Klumme

Med madpakken viser vi alle de andre, hvor store chancer vores børn har for at ende på vinderholdet

Madpakken er familiens fremskudte bastion. I den viser vi, at vi elsker vores børn, også når vi ikke er der
Så de første uger med madpakkeriet føltes det som en ny chance for at vise min søn, at jeg er der for ham, bare en lille smule, midt på de lange dage, hvor vi er væk fra hinanden, skriver Anna von Sperling.

Så de første uger med madpakkeriet føltes det som en ny chance for at vise min søn, at jeg er der for ham, bare en lille smule, midt på de lange dage, hvor vi er væk fra hinanden, skriver Anna von Sperling.

Kristian Brasen

6. juli 2018

For rigtig mange af os står denne uge i afviklingens tegn. Uge 27, som den er kendt blandt skolelærere, er ugen, hvor ting lukkes ned før sommerferie. De afrundende møder afholdes, de yderste mails sendes, den sidste klumme skrives, inden hjernen for alvor lukker ned. Og fredag morgen smører jeg skoleårets sidste madpakke.

Jeg er splinterny som madpakkemor, og de første uger hyggede jeg mig faktisk vældigt med det. Jeg mindedes følelsen som barn, når jeg åbnede en madpakke, der var særligt god. Jeg huskede også, hvordan det tit blev til en tier til studenterbrød hos bageren over for skolen, men skidt nu med det. Det er de særligt gode, der står klart. Engang havde min mor for eksempel malet ansigt på et kogt æg, og jeg følte mig som den mest skattede pige i hele den integrerede institution Vestervang.

Kammerjunker, WTF?

Så de første uger med madpakkeriet føltes det som en ny chance for at vise min søn, at jeg er der for ham, bare en lille smule, midt på de lange dage, hvor vi er væk fra hinanden. Og på vej hjem fra fritidshjem evaluerede vi madpakken.

Vindruer er gode, når de er skåret over, for så triller de ikke. Æbler bliver så’n brune. Leverpostej. Nej. Bare nej. Det var noget nyt, vi havde sammen. Og interessefælleskaberne står ikke ligefrem i kø mellem en 45-årig kvindelig kulturskribent og en LEGO-gut på fem, skal jeg sige dig. 

Men så begyndte der at indfinde sig en ubehagelig tanke bagerst i mit hoved. For smurte jeg nu også kun for ham, kun for ham? Eller var det også lidt for pædagogerne? For hans far? For de andre børn endda!? (Mange lavpunkter har jeg haft i mit liv, men at der opstod så meget som en minimal risiko for, at jeg blærede mig over for folk på seks år, må alligevel tage prisen.)

For the world to see

For jeg smører madpakker, der vil noget. De afspejler ernæringsforståelse, historiefortælling og en lille smule rebelskhed – i med kanelgiflen fra Pågen til at give lidt kant. Man er vel gammel punker.  

Jeg havde taget hele den journalistiske redskabkasse i brug – for det skulle sateme ikke hedde sig. Jeg havde trawlet Irmas hylder igennem efter sund, men sjov mad, været på internettet midt om natten, på forbudte sider med kvinder, der smiler til salater, og talt med mine venner med større børn om, hvordan man skruede den perfekte madpakke sammen. For the world to see

Og da min søn kom hjem en dag og proklamerede stolt, som havde han knækket cancerkoden: »Liam og Ali ved ikke, hvad kammerjunkere er! Og så fortalte jeg, at de skulle oven på koldskål. OG SÅ VIDSTE DE IKKE, HVAD KOLDSKÅL VAR!« vidste jeg, at jeg var i havn. Vi var velplaceret i den gode ende af det sociale spektrum.  

Social mobilitet

Men, hm, vi har jo sat vores søn i kommuneskole. Det er ikke, fordi jeg ikke har råd – og sgu til dels også lyst – til at vælge en hyggelig lille friskole med fokus på bæredygtighed og individuel bongo-bongo-udvikling. Det er, fordi jeg ønsker, at han som en del af det store fællesskab opfostres med, at vi ikke er så forskellige endda, og at vi alle bør have lige muligheder i livet. 

Alligevel står jeg hver morgen og udøver en lille symbolsk markering af social forskel. Man kunne kalde den ligegyldig, men det er den ikke. For vi står et sted i historien, hvor vi må tage fat om den sociale ulighed helt ned på madpakkeniveau. 

En analyse af de seneste 16 års sociale mobilitet i Danmark, udført af AE-Rådet, viste i denne uge, at chancerne for, at børn i en lavindkomstfamilie bryder den sociale arv og kommer til at tilhøre gruppen med de 20 procent højeste indkomster, er faldet med 14 procent. Børn fra de mest velhavende familier har til gengæld fået ti procent større chance for selv at ende blandt de rigeste voksne.

Op i kø, unger

Skolerne i København giver mulighed for, at børnene får serveret varm mad, men det er op til den enkelte familie og er så dyrt, at det umuligt kan fjerne den ernæringsmæssige ulighed. Skal kampen for lige muligheder for alvor batte, skal vi have fat i tungere omfordelingsredskaber, men om ikke andet, ville det hjælpe, hvis vores børn står i den samme kø og venter på den samme mad. 

Ja, det koster penge, men om det var vandgrød og beskøjtere, ville jeg foretrække, at de alle sammen fik det samme. Og da kammerjunkeren vel sagtens kan kaldes en opdateret beskøjt, så kunne vi sikre, at de oplevede den sammen.

PS: Smid for min skyld gerne en skoleuniform oveni. Det ville give alle familier mere rolige morgener.

Det begyndte med fedtemadder og spegesild. I dag er der oftere leverpostej på rugbrødet. Men dengang som nu er madpakken ikke bare en pakke mad. Det er en klassemarkør og mad i skolen er en ideologisk kamp, som socialdemokraterne i sin tid vandt. Men den sejr giver problemer for nutidens madordninger
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Annika Hermansen
  • Jørn Andersen
  • Randi Christiansen
  • ingemaje lange
  • Torben K L Jensen
  • David Breuer
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Annika Hermansen, Jørn Andersen, Randi Christiansen, ingemaje lange, Torben K L Jensen, David Breuer, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bettina Jensen

Udmærkede refleksioner, som desværre ender med blot at fokusere på social mobilitet uden at adressere den bagvedliggende økonomiske ulighed. Og sådan får vi den partielle progressivitet, som desværre blot bekæmper, hvis ikke, endnu mindre involverende, 'håndterer', knopskydninger på den kapitalistiske stamme.

Steffen Gliese

Vi er alle vidt forskellige, så det er klart, at man gerne vil markere det - det er blot ikke så fint, hvis det handler om status i forhold til andre frem for genuin originalitet.

Anna von Sperling

Bettina: Det er jo fordi det er social mobilitet som den aktuelle AE-rapport hander om

Hans Aagaard, Katrine Damm, Randi Christiansen og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar

At tro man kan se forældres kærlighed til barnet ud fra madpakken,
er da godt nok en afstumpet indskrænkning af hvad kærlighed kan være.

Anna von Sperling

Nlls: Det har jeg ved gud heller ikke skrevet

Hans Aagaard, Rikke Sejersen, Katrine Damm, Randi Christiansen, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Henrik Brøndum, Bettina Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Anna, det har du ret i - jeg overså tilmed at du omtalte 'tungere omfordelingsredskaber', så jeg må vel nøjes med at klandre klummen for reformisme, altså mangel på genuin, revolutionær ånd. :) God fredag (kærlighedsgudindens dag).

Hans Aagaard, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Kaj Fog, Henrik Brøndum og Anna von Sperling anbefalede denne kommentar
Anna von Sperling

Haha Bettina. Det lever jeg så med :-) Og i lige måde!

Hans Aagaard, Katrine Damm, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men hele denne social mobilitet tankegang er jo katten om den varme grød: velfærdssamfundet går jo netop ud på, at man uden at flytte sig socialt - og her taler vi ikke om at få hjælp fra det offentlige til at løse sociale vanskeligheder, der er et anden vigtig opgave - kan leve et ganske udmærket liv. Velfærdssamfundet handler, som CEPOS siger, netop om, at folk som gode, stemmeberettigede borgere har al ret til at leve og virke uden at skulle gøre karriere og avancere. Det er faktisk den måde, det overvejende flertal lever på.

Flemming Berger, Katrine Damm og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar
David Breuer

Enig med de betragtninger om vigtigheden af madpakken i socialmobilitet.

Med vores børn har vi haft dem med til at lave madpakken fra ca. 3-års alderen. Hvis I vil overveje hvordan I kan forberede jeres børn bedst til selvstændighed kunne I overveje at gøre det samme. Det med at vise kærlighed kun gennem at lave madpakken til børn kan forbedres ved at inddrage børnene i hele processen.

Vi har også haft en ugentlig maddag til børnene fra meget tidligt (med forældredeltagelse). Og så er de nu stjernekok begge to, ikke som beskæftigelse men som life skill.

hanne plaschke, Henrik Brøndum, Hans Aagaard, Jørn Andersen, Katrine Damm og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
John S. Hansen

Som far til to, kan jeg sagtens genkende de refleksioner som skribenten har. Hun nævner en ordning i Københavns kommune med varm mad i skolen, kaldet EAT. Min egen datter i syvende klasse elsker denne madordning! Det koster ca. 25 kr. om dagen. Vel nok de bedste penge jeg kan give ud!!

Systemet burde være standard på alle folkeskoler i landet - og betalt over skatten! Alene resultaterne af den forbedrede indlæring som god mad til alle ville medføre, ville tjene udgiften hjem på længere sigt. Dette kan Cowi eller McKinsey naturligvis ikke få opstillet i et Excel ark så derfor er det ikke politisk salgbart.

Rikke Nielsen, Carsten Wienholtz, Ole Henriksen, Flemming Berger, Christian Mondrup, Jørn Andersen, Katrine Damm og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

De rige får i forvejen så meget, der er skattefinansieret. Faktisk er de riges portefølje baseret på, hvad de kan rane til sig af fællesejet. Så hvis de får lidt gratis mad oveni, og de fattige dermed bliver bedre ernærede, så skidt pyt. Lad os være generøse, når nu de rige er så nærige.

Carsten Wienholtz, Ole Henriksen, Jan Bisp Zarghami, Annika Hermansen, Mikael Velschow-Rasmussen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
niels astrup

Anne har tydeligvis ikke fattet, hvordan hun skal begå sig.

HUn skal bare starte det nye skoleår med at give sønnike et par toastbrød med nutella, pålægschokolade og et par dåser Red Bull med i skole.

Drengen vil lynhurtigt få tilknyttet et par personlige sagsbehandlere og fremover vil ethvert fire-tal gøre ham til mønsterbryder.

Rikke Nielsen, Flemming Berger, Hans Aagaard, Annika Hermansen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Anna von Sperling
06. juli, 2018 - 09:17
Nlls: Det har jeg ved gud heller ikke skrevet.

UNDSKYLD Anna, godt du kom frem med det, der var en misforståelse fra min side.
Jeg troede (fejlagtigt) klummens overskrift var klummens konklusion.

John S. Hansen

@Jan 1247
"de riges børn"

Det er ud fra min indkomst at dømme ikke en kategori mine børn hører til i!
Og ja, hvis man skatteyderfinansierede en national skolemadordning, så ville alle få det samme, og de børn som kom fra familier med lav indkomst ville ikke skulle dokumentere deres behov - ikke stå med hatten i hånden! Smukt, synes jeg!

Randi Christiansen, Ole Henriksen, Flemming Berger og Annika Hermansen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Det gælder jo også den anden vej rundt; hvad vi som forældre kan tillade os at sende med vores børn i skole uden at risikere at overtræde de uskrevne regler.

Jeg formastede mig engang til at sende et stykke med pålægschokolade med min datter. Dette gav anledning til en reprimande fra pædagogerne. Og ligegyldigt var det, at jeg kunne dokumentere, at chokolademadder ernæringsmæssigt typisk er meget sundere end alt det andet klamme pålæg.

Det gav dog ikke anledning til en anmeldelse til kommunen - men jeg fornemmer, det var tæt på.

Så pas på jer selv derude; Big Mothers omklamrende greb skal man ikke spøge med.

:-)