Klumme

Måske er min flugtfantasi en drøm om at blive herre i eget liv ved at rive det fra hinanden

Som nomadebarn, der senere blev krigsflygtning, er det måske bare mit lod i livet, at flugten altid dukker op i mit hoved som en mulig løsning på alle mine problemer
Måske er det bare mit lod som nomadebarn, der senere blev krigsflygtning, altid at genkende bevægelsen væk, flugten, som en løsning på alting.

Måske er det bare mit lod som nomadebarn, der senere blev krigsflygtning, altid at genkende bevægelsen væk, flugten, som en løsning på alting.

Lars Laursen

1. august 2018

Det var noget tid siden, at min hemmelige fantasi om at flygte ud af mit eget liv sidst havde besøgt mig, da den pludselig skvulpede ind over mig som en bølge i et oprørt sommerhav. I en uventet dribling midt i hverdagen, klokken 10:07, forestillede jeg mig, ville jeg stikke af, sige et par sidste ord til blomsterne i min lejlighed og bede dem om at passe godt på mit liv, indtil jeg kom tilbage. Om 20 eller 30 år måske.

Eller aldrig nogensinde. Jeg ville hæve mine penge i kontanter, smide min smartphone i havet og skjule mine spor, inden jeg drog syd- eller østpå i en bus. Under falsk navn. Så diskret som muligt.

Jeg ville brænde mit NemID. Min e-boks ville aldrig mere blive tjekket, og myndighederne ville fremover tale formålsløst med sig selv i det angstfulde, digitale mørke. Jeg ville dø for alle andre end mig selv.

Inden nogen nåede at opdage skyggen af min skygge, ville jeg være sunket i jorden et sted bag tusind bjerge og en million træer. Og jeg ville genopstå af jorden efter denne eksistentielle katarsis som en fremmed blomst på en ny, fjern eng et sted, befriet fra alle relationer, identiteter, roller og forventninger.

Aldrig mere ville jeg høre nogen sige mit navn, og jeg vil ikke vide noget som helst – som et nyfødt barn i en voksenkrop, der selv måtte finde på sit navn.

Man kan stadig forsvinde

Det sværeste ville være at slippe ud af eurozonens elektroniske overvågningssamfund. Ud over grænsen til de dele af verden, der endnu ikke er blevet suget ind i det store altseende digitale øjes synsfelt, øjet, der registrerer hver en bevægelse, jeg foretager mig, og som følger mig som en mørk skygge på tværs af det store, verdensomspændende net, menneskeheden har spundet sig selv ind i.

De dele af verden, hvor man stadig betaler med rigtige penge, stadig bevæger sig ud af sit hjem og møder rigtige mennesker, når man køber ind. Hvor man bruger stempler med blæk, hvor man skriver med kuglepenne på papir, som bliver arkiveret i papmapper i metalskabe på svedige, kaotiske kontorer af mænd i autoritære uniformer.

Der ville jeg, nærmest ubemærket for enhver, der ledte efter mig, kunne krydse grænser, og mine spor ville være skjult på bunden af disse arkivskabe, hvor ingen nogensinde ville drømme om at lede. Jeg ville sigte efter et sted langt mod øst eller langt mod vest. Indonesien eller Uruguay. Måske Indien. Og så ville jeg spænde buen med mig selv i og flyve afsted. Verden er vel stadig stor nok til, at man kan forsvinde i den og blive væk, hvis man ønsker det.

Tanken er ligeså befriende, som den er skræmmende. Siden jeg var barn, har jeg leget mig ind i andres tanker og liv og ud af mit eget. Drømt om at være en anden, trække vejret et helt andet sted på jorden i en helt anden krop. Jeg er flygtet én gang og har tit længtes efter at flygte igen. Hvor kommer denne længsel fra?

Måske er det bare mit lod som nomadebarn, der senere blev krigsflygtning, altid at genkende bevægelsen væk, flugten, som en løsning på alting. Måske er det en blanding af dødsangst, livsangst, og en fornemmelse af ikke at have den mindste kontrol over noget som helst, der står skrevet med fede typer udover hele min dna og i min skæbnes bog, så vidt jeg formår at tyde den.

Måske er min flugtfantasi en drøm om at blive herre i eget liv ved at rive det fra hinanden. Den radikale tanke om at flå stikket ud af mit livs kredsløb, en slags selvmord for alle andre end mig selv, giver mig ro, når livet føles klaustrofobisk, vanvittigt, smertefuldt, utøjleligt.

Når jeg bevæger mig rundt i et rum af uoverskuelige, stressede hverdage, der sætter sig mere og mere fast i samme rille, mens jeg syder som en vild vulkan inde i mig selv, ensomt og desperat efter forløsning. Når jeg har lyst til svæve rundt mellem stjernerne og leve alle drømme ud, som om døden åndede mig i nakken, som om jeg skulle stå til regnskab for mine livsvalg foran Gud nu og her.

Tilgiv mig dramaet og desperationen. Jeg ved godt, at ærligheden kan lyde småpsykotisk og skingrende vanvittig, men sådan er det med ærligheden. Det er vel derfor, den er så sjælden i det offentlige rum.

Måske en dag bag mange vintre ville jeg pludselig stå midt i mit gamle liv igen. Sofie er vendt tilbage. Klog på livet eller endnu mere forvildet og forkvaklet ville jeg sparke døren ind til mit eget gamle liv og hilse på de spøgelser, der endnu kunne genkende mig.

Sofie Jama er oversætter og fotomodel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
  • lise zeuthen
  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
  • Jørn Andersen
Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel, lise zeuthen, David Zennaro, Steffen Gliese og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Sofie Jama og Information.

Sofie, hvor skriver du godt! Dit sprog har en smuk poetisk tone og en hudløs ærlig reflektion over dig selv i mødet med verden -den store såvel som den lille- med et særligt blik for det kulturelle og det kvindelige perspektiv.
Jeg ser frem til den roman, som du SKAL skrive.
(Har du brug for læserrespons, kan du henvende dig til mig).

Information, fortsæt med indlæg fra Sofie Jama.

David Joelsen, Marianne Søby, Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar