Klimaforandringer er ved at indhente os. Også på idylliske Nyord

På endnu én i kæden af lange, solbagte dage var jeg på cykeltur til Nyord, en lille ø for enden af Ulvshale på Møn, øverst mod nordvest, når man ser på et kort. Og i Nyord by er der svaler. Man har bevaret en række telefonpæle med trådene på, netop af hensyn til svalerne, der andre steder måtte se sig om efter nye siddepladser, dengang telefonkablerne blev lagt i jorden.

Og svalerne besætter trådene tæt. I hundredvis kvidrer, letter og sætter de sig igen, et pilsnart mylder i konstant bevægelse, så man på Nyord Kirke har måttet hænge et skilt med ordene: »Luk venligst døren for svalerne.«

Nogle ornitologer mener, at insekterne i år er så rigelige, at svalerne kan nå et ekstra kuld oven i de sædvanlige to. I vores portrum er det dog kun få dage siden, at kuld nummer to er klækket, de kommer først på vingerne om nogle uger. Så vi får se. Men ingen tvivl om, at svalerne har kronede dage.

Anderledes er det for de fugle, der skal bruge vådområder. På Nyord består hele syd- og østkysten af en stor strandeng, som udgør mere end fem procent af Danmarks samlede strandengareal. Hvert år, når vi ser og hører tranerne trække trompeterende hen over vores gård, ved vi, at de har kurs mod Nyords våde enge. Traner bygger deres rede på en tue i vandhuller.

Gæssene flyver snakkende og gakkende samme vej, og også strandskade, vibe, rødben, stor kobbersneppe og dobbeltbekkasin yngler på Nyord. Midt i det hele står et fugletårn, hvorfra man kan studere trækfuglene: hjejle, regnspove, kobbersneppe og ryle. Jeg har også set havørn og vandrefalk fra tårnet. En musvåge på en hegnspæl.

Intet som det plejer

Nyord Enge ligger som et spættet tæppe af grønt og blåt, med græs, siv, små søer og vandløb, som spejler himlen, og hvor vadefuglene er i deres es. I den mudrede bund er der orme, snegle og andre smådyr. Frøerne kvækker. Der er kort sagt mad, masser af mad, til forældrefugle og alle de unger, der skal på vingerne, før turen går mod vinterkvarteret.

Eller sådan plejer det at være. På denne tur var alle småsøerne totalt udtørret, ikke en fugl var i sigte. Græsset var gult i stedet for grønt. Nyord Enge var kort sagt fuldkommen afsvedet.

Selv om vores egen græsplæne for tiden består af brunt nedtrampet hø, isprængt enkelte mælkebøttekranse, kom det alligevel bag på mig. Selv om vi er midt i den værste tørke i 26 år, er det, som om det kun langsomt går op for én, hvad der sker rundt omkring.

Således remonterer roserne ikke, som de plejer, og denne juli er der til min forbløffelse knap en rose i haven. Porrerne er pistne, og rødbederne står i stampe, men det er trods alt til at leve med. Der er ikke tale om brændende, svenske skove eller danske marker. Det er bare småting. Men hen ad vejen viser de, at noget ikke er, som det burde være.

Skræmmende

Så meget andet er til gengæld herligt. Badevandet er frisk og klart, det duftende japanske skæbnetræ giver skygge og vellugt på terrassen. Det meste af tiden føles tilværelsen balsamisk. Nætterne er fulde af liv. Pindsvinet, der har sin egen vandskål ved dets hule under vinterjasminen, er ivrigt – ivrigt! – nataktiv.

Forleden nat holdt det mig vågen i timevis, fordi det havde sat sig for at findele hele hulens lager af visne blade og sprede dem ud under pergolaen. Hvorfor? Hvem ved, hvad pindsvin tænker? Men den slags hører til de småhyggelige sommeroplevelser – ligesom det bump i vindueskarmen, der vækkede mig i går nat. Så sad der en kat, der skulle se, hvad der var bag det åbne vindue!

Havedammen er der også, så fuglene kan få vand. Og at dømme efter min grønkåls udseende er der ligeledes larver nok, skønt jeg selv kun har fundet få, sommerfuglene trives. Dræbersnegle ser vi til gengæld næsten ingen af, men mon ikke pindsvinet også her er nataktivt?

Nyord Enge er i en anden liga. Det syn var skræmmende. Det gav mig – atter en gang – fornemmelsen af, at den fremtid, vi i snart mange år er blevet advaret om, nu indhenter os i stadig hastigere tempo. Uforudsigeligt, ja, men med tendens til det værre.