Kapitalisterne behøver ikke frygte hæren af kaospiloter og storbymennesker

Venstrefløjen har haft to store slag på fællederne. I det første af slagene, i 1872 på Nørre Fælled, fik vi den første og eneste konfrontation mellem de danske myndigheder og landets socialister. Det endte som bekendt med, at oprøret blev korporligt banket ned, men grunden blev til gengæld lagt for en demokratisk socialisme, der efterhånden fusionerede med den politiske konsensus omkring en velfærdsstat og en endelig fredsslutning med kapitalismen.

Det andet slag var vi vidner til sidste år på Amager Fælled, og det kulminerede i konflikten mellem klokkefrøer og nye boliger. En konflikt, der ikke bandt en venstrefløj sammen, men i stedet splittede den. På den ene side var socialdemokraterne og de partier, der i løbet af de sidste 20 år har forsøgt at efterligne socialdemokraterne. De ønskede sig flere boliger til københavnerne i en by, der bliver dyrere og trangere.

På den anden side stod en anden venstrefløj og ønskede respekt for biodiversitet, og med alt fra digtere til tv-kokke fik man til sidst presset sin vilje igennem, hvorefter arealet for fremtiden kan benyttes til gåture og grøn samvittighed.

Som borgerlig iagttager er det interessant at se venstrefløjen i splid med sig selv på denne måde. Jeg er med på, at boligprojektet også havde borgerlig opbakning, men på programmet var blandt andet billigere almene boligbyggerier for den jævne københavner. Et forsøg på at give en gruppe mennesker det løft, som markedet ikke skaber af sig selv.

Over for det stod en anden del af venstrefløjen. Dem man typisk hører i spørgsmål om identitet, køn, ligestilling og naturfredning. Det var i samme periode, at Alternativets kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld, beskrev sin perfekte lørdag i Børsen Pleasure(!) – som en dag bestående af pandekager lavet fra bunden på økologisk mel fra Hjørring og kaffe fra Coffee Collective brygget på japansk kaffeudstyr, mens der blev lyttet til P8 Jazz.

En opdatering på livet i den identitetspolitiske del af venstrefløjen, der dårligt kan udstille forskellen bedre, og som derfor også blev grinagtiggjort vidt og bredt.

Kapitalisterne kan sove roligt

Jeg må sige, at jeg savner den gamle venstrefløj mest og er forundret over, at denne anden og vanartede version af venstrefløjen har fået så meget vind i sejlene.

Det er efterhånden som om, at der hvert femte år flytter en nomadehær af politisk hjemløse med hang til dyr kaffe, kønsneutrale pas og klokkefrøer fra det ene politiske parti og videre til det næste, båret på en slagsordsbølge af tolerance, bæredygtighed og kreativitet og med et uldent ønske om forandring.

Jeg var selv i Det Radikale Venstre, da denne græshoppehær af kaospiloter og storbymennesker invaderede partiet i 00’erne. Senere gnavede de sig vej ind gennem SF og gik ombord i Enhedslisten, inden de fandt sammen under Å’et hos Alternativet. Med Enhedslisten som undtagelse har partierne dårligt overlevet mødet med denne invasive art, der flygter igen så snart pragmatisme og politisk nødvendighed tvinger dem fra deres midlertidige bolig, og de bliver bedt om at være mere konkrete.

Som adskillige af venstrefløjens bedste hjerner allerede har gjort opmærksom på, lever denne del af den kulturelle venstrefløj i virkeligheden i perfekt symbiose med den kapitalistiske dominans.

Man dyrker autenticitet og modkultur, der for længst er blevet et kommercialiseret produkt, og man taler om at ændre talemåder, ord og diskurser. Helt i overensstemmelse med en verden defineret af reklamesprog og en overdreven tro på, at alt er et spørgsmål om kommunikation. Ændrer vi blot symbolerne og måden vi taler om tingene på, så ændrer vi også virkeligheden.

Kapitalisterne kan sove roligt om natten, så længe de ved, at deres såkaldte modstandere mest er optaget af at formulere sig anderledes.

Ligeledes kan man vide sig sikker på, at den identitetspolitiske kamp for transkønnede, transeksuelle, genderqueers, interkønnede, ekskvinder, translesbiske, mtf’ere, pankønnede, graysexuals, autoseksuelle, ciskønnede og bikønnede kan skabe grobund for en galopperende individualisme med tilhørende skræddersyet forbrug, der gør, at ingen rigtig heller kan få tid til at samle sig til et oprør, så længe de er enige om at være så forskellige.

Informationsklassen dominerer

Imens kan græshoppehæren indtage nye stillinger, som ingen hidtil har hørt om. Jeg har endnu til gode at møde folk, der stemmer på Alternativet og som ikke er beskæftiget med kommunikation, HR, konsulentopgaver, iværksætteri, journalistik, artdirection, rådgivning, brand managing, coaching eller projektledelse. De er ikke arbejderklassens repræsentanter, men som oftest dem, der har erstattet det reelle arbejde med mere luftige arbejdsopgaver, administration og ledelse.

Den amerikanske antropolog og aktivist David Graeber udkom i sidste måned med bogen Bullshit Jobs, og jeg har selv sammen med filosoffen Anders Fogh Jensen udgivet en bog om Pseudoarbejde for et par måneder siden. Både Graeber og vi ser på, hvordan en reel arbejdende klasse er blevet effektiviseret ud i arbejdsløshed eller dobbelt hastighed, samtidig med, at en administrativ overklasse har fået bedre muligheder for at udvide sit eget område, beskytte egne stillinger, tage til ledelsesseminarer og måle hinanden på resultater, der ofte bare kræver god argumentation.

Som Kaare Dybvad (S) beskriver det i sin bog De Lærdes Tyranni, har en ny klasse af akademikere og kreative bygget gigantiske kommunikationsafdelinger og HR-funktioner op, alt imens driften er blevet beskåret.

Graeber beskriver det i sin bog som en ny art feudalisme, hvor en række meningsløse bullshitjob og hele sektorer af luft og ligegyldighed gradvist optager en større og større del af lønsummen, mens ’informationsklassen’ aggressivt beskytter sine egne privilegier ved at sløre, hvad den reelt foretager sig.

Graeber skriver også, at det bliver vanskeligt for sygeplejersker, pædagoger, buschauffører og andre med reelt arbejde i forreste linje at gøre oprør og kræve bedre vilkår, når de opdager, at den venstrefløj, der burde gå i brechen for dem, nu også er blevet partierne for deres administratorer og mellemledere.

Og Graeber kan meget vel have ret, for ifølge en overraskende undersøgelse af Thomas Piketty ser vi i disse år de klassiske arbejdervælgere og velfærdsstatens frontmedarbejdere overgå til højrefløjen, hvor de instrueres i, at indvandringen i virkeligheden er det største problem.

Ude på et sidespor

Jeg må sige, at jeg savner en venstrefløj, der tør udfordre systemet mere, end den gør i dag. Jeg savner en venstrefløj, der tør fortælle vælgerne, at de burde stå med høtyvene foran Danske Bank og ikke foran flygtningelejren.

Som liberal har jeg ingen interesse i, at magt og rigdom koncentreres hos nogle få. Vi har bekæmpet adlen én gang i historien, og kan meget vel stå i den situation at vi skal gøre det igen.

Samtidig forstår jeg heller ikke, at man har allieret sig ukritisk med en stadig stærkere og større stat og omsat effektiviseringerne, der kunne give os mere frihed og fritid, til sjæleknusende bureaukrati, administration og pseudoarbejde.

Men jeg tror, jeg ved, hvad der er gået galt. Venstrefløjen har ikke formået at tage den komplekse kamp  med et moderne kapitalistisk system, som kun et fåtal af os længere forstår. I stedet har man taget de lette og identitetsmæssigt appellerende kampe for minoriteter og fabuleret videre om, at politik bliver bedre, hvis bare vi taler pænere til hinanden.

Måske skal man ligefrem blive revolutionær igen. Jeg ved det ikke, for det er ikke mit politiske udgangspunkt. Det er ikke i min interesse. Men jeg undres fra sidelinjen over, hvorfor man er på vej ud på et sidespor, når man kunne sætte ambitionen betydeligt højere og tænke tilbage på, hvad man drømte om engang.

Dennis Nørmark er antropolog og forfatter.