Kronik

Kapitalisterne behøver ikke frygte hæren af kaospiloter og storbymennesker

Venstrefløjens fokus på identitetspolitiske spørgsmål er i perfekt symbiose med kapitalismen. Hvad blev der af kampen mod, at magt og rigdom koncentreres hos nogle få?
»Det er efterhånden, som om der hver femte år flytter en nomadehær af politisk hjemløse med hang til dyr kaffe, kønsneutrale pas og klokkefrøer fra det ene politiske parti og videre til det næste,« skriver dagens kronikør

»Det er efterhånden, som om der hver femte år flytter en nomadehær af politisk hjemløse med hang til dyr kaffe, kønsneutrale pas og klokkefrøer fra det ene politiske parti og videre til det næste,« skriver dagens kronikør

Peter Hove Olesen

14. juli 2018

Venstrefløjen har haft to store slag på fællederne. I det første af slagene, i 1872 på Nørre Fælled, fik vi den første og eneste konfrontation mellem de danske myndigheder og landets socialister. Det endte som bekendt med, at oprøret blev korporligt banket ned, men grunden blev til gengæld lagt for en demokratisk socialisme, der efterhånden fusionerede med den politiske konsensus omkring en velfærdsstat og en endelig fredsslutning med kapitalismen.

Det andet slag var vi vidner til sidste år på Amager Fælled, og det kulminerede i konflikten mellem klokkefrøer og nye boliger. En konflikt, der ikke bandt en venstrefløj sammen, men i stedet splittede den. På den ene side var socialdemokraterne og de partier, der i løbet af de sidste 20 år har forsøgt at efterligne socialdemokraterne. De ønskede sig flere boliger til københavnerne i en by, der bliver dyrere og trangere.

På den anden side stod en anden venstrefløj og ønskede respekt for biodiversitet, og med alt fra digtere til tv-kokke fik man til sidst presset sin vilje igennem, hvorefter arealet for fremtiden kan benyttes til gåture og grøn samvittighed.

Som borgerlig iagttager er det interessant at se venstrefløjen i splid med sig selv på denne måde. Jeg er med på, at boligprojektet også havde borgerlig opbakning, men på programmet var blandt andet billigere almene boligbyggerier for den jævne københavner. Et forsøg på at give en gruppe mennesker det løft, som markedet ikke skaber af sig selv.

Over for det stod en anden del af venstrefløjen. Dem man typisk hører i spørgsmål om identitet, køn, ligestilling og naturfredning. Det var i samme periode, at Alternativets kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld, beskrev sin perfekte lørdag i Børsen Pleasure(!) – som en dag bestående af pandekager lavet fra bunden på økologisk mel fra Hjørring og kaffe fra Coffee Collective brygget på japansk kaffeudstyr, mens der blev lyttet til P8 Jazz.

En opdatering på livet i den identitetspolitiske del af venstrefløjen, der dårligt kan udstille forskellen bedre, og som derfor også blev grinagtiggjort vidt og bredt.

Kapitalisterne kan sove roligt

Jeg må sige, at jeg savner den gamle venstrefløj mest og er forundret over, at denne anden og vanartede version af venstrefløjen har fået så meget vind i sejlene.

Det er efterhånden som om, at der hvert femte år flytter en nomadehær af politisk hjemløse med hang til dyr kaffe, kønsneutrale pas og klokkefrøer fra det ene politiske parti og videre til det næste, båret på en slagsordsbølge af tolerance, bæredygtighed og kreativitet og med et uldent ønske om forandring.

Jeg var selv i Det Radikale Venstre, da denne græshoppehær af kaospiloter og storbymennesker invaderede partiet i 00’erne. Senere gnavede de sig vej ind gennem SF og gik ombord i Enhedslisten, inden de fandt sammen under Å’et hos Alternativet. Med Enhedslisten som undtagelse har partierne dårligt overlevet mødet med denne invasive art, der flygter igen så snart pragmatisme og politisk nødvendighed tvinger dem fra deres midlertidige bolig, og de bliver bedt om at være mere konkrete.

Som adskillige af venstrefløjens bedste hjerner allerede har gjort opmærksom på, lever denne del af den kulturelle venstrefløj i virkeligheden i perfekt symbiose med den kapitalistiske dominans.

Man dyrker autenticitet og modkultur, der for længst er blevet et kommercialiseret produkt, og man taler om at ændre talemåder, ord og diskurser. Helt i overensstemmelse med en verden defineret af reklamesprog og en overdreven tro på, at alt er et spørgsmål om kommunikation. Ændrer vi blot symbolerne og måden vi taler om tingene på, så ændrer vi også virkeligheden.

Kapitalisterne kan sove roligt om natten, så længe de ved, at deres såkaldte modstandere mest er optaget af at formulere sig anderledes.

Ligeledes kan man vide sig sikker på, at den identitetspolitiske kamp for transkønnede, transeksuelle, genderqueers, interkønnede, ekskvinder, translesbiske, mtf’ere, pankønnede, graysexuals, autoseksuelle, ciskønnede og bikønnede kan skabe grobund for en galopperende individualisme med tilhørende skræddersyet forbrug, der gør, at ingen rigtig heller kan få tid til at samle sig til et oprør, så længe de er enige om at være så forskellige.

Informationsklassen dominerer

Imens kan græshoppehæren indtage nye stillinger, som ingen hidtil har hørt om. Jeg har endnu til gode at møde folk, der stemmer på Alternativet og som ikke er beskæftiget med kommunikation, HR, konsulentopgaver, iværksætteri, journalistik, artdirection, rådgivning, brand managing, coaching eller projektledelse. De er ikke arbejderklassens repræsentanter, men som oftest dem, der har erstattet det reelle arbejde med mere luftige arbejdsopgaver, administration og ledelse.

Den amerikanske antropolog og aktivist David Graeber udkom i sidste måned med bogen Bullshit Jobs, og jeg har selv sammen med filosoffen Anders Fogh Jensen udgivet en bog om Pseudoarbejde for et par måneder siden. Både Graeber og vi ser på, hvordan en reel arbejdende klasse er blevet effektiviseret ud i arbejdsløshed eller dobbelt hastighed, samtidig med, at en administrativ overklasse har fået bedre muligheder for at udvide sit eget område, beskytte egne stillinger, tage til ledelsesseminarer og måle hinanden på resultater, der ofte bare kræver god argumentation.

Som Kaare Dybvad (S) beskriver det i sin bog De Lærdes Tyranni, har en ny klasse af akademikere og kreative bygget gigantiske kommunikationsafdelinger og HR-funktioner op, alt imens driften er blevet beskåret.

Graeber beskriver det i sin bog som en ny art feudalisme, hvor en række meningsløse bullshitjob og hele sektorer af luft og ligegyldighed gradvist optager en større og større del af lønsummen, mens ’informationsklassen’ aggressivt beskytter sine egne privilegier ved at sløre, hvad den reelt foretager sig.

Graeber skriver også, at det bliver vanskeligt for sygeplejersker, pædagoger, buschauffører og andre med reelt arbejde i forreste linje at gøre oprør og kræve bedre vilkår, når de opdager, at den venstrefløj, der burde gå i brechen for dem, nu også er blevet partierne for deres administratorer og mellemledere.

Og Graeber kan meget vel have ret, for ifølge en overraskende undersøgelse af Thomas Piketty ser vi i disse år de klassiske arbejdervælgere og velfærdsstatens frontmedarbejdere overgå til højrefløjen, hvor de instrueres i, at indvandringen i virkeligheden er det største problem.

Ude på et sidespor

Jeg må sige, at jeg savner en venstrefløj, der tør udfordre systemet mere, end den gør i dag. Jeg savner en venstrefløj, der tør fortælle vælgerne, at de burde stå med høtyvene foran Danske Bank og ikke foran flygtningelejren.

Som liberal har jeg ingen interesse i, at magt og rigdom koncentreres hos nogle få. Vi har bekæmpet adlen én gang i historien, og kan meget vel stå i den situation at vi skal gøre det igen.

Samtidig forstår jeg heller ikke, at man har allieret sig ukritisk med en stadig stærkere og større stat og omsat effektiviseringerne, der kunne give os mere frihed og fritid, til sjæleknusende bureaukrati, administration og pseudoarbejde.

Men jeg tror, jeg ved, hvad der er gået galt. Venstrefløjen har ikke formået at tage den komplekse kamp  med et moderne kapitalistisk system, som kun et fåtal af os længere forstår. I stedet har man taget de lette og identitetsmæssigt appellerende kampe for minoriteter og fabuleret videre om, at politik bliver bedre, hvis bare vi taler pænere til hinanden.

Måske skal man ligefrem blive revolutionær igen. Jeg ved det ikke, for det er ikke mit politiske udgangspunkt. Det er ikke i min interesse. Men jeg undres fra sidelinjen over, hvorfor man er på vej ud på et sidespor, når man kunne sætte ambitionen betydeligt højere og tænke tilbage på, hvad man drømte om engang.

Dennis Nørmark er antropolog og forfatter.

Serie

Venstrefløjen: Kollaps eller genfødsel?

Den gamle venstrefløj er under nedsmeltning i Europa. Står den til at redde? Skal den reddes? Hvad er dens vigtigste opgave? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Venstrefløjen genoplives nedefra

    7. august 2018
    Venstrefløjen blomstrer i flere europæiske lande. De sociale bevægelser, der opstod som en reaktion på finanskrisen og nedskæringspolitikken, har skabt ny tro på et andet og mere solidarisk samfund
  • Pernille Skipper: Den europæiske venstrefløj er på vej ind i en ny storhedstid

    4. august 2018
    Over hele Europa formår venstrefløjen at samle store dele af befolkningerne bag krav om forandring, lighed og opgør med eliten. Man vil se tilbage på vores generation som den, der lagde stenene til radikal, progressiv og solidarisk forandring af Danmark og Europa
  • Venstrefløjen skal tilbage til sin revolutionære kerne

    31. juli 2018
    Det er ikke så mærkeligt, at socialdemokratiske og venstreorienterede partier er i krise overalt i Europa. Alt for længe har venstrefløjen nemlig ikke gjort andet end at forsøge at redde stumperne af en romantiseret og renskuret idé om 1960’ernes socialdemokratiske velfærdsstat
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Leo Nygaard
  • Morten Østergaard
  • Søren Lystlund
  • Anders Hede
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • odd bjertnes
  • Ole Frank
  • Henrik Günther
  • Nike Forsander Lorentsen
  • Henrik Strøm
  • Steffen Gliese
  • Jakob Silberbrandt
  • Jørn Stjerneklar
  • Ervin Lazar
  • Anders Reinholdt
  • Bjørn Pedersen
  • Torben Skov
  • Brian W. Andersen
  • ingemaje lange
  • Jørn Andersen
  • ulrik mortensen
  • Martin Lund
  • Torsten Jacobsen
  • Søren Roepstorff
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Grethe Preisler
  • Torben K L Jensen
Kurt Nielsen, Leo Nygaard, Morten Østergaard, Søren Lystlund, Anders Hede, Mikael Velschow-Rasmussen, odd bjertnes, Ole Frank, Henrik Günther, Nike Forsander Lorentsen, Henrik Strøm, Steffen Gliese, Jakob Silberbrandt, Jørn Stjerneklar, Ervin Lazar, Anders Reinholdt, Bjørn Pedersen, Torben Skov, Brian W. Andersen, ingemaje lange, Jørn Andersen, ulrik mortensen, Martin Lund, Torsten Jacobsen, Søren Roepstorff, Bjarne Bisgaard Jensen, Maria Francisca Torrezão, Grethe Preisler og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er jo meget sjovt, at læse en kronik fra en borgerlig liberal der overvejer, at blive revolutionær endskønt kapitalismen må repræsentere det system, som han hylder. Den moderne café latte drikkende storby socialisme klandres for ikke, at forandre noget som helst.

Det manglende revolutionære aspekt sammenlignes komparativt ved, at fremdrage slaget på Fælleden i 1872 med klokkefrøer på Amager Fælled. Det må jo være op til tekstforfatterens polemiske ærinde, at sidestille de 2 begivenheder.

Hvor lang tid monstro man ville slippe afsted med, at stå med en høtyv foran Danske Bank inden man blev ført væk i håndjern?

Nogle gange kan de små kampe være befordre det større. Og måske ville det også være en smule naivt, at tro at man kunne omvælte det kapitalistiske system med en høtyv foran danske bank.

Jeg ved ikke hvad kapitalisterne har, at frygte. Fremfor alt ønske de vel gnidningsfri kapitalakkumulation. Muligheden for sammenbrud ligger såmænd indlejret i systemet i sig selv.

Det er måske i virkeligheden tilhængerne er den ubetingede markedsliberalisme der den bedste betingelse for kapitalismens sammenbrud, for ikke alene fører en asocial politik til, at høtyvene ikke helt kan udelukkes, men dernæst er den umådeholdende drift efter profit, noget det der på en og samme tid på en og samme tid opretholder og underminerer systemet

Eva Schwanenflügel og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Michael Pedersen

”Borgernes gæld svarer til pensionsformuen.” Ja, lige indtil den næste krise bryder løs, men det gør den jo ikke ifølge den ideologi, du dyrker? Men i USA påstår Warren Buffett, at den kommer næste år. Han påstår også, at han har sikret en del af sin formue mod næste krise. Beløbet som Buffett har 'sikret' svarer angiveligt til værdien af 33 storebæltsbroer. Kapitalisterne har aldrig haft nogen illusioner om det kapitalisitiske systems økonomiske bæredygtighed. Det er kun deres små håndlangere, som kolporterer den slags vrangforestillinger.

John S. Hansen, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Dennis Jensen

Mit argument er blot, at middelklassen er en usikker størrelse. Men mit argument er også, at venstrefløjen bør være meget opmærksom på middelklassen og ikke støde den fra sig ud fra et ortodoks marxistisk klassebegreb. Jeg regner ikke med, at en ”mere klasse bevidst middelklasse” opstår automatisk. Det kapitalistiske system har under tidligere kriser deklasseret middelklassen voldsomt. Det kom der fascisme ud af. Jeg er enig med Zizek. Det svarer nogenlunde til det, som jeg citerede Ellen Meiksins Wood for oven for.

Karsten Olesen

Om gældsøkonomien.

Gælden har stit eget voksetempo, bestemt af renterne, ved siden af økonomien I øvrigt.

Den må derfor behandles særskilt, ved siden af monopoldannelse og proletarisering.

Som Marx beskrev, viser de liberale teorier forkert, idet monopoldannelsen udstøder nogle af virksomhederne fra toppen, samtidig med at dele af bunden kastes ud I ufrivillig arbejdsløshed.

Derved går systemets angivelige effektivitet tabt.

I København søger man at skjule dette ved at fordrive arbejderklassen fra byen.

Selv om den samlede gæld kan gå lige op, ligger overskuddet mest hos ældre højtllønnrdr, og underskuddet hos unge, der drives ud I

= dårlige boligforhold

- boligløshed

=eller stor gæld.

Denne udvikling er forstærket af Foghs og Løkkes prioritering af ejerboligerne.

Dette begunstiger de største formueejere, hvilket har været V og Ks linie gennem flere årtier.

Michael Pedersen

Du misser pointen, Ivan Breinholt Leth.

Borgere i andre lande har også en pensionsformue, men den skal de selv sørge for, og det sker ved opsparing i frie midler. Derfor er deres gældsandel - alt andet lige - lavere end danskernes.

Det kapitalisterne virkelig bør frygte er klimaændringer og mangel på resurser.

Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Peter Knap :

"Det kapitalisterne virkelig bør frygte er klimaændringer og mangel på resurser."

Peter, der tror jeg desværre du har forregnet dig.
Kapitalisterne har 'preppet' i årevis, samlet forråd og opkøbt landområder, der menes at kunne modstå næsten enhver katastrofe, natur- eller menneskeskabt.
Hvis dette ikke skulle være nok, er de for længst gået på udkig efter nye beboelige planeter. Der har sågar været konkurrencer om enkeltbilletter til Mars, hvor der er planer om at opbygge et samfund.
Så.. Who gives a shit about Earth?
Det er brug-og-smid-væk filosofien in extremis.

Der findes også masser af kapitalister, der overhovedet ikke interesserer sig for samtidens problemer. De lever afsondret fra enhver realitet på deres luksushoteller, lyst-yachts og luksusboliger, hvor de får et flip når der ikke kan leveres en specifik vare - fx beluga-kaviar, kobe-kød eller en bestemt årgangsvin kl. 3 om natten til deres improviserede sammenkomster.
Der er altid en stab af tjenstvillige mennesker beskæftiget i luksus-industrien, fordi det giver en væsentlig bedre fortjeneste end at være almindelig lønslave.

Så kapitalisterne ser intet odiøst ved klimabelastningen eller miljøbelastningerne.
De fornemmer - med rette eller urette - at det slet ikke er deres problem, at Gaia gror til i uhumskhed og desperation.

Fint med denne beskrivelse, men hvad vil Nørremark. Hvordan ser hans verden ud - en forandret verden - Danmark - et ideal.
Det dèr rødt/blåt er et fedt. Det gode samfund måle med helt andre målestokke.
Velfærdsstaten er vokset målt i ansatte med 300.000 på 40 år.
Regelsættet vokser konstant. Båndene om borgernes frihed strammes, skønt de burde løsnes.

Hvor er drivkraften til det, når den herskende, veluddannede klasse folder sig ud med deres uforbedrelige mening om, hvordan borgerne skal leve deres liv - paradoksalt nok incl dem selv.
Hvor er drivkraften til det, når borgerne er ligeglade - optaget af brød og skuespil i en forbrugsrus uden historisk fortilfælde.

Hvordan fremmes de virkelige værdier. Kan der overhovedet opnås et stort flertal for, hvad de virkelige værdier er - og de nødvendige.
Hvordan ser Nørremarks (liberale?) samfund ud ??
Svar udbedes, Dennis.

olivier goulin

Meget fin og skarp iagttagelse fra Dennis Nørmark.

Men husk: Tidsånden har altid ret.

De fleste kan nok se, at Alternativet ikke kan være det endelige svar på noget somhelst.
Man skal nok snarere se dem som First Movers, der kan være med til at åbne massernes øjne for problematikker, som alle andre partier notorisk ignorerer eller er blinde for. Et godt eksempel er vegetarisme - en trend, som i høj grad er startet, eller rettere samlet op og markedsført, af disse folk, og som i den næste årtier formentlig vil blive mainstream.

Selv som politiske gøglere med en meget smal målgruppe, har de deres nødvendige plads.

/O

Også plads til at genoplive fællesretten til jord og naturværdierne, med tilhørende skattepolitik.
Og til en kraftig revision af social- og arbejdsmarkedspolitikken.
Men en revolution sker ikke over en folketingsperiode, men forhåbentlig over en generation.

Sider