Kronik

Det er konstante krav om udvikling, der gør unge mennesker syge

Stigningen i psykiske diagnoser blandt unge mennesker skyldes hverken overdiagnosticering eller curlingforældre. Det er den udprægede konkurrence- og præstationskultur, der skaber skrøbelige unge
Konkurrencestaten har organiseret vores livsforløb fra dag nul. Processen er organiseret som et optimeringsforløb, hvor man sættes i scene som konkurrent til dine medmennesker, mener dagens kronikør.

Konkurrencestaten har organiseret vores livsforløb fra dag nul. Processen er organiseret som et optimeringsforløb, hvor man sættes i scene som konkurrent til dine medmennesker, mener dagens kronikør.

Nils Meilvang

5. juli 2018

Flere og flere unge mennesker får stillet en psykisk diagnose. Betyder det, at dagens unge er en flok forkælede møgunger, der mærker for meget efter nede i maven, og som vippes af pinden alt for let? Og bruger de diagnoser som eksempelvis depression som en form for accessory til at akkompagnere deres øvrige selvfremstilling, når det er belejligt?

Det skulle man tro, når man har læst Nanna Carstens’ kronik i Information den 30. juni. Nanna Carstens er studerende ved Københavns Universitet og lægger sig i slipstrømmen af en tendens til at individualisere samfundsmæssige problemer, der vedrører ungdommen, som har været fremherskende i debatten de senere år.

I mit arbejde som pædagogisk-psykologisk uddannelsesrådgiver ved Aarhus Universitet yder jeg støtte til unge med diagnosticerede psykiske lidelser. For mig er det tydeligt, at der er væsentlige samfundsmæssige årsager til den høje forekomst af lidelse, vi ser hos ungdommen.

Men det perspektiv bliver ofte helt udeladt. Ikke mindst i debatten om den såkaldte curlinggeneration. Her reduceres unge menneskers problemer til at være et resultat af overbeskyttende forældre, som efter sigende skulle generere svagelige og forkælede børn, der ikke kan håndtere verdens knubs. På den måde får man behændigt placeret ansvaret for en hel generations genvordigheder i enkeltindivider og i privatlivets sfære, og samfundet friholdes for ansvar.

Det er bekvemt, hvis man ikke ønsker, at samfundet bruger ressourcer på at udbedre problemerne, eller man af ideologiske grunde ønsker at placere ansvaret i familiernes skød. Det er mindre smart, hvis man faktisk er interesseret i at forstå, hvad der foregår i ungdommen og eventuelt skabe bedre vilkår for denne gruppe.

Adgang til hjælp

I sin kronik indikerer Nanna Carstens, at der sker en overdiagnostisering af depressioner hos unge, og at man som patient kan manipulere sin læge til at stille en diagnose ved at besvare lægens spørgsmål på en bestemt måde. Det ligger implicit i denne antagelse, at man burde skærpe kravene til diagnosticering.

Skal man skærpe kriterierne, skal begrundelserne imidlertid være faglige. Ellers straffer man jo mennesker med depression for andre menneskers manipulation af diagnosticeringssystemet. Lidt ligesom når nogen peger på Dovne Robert for at retfærdiggøre, at der generelt stilles strengere krav til ledige. Det dur ikke. Her skal man hellere finde ud af, hvilke problemer folk bokser med, som gør det attraktivt at foregive diagnoser.

Historisk mange unge udvikler stress, angst og depression. Jeg mener, at meget af polemikken omkring diagnosticering og overdiagnosticering bunder i en skæv forståelse af, hvad en psykiatrisk diagnose egentlig er. En depressionsdiagnose er ikke en påvisning af, at der er en depression ’inde i personen’.

Det er hverken mere eller mindre end en beskrivelse af en samling af selvrapporterede adfærdsmæssige og oplevelsesmæssige symptomer, der optræder hos en given person. Nichts weiter. Og så er diagnoser oftest adgangsbillet til hjælpesystemerne. Min oplevelser er, at de studerende, jeg hjælper, som er diagnosticeret med depression, bestemt lever op til intentionen med kriterierne og ikke faker noget som helst. For mig at se er det helt væsentlige spørgsmål; hvad er det lige, vi har gang i som samfund, som skaber denne tilstand hos så mange unge?

Udviklingspres

Debatten om den såkaldte curlinggeneration repræsenterer en klassisk ’indefra og ud’-tænkning, hvor man ser en samfundsmæssig tendens som udtryk for et forhold, der er iboende i det enkelte individ. Store dele af landets forældre er åbenbart ramt af kollektivt vanvid, som udmønter sig i, at de på upassende og overdreven vis beskytter deres små pus og faktisk forkrøbler ungerne følelsesmæssigt i samme hug.

Det lyder jo ikke rart, men hvad værre er; det lyder heller ikke sandsynligt. Når noget forekommer i stor målestok, må man altid spørge sig selv; hvordan bidrager samfundet til denne udvikling, og hvad er meningsfuldheden i, at folk gør, som de gør?

Faktum er, at kravene til menneskers personlige og ressourcemæssige udvikling aldrig har været større. Vi skal udvikle os fra vuggestuealderen, hvor der laves kompetenceanalyser og handleplaner for børnenes udviklingsmål. I uddannelsesinstitutionerne fortsætter denne opdeling af individet i enkeltkompetencer, som hver især skal vurderes og optimeres, så vi på sigt kan fungere som nyttige ressourcer for arbejdsmarkedet.

Konkurrencestaten har organiseret vores livsforløb fra dag nul. Processen er organiseret som et optimeringsforløb, hvor du sættes i scene som (fremtidig) konkurrent til dine medmennesker. I den optik giver det rigtig god mening, at forældre beskytter deres børn alt det, de kan; både for at sikre den optimale kompetenceudvikling og måske også for at beskytte barnet for de værste effekter af denne udvikling?

Forældre er ikke idioter; de kan godt se, at der ikke er plads til alle ved samfundets bord. Og de ønsker at gøre, hvad de kan for, at deres barn tilkæmper sig en af pladserne trods alt.

Konkurrencestatens udviklingskrav er omfattende og ikke omkostningsfrie. De producerer et psykologisk indre hos unge, der afspejler kravene: urealistisk selvovervurdering på den ene side og en tendens til en selvkritisk, perfektionistisk og højambitiøs tilgang til sig selv på den anden.

Det skaber skrøbelige mennesker, hvor selv små nederlag får alvorlige konsekvenser for selvbilledet. Det er ikke curlingforældrene, der er hovedproblemet i dette, men derimod samfundets iscenesættelse af mennesker som varer og konkurrenter over for hinanden.

Når man lærer, at ens værdi som menneske afhænger af ens præstations- og ressourceprofil, er det ikke så underligt, at man udvikler stress. Langvarig stress fører ofte til depression og/eller angst, og den udvikling ser jeg alt for ofte hos de universitetsstuderende, jeg yder studiestøtte til.

Hele deres identitet hænges op på enkeltstående præstationer, og hvis man for eksempel dumper en eksamen, oplever de studerende det ofte som om, at de dumper som mennesker. Det er konsekvensen af den sammensmeltning af værdi-som-menneske og værdi-som-arbejdskraft, der finder sted i konkurrencestaten.

Individualisering

I mine øjne er det iscenesættelsen af mennesker som varer, der er hovedsynderen i den omfattende forekomst af psykiske lidelser hos unge. Det skaber en hyperindividualiseret overbygning, hvor individet står ultimativt til ansvar for sin egen fremgang eller undergang. Udvikl dig, udkonkurrer de andre eller gå til grunde.

Den psykologiske bagside er en helt ekstrem grad af overvurdering af egen indflydelse på egen tilstand, der fuldstændig sætter omgivelsernes rolle i parentes. I sin mest sørgelige og konkret udkrystalliserede form ses det hos de depressive unge, som gør alt, hvad de kan, for at leve op til samfundets krav, men alligevel bliver depressive, fordi de ikke er i stand til at gøre alting perfekt. Efterfølgende står de alene med ansvaret og en skånselsløs selvkritik om, at de bare kunne »have taget sig sammen«.

På den måde har de lært at ansvarliggøre sig selv for alt, og dette er i sig selv en ubærlig byrde. Lidt paradoksalt viser dette sig også i Nanna Carstens måde at beskrive sig selv på: »Jeg havde især et problem med at have det dårligt, fordi jeg jo har det så godt. Jeg syntes, det lugtede lidt af forkælet møgunge.«

Som psykolog, der arbejder med unge mennesker, er en af mine hyppigste opgaver at hjælpe de unge med at stoppe med at slå sig selv i hovedet. Alt imens fungerer konkurrencelogikkerne bag om ryggen på dem, og rollen som egen slavepisker er fikst installeret i den enkelte. Det er på tide, vi tager et opgør med markedsgørelsen af mennesket; indtil da vil kritik af diagnosticering og curlinggenerationer desværre ofte gå konkurrencestatens ærinde.

Louise Margrethe Pedersen er pædagogisk-psykologisk uddannelsesrådgiver på Aarhus Universitet, hvor hun yder studiestøtte til studerende med diagnosticerede psykiske lidelser

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Larsen
  • Keld Sandkvist
  • Niels Duus Nielsen
  • Estermarie Mandelquist
  • Esben Lykke
  • David Zennaro
  • Flemming Berger
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Søren Christensen
  • Jens J. Pedersen
  • Jes Enevoldsen
  • Olav Bo Hessellund
  • Lillian Larsen
  • Torben Skov
  • Jørn Andersen
  • Torben K L Jensen
  • John S. Hansen
  • Trine Schmidt Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Torsten Jacobsen
Michael Larsen, Keld Sandkvist, Niels Duus Nielsen, Estermarie Mandelquist, Esben Lykke, David Zennaro, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Christensen, Jens J. Pedersen, Jes Enevoldsen, Olav Bo Hessellund, Lillian Larsen, Torben Skov, Jørn Andersen, Torben K L Jensen, John S. Hansen, Trine Schmidt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

"Som psykolog, der arbejder med unge mennesker, er en af mine hyppigste opgaver at hjælpe de unge med at stoppe med at slå sig selv i hovedet."

Jeg gad virkelig godt læse en klumme, hvor Louise Margrethe Pedersen beskriver dette arbejde i detaljer. Det kunne være interessant læsning. Hvordan foregår dette arbejde i praksis, i en verden hvor 'markedsgørelsen af mennesket' ikke synes på retur sådan lige foreløbig?

Hvem har ansvaret?

Hvem har ansvaret for at tage opgøret med 'markedsgørelsen af mennesket'? Det har 'vi', siger psykologen gudhjælpemig, i et svar som synes udvokset af Kritisk Teori, snarere end et egentligt psykologisk perspektiv.

'Vi' findes ikke. Ikke sådan for alvor. Ikke når det rent faktisk gælder. 'Vi' findes kun i skåltaler eller som ansigtsløst referencepunkt til brug for folkeforførere - mestendels selvspejlende massemedier og politikere.

Derfor går det som regel helt af helvede til med alle de - ofte meget vigtige - forhold, som 'vi' har ansvaret for: Ansvaret for de kommende generationer (Global opvarmning), ansvaret for den gode omgangstone (udlændingedebatter, sociale medier, en tur med bussen), ansvaret for samfundets frugtbare udvikling som helhed.

Så hvem har ansvaret?

Måske er det vigtigt at gøre sig følgende klart: De sjælelige lidelser, som vi her taler om - som f.eks. stress, depression, angst - er lidelser, der opstår i et socialt rum. Et rum, hvor individets meningshorisont udgør den ene pol, og det omgivende (sociale) miljø den anden pol:

Disse poler er i evig udveksling: Min meningshorisont opløses og (om)formes kontinuerligt i mødet med omgivelserne(miljøet). Samtidig virker jeg i kraft af min forståelse af verden - min meningshorisont - tilbage på omgivelserne, og dermed andre menneskers meningshorisont.

Jeg er dermed - sådan lidt firkantet sagt - individ og samfund på samme tid.

Så hvem har ansvaret?

Det afhænger vel af, hvad man mener med 'ansvar'? Ordet 'ansvar' forveksles meget let med ordet 'skyld', men her må man være meget forsigtig - holde tungen lige i munden:

For nu at skære forskellen ud i pap med et tænkt eksempel, inspireret af Viktor Frankl:

- Det er ikke min skyld, at jeg bliver smidt i KZ-lejr.
- Det er mit ansvar at bevare min menneskelighed, indtil befrielsen - eller døden - kommer.
- Det er ikke min skyld, hvis jeg mister min menneskelighed i en KZ-lejr: lejren er andres opfindelse.
- Men det ændrer ikke på, at ansvaret for min menneskelighed hviler på mig selv alene. Et sådant ansvar kan ikke løftes i flok.

En esoterisk omgang, det indrømmer jeg. En smule rodet tillige, tilmed. Det indrømmer jeg også. Jeg tager det fulde ansvar, omend det ikke alene er min skyld. ;)

Det jeg formuleret som én sætning prøver at sige, er:

Man kan uden problemer være enig med både Louise Margrethe Pedersen og Nanna Carstens: De taler i og for sig om det samme. En skam er det selvfølgelig, hvis de ikke kan se det...

Johannes Konstantin Neergaard, Michael Larsen, Søren Petersen, Esben Lykke, Anne Eriksen, Flemming Berger, Viggo Okholm, Annika Hermansen, Torben Skov, Bjarne Bisgaard Jensen, Svend Erik Sokkelund, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Torsten, det virker da som om Louise Margrethe Pedersen er enig i, at Nanna Carstens i virkeligheden også taler om det samme - måske blot ubevidst :

"På den måde har de lært at ansvarliggøre sig selv for alt, og dette er i sig selv en ubærlig byrde. Lidt paradoksalt viser dette sig også i Nanna Carstens måde at beskrive sig selv på: »Jeg havde især et problem med at have det dårligt, fordi jeg jo har det så godt. Jeg syntes, det lugtede lidt af forkælet møgunge."

Synes artiklen helt præcist definerer, hvad der i det hele taget er galt med den herskende diskurs i vort samfund - og IKKE med de unge, eller os andre 'subjekter' for den sags skyld.
Værdisætningen af alle fra fødsel til grav underminerer det fællesskab vi burde opbygge, og efterlader os som ensomme øer i mængdens ocean, uden andet formål end at konkurrere om hvem der bliver det mest populære turistmål, eller hvem der formår at underlægge sig flest af de andres øer på en planet, der er ved at segne under byrden af øernes ønske om verdensherredømmet.

Johannes Konstantin Neergaard, Michael Larsen, David Breuer, Henrik Peter Bentzen, Brian W. Andersen, Maria Jensen, Estermarie Mandelquist, Allan Stampe Kristiansen, Anne Eriksen, David Zennaro, Flemming Berger, Anne Mette Jørgensen, Trond Meiring, Lillian Larsen, Benta Victoria Gunnlögsson, Torben Skov, Torben K L Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Eva Schwanenflügel,

Præcis. Og hvem har så ansvaret for at ændre den herskende diskurs?

Bettina Jensen

Torsten Jacobsen, du påpeget først, men negligerer siden dit/et jeg altid står i forbindelse til den sociale omverden, altid relaterer sig til og influeres af denne (og omvendt, naturligvis). Hvor afgrænser du så, apropos den nørdede præcision, individet fra fællesskabet, ja sågar dig fra mig? Hvis vi som mennesker er sociale og ikke blot handler og tænker socialt, Individets oplevelse af ansvar står svanger med dets evne til at påtage sig samme, så hvad siger vi til individer, som enten ikke oplever at de har ansvaret (som 'vi' bestemmer at de har) eller som påpeger at ansvaret er delt?

Selvom det ikke er min skyld at jeg er i KZ-lejr, har jeg vel næppe det fulde ansvar for at bevare min egen menneskelighed, thi menneskelighed er noget som reproduceres mellem mennesker; noget vi mindes om, reguleres af og bindes op på. Kunne et synspunkt være. Og dermed er menneskelighed ikke blot et individuelt, men også et fælles ansvar - man kunne også sige et fælles fænomen, 'vi' som mennesker sammen skaber, vedligeholder og udvikler. Når vi altså ikke afvikler eller gøre alt muligt andet (som der muligvis slet ikke findes et sprog for).

Ansvaret for den herskende diskurs er således dit, mit og vores. Adskillelsen er muligvis (!) slet ikke mulig. Eller væsentlig.

Mogens Holme, Maria Jensen, Mikkel Morgen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen, Trond Meiring og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Dan man under den franske revolution talte om frihed,lighed og broderskab var det for hele folket - siden den tid er frihedsbegrebet blevet identitært eller den personlige frihed til at mele sin egen kage hvilket er en total misforståelse - frihed under revolutionen var friheden til at forsamle sig frihed til at agere i fællesskab. Den personlige frihed er frihed til at bliver hofsnog,røvslikker,tyv og snyde sig til penge og magt med korruption i nærheden til den til enhver tid siddende magthaver. Så den største fare for fællesskabet og demokratiet er den identitære politik der kom med/for neo-liberalismen.

John S. Hansen, Maria Jensen, Allan Stampe Kristiansen, Kim Houmøller, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Jens Jensen, Torben Skov, Anne Mette Jørgensen, Trond Meiring og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Det kan ikke være rigtigt at fritage forældrene. De er jo selv ude i konkurrencesamfundets statusræs. Det smitter, det skidt, gennem de utallige medier for et overfladisk liv som kopier.
Måske skal vi ophøje Janteloven til idealet : Du skal ikke tro, du er klog, smart, nr 1, bedre på alle måder end dine medsøstre - og brødre.
Vi mobber de forkerte.

Steffen Gliese

Og bag alt dette ligger den kristne erkendelse af egen fejlbarlighed og retten til ikke at være perfekt - og ikke at skulle leve op til andres forestillinger.
Udviklingen er det tydeligste bevis på, at vi ikke kan leve uden Gud - for i det øjeblik, 'Gud' forsvinder, begynder mennesker at pine og plage hinanden og tilkæmpe sig magt over andre mennesker mere og mere ekstremt.

Estermarie Mandelquist, Allan Stampe Kristiansen, Jørn Andersen, heidi Lindtoft, Anne Schøtt, Anne Mette Jørgensen og Annika Hermansen anbefalede denne kommentar
morten rosendahl larsen

Jeg tror mange ville få det bedre hurtigt, hvis de forlod de asociale medier. Det er ikke mentalt sundt hele tiden at skulle udstille sit eget liv, og slet ikke fordi det jo helst skal være så perfekt som overhovedet muligt, samt konstant at blive eksponeret for kig til andres "perfekte" liv....Slap af ! Det perfekte er sjældent særligt interessant.

Eva Schwanenflügel, Estermarie Mandelquist, Henrik Brøndum, Flemming Berger, Anne Mette Jørgensen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

For mig at se var Jesus verdens første socialist og den første 68´er det gjorde oprør mod sin autoritære far og hele det magtapparat der stod bag ham.

Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Anne Mette Jørgensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Nu var Nanna Carstens artikel jo langt hen ad vejen et postulat om, at selv alvorlige diagnoser sidder løst i ærmet når man går til lægen. Hun skrev noget retning af, at hun gik fra lægen og kom ud med en diagnose om alvorlig depression, mens hun i virkeligheden blot havde en dårlig dag. Og ydereligere sluttede hun jo til noget mere alment, nemlig at der var en tendens til, at overdiagnosticere i samfundet. Enhver ved jo godt, at der et en metodisk problematik i, at slutte fra det enkelte til det generelle, som i dette tilfælde. I værste fald drager man slutninger på et virkelig tyndt grundlag.

Og et eller andet sted gør det naturligvis noget ved anerkendelsen af depressive tilstande hos unge, og i det hele taget, hvis man konkluderer, at det skyldes en eller anden grad af forkælelse - eller mangel på robusthed, eller som artiklen her er inde på kobler det på en problemstilling vedr. overbeskyttede curling børn.

Og i tilfælde af, at der nu er en tendens til depressioner og stress blandt unge - ja i det hele taget, og hvis der oven i købet er progression i sådan en tendens, så er det nærliggende, at finde forklaringsfaktorer andet steds end i det individualiserede.

Præstationskultur, krav om succes i mange af livets roller, formelle krav om, at uddannelsen skal gennemføres med tilstrækkelige karakterer inden for en given tid etc. Krav findes der nok af.

Et eller andet sted kan individet måske internalisere de normer der gælder i samfundet, og herved kan individet føle sig ansvarlig for forhold, som også skyldes den gældende kultur/norm i samfundet.

Et eller andet sted kommer en diagnose naturligvis ikke helt uden om individuelle faktorer. Det er måske snarere her man kan ændre noget fremfor, at skulle ændre hele den samfundsmæssige kontekst, hvis man tænker terapi eller behandling - set fra behandlerens synspunkt.

Hvordan man tackler en personlig krise er et valg, men at man kan havne i en sådan er ofte ikke et bevidst valg, og er man i svær depression, så klarer man sig næppe heller ud af tilstanden uden hjælp.

Eva Schwanenflügel, Bettina Jensen, David Zennaro og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Eg god og væsentli kronik af Louise M. Pedersen.
Alt er "marked". Arbejdsmarked, sexmarked, supermarked etc. etc. etc.
Vi uddanner ikke mennesker, men robotter.
Du må ikke få en forståelse af at være menneske, men du skal, at du skal være effektiv. Ingen spildtid, det er for dyrt.
Alle, der er uden arbejde, er selv skyld i det. Det har ingen betydning, at der er 1000 til en plads. De 999 er selv skyld i, at de ikke finder et arbejde.
Etc. etc. etc.

Lillian Larsen, John S. Hansen, Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

I går mødte jeg en ung kvinde i toget, som er under uddannelse som optometrist.
Hun var trist og led og ked af at blive målt konstant i sin praktik hos en optiker.
Der blev konstant målt på , hvor mange synsprøver i forhold til salg af briller/ linser hun fik solgt. Der bliver målt på tid og det ødelagde hendes motivation på, at gøre et ordentligt stykke arbejde.
Jeg sluttede samtalen med at sige: I unge er alt for pæne. Gør oprør. Jamen sagde hun - det tør vi ikke.

Lillian Larsen, Michael Larsen, Torben K L Jensen, Dorte Haun Nielsen, John S. Hansen, Eva Schwanenflügel, Bettina Jensen, Estermarie Mandelquist, Allan Stampe Kristiansen, Kim Houmøller, Jørn Andersen, Torben Skov, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Jan Boisen og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar

Anne Mette Jørgensen: Nej det unge er pressede i en sorteringsmekanisme, hvor man let bliver vejet og fundet for let. Selv en uddannelse giver ikke nødvendigvis adgang til arbejdsmarkedet. Der har jo også været artikler herude om "prekariatet" - altså unge akademikere, som ikke kan få fodfæste på arbejdsmarkedet.

68´ernes oprør skete jo i en højkonjunktur, hvor der ikke var så mange begrænsninger. Der var i store træk fri uddannelse uden adgangsbegrænsninger, og kunne man ikke lide lugten i bageriet, så var der andre skorstene der røg.

Det er naturligvis lidt den berømte stoleleg der spørger lidt i kulissen. Jeg tror vist også lidt de nævnes i artiklen, at man kan blive ekskluderet - eller sat uden for døren, hvis man ikke lige passer ind i sammenhængen

Andre har skrevet noget om "markedsgørelse"af også menneskelige relationer

I alle tilfælde kan de unge jo tage et nederlag personligt op, og følelsen af fiasko kan hurtigt føre til en depression. Så der er måske nok en sandhed i, at forældre søger, at beskytte deres børn. Men der åbner sig også en afgrund af fiasko i et liv hvor vi bliver vejet og målt hele tiden.

Lillian Larsen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Bettina Jensen,

Vi er ikke voldsomt uenige, tror jeg, blot lægger vi vægten forskelligt i denne samtale om individets kontra samfundets ansvar for hin enkeltes psykiske velbefindende.

Jeg vil fastholde, at kun individet selv kan være endelig ansvarlig for sin egen meningshorisont. Opgaven er så at udbrede dette både nådesløse og frigørende budskab til de mennesker, som af den ene eller den anden grund ikke mener sig i stand til at bære et så tungt ansvar - eller som ganske enkelt ikke vil. Det er i og for sig formålet med al god opdragelse og (ud)dannelse.

Når så ganske mange unge mennesker ganske uforskyldt - fordi de ikke ved bedre besked - lader sig sønderrive i markedstænkningens maskineri, for siden at blive spyttet ud igen - sårede og ituslåede - så kan man vel med rimelighed få den tanke, at det er noget grundlæggende galt med både opdragelse og dannelse? At dannelsesprocessen er kørt helt i hegnet?

Og hvem har så ansvaret for dét? "Det har vi alle sammen", siger du vist? Hvem skal så gøre noget ved det? "Det skal vi allesammen", lyder vel svaret?

Og hvordan synes du så, at det går med det?

Steffen Gliese: Omkring nødvendigheden af en Gud, så må man vel langt hen ad vejen sige, at den kristne kultur stillede mennesket i en position, hvor mennesket skulle leve op til Guds nåde for, at opnå frelsen. Så den kristne kultur så måske mennesket som uperfekt, men denne uperfekthed skulle afregnes med Gud, som skal mennesket sone sine synder.

Det har vel i høj grad kunnet knuge sjælene i fordums tid ikke, at leve op til Guds krav om dydighed

Og således har den kristne kultur om askese, fromhed, og troskab over for Gud i høj grad kunne bruges til, at banke sjælene på plads. Hinsides lurede helvede og sjælens fortabelse, som frelsen var den eneste nåde.

Og under den katolske kirke kunne man endog blive lyst i band og erklæret fredløs.

Så hellere en verden uden Gud :-)

Viggo Okholm

Uha for et dilemma omkring skyld, ansvar, krav og livsglæde. verden er som den er lige nu og hvert enkelt menneske bidrager til at den er som den er før, nu og til alle tider, så længe mennesket eksisterer. De færreste af os tænker sådan og vi har mere eller mindre valgt at acceptere de krav systemet og udviklingen fastsætter. Står vi af må vi indse at vores såkaldte sociale status trues.
Ingen kan undslippe sit ansvar for sine reaktioner i givne situationer, for det er ikke andres skyld jeg bliver såret eller ked af det, men føllesen kommer og den må den enkelte på sin vis forsøge at lære at tackle og det skal jo så ske gennem erkendelse og spejling i det sociale liv. Det er i sig selv lettere sagt end gjort. Hvorfor vore hjerner og følelser går i udu så livet bliver sort og ulideligt, har ingen så fundet ud af endnu, for hvorfor klarer nogen sig igennem "idiotiet" og andre ikke ?Psykologer og psykiatere har nok lært om mekanismer i livet og reaktioner, men de vil aldrig nå frem til at se det enkelte menneske som det det er indefra vel? Det det må dreje sig om er vel at kunne hjælpe hver enkelt til selvindsigt lige nu og lære at identitet, følelser m.v. er ikke statiske og til hver en tid kan ændres, men kravet er erkendelse og så forhåbentlig fratagelse af skyld både egen og andres. Buddhismens karme begreb kan bruges her og her er det centrale at vores karme er bagagen, men selve karmaen kan ændres hvis bagagen fordeles anderledes, og det kan kun det menneske selv gøre. om man så skal have hjælpemidler gennem samtale og medicin er igen et valg.

Steffen Gliese

Nej,Jan Boisen, den kristne Gud tilgiver - om det så kun er troende eller alle er et hot teologisk emne, inklusive hvad det vil sig at tro. I i hvert fald luthersk kristendom - men såmænd også i katolsk, de pakker det bare ind - er nåden et ensidigt forhold, hvor Gud tilgiver mennesket, der intet kan gøre til sin egen frelse andet end at tro Guds uendelige kærlighed.

Steffen Gliese: Jeg ved ikke hvad Gud er, men fortællingen om Jesus er naturligvis også en fortælling om ubetinget kærlighed, og et offer på korset. Måske skal man tilskrive de kristne, at det blev udlægningen om en streng Gud der var gældende.. Men alene, at søge retfærdighed ved Gud skurer lidt i manges øren, om end tilgivelsen rummer nåden, så lurer dog fortabelsen, som bliver et spørgsmål om, at tro eller ikke tro. Kun den som tror kan håbe på frelsen, hvor den virkelige frelse dog må ligge i det liv som faktisk leves, hvis man da overhovedet skal tro på frelsen, for man kunne jo også være af den formening, at den findes ikke.

Mening er måske ikke nødvendigvis noget som eksisterer, men som vi må definere, og så er det jo fint nok hvis vi kan definere, at kærligheden giver mening :-)

Bettina Jensen

"Når så ganske mange unge mennesker ganske uforskyldt - fordi de ikke ved bedre besked - lader sig sønderrive i markedstænkningens maskineri, for siden at blive spyttet ud igen - sårede og ituslåede - så kan man vel med rimelighed få den tanke, at det er noget grundlæggende galt med både opdragelse og dannelse? At dannelsesprocessen er kørt helt i hegnet?

Og hvem har så ansvaret for dét? "Det har vi alle sammen", siger du vist? Hvem skal så gøre noget ved det? "Det skal vi allesammen", lyder vel svaret?

Og hvordan synes du så, at det går med det?

Ad helvede til, kunne svaret vel være, Torsten Jacobsen. Og én af hovedårsagerne til dét kunne monstro være at flere og flere rabler op om det personlige ansvar, den personlige frihed og den personlige realisering. hvordan synes du, det går med dét?, kunne mit spørgsmål derpå være.

Du skriver om det endelige ansvar, men hvor findes det endelige i et menneskes (sociale) livsløb, for så vidt at ansvaret må/kan kædes sammen med livsløbets vilkår, tilskikkelser og handling(sbestræbels)er? Ved udåndingstidspunktet? Hvordan synes du, sagen står med dét?

Eva Schwanenflügel, Mikkel Morgen, Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørn Andersen

Ligesom vi ikke ,selvom vi måtte ønske det ,kan fremmane en verden uden tyngdekraft,eksisterer der en verden uden gud.

kjeld hougaard

”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være nådig”
Alternativt:
Naturen gav, Naturen tog, - Naturen er ingens skyld, den står ikke til ansvar for nogen, eller er nogens ansvar.
that is life!

Ansvaret ligger i det samfund vi har skabt på baggrund af vores valg.
Skrøbelige unge, udspringer af kontrollerende forælder.
Skrøbelige forælder, udspringer af kontrollerende samfund.
Essensen, adfærd og forventninger.

John S. Hansen

Er overrasket over at Gud, den store skovhamster eller andre fantasivæsner pludselig befinder sig i denne debat. Synes at det er fantastisk vigtig debat (som far til to teenagere). For vigtig til at der går Sørine Godtfredsen i den!!
For øvrigt dejligt at høre om denne tømrer; Josef - så har da da været praktikpladser på et tidspunkt!

Kim Houmøller, Michael Larsen, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm og Jan Boisen anbefalede denne kommentar

Man kan nok ikke med et håndkantslag eller uden diskussion afgøre spørgsmål om personligt ansvar og personlig frihed. Den slags diskussioner har næsten evigheden indlejret i sig. Men man kan i alle tilfælde sige, at der eksisterer en individualiseringsproces i tiden. Og det antydes jo også lidt i artiklen, at vi bliver målt fra vugge til grav i et præstationssamfund

Men videre er der måske også en tendens til, at søge individorienterede årsagsforklaringer på problemerne. I denne her sammenhæng kunne det blive noget i retning af, at årsagen til depression skal du finde i dig selv. Bliver man arbejdsløs så er det et personligt problem snarere end det er udslag af et samfundsproblem.

Man kan naturligvis ikke unddrage sig selv, at tage ansvar dersom man bliver ramt af problemer; alligevel er der en tendens til, at forklaringerne på samfundsproblemer forskydes over på individet. Det er da i alle tilfælde en pointe bliver linet op i denne udmærkede artikel.

Og samtidig må de unge jo face, at man ende op, som taber når rouletten drejer. Ve den arme stakkel der ikke får sig en ordentlig uddannelse

Nu er det ikke fordi der ikke altid har været et vist pres på ungdommen, men som jeg husker det var der mere plads til svinkeærinder en generation eller så tilbage, for ikke at tale om 68´erne som havde en form for frihed, som de unge slet ikke kender til i dag.

Når man så skal placere ansvaret må man et stykke ad vejen konstatere, at det skyldes samfundsudviklingen, men diverse politikere har nu også gjort deres til, at tune taxameteret i udddannelsesbussen.

Viggo Okholm

Jab Boisen.
Rigtigt formuleret tror jeg, altså at samfundsudvikling og politikere har et ansvar for de unges problematik hvor vi der er fra lige efter 2. verdenskrig fik nogle nye chancer på anden måde i den udvikling. Flere af os oplevede både håndens og åndens arbejde både samlet og hver for sig og ikke mindst muligheden for en pause fra det vi var i og muligheden for at skifte spor ud fra den vi var . Det der måske glemmes i diskussionen her at også vi 68 ere og mennesket generelt har ladet den udvikling ske i jagten på materialismens standarder. Så hvornår er det kollektivets ansvar og hvornår er det den enkeltes ansvar i forhold til valg? Igen skismaet mellem erkendelse, psyke og menneskesyn.

Torsten Jacobsen

Bettina Jensen,

Du nævner i samme åndedrag personligt ansvar og personlig frihed, hvilket i og for sig er interessant. For mens man nok - med Sartre - kan sige, at vi mennesker som et grundvilkår er "Fordømt til frihed", så synes det ikke umiddelbart indlysende, at man gennem en accept af det personlige ansvar, frisætter sig selv - vel snarere tværtimod?

I det mindste hvis man er et dannet menneske - et vel-opdraget menneske - som forstår, at man i ansvarspådragelsen i og for sig løfter ansvaret for hele verden op på sine skuldre.

Dette ændrer dog ikke på, at det kun er igennem dybtfølt anerkendelse og accept af mit personlige ansvar, at jeg integreres i verden. Denne integration er - i moralsk/filosofisk/åndelig forstand sand frihed - en størrelse meget fjernt fra den vildfarne grænseløshed og af bevidstløse profeter besungne 'selvrealisering', som du med rette snerrer af...

Johannes Konstantin Neergaard

@Torsten Jacobsen: Tak for et musikalsk bud. God kartasis i den vrede. Og musikeksemplet understreger jo fremragende pointen med at det individuelle og det kollektive ALTID fletter sig umærkeligt sammen. Intet er vel næsten en bedte analogi på sammenfletning af komplekse sammenhænge end musik - med alle dens appeller til sprog, følelse, gruppeidentitet, oprør, meditation, tidsforståelse, sammenhængskraft etc.