda unde bopælspligt - mens de med små indtægter kan bo på "bagsiden".
Men på ét punkt må jeg - nødtvunget - give Nørmark ret: Der er alt for mange på venstrefløjen, der har fortabt sig i den kønspolitiske identitetskamp, og helt har glemt, at det OGSÅ handler om klassekamp. Kloge hoveder anfører, at kampen for kønsneutrale lokummer i USA, fyldte så mege3t under valgkampen, at det var en medvirkende årsag til, at Trump vandt.
Noget lign. kan spores her til lands, og denne avis holder sig ikke tilbage mht. den kønspolitikske bogstavleg. Jeg underkender ikke, at den er væsentlig - både for samfundet og for den enkelte, for hvem det kan være forbundet med megen smerte resp. store udfordringer, at finde sig tilrette i egen krop, og opnå den ydre verdens accept af at man er den man nu engang er.
Venstrefløjen har i de senere årtier kastet sig over mærkesager, som ikke vækker genklang i befolkningen. Det gælder fx EL's årelange kamp mod prostitution. Det er bestemt en kamp der skal kæmpes, men der ser ikke ud til, at EL er nået nogen vegne med alle de kræfter, der er sat ind på sagen. Og nogen folkelig appel har den ikke. Hvis man endelig vil bekæmpe prostitutionen, så er det handlen med udenlandske kvinder man skulle sætte ind overfor - og den kamp ville der være langt større forståelse for blandt de vælgere man gerne vil have i tale.
For et stykke tid siden var jeg til et møde om identitet og klassekamp. Afsættet var et interview med en fremtrædende EL-politiker i Deadline, hvor han undrede sig over den opmærksom. som den kønspolitiske kamp fik på bekostning af kampen for ulighed og mod kapitalismen. Dette var han selvsagt ikke tilfreds med, og det er jeg heller ikke, så derfor gik jeg til det pågældende møde, hvor han skulle uddybe og indgå i en diskussion med de fremmødte. Sidstnævnte bestod af en del feminister, der straks satte sig tungt på mødet, og fik det til at handle om - identitet. Dermed bekræftede de, at klassekampen var en sidereplik. Og de ville slet ikke forholde sig til den fremstormende højrefløj, der har sat sig på næsten alt, og hvis den får yderligere magt, vil gøre det endnu sværere, at være feminist, og som vil gøre tilværelsen sur for folk, der på enhver måde falder udenfor den mest firkantede normalitet.
De forstod ikke, at hvis ikke højrefløjen trænges tilbage, så kommer der forbud mod abort, så risikerer homoseksuelle at miste de opnåede rettigheder mht. ligestilling. Så bliver der lagt låg på meget af det, der i dag er opnået gennem årtiets kamp mod reaktion og konservatisme.
Da oplægsholderen så hvilken vej vinden blæste, så rettede han sig ind efter stemningen i lokalet, og ville end ikke holde fast i de udtalelser, han var kommet med i Deadline.
Trist, at venstrefløjen - dele af den - ikke kan se hvad der er brug for. Og det er absurd, at den fejlagtige prioritering nu giver Dennis Nørmark lejlighed til at hovere over en venstrefløj, der har mistet kompasset.

Karsten Aaen, Erik Fleischer, Klavs Hansen, Kjeld Jensen, Carsten Wienholtz, Mogens Holme, Ivan Breinholt Leth, Randi Christiansen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Jan Skovgaard Jensen

Hvordan går det lige din egen liberale agenda, Dennis?

Med offentligt sundhedssystem, gratis uddannelsessystem, socialdemokratisk høj mindsteløn, dagpenge osv. Og I kæmper for nogle fucking billigere biler......

Michael W Pedersen

Må en gøre opmærksom på, at vi alle er borger og lig, således at forstå at det er vores pligt at forme livet så det er til gavn for Gaia, og ikke for en flok individer der lever af at klø hinanden på ryggen, hvis vi ikke bruger tiden på dræbe hinanden, her ude er vi i gang med nødslagtning (måske er der billige bøffer på vej) på grund af mangel på vand, vi kan ikke så, så hvad skal vi gøre med jeres gylle som planterne skulle omsætte, der er 25 millioner grise på stald, bondegårdsferie? Lån, boliger, køn, osv, problemet er vi ikke ønsker at taget opgøret med den måde vi tænker liv , og den måde vi forbruger liv. vi vil alla miste. Fortsat god dag

Lasse Glavind

Hele indlægget er jo et kæmpestort 'proxyskrig': "Jeg er borgelig liberal", skriver Nørmark, "men den borgeligt-liberale verdensorden bliver mere og mere uliberal - og det er venstrefløjens skyld, fordi den ikke har magtet at bekæmpe den kapitalisme, som er det borgerligt-liberale samfunds forudsætning."

Og så er det altså under skribentens ellers indimellem rimelige intellektuelle niveau at betragte socialdemokraterne anno 2018 som venstreorienterede - det er slapt.

Ps. Som københavner kunne det være ret fedt, hvis alle 'mediekommentatorerne' ville lade være med at bruge en sag som fx. Amager Fælledsagen til at beskrive større trends eller bevægelser i verdensrummet - helt uden at de sætter sig ind i dem. Nørmark kender tydeligvis ikke til sagen - og det er lidt forstemmende, at han bruger sin privilegerede medieadgang til at tromle henover de lokale debatter og borgere, der ikke kan tage til genmæle på samme niveau.

Karsten Aaen, Jes Jessen, Troels Ken Pedersen, Arne Lund, Mikael Velschow-Rasmussen, Carsten Wienholtz, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Dennis@ - ".... fabuleret videre om, at politik bliver bedre, hvis bare vi taler pænere til hinanden." - billige point giver bare selvmål.

Når man placerer sig politisk, sker det forhåbentlig efter dyb overvejelse. At reducere andres politik til en forandring af omgangsformer er for nemt. Men hvis jeg endelig skulle forklare rationalet for dig, så burde det være indlysende, at menneskers måde at omgås hinanden har stor betydning for samfundets udfoldelse. Hvordan er klimaet for gensidig forståelse og respekt? Trives hykleri, bedrag og mørklægning i de politiske processer, så borgerne lettere trækkes rundt i manegen af underfrankerede, megalome, magt-og krigsliderlige galninge, eller er de lokale og globale forvaltninger åbne, imødekommende og engagerede i velfærd for alle borgere?

Nej vel - og derfor har du ret i din anden pointe, at den klassiske venstrefløj har mistet fokus vedrørende forvaltning af vore fælles ressourcer. Her er analysen mangelfuld, og derfor er det lykkedes vækst-og konkurrencerytterne i en kombination af økonomiske fælder (landmændene som aktuelt eksempel) militær og socioøkonomisk undertrykkelse, spin, nudging og fake news i så ekstrem grad at fremme deres asociale og ødelæggende projekt.

Venstrefløjen har som helhed ikke rigtig fattet hvor omfattende en omstilling, vi som kollektiv bør foretage, hvis vi vil fjerne gruset i samfundsmaskineriet. Vi bør helt klart udstille modpartens bedrag og stå urokkelig fast på at sige nej til det. Her bliver alternativet relevant med deres påpegning af de tre bundlinjers forbundethed og nødvendigheden af deres indbyrdes balance.

Det er egentlig et ret enkelt spørgsmål, vi som fællesskab skal tage stilling til : ønsker vi at konkurrere mod hinanden, eller ønsker vi at samarbejde? Her begynder omstillingsprocessen med empati og gensidig respekt. Og hvorfor nu det? Jo, du burde vide, at før handling kommer tanke - og hvad kommer så før tanke? Det gør opmærksomhed og bevidsthed - eller mangel på samme. Altså må vi arbejde på det niveau, som forudsætter vore handlinger. Med andre ord en individuel og kollektiv bevidstgørelse af lovmæssighederne i den biotop, vi befinder os i.

Her går man som katten udenom varme grød : spørgsmålet om ejendomsretten til naturressourcer og kollektive institutioner. Dele af venstrefløjen - især socialdemokraterne - har ladet sig lokke til at privatisere ejerskab og drift af fællesejet, således at enkeltpersoner kan profitere stadig mere hæmningsløst på det, som tilhører alle. Med argumentet at det private erhvervsliv er bedre til at drive forretning. Fællesejet skal ikke drives som en overskudsgivende forretning men facilitere borgernes behov. Og hvis der er overskud, skal det blive i virksomheden og anvendes i det fælles regi ikke som tårnhøj aflønning og profit til enkeltpersoner.

Et oplagt eksempel, som enhedslisten på trods af viden herom, har forsømt at forfølge, er sammenlægningen af de små elselskaber til dong. Det skete iflg Jørn Astrup Hansen, dansk bankdirektør, uddannet cand.ocoen, tidligere bankoprydder for Finansiel Stabilitet og økonomisk kommentator for Berlingske, med hvad der bedst kan beskrives som tømning af kollektivt ejede elvirksomheder, følgelig og dokumenteret 60 mia lige ned i lommen på få interessenter.

Røveriet fortsatte med privatiseringen af andre kollektive ejendomme. F.eks. indkasserede henning dyremose 80 mio for sin indsats som frontfigur i afleveringsforretningen af ktas. Henning poulsen fejede 80 mio plus aktieoptioner i lommen ved dongudsalget til goldman sachs. Og sådan går det videre over stok og sten med at nedrive det fælles fundament lige for næsen af alle de, som fra venstre til højre hævder at være i besiddelse af samfundsansvarlighed. De kan ikke se skoven for bare træer - og nu har vi ellers også fået piketty at skyde med.

At det alligevel kan lade sig gøre at opretholde en syg administration må anspore til, at gå et spadestik dybere, herunder : hvordan forholder vi os grundlæggende til os selv, hinanden og vores fælles biotop? Så burde det kunne klargøres, hvad der er galt og hvad, der er vejen frem. Lad os begynde med i fællesskab - f.eks. i politiske laboratorier - og i en ordentlig tone at undersøge dette.

Karsten Aaen, Jan Weber Fritsbøger, Arne Lund, Ivan Breinholt Leth, Eva Schwanenflügel og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Jeg undrer mig altid, når artiklers overskrift ændres, og det vil formentlig vise sig, at det ikke er tilladt at skrive kommentarer derom. Overskriften hedder i papirudgaven: "Venstrefløjen domineres af kampen for klokkefrøerne i stedet for kampen for ulighed". Men hedder altså ikke (længere?) sådan i netudgaven.
Synsvinkelskift?
I det mindste trækker det forskellige læsere til, alt efter hvad overskriften er.

I ovenstående kronik er en kok omtalt. Han holdt brandtaler på fælleden til fordel for frøer. Han medvirker også i et tv-program med titlen "Nak og æd".

Nok en anledning til undren.

Børge Rahbech Jensen

"Hvad blev der af kampen mod, at magt og rigdom koncentreres hos nogle få?"

Den forsvandt, da socialisterne selv blev nogle af de få. Derefter blev den erstattet af kampen for fortsat at få sin formue og indkomst beskyttet af staten. Tesen er fortsat, at da staten ejes af hele befolkningen, svarer statens finanser til et kollektivs fælleskasse (https://sproget.dk/lookup?SearchableText=fælleskasse). En udvidelse af den tese er en tese om, de, der betaler mest i skatter og afgifter, har ret til at få mest tilbage fra staten. En anden udvidelse er en stærk modvilje mod indvandring, fordi indvandrere får adgang til 'fælleskassen' uden at have betalt til den, og derfor udgør en trussel mod de velhavende danskeres andel af statens finanser.

Det kunne være interessant at vide, hvor mange af de, der var politisk aktive på den yderste venstrefløj i årene 1970 - 85, der nu hører til landets rigeste eller har gode, vellønnede jobs i den offentlige sektor. Det kunne også være interessant at vide, hvor mange af brugerne af Ungdomshuset på Dortheavej, der har økonomisk velstillede forældre.

Gustav Alexander

Den nye venstrefløj, vestlig marxisme, eurokommunisme. Det sataniske afkom har mange navne men helt centralt er det, som Nørmark pointerer, at man vælger diskurs og symbol i stedet for struktur og analyse hos den "yderste" "venstrefløj".

Randi, jeg bed særligt mærke i din passage:

"Det er egentlig et ret enkelt spørgsmål, vi som fællesskab skal tage stilling til : ønsker vi at konkurrere mod hinanden, eller ønsker vi at samarbejde? Her begynder omstillingsprocessen med empati og gensidig respekt."

Det er, for mig at se, netop svagheden ved den diskursivt orienterede socialisme. Ved at fokusere på symbol og diskurs i stedet for struktur afviser man muligheden for at ændre samfundet strukturelt, da man simpelthen ikke længere opfatter kapitalismen som en samlet, overordnet struktur, der underordner alle kulturelle, økonomiske og etniske spørgsmål sin overhøjhed. Vi har, som socialister brug for respekt - men for vores klassefæller - men vi skal, for guds skyld, mobilisere vores had mod de som objektivt udbytter os.

Den 'klassiske' marxisme anerkender netop sort/hvide modsætningsforhold. Udbytteren mod de udbyttede, Kapital mod Arbejdskraft. Vi kan ikke løse et problem med fundamentale interessekonflikter til alle fælles bedste - nogen må udstødes. Dét er den klassiske, revolutionære marxismes lærdom. Den anerkendte objektive, eksistentielle modsætningsforhold der kun kunne udtrykkes gennem konflikt hvor den ene eller anden part fysisk sejre.

Det er, for mig at se, en slags kapitulation til det borgerlige sindelag, hvis man anerkender deres præmis om at al konflikt kan løses til alles fælles bedste. Det er den borgerligt-liberale utopi, at objektive ven-fjende relationer ikke eksisterer i politik og den går desværre igen i den nye venstrefløjs fokus på diskurs og kompromis.

Den materialistiske marxist - som alle egentlige marxister forhåbentlig er - vil vel anerkende at kapitalismen ikke kan undertvinges ved at vi snakker lidt sødere om minoriteter og indfører kønskvoter. De anerkender vel at enhver undertrykkelse er strukturelt forankret i kapitalismen som økonomisk model.

Den anden del af venstrefløjens problemer, som Nørmark beskriver, er individualismen. Individualismen, samt idéen om at det enkelte menneske kan opnå lykke gennem selvrealisering, er også en borgerligt-liberal idé, hvis ideologiske årsag findes i samfundets økonomiske struktur (den private ejendomsret); for hvorledes skulle man kunne dyrke den private ejendomsret, hvis den ikke ideologisk kunne love mennesket individuel frelse? Vi kan jo konstatere at et system med privat ejendomsret ingenlunde kunne hylde kollektiv frelse el 'realisering', da det ville skabe dissonans mellem produktionsform og ideologi og derved lede til produktionsformens fald.

"Venstrefløjen" har totalt indlogeret sig på idéen om at vi kan realisere os selv uden fællesskabet; gennem kønslig og etnisk identitet, gennem seksuel identifikation. Den nye diskurs på amerikanske universiteter og selv i Danmark, der proklamerer at eksempelvis en heteroseksuel hvid man aldrig kan forstå en sort, homoseksuel kvinde (og derfor skal holde sin mund) er netop en del af denne neoliberale individualisering. Menneskets relationer atomiseres, kollektivet ødelægges og vi forsikres at vi alle er små øer. der ikke er i stand til at fatte hinandens virkelighed. Det passer storkapitalen fantastisk, hvis enhver har nok i sin egen 'private' undertrykkelse i stedet for at begribe, at naboen - trods hudfarve og seksualitet - har præcis samme problem og af præcis samme årsag.

Marx anerkendte jo kun én, fælles menneskelig virkelighed og ét objektivt fællesskab: Klassen, proletariatet hvorigennem vi alle tilegner os en fælles identitet samt solidaritet, hvis realisering leder til sand frelse.

Det forekommer mig fuldstændig umuligt at se et socialistisk argument for identitetspolitik i det perspektiv.

Finn Bendixen, Maria Jensen, John S. Hansen, Ivan Breinholt Leth og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Kan ikke andet end at godte mig over afsnittet 'identitetspolitiske kamp' og
'med sin galopperende individualisme'.
Tolerance og diversity hører vel også hjemme der.

Philip B. Johnsen

En politisk øvelse i ansvarsfralæggelse.

Den i dag førte ansvarlighedens politik i hele folketinget, er den idé der sikre, at ingen politisk mister ansigt, det er et forsvar for hele det danske demokratiske og kapitalistiske folkestyres historien, en frifindelse for ansvar, hvor den overordnede politiske tilgangen til livets udfordringer er rundet af hele den kapitalistiske demokratiske forhistorie, det er blot en videreførelse af traditionen.

Det bliver ikke, den frifindelse man forventer, i sådan traditionel forstand, hvor alt så i teorien, kan vedblive det normale, men det er den bedste løsning under omstændighederne, for det er for farligt at vise systemets svaghed over for vores konkurrenter/fjender, der kan ikke komme en mægtig økonomisk omstillingsproces fra de nuværende folkevalgte.

Nødvendighedens økonomiske politik, er den livgivende vækst til systemet, smørelsen om man vil, til at få det hele til at glide ned, der føres politisk på folks kamp for at beskytte sig og sine økonomisk og så politisk på frygten for, at det ikke skal lykkes og familien må gå fra hus og hjem med gæld.

Men hvis der var en vision for en fremtid, hvis der var nogen kunne beskrive den?
Nej så hellere ansvarsfralæggelse, for det er det sikre politiske valg til et sikkert politisk genvalg for alle.

Men som de fleste ved kapitalismen, den vi kender, er kapitalismens værste fjende, kapitalisme skaber klimaflygtninge og fattigdom ikke velstand.

Ynglings løgnen fra politikerene smuldre konstant, men forhåbentlig ikke så meget, at det gør noget!

Tak @Ivan Breinholt Leth for dine altid relevante kommentarer, jeg kunne ikke dy mig for en kommentar til dine.

Karsten Aaen, Ivan Breinholt Leth og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Børge Rahbech Jensen, på nogle punkter kan jeg godt give dig ret - og derfor skal vi have et andet skattesystem, der er langt enklere og umuligt at omgå: vi skal have en skat på omsætning, som er en skat på at drive virksomhed i samfundet og på den måde udnytte de fælles ressourcer. Væk med den evindelige idé om jordskat, der altid førs i marken: jord har kun en værdi, fordi den er fri på markedet og kan opsuge alle de løse penge, som ellers intet afløb kan finde. Lad os i stedet fastsætte priser ved lov for handel med jord og på den måde tage spekulationsmuligheden ud af en helt igennem tom værdi.
Nej, penge skal betales af de virksomheder, der tjener dem, løn skal derimod være den aftalte nettoløn, typisk halvdelen til to-tredjedel af bruttolønnen i dag.
Det er en ren ideologisk markering fra et demokratisk samfund: at tjene penge på arbejdskraft, infrastruktur og institutionelle løsninger skal koste - og koste dyrt, fordi det netop er fællesskabet og dets aktiviteter med adgang for alle, der er kernen i samfundet, herunder at arbejdet rent faktisk skal være tilfredsstillende, sundt og løsningsorienteret for både ansatte og borgere, ligesom det samme krav gøres gældende overfor private virksomheder på vegne af deres ansatte. Det giver ikke mening, at arbejdet skal være unødvendigt byrdefuldt eller farligt.
Man kan kritisere, at det er en skat på omsætning, der er tale om, men hvis det var en skat på overskud, ville der være alt for mange krumspring, der kunne gøres, f.eks. med uhørt høje, ubeskattede lønninger i toppen af en virksomhed.

Karsten Aaen, Jan Weber Fritsbøger, Eva Schwanenflügel og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Det kunne se ud til at komme lidt bag på nogle, at denne type indsigt kommer fra en erklæret borgerlig som Dennis Nørmark. Men den tætte sammenhæng mellem neoliberalismen og politisk korrekthed er efterhånden så åbenlys, at den kan ses fra mange forskellige positioner, hvis man er nogenlunde åben for denne erkendelse. Det er vel heller ikke tilfældigt, at begge dele især spredes ud i verden fra USA.

Et interessant eksempel på en observatør, som ser en særlig tydelig sammenhæng, er den østrigske filosof Robert Pfaller. Han mener ligefrem at politisk korrekthed og identitetspolitik, er noget som neoliberalismen har udviklet, for effektivt at kunne holde borgerne under kontrol. I hans seneste bog hævder han, at voksensproget er blevet taget fra os. Pointen er, at når den politiske korrekthed hele tiden slår ned på alle der taler grimt om f.eks. indvandrere, kvinder, seksuelle minoriteter osv., medfører det at borgerne blive reduceret til børn der skal opdrages, og hvor det højeste mål bliver, at man bare skal opføre sig pænt og ordentligt. Men som voksne mennesker, bør man kunne udtrykke sig mere frit, ligesom man også bør kunne tåle at høre andre benytte et mere hårdt sprogbrug. Sideløbende med dette konstante politisk korrekte krav om pæn og ordentlig adfærd, byder samfundet nemlig på stadigt mere brutale livsvilkår. Og dette kan man hverken problematisere eller italesætte, hvis man ikke må udtrykke sig frit og åbent.

Karsten Aaen, Gustav Alexander, Maria Jensen, John S. Hansen, Ebbe Overbye og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Dennis@ - "Vi kan ikke løse et problem med fundamentale interessekonflikter til alle fælles bedste - nogen må udstødes." - samtale fremmer forståelsen. Hvilket ikke er det samme som at acceptere uretfærdig og uhensigtsmæssig administration af fællesejet. Som jeg mener, venstrefløjen generelt har været for svag i forsvaret af og specifikt været med til at sælge ud af til privatkapitalisterne med sprut og glasperler i bytte. En dårlig handel.

Mener jeg gjorde det synspunkt ret klart andetsteds i teksten.

Steffen Gliese

De ubeskattede lønninger i toppen, som mit forslag om at omlægge skatten til en afgift på at drive virksomhed, ville kunne friste visse asociale kapitalister til.

Eva Schwanenflügel

Dennis Jensen
15. juli, 2018 - 14:34:

"
Det er, for mig at se, netop svagheden ved den diskursivt orienterede socialisme. Ved at fokusere på symbol og diskurs i stedet for struktur afviser man muligheden for at ændre samfundet strukturelt, da man simpelthen ikke længere opfatter kapitalismen som en samlet, overordnet struktur, der underordner alle kulturelle, økonomiske og etniske spørgsmål sin overhøjhed. Vi har, som socialister brug for respekt - men for vores klassefæller - men vi skal, for guds skyld, mobilisere vores had mod de som objektivt udbytter os."

Lige netop.
Det er derfor kvinder efterhånden har fået modet til at tale.
Det er derfor LGBTQ-personer endelig har fået visse rettigheder.

Men skammen eksisterer i bedste velgående.
Den er internaliseret.

Så kan man snakke om socialisme og frihed. Når denne frihed ikke når 10 % af befolkningen.

Hvorfor er det at vi ikke forener os og kæmper mod mindre bureaukrati og mindre arbejdstid? I stedet for at give mere plads til den ulidelige kreative klasse

Ivan Breinholt Leth

Dennis Jensen
15. juli, 2018 - 14:34

”Kapital mod Arbejdskraft. Vi kan ikke løse et problem med fundamentale interessekonflikter til alle fælles bedste - nogen må udstødes. Dét er den klassiske, revolutionære marxismes lærdom.”

Jeg er delvis enig, men som så mange andre marxister, er der noget du overser. USA er det tydeligste eksempel på, hvad dele af venstrefløjen overser. Den merværdiproducerende arbejderklasse, som var Marx' fokus – også mht. politisk handling - udgør 13 procent af den samlede lønarbejderklasse i USA. (Jeg er opmærksom på, at mens denne klasse er decimeret i den vestlige verden er den eksploderet især i Asien.) Samtidig er 70 procent af den amerikanske arbejder- og middelklasse, så forgældet, at det er tvivlsomt, om de nogensinde vil kunne betale deres gæld tilbage. Den samlede private gæld udgør nu 120 procent af den disponible lønindkomst i USA. Gæld er med finansialisering af økonomien blevet den dominerende udbytningsform og finanskapitalen den dominerende magtfaktor. Jeg gætter på, at en stor del af deltagerne i Occupy Wall St. var middelklasse, og jeg gætter på, at vi i fremtiden vil se flere oprør mod den totale gældsætning af samfundet. Gæld er ikke bare en ursurpering af vores fremtidige arbejde og af vores tid men også af vores subjektivitet. Som den italienske sociolog Maurizio Lazzarato har gjort opmærksom på udgør gælden en udbytningsform, som ikke blot snylter på lønarbejderens intellektuelle og manuelle kapacitet, men på hele det arbejdende subjekt. Om den forgældede lønarbejder skriver Lazzarato: ”But not only are the skills and know-how of the worker evaluated, so too are the poor man's actions in society (social 'virtues', 'conduct', 'reputation') that is, his lifestyle, his social behaviour, his values, his very existence.” (The Making of the Indebted Man, side 59) Dette dækker over begrebet kreditværdighed, en proces som både arbejderklasse og middelklasse underlægges.

Når/hvis oprøret mod den totale gældsætning af vores liv bryder ud, hvem skal venstrefløjen så udstøde? Den forgældede og deklasserede middelklasse, som i USA efter den såkaldte sub-prime krise gik fra parcelhuset med to garager og swimmingpool til et telt på Skid Row i LA, hvor man henter dagens måltid i den lokale kirkes suppekøkken? Med det marxistiske klassebegreb i venstrefløjens baghoveder, forudser jeg, at der vil finde nye former for oprør sted, som vil gå hen over hovedet på den ortodokse marxistiske venstrefløj. Resultatet kan være, at højrefløjen slår til, og efterlader venstrefløjen med dens forældede marxistiske klassebegreb, som endnu mere marginaliseret, end den er i forvejen.

Mikael Velschow-Rasmussen, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Søren Lystlund

Runa skriver.
Efter at have læst Dennis Nørmarks indlæg og hele det efterfølgende kommentatorspor, kan jeg bedre forstå, at der stadigvæk er en stor fattigdom i verden og kampen for at redde vores klima går uendelig langsomt.

Alternativet er et højreorientere parti og dem, der stemmer på Alternativet, er netop caffe latte segmentet, som Dennis Nørmark selv tilhører. Derfor er der ikke er så stor forskel på Niko Grünfeld og Dennis Nørmark.

Mageligheden og sløvheden har grebet de "intellektuelle", uanset om de er røde eller blå.

Dennis Nørmarks moralske kvababbelser omkring kapitalens enøjede handlingsmønstre og uretfærdighed kunne han vel selv tage fat i. Hvem ved mere om højrefløjen og dens handlinger end en højreorienteret, hvorfor skal redningen komme fra de venstreorienterede, de kan ju alligevel ikke regne, som Berlingske jævnlig påpeger.

Alt imens højrefløjen drikker caffe latte med sojamælk eller nyder deres sjusser, har de pudset de mindre begavede på problemer omkring indvandring, hvilket er den perfekte afledningsmanøvre. Derved får højrefløjen stemmekvæget til at fokusere på indvandring fremfor rigtige problemer, så som fattigdom og mindre lighed.

Ja
de"intellektuelle" højre som venstre har virkelig fået peget kiggerten mod egen navle.

Det sjoveste af alt er, at den højreorienterede midaldrende generation, så som Dennis Nørmark generation, er vokset op i 68ernes skolesystem og er præget af det, uden at begribe det. De er selv børn af 68erne, dog med mammon som livsvejleder.

Karsten Aaen, Egon Stich, Eva Schwanenflügel og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

i stedet for al den snak om venstrefløjens fejl og utilstrækkelighed, og højrefløjens skyld og synder, var det så ikke på sin plads at se på hvad der grundlæggende er i vejen med verden og med samfundene og især på årsagen, til det formål har jeg formuleret et tanke-experiment, forestil jer at enhver grådighed med et slag bliver fuldstændig kureret hos alle mennesker på hele jorden, ville dette gøre verden bedre, eller ville det gøre verden ringere at leve i ?
man kan evt gøre tanke-experimentet endnu en gang, med den ændring at man forestiller sig en verden hvor grådighed aldrig har existeret,

og hvis man så sammenholder konklusionen med ideen om, at for at gøre verden bedre skal man starte med sig selv, kan det så tænkes at nogen får den ide at bekæmpe egen grådighed, og hvad ville det kunne medføre ?
i øvrigt ser jeg den grundlæggende forskel på højre og venstrefløj som dette: højrefløjen ser på optimering af økonomien ( vækst ? ) som det vigtige, og venstrefløjen ser på menneskers trivsel som det vigtige, alle andre forskelle kan egentlig ignoreres som retorik efter min mening.

Karsten Aaen, John S. Hansen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

en anden definition på forskellen på højre og venstrefløj kunne være at højrefløjen satser på kvantitet, og venstrefløjen på kvalitet, måske provokerende men ikke fuldstændig forkert.

Gustav Alexander

Ivan,

Jeg er for så vidt enig i at der ikke eksisterer et klassisk, industrielt proletariat i den vestlige verden i dag. Men det er - for mig at se - også en vulgarisering af den 'ortodokse' marxisme, hvis man ser det som en nødvendighed for kollektivt at kunne have de samme materielle interesser og derved udgøre et 'objektivt' kollektiv af ligesindede.
Gæld, finansialisering og udlicitering har ganske rigtig gjort at lønmodtagere i dag primært skaber profit for kapitalisten i fremmede lande, hvorfor mængden af produktion falder i vesten og stiger i Asien (lidt endnu da) - Men det ændrer imidlertid ikke på, at den forgældede amerikanske befolkning af lønmodtagere stadig har fælles klasseinteresser og udbyttes af en fælles fjende; det danner grobund for præcis samme objektive klassesolidaritet, selvom man ikke kan proppe det ned i en idealiseret idé om det industrielle, storporducerende proletariat.

Hvem skal venstrefløjen udstøde? Jamen venstrefløjen skal udstøde bank direktører, investorer, borgerlige politikere osv. Vi skal droppe 'dialogen' med fjenden, som den eneste 'rigtige' vej til socialisme, da dialogen med de borgerlige - om at finde et mytisk 'fælles bedste' - ganske enkelt forhindrer socialismen. Det er dét modsætningsforhold, som jeg mener vi bør reaktualisere; Modæstningen mellem udbytter og ubyttede. Det forhold er sådan set lige så aktuelt, som i 30'erne eller 50'erne, hvis ikke mere. Det har ikke ændret sig, fordi finansialisering og udlicitering i dag har ledt til udflytningen af produktivt lønarbejde til lavt betalte lande. Jeg foreslår i hvert fald ikke at man skulle udstøde andre lønmodtagere; jeg gør det blot klart, at venstrefløjens skal turde hade sine oprigtige fjender igen.

Eva,
Når Kvinder, der har fået mod til at tale, så har opnået deres største og mest gennemgribende krav, hvad har de så opnået?
Når LGBTQ-personer har fået de her ikke videre definerede rettigheder, har vi da opnået utopien?

Forestiller jeg mig en situation hvor den nye venstrefløj sejrer totalt i alle sine kampe, så er de vildeste landvindinger følgende: En ny ikke-diskriminerende måde at tale om minoriteter, kønskvoter på arbejdspladser samt hårdere repressalier for sexchikane, egne toiletter til folk af specifik seksuel orientering, retten til at have et imaginært ikke-biologisk køn stående i diverse officielle optegnelser og papirer, således at der ikke blot længere er binære køn.

såfremt alle disse ting opnås, hvad har så reelt ændret sig i vores samfund? Intet og det er derfor at den diskursivt orienterede socialisme fundamentalt er borgerlig. Vi skal alle jage vores egen, personlige ret - der i øvrigt ikke bryder med samfundsformationen på nogen måde - og ja .. Hvad så? Lønarbejderen - om han er mand eller kvinde, sort eller hvid - undertrykkes stadig, lønninger falder stadig osv. Det er en ikke-sejr der maskeres som en sejr, hvis du spørger mig.

Den revolutionære løsning på enhver form for undertrykkelse må nødvendigvis være en revolution af produktionsforholdene.

Huslejepriserne der årligt accelererer i det meste af verden falder ikke, fordi transpesoner får deres egne toiletter. Asiatiske lønslaver holder ikke op med at begå selvmord pga deres kummerlige forhold, fordi sexchikane på arbejdspladsen elimineres (eller i det mindste straffes hårdere). Det er utroligt at venstrefløjen vil tage sig til takke med disse ikke-sejre i stedet for en reel, systemisk sejr.

Karsten Aaen, John S. Hansen, Egon Stich og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jan Weber Fritsbøger, man kan jo nemlig gå til sagen på to diametralt modsatrettede måder: man kan gøre det ud fra en almen begærlighed, der gør verden til en form for krigszone, eller man kan gøre det ud fra generøsitet, hvilket indebærer den langt større glæde ved at kunne give frem for at modtage.
I sidste ende vil resultatet blive det samme, man vil blot få i stedet for at tage.

Niels K. Nielsen

Med de mio. af mord; armod og undertrykkelse kommunismen/socialismen har på samvittigheden er det beskæmmende og en hån mod de utallige ofre at se kommentatorer betegne sig som socialist / marxist.

Det er heller ikke OK, at bekende sig til nazismen eller fascismen.

Ivan Breinholt Leth

Niels K. Nielsen
16. juli, 2018 - 16:33
Det er så trættende, at vi skal blive ved med at høre på lirekasse sangen om de 'onde' krige og regimer i socialismens navn og Karl Marx' ansvar for Gulag. Hvis George Washington, som hvert år fejres på en bestemt dag i USA, havde været leder af en afrikanske stat i dag, ville han være blevet anklaget for forbrydelser mod menneskeheden og folkemord ved ICC. Jeg gider ikke en gang at nævne alle de krige, forbryderiske interventioner og folkemord, som USA er ansvarlig for siden George Washingtons dage. Kan vi ikke bare se at komme videre med en seriøs diskussion om, hvad vi skal stille op med en samfundsform, som truer med at udslette menneskeheden?

Karsten Aaen, Finn Bendixen, Katrine Damm, Gustav Alexander og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Knud Erik Hansen

Det er et debatindlæg med masser af nedgørende udsagn og intimiderende ord. Det virker meget som om skribenten Dennis Nørmark har haft en politisk trend, som han vil spidde. Så den får ikke for lidt. Der er ikke megen indhold. Det meste indhold henter han fra noget han selv og andre har skrevet.

Han begynder storslående med to slag på to fælleder. Slaget på Nørre Fælled i 1872, hvor den gryende arbejdsbevægelse kom i kamp med politi og soldater – som symbol på en kamp mod kapitalismen. Som det ene slag. Og så slaget på Amager Fælled. Herefter nedgør han ’slaget om Amager Fælled’ og skiver, at det nærmest svigter kampen mod kapitalismen.

Jeg synes det er to meget forskellige kampe og situationer. Det er kunstigt, når Dennis Nørmark knytter dem sammen, men det svarer meget godt til tomheden i retorikken i debatindlægget.

Dennis Nørmark har dog et udsagn, som dækker virkeligheden. Han har ret, når han siger, at venstrefløjen har svigtet kampen mod kapitalismen, og at det er en svær og kompliceret kamp.

Men han har ikke noget svar. Han har derimod meget, han ikke kan lide, fordi det ikke følger skillelinjerne i den klassiske kamp på Nørre Fælled i 1872.

Han ser ikke, at kampen om Amager Fælled er mere end en kamp om at bevare naturen på Amager Fælled. Det er en kamp for at bevare natur. Og den er vigtig i sig selv. Det er imidlertid også en kamp mod konsekvenserne af kapitalens dominans over byudviklingen. Hele By&Havn konstruktionen er en konstruktion, der bygger på spekulation med kapitalens logik. Byudviklingen i København er domineret af finanskapitalens interesser. Kommuneplanlægningen er mest en fin italesættelse af disse interesser. Det giver en byudvikling med massivt tæt byggeri og med meget lidt plads til grønt og natur i byen.

Kampen om Amager Fælled er i høj grad et opgør mod finanskapitalens dominans. Det er derfor ikke nogen navlebeskuende venstrefløjsaktivitet. Det er ej heller udelukkende en kamp for natur. Det er også en kamp mod kapitalens logik for byudviklingen.

Det ser Dennis Nørmark ikke. Han mener, det er vigtigere stå med høtyve foran Danske Bank. Det er også vigtig. Der er imidlertid ikke nok. En stærk mobilisering mod kapitalens unoder kræver, at man også tager kampe om de emner, som berører folk. Naturen på Amager Fælled er en vigtig sag i sig selv. Den er imidlertid også vigtig, fordi Amager Fælled sagen viser kapitalens dysfunktionalitet. Den er også vigtigt fordi den rummer meget som folk kan føle og forstå og som rammer mange værdier.

En kamp mod kapitalens dysfunktioner kræver, at de bringes til skue, så mange kan se det. Det var det, der førte til kampen på Nørre Fælled i 1872. I dag er det imidlertid andre dysfunktioner og andre kampe. I byerne er det kampen om natur i byen. Det er kampen om Amager Fælled en del af.

Karsten Aaen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Dennis Jensen

Der er bare lige den hage ved det, at idéen om 'dialogen med fjenden' er en typisk middelklasse tankegang. Middelklassen har altid snobbet opad og sparket nedad. Når kriser bryder ud, er det altid usikkert om middelklassen rykker til højre eller til venstre. (Historisk set mest til højre.) Hvis vi tager USA, som eksempel igen, har den forgældede middelklasse både manifesteret sig i den venstreorienterde Occupy bevægelse og i det højreorienterede Tea Party. Den 'objektive klassesolidaritet' i forhold til middelklassen er ikke så indlysende, men absolut nødvendig i forhold til den forgældede middelklasse, hvis vi skal undgå, at middelklassen ikke rykker til højre ved næste krise.

Finansialisering af økonomien er ganske rigtigt ingen nyhed. De tre største kapitalistiske kriser de sidste 150 år (1870erne, 1930erne og finanskrisen 2008), har alle været karakteriseret af en finansialisering af økonomien som optakt til kriserne. Det er omfanget (kvantitetet), som er nyheden. Aldrig før i kapitalismens historie har den private pengeskabelse i form af kreditpenge været så stor. (95 procent i Danmark, 88 procent i USA) Det betyder, at det ikke længere er folkevalgte regeringer, som udstikker samfundsudviklingens retning og mål. Regeringer fører stort set ikke pengepolitik mere, mens finanskapitalen næsten enerådigt bestemmer over allokeringen af kapital. Det indebærer, at finanskapitalen bestemmer, hvordan fremtidens produktionsformer skal se ud, hvordan de politiske og sociale forhold formes og hvem der skal være vindere og tabere i spillet. Og det åbner endvidere op for både nye udbytningsformer og nye klassealliancer. Hvilket - så vidt jeg kan forstå – du ikke er uenig i.

Karsten Aaen, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Søren Lystlund

”Dennis Nørmarks moralske kvababbelser omkring kapitalens enøjede handlingsmønstre og uretfærdighed kunne han vel selv tage fat i. Hvem ved mere om højrefløjen og dens handlinger end en højreorienteret, hvorfor skal redningen komme fra de venstreorienterede....”

Rigtig godt spørgsmål! Svaret kunne være, at Dennis Nørmark for det første ved, at udviklingen er ved at køre helt af sporet. For det andet, at det historisk set altid har været venstrefløjen, som har reddet kapitalismen fra sig selv. I hvert fald hvis man – som i USA – regner keynesianismen med som en del af venstrefløjen. Dennis Nørmark ved, at venstrefløjen altid har haft de rigtige analyser, men de forkerte handlinger. F.eks. er neoliberal økonomisk politik i Europa ikke et resultat af et forestillet højreorienteret 'kup', men af konkret politisk handling udført af primært Mitterand's Socialistparti i Frankrig og Callaghan's Labour i UK. De danske socialdemokrater har heller ikke holdt sig tilbage i den henseende.

Karsten Aaen, olivier goulin, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Michael Pedersen

Hr og fru lyseblå-socialdemokrater morede sige kostelig over artiklen.

Efterfølgende har jeg så med en vis interesse noteret mig, at mange kommentatorer har svært ved at forholde sig til en liberal-humanist. For hvordan kan man placere noget to-dimensionelt på en en-dimensionel skala?

Og ellers noterede jeg mig den sædvanlige afslappede tilgang til fakta. Det er korrekt, at Danmark har en høj gældsandel i forhold til BNP, men borgernes gæld svarer til pensionsformuen, og dermed er gældsproblemet væsentlig mindre.

Eller vildfarelsen om at skattesystemet skal ændres til en ren omsætningsafgift. En løsning der de facto betyder. at løntunge virksomheder (vidensvirksomheder) må sænke lønningerne eller gå konkurs.

Men ellers kunne det være interessant at få et "officielt" målebånd på, hvad der udgør pseudo-arbejde og så placere sig selv der. Det kunne være, at man ender med at gå tidligt på pension.

Mads Jakobsen

Finansialiseringen af vores privatøkonomi er jo netop et godt eksempel på venstrefløjens tamhed.

Fagforeningerne sørger for at dele af vores løn går til pensionskasser som igen finansiere vores lån. De er en integreret del af foder-hunden-med-dens-egen-hale-og-tag-procenter legen, så de skal ikke nyde noget af at kritisere denne moderne måde at kontrollere arbejderne på.

Ja, i USA er det sågar sådan at hvis man vil søge råd til at komme fri af gæld må man gå til hard core kristne konservative som Dave Ramsey. Den Amerikanske venstrefløj er totalt ligeglad med sådan noget "almindelige mennesker" pjat.

Eva Schwanenflügel og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar

Jeg vil kun koncentrere mig om hvad han skriver og ikke om, hvad han i øvrigt mener eller måske mener og burde have nævnt.
Hans kommentar er fremragende og rammer lige ind i en betændt materie. Det er der naturligvis mange, der ikke bryder sig om. Men så synes jeg i det mindste de skal forsøge at tage det ind, der må være indiskutabelt, nemlig den perverterede oprustning af stabsfunktioner som kommunikation og HR.

Gustav Alexander

Ivan,

Jeg er er usikker på hvad dit argument er? At klasseforhold i det senmoderne samfund ultimativt er for heterogene og flygtige ti en 'klassisk' revolution eller en klassekamp i ortodoks forstand? Mange nulevende marxister (Robert Brenner, David Harvey) mener at kapitalismen pga international konkurrence naturligt må sænke løn- og arbejdsforhold indtil det "globale ræs mod bunden" resulterer i at ingen længere kan købe de varere, som de ellers selv producerer. Resultatet er en sammenbrud af økonomien som vi kender den.

Hvad end problemerne forårsages af 12 timers vagter på en fabrik i 20'erne, eller en dybt forgældet middelklasse i 2017 - så vil resultatet groft set blive det samme over tid. Folket fatter solidaritet med de som oplever samme overordnede undertrykkelse. En undertrykkelse der består af gældsbaroner, international finanskapital samt regeringer, der lovgiver mod fagforeninger. Det er måske ganske rigtigt ikke Marx' 'klassiske' proletariat men man må da kunne se at folk fatter fælles materielle interesser på akkurat samme måde, selvom revolutionen ikke kommer til at blive ledt at stålarbejdere eller lign.

Vi må regne med en mere klasse bevidst middelklasse - eller snarre underklasse - når den kapitalistiske økonomi, via sin nødvendige udvikling, har udryddet middelklassen og derved selve det borgerlige demokratis eksistens grundlag. Så vil folk formentligt også få lidt travlere med den materielle kamp i stedet for halløj om 'tolerance' og 'accept'.

Jeg mindes zizek's meget korrekte analyse af identitetspolitik fra 2008

"Hvorfor opfattes så mange problemer i dag som problemer, der har med intolerance at gøre, snarere end problemer vedrørende ulighed, udbytning eller uretfærdighed? Hvorfor er den foreslåede løsning tolerance, snarere end emancipation, politisk kamp, endda væbnet kamp? Det umiddelbare svar knytter sig til den liberale multikulturalists basale ideologiske operation, nemlig 'kulturliggørelsen af politikken'. Politiske forskelle - forskelle, der er betinget af politisk ulighed eller økonomisk udbytning - naturaliseres og neutraliseres som 'kulturelle' forskelle, det vil sige som forskellige 'levemåder', som er givne, som er nogle, der ikke kan overvindes. Det kan kun 'tolereres'. Dette kræver et svar i de termer, som Walter Benjamin tilbyder: Vi må gå fra kulturliggørelsen af politikken til politiseringen af kulturen. Årsagen til denne kulturliggørelse er retræten og fiaskoen af direkte politiske løsninger, som for eksempel velfærdstaten eller andre socialistiske projekter. Tolerance er deres postpolitiske erstatning"

Zizek, 2008, 'Vold' s 119

Sider