Kommentar

Klassekamp er – stadig – vejen til et bedre samfund

Kampen for et mere progressivt og retfærdigt samfund – også for minoritetsgrupper – må nødvendigvis tage udgangspunkt i den konflikt, der går på tværs af alle samfundets skillelinjer: klasseforholdene
7. juli 2018

I kronikken den 3. juli kritiserer Eskil Halberg og Mikas Lang den historiske arbejderbevægelse for at have modsat sig feministiske og antikoloniale bevægelser. Selv om der ganske rigtig var tendenser inden for arbejderbevægelsen, som man på rimelig vis kan rette en sådan kritik mod, præsenterer kronikørerne generelt et misvisende og stærkt reduceret billede af de historiske diskussioner, der fandt sted.

Det er derfor også forkert, når kronikørerne skriver, at »dominerende strømninger i arbejderbevægelsen« ikke havde andre i tankerne end den hvide, mandlige arbejder. Klassekamp hang ofte sammen med kvindekamp og kampe mod undertrykkelse baseret på nationalitet og race. Der har formentlig aldrig været en bredere favnende og internationalt orienteret bevægelse end den socialistiske arbejderbevægelse. Forholdet mellem kvinde- og arbejderbevægelse og det nationale spørgsmål var og er ikke givet én gang for alle. Men det var spørgsmål, der blev diskuteret allerede fra den socialistiske arbejderbevægelses fødsel. Kronikken reducerer den debat til uigenkendelighed.

Kronikørerne skriver, at venstrefløjen bør kæmpe for at afskaffe arbejderklassen, mens velfærdsstaten afskrives som etnonationalistisk. Det forbliver imidlertid uklart, hvad de egentlig mener. Er det overhovedet muligt for arbejderklassen at afskaffe sig selv uden en høj grad af organiseret og kollektiv styrke? I stedet peger Halberg og Lang på alliancer af ’minoritetsgrupper’, som dem, der skal forandre samfundet.

Klassekamp

Alliancer af minoritetsgrupper er nødvendige, men langtfra tilstrækkelige til at skabe grundlæggende samfundsmæssige forandringer. Det primære udgangspunkt for en aktuel venstreorienteret forandringsstrategi må være klasseforholdene. Det er stort set umuligt at forestille sig en effektiv modmagt til den globale kapitalisme, som ikke baserer sig på den konflikt, der går på tværs af alle andre skillelinjer i samfundet: klasseforholdene.

Historisk set havde de demokratiske rettigheder og sociale fremskridt, vi nyder godt af i dag, været utænkelige uden en bred organisering af arbejderklassen. Det er den erfaring, vi må tage med videre i dag i kampen for en demokratisering af hele det samfundsmæssige og økonomiske liv og sociale fremskridt for en stadig større dele af verdens befolkning. Det kræver en ny mobilisering af flertallet af befolkningen gennem demokratiske masseorganisationer.

Det ville således være en katastrofe for den progressive kamp, hvis vi helt og aldeles afskrev arbejderidentiteten og forlod klassiske former for klassekamp.

Fritid og frihed

Det er tilsvarende problematisk, når kronikørerne skriver, at det er selve ’arbejdslivet’, der skal modarbejdes, og at ’fritid’ i stedet bør være målet for venstrefløjen. For det første er det forkert, at både den klassiske og alle dele af den nuværende venstrefløj ikke kæmper for at sænke arbejdstiden og for mere fritid. Det er ikke lang tid siden, at Enhedslisten netop førte en kampagne med det indhold. På det mere langsigtede plan virker det samtidigt mærkeligt, at venstrefløjen skal bekæmpe arbejdslivet og arbejde som sådan. Den vision minder langt mere om en klassisk aristokratisk arbejds- (og arbejder)skyende position.

Socialisme handler i stedet om at afskaffe udbytningen af arbejdet og ændre de forhold og sociale omstændigheder, der gør arbejde og arbejderen til en udbyttet position i kapitalismen. Socialisme befrier arbejdet, gør det til fri livsudfoldelse og mindsker det nødvendige arbejde. Karl Marx formulerede det således: »Når arbejdet først er frigjort, så bliver hvert menneske arbejder, og produktivt arbejde hører op med at være en klasseegenskab.«

Samlende klassekamp

Det handler hverken om hvide mænd eller leverpostejmadder, og det har det historisk set heller aldrig gjort. Men en socialistisk forandringsstrategi må nødvendigvis basere sig på brede interessegrupper, der går på tværs af andre skillelinjer i samfundet. Det er stadig arbejderklassen, forstået som alle dem, der skaber værdierne i samfundet, men som konstant må kæmpe med den økonomiske elite om at få retmæssig del i dem. Kun en sådan bevægelse kan mobilisere et tilstrækkeligt bredt udsnit af befolkningen – og vil også skabe forbedringer for mennesker med forskellig kulturel og identitetsmæssig baggrund.

I den proces bør vi huske, at klassekamp ikke bare er en ren økonomisk kamp, men også en kamp om mere generelle samfunds- og kulturidealer. Det er klassekampen, som er central. Ikke fordi den er ekskluderende, men netop fordi den er samlende. Klassekampen er altid flerdimensionel og integreret med kampene mod forskellige andre former for undertrykkelse.

Esben Bøgh Sørensen er ph.d.-studerende ved Institut for Idéhistorie på Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Magnus Bravo
  • Dorte Sørensen
  • Alvin Jensen
  • Jan Damskier
  • Curt Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne A. Frandsen
  • Palle Yndal-Olsen
Magnus Bravo, Dorte Sørensen, Alvin Jensen, Jan Damskier, Curt Sørensen, Eva Schwanenflügel, Bjarne A. Frandsen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

Arbejderbevægelsens klassekamp er andet end dens historie. Det er i dag blevet til en forestilling som politikere fra S,DF,SF, EL har kapitaliseret, som de bruger i deres politiske virke, de lever af den i dag. Og arbejderbevægelsens klassekamp er alt andet end samlende, den er ekskluderende.

For det første: Alt for mange fra arbejderklassen stemmer på DF, derved har arbejderklassen mistet sin sjæl som er solidariteten med de/den/det undertrykte. Partierne S og SF har ændret deres politiske kurs, de er heller ikke længere solidariske med de/den/det undertrykte

Tilbage står et splittet EL, udstillet af Pelle Dragsted.

Curt Sørensen

EBS kritiserer for det første Halber og Langs kronik forleden for dens demonstrerede uvidenhed om arbejderbevægelsens faktiske histrorie

For det andet fremhæver EBL, at klassekamp i klassisk forstand, er det eneste der kunne forene den iøvrigt af mange skel splittede modstand mod kapitalistisk udbytning

For det tredje peger han på klassekamp som den eneste mulighed for at skabe et andet samfund

Han har selvfølgelig ret på alle tre punkter

At arbejderbevægelsen så i dag er sprængt og atomiseret , at mange arbejdere som følge af arbejderbevægelsens historiske nederlag og socialdemokratiernes svigt er gået til højrenationalistiske partier og at omvendt kapitalmagten, i et allianceforhold med den politiske elite og mediemagten er mere koncentreret og stærk end nogensinde er udsagn af en anden type referende sig til nutidig konkret adfærd og ideologi

Det rokker dog ikke ved EBS teser om hvad der skal til for at skabe et helt andet samfund

Palle Yndal-Olsen, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

Hvis Halberg og Lang så i det mindste havde brugt lidt plads på at teoretisere lidt over hvorledes, minoritetsgrupper er blevet det (nye?) revolutionære potentiale. Jeg tvivler lidt på, de herskende klasser skælver noget særligt ved tanken om alliancer mellem queers og indvandrere.

Bo Stefan Nielsen

Eller rettere: alliancer mellem queers og indvandrere *uden* det store flertal, som under kapitalismen qua deres egenskab af producenter og forbrugere har en enorm potentiel magt, både i klassekampen og i klimakampen, som i sidste ende må forenes til een og samme kamp, hvis det her med en bedre verden overhovedet skal have nogen gang på jord. Fremtiden er nødt til at være en eller anden form for internationalt økosocialistisk fællesskab, hvis vi skal klare de udfordringer, verden står foran. Og i den proces vil arbejde selvsagt skulle revolutioneres i kraft af radikalt anderledes produktionsformer, -formål (for fællesskabet, ikke for profit) og konsummønstre. Arbejdet vil utvivlsomt også ændres grundet robotisering og anden teknologisk udvikling. Men arbejde vil ikke blive afskaffet, som H&L advokerer for, og det kan heller ikke være et mål for en intelligent forandringsbevægelse. Målet må være at skabe det demokratisk og økonomisk set, ligeværdige, meningsgivende og tilstrækkelige arbejde for at skabe et fællesskab, hvor alles behov er opfyldt og der er tid til at leve et sundt liv i et rent miljø. Og i den ligning er minoriteter hverken mere eller mindre vigtige i det menneskelige fællesskab.

Kurt Svennevig Christensen

Fremtiden står og falder med klassekampen, der har Curt Sørensen ret. Fremtiden har brug for sin anden og (sikkert også tredje) klassekamp, men den er alene inspireret af arbejderbevægelsens historiske klassekamp. Hvis arbejderne og deres fagforeninger er noget i den klassekamp (hvad jeg ikke ser tegn til) er det i bagtroppen.

Steffen Gliese

Folk går alt for meget op i 1800-tallets problem med tilstrækkelig produktion og fordeling ud fra andre normer end økonomisk magt. Vi har fået den forandring, ingen behøver at sulte, selv ikke på kontanthjælp, i vores samfund; det er helt andre, ideologiske mekanismer, der skal bekæmpes, bl.a. den monomane drift imod det narkotikum, der hedder lønarbejde. Jo mere, vi kan lade være med at arbejde for løn, men kan gøre det af tilbøjelighed og nødvendighed. Løn er en fattig erstatning for taknemlighed, og det handler i stedet om at hive folk ind i fællesskabet og den gensidige gode cirkel, hvor vi ikke udnytter hinanden, men hvor vi tværtimod gør noget for hinanden.