Læserbrev

Mere liv er ikke altid bedre

Tanken om, at liv altid er bedre end ikkeliv, og at vi, mennesket, gør det gode ved at sætte et stadigt stigende antal dyr i verden for at slagte dem eller udnytte dem til andet formål, er netop en del af den igangværende økologiske katastrofe
1. august 2018

I kronikken af Peter Sandøe bragt i Information den 28. juli argumenterer Sandøe for en fortsat produktion og forbrug af kød og andre animalske produkter, hvor det bærende argument synes at være, »at det (slagtedyr) er bedre, (end) at dyrene slet ikke lever«.

En sådan tanke, at liv altid er bedre end ikkeliv, og at vi, mennesket, gør det gode ved at sætte et stadigt stigende antal dyr i verden for at slagte dem eller udnytte dem til andet formål, er netop en del af den igangværende økologiske katastrofe.

At mere altid er bedre end mindre, uanset kvalitet, er en del af det agrilogistiske programs logik (et begreb skabt af teoretikeren Timothy Morton), der siden begyndelsen af agrikulturen for godt 12.000 år siden har ført til vækst i fødevareproduktion, befolkningstal, dyrehold og siden industriel produktion med mere.

Konsekvenserne af denne logik, at mere liv altid er bedre end mindre, er, at livskvaliteten for de levende falder drastisk. Det høje CO2-udslip i forbindelse med produktionen af animalske produkter (også selv om dyrene måske har haft det bedre, end hvis de »levede vildt«) fører til et varmere klima til stor skade for næsten alle levende væsner. På sigt også for dem, som Sandøe og hans kone er så venlige at fodre i tiden op til slagtning.

Det betyder ikke, at vi skal skille os af med alle dyr og mennesker, der har et klimabelastende aftryk på økologien, men det betyder, at vædderne må finde sig i et væsentlig mindre afkom. Ligesom vi må forsøge at bremse menneskets eksponentielle befolkningsvækst gennem bedre tilgang til prævention, uddannelse o.lign.

En omlægning af Sandøes marker fra græsning og dyrkning af foder til »frie naturområder« vil rigtigt nok medføre en nedgang i antallet af geder, en race, der ikke foreløbigt er i fare for udryddelse, men vil til gengæld give bedre livsbetingelser for insekter, pattedyr, padder, planter og mange andre levende individer, der stadigt år for år mister yngle- og vækstområder.

Derfor må vi fornægte noget liv for at redde noget andet.

Hvis vi gerne vil holde temperaturen nede og vedligeholde bare en brøkdel af den nuværende biodiversitet, må det altså ske på bekostning af noget andet. I dette tilfælde på bekostning af gederne på Sandøes mark.

Liv er godt, men derfor er mere liv ikke nødvendigvis bedre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dina Hald
  • Ejvind Larsen
Dina Hald og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu