Klumme

Måske vi skulle vende ryggen lidt mere til naturen

Der går rod i mit kompas på en campingplads. For der vender man sig indad mod hinanden i stedet for udad mod verden. Og hvad ligner nu det!?
Der går rod i mit kompas på en campingplads. For der vender man sig indad mod hinanden i stedet for udad mod verden. Og hvad ligner nu det!?

Pia Hansen

27. juli 2018

Jeg har observeret det på campingpladser overalt i Danmark: Forteltet på campingvognen vender indad mod pladsen, væk fra naturen, gerne med udsigt til det fælles tissehus og en afbrændt plæne med skraldespande. Campingvognen vender derved blasert ryggen til det svimlende vue over klipperne og havet på Bornholm, søerne i Silkebord eller Gudenåens snoninger Jylland igennem.

For har man set én solnedgang, har man set dem alle, ik’, lillemor? Det er derimod spændende som en anden Barnaby at tælle, hvor mange gange ham tyskeren fra den gustengrå autocamper går på lokum. »

Det er nok den grillede kylling fra i går,« siger de til hinanden.

»Man skal passe på med grillet kylling.«

Sådan tænker vi, som vi ligger der. Os, de nye campister fra storbyerne, der ifølge alle livsstilseksperttyper vælter ind på Danmarks campingspladser i disse år, men tydeligvis ikke fatter, hvordan man gør. Som skæve tænder, der vender udad mod verden i de snorlige rækker af fint indadvente telte, ligger vi og tænker,  som vi har fået for vane, at vi har fat i den lange ende.

»Tænk, at de flytter ud i naturen og så vender ryggen til den,« siger vi.

»Skål, skat, og tillykke med, at vi fandt det mest øde sted på pladsen.« 

Ny på pladsen

Jeg er en ganske ny campist. Jeg er faktisk først blevet campist i år. Men en stolt en af slagsen. Jeg ejer godt nok ikke en pløk og da slet ikke et trangiasæt, men det behøver man heller ikke. I dag tilbyder campingpladser både hytter og – som det nye, dyre dyr i åbenbaringen – ’glamping’.

Beduintelte med fast gulv, senge og det hele. Hvad jeg har set indtil videre, er ikke ligefrem ’glam’, men ordet er godt fundet på, og som ejeren af Bamsebo Camping ved Bjerringbro sagde til mig for et par uger siden:

»Sådan nogle som jer vil have koncepter.«

Den kunne Anne Glad ikke have nailet bedre, bamsefar.

Nu har I nok bemærket, at jeg har skrevet ’campist’ flere gange. Det, som bamsefar ikke nævnte i sin segmentanalyse, er, at for sådan nogle som mig er livet et stort identitetsprojekt – ikke mindst på vores børns vegne. Så en af de store fordele ved camping er, at man får en helt ny betegnelse. 

Og det er ikke en beskyttet titel. Alene ved at tilbringe sin ferie på en campingplads får man øjeblikkeligt lov til at kalde sig selv noget andet end ’turist’. Selv i en hytte med træk og slip og wifi må man kalder sig campist.

Fællesskabet

Og jeg kan mærke, at det virkelig virkede for mig. Det hjalp lidt på den stigende uro, jeg har haft ved mit hidtidige liv som turist. Over de mængder CO2, jeg brænder af, før jeg overhovedet er nået frem til mit bestemmelsessted. Over alle de ressourcer, der skal til for at holde min swimmingpool ren. Over mine Airbnb-lejligheder, der presser priserne op, så almindelige mennesker ikke længere kan bo i byerne. Over i det hele taget at gå rundt og fylde i andres folks byer og strande, uden egentlig at ville de mennesker noget.

Så jeg vil lære at være campist. Rigtig campist. Vel og mærke ikke ude i den vilde natur flere dage i træk. Jeg kan lide mine drikkevarer kolde og mine senge dyrefri. Nej, på pladser. Med rindende vand, kiosk med is og andre mennesker. Men jeg fornemmer, at omstillingen til en mere bæredygtig ferieform ikke bare handler om at reducere mit grønne fodaftryk. Det handler også om at turde at orke at ville andre mennesker noget.

Jeg har lært hjemmefra, at det gode er at kigge ud. At have udsyn. Horisont. Det indadvendte er ikke blot kedeligt, men også farligt. Så der går lidt kuk i mit kompas på en campingplads.

For måske skal man i virkeligheden vende ryggen en lille smule væk fra verden og ind mod fællesskabet. Paradoksalt nok kan man ende med at skulle vende ryggen til naturen, hvis man vil passe på den. Vi er for længst over det punkt, hvor det var vores dyrkelse af dens skønhed, der skal blive dens redning. Egentlig ville den nok helst have, at vi lod den helt være i fred.

Og det er jo rigtigt, at hvis man har set én solnedgang over Gudenåen, har man set, om ikke dem alle, så i hvert fald en hel del. Så hvis udlængslen ikke skal hive og slide i mig, må jeg nok også vender mig lidt indad. Mod fællesskabet.

Og han gik virkelig usædvanligt meget på lokum, ham tyskeren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Zennaro

Måske er det også fordi mange campister er aktive og derfor oplever solnedgangen på ture.

Randi Christiansen

Hvad er der nu galt med privatlivets fred og frivilligt, lystbetonet fællesskab - også på en campingplads?