Kronik

Kunstig intelligens kan ikke besvare etiske spørgsmål

Potentialet ved kunstig intelligens er enormt. Men vi skal sikre, at maskinerne handler i overensstemmelse med vores værdier, og derfor har vi brug for dygtige humanister
Kunstig intelligens har forlængst gjort sit indtog i forskellige dele af samfundet. Og det har vist sig, at de kunstige intelligenser er bedre til identificere visse kræftsvulster end menneskelige diagnostikere. 

Kunstig intelligens har forlængst gjort sit indtog i forskellige dele af samfundet. Og det har vist sig, at de kunstige intelligenser er bedre til identificere visse kræftsvulster end menneskelige diagnostikere. 

Sille Veilmark

23. juli 2018

Udviklingen af den kunstige intelligens skrider frem med raske skridt og rejser i stigende grad spørgsmål om, hvordan vi sikrer os, at maskinerne handler inden for rammerne af vores værdier. Paradoksalt nok fortsætter udhulningen af humaniora – præcis den del af åndslivet, der beskæftiger sig med mennesker, deres kultur og deres værdier.

Tiden er inde til, at der ændres kurs fra politisk side for at stoppe den strukturelle og ideologiske nedsabling af humaniora, som har stået på i en årrække.

For eksempel har Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet måttet spare 151 millioner fra 2016 til 2019. Der skal ændres attitude og politisk indstilling, hvis vi skal have en chance for at imødekomme de udfordringer, som den kunstige intelligens stiller os over for på kort og lang sigt.

Forskellen på kan og bør

Ved hjælp af neurale netværk med deep learning udviser maskiner en hidtil uset alsidighed og finder stadigt bredere anvendelse.

Der er ingen grænser for, hvad disse netværk kan. Vi har for længst set maskiner, der kan slå menneskernes mestre i alskens brætspil, men selv uden for spillebrætternes grænser brillerer netværkene og sætter nye standarder inden for kernekognitive opgaver såsom sprog.

I mere praktiske henseender har det vist sig, at de kunstige intelligenser er bedre til at identificere visse kræftsvulster end menneskelige diagnostikere.

Én ting er imidlertid spørgsmålet om, hvilke opgaver disse netværk kan varetage, og hvor effektivt de kan varetage dem. Det vil vi overlade til ingeniørerne at besvare.

Et andet spørgsmål angår, hvilke opgaver disse maskiner bør varetage – og her har humaniora en afgørende rolle at spille.

Skeler man til konsulenthusene, fristes man til at tro, at svaret på dette spørgsmål er at hente langt ude på den teknologiske rationalitets overdrev – derude, hvor ’kan’ er lig med ’bør’, og det stædigt lyder: »automatiseres bør, hvad automatiseres kan!«. 

Automatiseringsrusen forekommer tøjlesløs, og det er ikke svært at se hvorfor: Med en estimeret økonomisk effekt på op mod 100 billioner kroner, er potentialet uhørt berusende.

Vi skal bestemme værdierne

Og der er givetvis mange opgaver, som bør varetages af kunstige intelligenser. Et intuitivt appellerende eksempel er opgaver, hvor der er menneskeliv på spil, og det har vist sig, at kunstige intelligenser – alt andet lige – minimerer risikoen for, at liv går tabt.

Imidlertid er det presserende spørgsmål, om der er nogle opgaver som kunstige intelligenser ikke bør varetage – på trods af, at de måtte blive bedre til disse aktiviteter end os.

Dét spørgsmål bliver let for tåget i automatiseringsrusen, men heldigvis fremhævede filosoffen James Moor allerede dette perspektiv i 1985.

Hans konklusion blev, at det eneste, som maskinerne aldrig bør bestemme for os, er, hvad vores værdier skal være. For det gælder nemlig om at sikre sig, at maskinerne blot er instrumenter og handler inden for rammerne af vores værdier.

Disse overvejelsers tyngde kombineret med den lethed, hvormed man skærer i humaniora, der netop studerer menneskene og deres værdier, er derfor særdeles foruroligende.

Værdier skal vedligeholdes

Videnskaben kan informere vores værdier, men den kan ikke fortælle os, hvorfor vi for eksempel skal spænde kunstige intelligenser for lighed frem for ulighed.

Imidlertid er det for os klart, at vi foretrækker maskiner, der ikke behandler os ringere på basis af hudfarve, seksualitet eller køn.

Men hvorfor er det nu lige, at lighed er en værdi, som det er værd at værne om og kæmpe for? Hvilke bevægelser og kampe banede vejen for en mere lige virkelighed? De humanistiske discipliner er helt afgørende for en forståelse af vores værdier.

Værdier er ikke givne selvfølgeligheder, men skal kontinuerligt fremhæves af kulturprodukterne, og deres herkomst blotlægges, således at de ikke fremstår tilfældige, men, som de ofte er, hårdtvundne. Tænk for eksempel på revolutionerne.

Desuden skal værdier til stadighed reaktualiseres og deres fortsatte relevans gøres åbenbar – kun når vi ved, hvorfor værdierne er værdifulde, kan vi tillade os at lade dem fungere som retfærdiggørende grundlag for kunstige intelligensers aktiviteter.

Nedskæringer skader

Nedskæringer, kvalitetsforringelser og uddannelseslukninger gør humaniora uattraktiv og lader studierne oversvømme af pessimisme.

Der er her tale om en særdeles dårlig måde at sælge humaniora på og derfor en dårlig strategi, når det kommer til at sikre studerende, der på kvalificeret vis kan videreformidle og sikre vores værdier på tværs af generationer.

Der bliver brug for flere kvalificerede humanister, ikke færre – hvilket dimensioneringsplanerne og skæringerne i kerneydelserne resulterer i. For eksempel har vi netop set, at der er blevet optaget 10 procent færre elever på humanistiske studier. Det er en skam, for humanister har nu og i fremtiden en central rolle at spille i samfundet.

Det er ikke fordi, der skal sidde en alvidende humanist og paternalistisk vejlede private virksomheder i spørgsmål om kan og bør, godt og ondt. Der er tale om et mere fundamentalt anliggende.

Nedskæringsattituden og dens håndlangere, der anser humaniora som et let og taknemmeligt offer, er godt på vej til at skabe et eklatant hul i den fælles kulturelle og historiske bevidsthed.

Vi skal ikke derhen, hvor den faglige beskæftigelse med sprog, forståelsesmønstre og kulturprodukter er blevet så indskrænket, at vi har problemer med at forstå os selv og de værdier, som definerer os og vores samfund som en konsekvens. Og hvorfor så det, kan man spørge?

Maskinen diskriminerer

Når maskiner træffer beslutninger, der kan have konsekvenser for mennesker, er det vigtigt at vide, dels på baggrund af hvilke værdier disse beslutninger er truffet – og dels at kunne tjekke, om de nu også er truffet i overensstemmelse med disse værdier.

For eksempel har kunstige intelligenser allerede vist sig at indeholde potentialet for diskrimination ved at fremhæve negative associationer for nogle befolkningsgrupper, og det kan spille en rolle, når medlemmer af disse befolkningsgrupper søger om job eller lån.

Fordi vi kender vores værdier, kan vi tydeligt se, at beslutninger truffet af sådanne intelligenser strider imod netop vores værdi om lighed og dermed undgå uretsmæssige afslag og forfordeling.

Det er et eksempel, men mere grundlæggende gælder det om at sikre, at maskiner handler i overensstemmelse med menneskets interesserer, og sikre, at vi ikke går en dehumaniseret fremtid i møde.

Det er i denne sammenhæng vigtigt at huske på, at maskiner ikke interesserer sig særligt for mennesket. Endnu går de slet ikke rundt og ’interesserer’ sig for noget.

De skal programmeres til at interessere sig for det menneskelige, og derfor er det vigtigt at vide, hvad dette vage ’menneskelige’ er for noget, og det sker bedst gennem studier og kultivering af det humane og dets interesser, hvilket karakteriserer humaniora.

Slutteligt kan vi bifalde, at flere ministre har fremsat ideen om et filosofi- eller teknologikum, for det er en god idé. Men vi skal huske, at teknologi – heller ikke kunstig intelligens, der har et kæmpemæssigt potentiale – ikke eksisterer i et vakuum, men at den eksisterer for os og altid bør spændes for vores værdier. Derfor er vi død og pine nødt til at være bevidste om disse værdier.

Det er på tide, at man fra politisk hold slår øjnene op for humanioras uomtvistelige nødvendighed. Det er nu, der skal handles – ikke om 10 eller 20 år, hvor skaden er sket. Krisen i humaniora er ikke kun vores – den er vores alles.

Marcus Floris Christensen er ph.d.-studerende i litteratur ved Europa-Universität Flensburg

René Jensen er cand.mag. i filosofi

Ører og et enkelt øje er jeget i den svenske forfatter P. C. Jersilds roman og film fra 1980 ’En Levende Sjæl’ udstyret med. Uden den smule krop ville dens bevidsthed ikke være til.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars søgaard-jensen
  • Toke Kåre Wagener
  • Eva Schwanenflügel
lars søgaard-jensen, Toke Kåre Wagener og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu