Hvad er det lige, der sker for os, der i dag er mellem 35 og 50? Det var os, de engang kaldte Generation X. Vi mistede uskylden i starten af 90’erne til et soundtrack bestående af Nirvana og Rage Against the Machine. Dengang var vi antiautoritære og oprørske og ledte efter en sag og en retning, men det var som om vi aldrig rigtig fandt den.
Vi tog uddannelser og fik jobs, børn og gigantiske realkreditlån og hvad var det så lige, der gik galt? De sidste ti år er vi blevet enormt fokuserede på at realisere os selv. Men det ser ud som om, vi kun kan udleve vores drømme i form af ekstrem selvkontrol, der skal udstilles, bekræftes og hyldes af vores jævnaldrende på de sociale medier.
Projekt selvkontrol
Tag for eksempel mad. Vi kaster os ud i palæokure, og diskuterer ivrigt om diverse ingredienser fandtes i jægerstenalderen eller ej, eller vi bliver kernesunde af rå grøntsager og korser os ved synet af tilsat sukker. Så må vi slet ikke spise noget, men kun drikke juice i en uge. Det må da være sundt!
Flere og flere er konstant på en eller anden form for slankekur, og man ser mange moderigtige voksne kvinder og mænd gå rundt med et BMI, der ligger et sted mellem kz-fange og 4000-år gammel farao. Så poster de ivrigt billeder af deres perfekt anrettede madprojekter på Instagram og får 300 likes for en sublimt fotograferet anretning af to stykker havtorn med mos og orangemyrer på.
Sport er et andet eksempel. Det skal helst være et større projekt, som at løbe en tredobbelt marathon baglæns eller lave en ironman iklædt ringbrynje og blylodder. De svedende motionister minder om middelaldermunke på uendelig pilgrimsfærd, mens de pisker sig selv for at straffe deres syndige kød. Løbe- og cykelruterne lægges op på sociale medier, hvor likes bliver en moderne stedfortræder for syndernes forladelse.
Og så er der projektbørnene. Hvad vi ikke lægger af energi i at planlægge børnenes liv, deres sukkerfri kost, deres moderigtige, men afslappede tøj, og oplevelser sammen, der nøje tilrettelægges efter hvad, der er hipt i den seneste opdragelsesdille. Tænk, hvis vi slap kontrollen et øjeblik – hvad kunne der ikke ske? Tænk, hvis vores børn kom til at spise noget med farvestoffer i, eller hvad nu hvis de kom til at kede sig i et par timer?
Se alderen i øjnene
I virkeligheden er vi nok bange for det uafvendelige: Ja, vi bliver ældre og ja, vi bliver ikke just kønnere. Til sidst bliver vi syge, og så dør vi sgu nok med en vis sandsynlighed.
Lad os i stedet lege, at vi er evigt unge. Så kan vi glemme, at verden er ond, og det hele er noget lort.
Men frygten pumpes ud af medierne i lårtykke stråler. De unge piger skærer i sig selv, får spiseforstyrrelser og et glas med lykkepiller. Drengene får ADHD og depression og et glas magen til. Og vi, der nærmer os den alder, man før i tiden kaldte midaldrende (kald os for alt i verden ikke det!), ja, vi er lidt bedre polstret – også mentalt, så vi kan nøjes med at blive kontrolfreaks.
Men husk for Guds skyld: Vi er unge! 30’erne er de nye 20’ere og 40’erne de nye 30’ere, og på den måde kan vi forblive teenagere, lige indtil vi dratter om.
Det er synd, for når man er bange for at blive gammel og dø, er man også bange for at leve. Carpe Diem sagde de gamle. Lev hver dag, som om det var den sidste. Det er ikke nemt, når det hele samtidig skal ligne et perfekt glansbillede.
Blind tro på liberalismen
Kontrolfreaken vil ikke ændre verden, men vender det hele indad. Selvet er projektet, der skal tæmmes, trimmes og tones. Kroppen, maden, børnene, partneren, boligen. Alt skal bringes under kontrol. Men hvorfor egentlig? Hvordan gik det så galt? Hvornår blev vi så usikre på os selv?
Spidsborgerligheden var engang at finde i villakvartererne. Dengang gjorde flipperne og de kulturradikale grin med ligusterfascisterne og deres behov for at demonstrere kontrol og overskud over for omverdenen via en veltrimmet hæk og en kantklippet plæne. Nu er ordensregimentet flyttet ud af forhaverne og ind i hjernerne og kroppene og ud på de sociale medier.
Og det værste er, at det faktisk ikke engang er de sociale mediers skyld.
Syndefaldet ligger længe før Facebook, Twitter, Instagram og Snapchat: Vi, der er mellem 35 og 50 i dag, var børn i hippietiden og unge i den nødvendige politiks tidsalder. Vi fik i 90’erne at vide, at historien var slut, og at det frie marked og demokratiet ganske automatisk ville sprede sig over hele planeten.
Vi ville gå ind i en ny guldalder; et tusindårsrige af overskud og velstand. Man fik at vide, at man var naiv og faktisk lidt uansvarlig, hvis man stadig holdt fast i noget af det solidariske tankegods, som vi var blevet opdraget med.
Og mange af os tænkte: Nå, ja, hvis de kloge og magtfulde alle er enige, så er det nok også rigtigt. Berlinmuren var faldet, og vi blev fodret med fortællingen om, at alle former for socialisme var synonyme med sovjetkommunismen. Det var ondskabens ideologi. Liberalisme derimod betød jo frihed. Og det var de gode. Ligesom i Star Wars.
Men i dag ser vi overalt konsekvenserne af 40 år, hvor storkapitalen har fået alt for frit spil. Bankkrisen i 2008 står som en symbolsk falliterklæring for en global dagsorden, hvis forestilling om, at rigdommen automatisk ville dryppe fra præsten på degnen, er blevet afsløret som en våd, neoliberal drøm.
Men det er en drøm, der har fået lov til at forme vores kroppe, vores tanker og vores relationer til hinanden. Konkurrencestatens præstationslogik har gradvist overtaget arbejdspladser og medier, så alt i dag er blevet formet af overfladisk målbarhed – fra New Public Management til synlig læring og nationale tests i folkeskolen, hvor man i anden klasse kan komme ud for at stave til ord som onomatopoietikon.
I TV ser vi X-Faktor, Den Store Bagedyst og Vild med Dans, og vi drømmer om at være dansende, papegøjesyngende og perfekt bagende præstationszombier, der bejler efter ros som små skolepiger, men komplet mangler selvstændige tanker og holdninger.
Vi kan stadig nå at gøre oprør
Vi, der er babyboomernes børn, 68’ernes børn, og vi, der i dag er mellem 35 og 50, er en kæmpestor generation, der aldrig har gjort os særligt bemærket for noget som helst.
Nogle af vores forældre løb rundt med blomster i håret foran den amerikanske ambassade skrigende »Ho Chi Minh, Ho Chi Minh!«, eller de kunne finde på at ryge en ordentlig fredspibe, klæde sig ud som indianere og lave politiske happenings, der blev transmitteret på TV over hele USA. Den generation var nok verdenshistoriens mest antiautoritære.
Til sammenligning har vi selv levet en underlig klemt og autoritetstro tilværelse: Vi kan ikke lide at diskutere. Tænk, hvis man blev uenige, og nogen blev sure! Vi er bange for at have en holdning og bange for at tro på noget. Måske er vi i virkeligheden mest bange for at have ret? Vi tør for eksempel ikke rigtigt tro på, at vi kan gøre en forskel, og at verden faktisk kan blive et bedre sted.
Og her er det så, jeg gerne vil spørge jer, mine kære generationsfæller: Er det ikke på tide, at vi begynder at tro lidt mere på os selv?
Hvad om vi pludselig begyndte at poste lidt færre billeder af vores hjemmebryggede IPA, vores mountainbikeruter og vores børns nye tøj og blidt trak hovederne ud af vores egne numsehuller? Kan vi virkelig ikke være indignerede over andet end bidragssatsen på vores realkreditlån eller en lønstigning på kun syv procent?
Vi fik aldrig lov til at lave et ungdomsoprør, men til gengæld er vi jo forblevet evigt unge. Hvad med, om vi prøvede at stoppe med at være barnevoksne og rent faktisk begyndte at sætte os ind i verden rundt omkring os og kræve reel forandring?
I mange af landene rundt om vores lille nation er der de senere år opstået store folkelige bevægelser, som kræver et opgør med det neoliberale nedskæringstyranni. Det sker i USA, det sker i Europa, men i Danmark kører vi stadig rundt med Lille Per-huer på banecykler uden bremser og kan ikke tage os sammen til at komme ud af stedet.
Jakob Kappel er protestsanger i Pudsige Herrer.
Det er da godt hvis I selv kan se det :)
Tjae, Neoliberalismen længe leve !
Så må alt andet dø : Værdighed, næstekærlighed, solidaritet, simpel fornuft, accepten af at begå fejl.
Ingen generation af 'wanna-be-progressive' er da blevet taget i r... så vildt som den der var den påvirkeligste i perioden 1989-2010. Islam-omfavnelsen og gratis-praktikant-arbejdsmarkedet er blevet dens væsenligste bidrag og det taler nærmest for sig selv.
'Vi er ikke nationale og vi er ikke socialister, vi er internationale liberale ..... (Lykketoft ? ) ...' . Dette kalder vi at være 'nazister' (nej det var der Adolf , Time Magazine ca 1938 ^^)
@odd bjertnes
jeg snupper sgi lige dit citat til senere brug. I hope you dont mind ;)
Herlig kronik, tak for dette indspark. Jeg er helt med på, at man skal være varsom med at sætte etiketter på en hel generation, at generalisere og sætte i bås, men velgørende at se opmærksomheden, den kritiske, blive flyttet over på dem mellem 35 og 50 midt i en tid præget af 68-bashing. Ja, det ville være godt, hvis flere i den omtalte generation X frigjorde sig lidt fra den strudseposition, som kronikøren beskriver og vendte blikket ud af mod samfundet og dets konflikter. Det er fortsat i ikke ubetydeligt omfang +70'ere som trækker en del af læsset inden for miljø- og klimakampen, naturfredningsforening og naturbevarelseskampe, EU-modstand og på flere andre fronter.
og hvad hulen blev der af fredsbevægelsen ? selv "fredelige" danmark deltager villigt i militære overfald uden at nogen rigtigt protesterer, og man synger gladelig med på "truslen fra Putin" og mener slet ikke nato er farlig for verdensfreden, vi er jo de gode ikk ?
"I virkeligheden er vi nok bange for det uafvendelige: Ja, vi bliver ældre og ja, vi bliver ikke just kønnere. Til sidst bliver vi syge, og så dør vi sgu nok med en vis sandsynlighed."
Der findes nok flere virkeligheder, men som kronikken flere steder fint demonstrerer, har den samfundsøkonomiske styrings utilitarisering af af mennesker udviklet en narcissistisk kultur, hvor selvrealiseringens ydre udtryk skal katalysere vores indre værdiskabelse. I sig selv resulterer et sådant umuligt projekt i voldsom dissonans - hvilket typisk blot virker forstærkende på flugten over den personlige og strengt individuelle emancipations plankeværk. Der er ingen grænser for hvad golf kan gøre for fitness.
Mange narcissister hader formentligt deres egne numsehuller, apropos.
@ Bettina Jensen
11. juli, 2018 - 19:41
"Mange narcissister hader formentligt deres egne numsehuller, apropos."
Nej, det kan jeg love dig for at de ikke gør.
Narcissisme handler om at spejle sig i sig selv.
Hvad vil han egentlig med den kronik?
Altså ud over at udtrykke fordomme og ville koble alder sammen med forud fastsatte aktiviteter, som de bare har at overholde, for ellers bliver de udleveret i en kronik.
Det kan siges ret entydigt : Man har privatiseret solidariteten.
Hvem var det, der sagde at 'demokrati, det ville da være en god ide'?
På samme måde er det en god ide at forholde sig kritisk til det herskende, dysfunktionelle system.
Der er vel ikke noget galt i at elske livet så meget, at man gerne vil være ung længst muligt - sådan har jeg det selv, men det er sørgeligt, hvis det virkelig er sandt, at en hel generation i den grad har tabt sutten og har ladet sig indoktrinere til at være magtens lakajer. Er det en reaktion på deres 'tossede' hippieforældre, eller hvad sker der?
Jeg kan godt forstå, at de førkrigsfattige her i landet var rigtig glade for at opleve større velstand, og jeg kunne spørge forfatteren, om hans generationsportræt beskriver en angst for udkommet? Er det lykkedes magten at true sig til lydighed og binde jer på mund, hånd og ånd (frit efter ph), så I glemmer, at vi skal 'kæmpe for alt, hvad vi har kært, dø om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller'. Kunne lyde som krigsretorik men kan også læses som en undsigelse af et liv i ufrihed.
Søg guds rige - tænk over, hvad og hvor, det kan være - først af alt, og alt andet skal blive dig givet. !Iflg den redigerede tekst bibelen tilskrives jesus at have sagt, at 'guds rige er indeni dig'; det er også min oplevelse. Et mysterie?
Hvad er livet værd i finansfyrsternes lænker. De griner hele vejen hen til banken. Det lyder som om, du er vågnet. Jeg ser vækkelsen brede sig blandt tænkende mennesker.
Det er forså vidt rigtigt, at hvis man passer et fuldtidsarbejde, har lidt transporttid, træner triatlon på højt plan, ja så kan det være ret svært at være en god forælder og partner samtidig.
Hvad er der egentligt galt med at ville være evigt ung? Blot fordi man ikke ønsker at blive slidt op i krop, sind og sjæl, så er man barnlig og uengageret?
En klassisk Information kronik, hvor skribenten er vred - måske på sig selv - men taler på alles vegne.
Som 70+ kan jeg kun give skribenten ret. De 35-55 årige er ulideligt selvoptagene, og kun få markerer sig med noget væsentligt.
Arne Lund:
He he, de skulle have forblevet som os to :) Nu skal det siges jeg morede mig kosteligt over at læse kronikken, den er sjov og er så grovkornet i sine beskrivelser at det er til at forstå, men derfor kan kronikøren jo godt have ret i selve essensen.For os som var i den omtalte hippietid satte gang i meget, men selve det økonomiske og tekniske forblev i magtens centrum. Vores adfærd handlede desværre i en del henseender omkring begær og nydelse og så nogle budskaber om fred og fordragelighed. Nogle fra den tid kunne ikke vente og startede de halvrevolutionære bevægelser og kom hermed i konflikt med det de stod i og hvad F.. de skulle gøre ved de mennesker som ikke ville revolutionen. Den kom så ikke bortset fra i teknikken og muligheden for at dyrke selvet i højere grad gennem de materielle værdier. Vi fik også børn og disse børn har vi så givet friheden til at finde deres egen ståsted og desværre har en del lige set at det vi sagde gjorde vi ikke! Så det er måske der skoen trykker. Trendsættere og moralister har vi altid haft og så hopper man på den i en periode som her beskrevet. Hvad det næste bliver aner vi nok ikke helt, men vi har jo fremtidsforskere til at fortælle det, så man i god tid kan hoppe på det næste tog og det må så blive vore børnebørns ansvar enten at hoppe på eller lave en ny bevægelse.
Interessant kronik.
Jeg gik selv i gymnasiet fra 90-93, men dengang ulmede der faktisk et ungdomsoprør. Det var centreret omkring EF/EU modstanden, især op til Maastricht-traktaten og Edinburgh-aftalen. Forløbet med den politiske debat, mediernes dækning samt samfundets generelle holdning til os unge og affærdigelse af vores holdninger (det rigtige ungdomsoprør var jo blevet udkæmpet og vundet allerede, mente mange) og bekymringer op til de afstemninger endte dog med at desillusionere et stort antal, så mange aktivister faldt fra. De sidste spæde rester af oprør blev brutalt skudt i smadder den 18. maj 93 og hvis ikke de sidste rester af Gen. X's oprør døde der, gjorde de det ved Københavns Kommunes hævnaktion syv år senere hvor Ungdomshuset blev sat til salg.
Så ja det er er rigtigt: Vi har ikke rigtigt opnået noget. Vi prøvede (spædt), blev (brutalt) afvist, men gav desværre alt for hurtigt op og vores "oprør" blev internaliseret ("fuck alle jer andre, bare jeg mit på det tørre", blev det desværre til).
At det så gik så galt at vi endte med det samfund vi har i dag ville jeg ønske at vi havde kunnet forudse allerede på tidspunkt, men den byrde og skyld er vi vist flere i samfundet der er nødt til at bære og ikke kun os der er børn af 70'erne.
Jeg tror Odd Bjertnes, at du hentyder til dette:
"This edited interview of Adolf Hitler by George Sylvester Viereck took place in 1923. It was republished in Liberty magazine in July 1932"
Jeg har ikke fundet selve artiklen, men Guardian skriver om den:
https://www.theguardian.com/theguardian/2007/sep/17/greatinterviews1
"Nej, det kan jeg love dig for at de ikke gør.
Narcissisme handler om at spejle sig i sig selv."
Enig, men spejlinger af selektiv art - hvilket jo gør narcissister så sårbare overfor kritisk feedback på egen person(age). Eget numsehul er til tider ej særligt kønt i en glamourøs forstand - og forbindes ofte (delvist) med noget uhumsk og nedværdigende, så her vil mangen narcissist kunne udvikle et (latent) had. Var min fortrinsvist humoristiske pointe.
Viggo Okholm - Har du det ligesom jeg: At jeg sætter min lid til børnebørnene - når nu deres forældre - vores afkom - stort set er håbløse?
@ Arne Lund
Vil din død ikke forhindre at du høster frugten af det standpunkt med mindre du bliver virkelig gammel ?
Personen du beskriver, kan jeg ikke genkende som andet end en storbyboer. En generel samfundstendens for de 35-50 årige mener jeg ikke det er. Muligvis heller ikke hensigten med kronikken, men det er morsomt at læse en konstatering som "Flere og flere er konstant på en eller anden form for slankekur, og man ser mange moderigtige voksne kvinder og mænd gå rundt med et BMI, der ligger et sted mellem kz-fange og 4000-år gammel farao”. I mit gamle hood, i Nordvestjylland, lader det ikke til at være et stort fænomen. Her trives folk uden facade og duckface, og virker i øvrigt relativt forskånede for trangen til at drive projektbørn. Men de falder selvfølgeligt heller ikke ind under kategoriseringen “moderigtig”.
Anyhow, før vi definerer det som en tendens (..og et samfundsproblem ligefrem?) og koger over i forklaringer om manglende ungdomsoprør osv. osv., må jeg slå et lille slag for at “vi” og “os” nøjedes med at defineres som den kreative klasse. Altså (en andel af) de 35-50 årige som bor i hovedstaden + Århus.
Hvis jeg skal pege på noget der bare minder om et problem her, så er det, at vi analyserer og kategoriserer alt i stykker. Nåja, og så måske tilstedeværelsen af sociale medier…eller som minimum vores infantile brug af dem.
Med sociale medier er det for første gang muligt at offentliggøre og blamere sig selv og alt omkring een i et splitsekund. Det er tidsspilde møder overspringshandling møder underholdning, så når man nu alligevel nyder en cigaret eller ligger i sofaen og spiser sig tyk, hvorfor så ikke spæde op med lidt visuel fortælling til alle followers? Få nogle uskyldige digitale high-fives i retur. Verden og levevilkårerne var nok anderledes dengang, men kunne det tænkes at flipperne også havde brugt Instagram, havde vi været lidt rappere på teknologi-tasterne. At de havde været akkurat lige så populistiske. Je Suis Vietnam kan jeg også snildt se for mig. Ho Chi Minh memes. MySpace eller Instagram, som eksempel, startede som interessante koncepter henvendt mod kreative (ægte kreative, ikke klassen) og er så sidenhen blevet, for Instagram's vedkommende (RIP Myspace †), en kæmpestor dagbog af almindeligheder, gentrificeret som alt muligt andet. Så er også SoMe forsøgt analyseret itu af en lomme-ekspert..
Tilbage til pointen; det hele går lidt hurtigere, vi har det lidt nemmere, vi har det lidt bedre. Og en del af den omtalte aldersgruppe har gode penge mellem hænderne, som de så vælger at bruge på vin og langdistance-løbesko og H2O strømper i børnestørrelse. Og dokumentere på sociale medier.
Og hvad så?
Som aldersgruppe er vi da et produkt af vores samtid – og enig; vi er blevet lidt rigeligt magelige og selvcentrerede – men det udelukker vel ikke dét også at have en mening, at kæmpe for noget eller at føre sig et liv med indhold. Jeg er i hvert fald ikke bekymret på vegne af min aldersgruppe, når størstedelen af de 35-50 årige, efter min opfattelse, falder udenfor din personkarakteristik.
Peter C.
Godt med lidt modspil her og så holdt i den fornøjelige og fuldt forståelige indlæg.
Arne Lund:
Nu skal jeg så ikke klage om mine børns adfærd generelt, De er ret engagerede i samfundet, den ene er jeg ret enig med den anden er buddhist som jeg, men med en anden skole og vi vælger ikke at snakke ret meget politik. og mine børnebørn? De har tre forskellige retninger, de som er søskende, den sidst ankomne er kun 1 år så må vi se. Men nu er vi så ikke københavnere!
Med almindlig intelligens og opmærksomhed skulle det ikke være så svært at fortage en ædruelig samfundsanalyse og dermed en vurdering af mulighederne for at deltage i en ditto forvaltning af fællesejet.
En forvaltning, som i mine øjne er syg, fordi den ikke forstår og dermed ikke respekterer planetens iboende lovmæssigheder. Der i virkeligheden er ret enkle : hvad du sår, skal du høste, overlevelsesessourscerne er ikke uendelige, og det er skraldespandene heller ikke. Der er ikke noget, der hedder væk, det hedder hvorhen?
Det er altid "underholdende" når mennesker tilhørende den til enhver tid generation "midtvejskrise" pludselig vågner op og kan konstatere at man er blive taget-røven-på hele vejen igennem fordi man har snork sovet :)
A'propos Narssicister: Deres selviagttagelse er yderst selektiv, når bare det drejer sig om at se på områder på kroppen man dyrker.
A'propos Neoliberalisme: = Ny Liberalisme = udpræget Liberal holdning til alt der vedrører egen livsform, gerne på andres bekostning.
En overset pointe ved Narkissos myten er at han ikke genkender sig selv, men tror at det er en anden, han ser på og forelsker sig i, da han får øje på sit spejlbillede. Fremfor at se, acceptere og lære sig selv at kende, rettes engagementet imod det overfladiske image, det synsindtryk vedkommende tror, at han/hun gør på andre. Se mere om myten og diagnosen her: http://www.psykoweb.dk/narcissisme/7.htm - fra http://www.psykoweb.dk/narcissisme/1.htm
Når manden ikke engang kan skrive røvhul. Så er han sgu da fortabt. Fimset, infantilt og småborgerlig stadigvæk.
Information, hvis I ikke vil miste mig som abonnent, må I holde op med at slette mine indlæg.
@Steffen Gliese
Jeg har været udelukket fra at debattere her rigtig lang tid, så jeg kan følge dig. Jeg beskyldte en journalist for tendentiøs journalistik det blev slettet hvorefter jeg skrev i kommentarfeltet direkte til Esben Fyhrie - vupti så var min mulighed for at kommentere og anbefale andre væk.
Se det i øjnene: Vi debattører her er ganske få, og de griner højt inde på redaktioen hver gang vi truer dem med at opsige vores abbonnement. Jeg holdt bare op med at abbonnere uden at sige en lyd, og hver gang de ringede fortalte jeg den stakkels sælger på Callcentret om problemet.
Lidt ligesom at gå hen til en af vagterne på Amalienborg slotsplads og skælde ud på dronningen.
Se det i øjnene Steffen: De er skideligeglade om du opsiger dit abbonnement!! Vi er elendige debatjunkies som de kan gøre med hvad de vil :) (og jeg ved du vil sige "tal for dig selv"....)
Ah, Troels Brøgger, det kan jeg ikke tro. :-)
Troels@ - 'debatjunkies' - hvorfor omtaler du vores indsats så negativt? Dette gadekær - omend det har sine begrænsninger - er jo eet af de få steder, hvor samtaler kan udfolde sig forholdsvis frit. Og det er jo forståeligt, at de ansvarshavende forbeholder sig redaktionsretten.
Sammenlignet med matilde kimers historie om russeren, der kan fortælle om politibesøg for offentlig systemkritik, har vi trods alt friere spillerum. Vestlige undertrykkere manøvrerer ved hjælp af mere indirekte økonomiske, sociale og økologiske overgreb på fællesejet og menneskerettigheder.
Halløj,
Må jeg anbefale jer en tur ud i virkeligheden.
Kør ud hvor livet leves af den gennemsnitlige dansker i generation X. Kør til Taastrup, Holbæk, Slagelse, Odense, Kolding eller Ålborg.
Her drikkes der øl købt uden pant i Fleggaard ved plastik haveborde fra Silvan og Jysk, der bliver spist slik og chips i store mængder, kostpyramiden er vendt på hovedet og der stemmes på A, V og O (DF). Det største oprør imod eliten (som jeg tænker de fleste kommentatorer her tilhører) der udvises fra det store flertal er at acceptere tingenes tilstand, og beholde det socialdemokratiske velfærdssamfund tilsat udlændinge-stramninger.
Jeg kan i øvrigt anbefale bogen "White Working Class: Overcoming Class Cluelessness in America" af Joan C. Williams. Et must read hvis man vil forstå Trump oprøret i US.
Apropos Trump - så er det da noget af et oprør... Sikkert også fra X'erne.
Fortsat god sommer
Nej, Trump er ikke et oprør, det er et revanchistisk kup.
@Randi Christiansen
Det var ikke en vurdering af vores aktiviteter her men mere en fantasi om hvordan journalisterne på Inf. ser på os :)
"Vi"...."Vi"....."Vi"...."Vi"??
Er enig i at danskerne generelt er skræmmende pacificerede når det gælder Neoliberalismens destruktive effekter og andre ting fra virkeligheden, men:
Seriously dude speak for your hipster fucking self!
Mvh
Ën X'er.
Os mellem 35 og 50 bør passe på os selv og hinanden
Jeg fik det psykisk skidt af at læse denne kronik. Til dens forsvar må jeg blankt erkende, at jeg ikke er uvant med at få det psykisk skidt af hihi flere forskellige ting.
Samtidig er jeg i den intellektuelle situation at jeg ikke er villig til at acceptere at vores nationalkarakter så velvilligt absorberer (og kommenterer) de manerer som denne kronik præsenterer.
Jeg gentager: Jeg er ikke villig til at præsentere mine gevirer øh. Spøg til side.
Kronikken ser sig blind på symptomer. Den er symptombehandling. Ydermere: Ikke én eneste gang vender kronikøren blikket indad. Er det sådan protestsangere gør? Findes der ingen andre veje ind i et menneske end høhø røvhullet. Så foretrækker jeg rappere, som vel egentlig også er tidens protestsangere.
Jeg er ikke modstander af tanken om at sociale medier er noget bavl, men kronikken vælter derudaf med velkendt stof og er dermed ligeså blind for de væsentlige ting som en anden kronik, nemlig dagens, fra cepos direktøren. Jeg synes den her kronik er noget skidt. På den fede måde, for den får da optegnet et ret fuldstændigt symptombillede via sin forfatters kunnen.
Mere gammelt bavl: 68erne hånede deres forældre i deres 1950'er-armod såvel som vores samfunds hihi højkonservative kerneværdier og, selvom de havde frit optag på Uni, styrede de lige uden om den almene dannelse og livets skole, tanken om at gå i skole hele livet og terpede Marx. Hvad efterlod disse halvvejs yuppier os af ikke-materielt udsyn andet end prutteslogans som alt er relativt.
Jeg går i 39. klasse og bliver stadig, ind imellem, smidt uden for døren. Jeg opfatter stadig disciplin og normalitet som to vidt forskellige ting, for jeg går i livets skole og er oprigtig interesseret i at tale med min egen røst og være stolt af den. Det får jeg lov til, ikke mindst her på Informations kommentarspor og tak for det.
Gad vide om ikke Hr. Kappel skulle melde sig ind i livets skole igen. For at se, hvad han er en del af. For at se hvilke intellektuelle kæmper han står på ryggen af. For han står på ryggen af kæmper, hvad enten han vedkender sig det eller ej. Kæmper der har udkæmpet heftige kerneværdikampe op igennem den menneskelige historie.
Hvad er kronikørens tilhørsforhold?
Jeg vil tro at kronikøren har læst bøger som Kongens Fald som rummer det måske mest hævdvundne portræt af en danskersnude vi kender til herhjemme.
Mikkel Thøgersen, hedder hovedpersonen i Kongens Fald.
Men vi burde tage et opgør med Johannes V. Jensen danskerdiagnose, for den mand kunne virkelig diagnosticere, omend det var på skrømt, og jeg starter lige her. Bommelommer.
Hvor er linket mellem Johannes V. Jensens portræt af Mikkel Thøgersen og Jakob Kappels kronik?
Mortens svar: Mikkel Thøgersen er et skiftevis overophedet og fejt frustrationsmenneske. En påstået nationalkarakter, en hul og voldelig skikkelse udstillet af en mand der elskede jernbaner højere end mennesker. Problemet er at vi stadig i Danmark ser os selv som frustrationsmennesker. Men vi er sorgmennesker. Ligesom alle andre folkeslag. Det er den menneskelige situation jeg taler om: 1. tabssorg, 2. ensomhed, 3. sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. længsel og 5. sorgen over at være os selv nærmest.
Vi må ikke tage diagnoser som Jensens for pålydende når vi symptomatiserer, for så er vi nihilister. Dem brugte Dostojevskij et helt forfatterskab på at tale i rette, men den irettetalen er langt fra forbi. Der forestår et vældigt arbejde med at anerkende at mennesker bare er mennesker.
Morten Hjerl-Hansen, tak skal du have! Hvis man vil se, hvor galt det kan stå til, skal man bare se aftenens Deadline, det var godt nok sørgeligt, ikke mindst analysen af det demokratiske parti.
Virkelig selvkontrol grunder i bevidsthed om fordelingen af rettigheder og pligter - og den har været noget flydende i de oprørske år.
Tak, Steffen Gliese.