Vi skal øve os i at se døden i øjnene

Når det gælder det enkelte menneske, er det en sikker opskrift på katastrofe at ignorere underliggende vanskeligheder, hvad end de så er personlige, ægteskabelige eller familiære.

At klare dem ved at benægte eller undertrykke dem fører uvægerligt til yderligere vanskeligheder og forstyrrelser. Dette forhold har været kendt siden grundlæggelsen af den moderne psykologi i begyndelsen af forrige århundrede.

En yderligere dimension af psykologien er blevet særdeles påtrængende i de seneste år på foranledning af fænomenet Donald Trump og de handlinger og den tale, han benytter sig af.

En række psykiatere og andre fagfolk har i debatbogen The Dangerous Case of Donald Trump analyseret Trumps handlinger og personlige fremtræden. Ikke så meget for at stille en diagnose på denne person, hvilket forfatterne da heller ikke forfalder til, men i højere grad for at diskutere, hvad der danner den kulturelle eller gruppemæssige baggrund for en sådan adfærd.

Hvis vi antager, at det ikke kun er det amerikanske samfunds kulturelle selvbillede, der er krakeleret mere og mere igennem de sidste 20 år, men at dette også er tilfældet i den vestlige verden som helhed, vil det få konsekvenser – også for adfærden hos pårørende og patienter i sundhedssystemet.

Det danske kulturelle selvbillede, som et åbent og rummeligt samfund med stor grad af omsorg for hinanden og stor lighed, er også blevet ridset i overfladen. Ja, der er flere forskere, der mener, at det faktisk er under afmontering.

Når en kulturs selvbillede sådan begynder at falde fra hinanden, kan der opstå den form for modbillede, som Trump er udtryk for: Aggressiv, konfronterende og magtfuldkommen.

Trump med på sygehuset

I de seneste år har jeg haft samtaler med mange ansatte i Sygehus Sønderjylland, der har haft deres kampe med pårørende, som alle har været hver deres udgave af Donald Trump.

I de værste tilfælde har disse pårørende benyttet sig af den metode, som Trump også har gjort til sit varemærke: De er mødt op på sygehusene med advokater, har truet med sagsanlæg og sågar politianmeldt de ansatte. I enkelte tilfælde er det endt med historier på forsiden af formiddagsbladene.

En sådan aggressiv adfærd skaber et øget pres på sundhedspersonalet. Det er klart, at dette fører til et forsvarsberedskab hos personalet. Et forsvarsberedskab, som får afgørende betydning for, hvordan den pårørende og personalet håndterer døden, som det uafvendelige vilkår, den er, på en medicinsk afdeling.

Begrebet sundhed findes ikke i det ubevidste. Der findes derimod et begreb om døden, da det er et eksistentielt grundvilkår. I vores stadige forsøg på at holde dødsangsten undertrykt, benytter vi som patienter og pårørende forskellige forsvarsmekanismer.

Vi taler ikke om sygdommen, vi snakker ikke om svækkelserne, vi skjuler medicineringen for ikke at komme til at tænke på sygdommen, vi taler ikke om sorgen og angsten, og vi taler da slet ikke om, at der på et tidspunkt ikke er flere mulige behandlinger tilbage at ty til.

Benægtelserne og forsvaret er massivt, men i de dybere ubevidste lag af vort sind, vil vi være voldsomt optaget af netop det, vi forsøger at forsvare os imod: Døden.

Som psykoanalytiker Anton Obholzer udtrykker det:

»Jeg er overbevist om, at mange af de organisatoriske vanskeligheder, der opstår i hospitalssammenhænge, stammer fra, at man undlader at beskæftige sig med den ubevidste psykologiske indflydelse, som døden eller det at være så tæt på døden har på patienterne, deres pårørende og personalet. Hospitaler er i den grad legemliggørelsen af et socialt system, der eksisterer for at kunne beskytte samfundet og dets borgere mod angsten for døden.«

Hold døden på afstand-service

At undgå de underliggende vanskeligheder i institutioner og kulturer ved at organisere og arrangere sig ud af dem fører blandt andet til, at det kulturelle selvbillede ikke kan opretholdes.

Vores sundhedssystem burde faktisk mere præcist kaldes en ’hold døden på afstand’-service.

Den offentlige sundhedssektor fungerer som nationens projektionsrum om døden og som et kollektivt ubevidst system, der skærmer os mod den angst, der stammer fra bevidstheden om sygdom, smerte og dødelighed.

Glemmer man at tage højde for denne angstinddæmmende funktion, vil angsten øges, og hverken det bevidste eller ubevidste formål med sundhedssystemet vil kunne varetages tilstrækkeligt godt. Tænk på de urealistiske håb, der ofte knyttes til eksperimentelle behandlinger. Hvor tit har vi ikke i medierne fået en fortælling om snarlige videnskabelige gennembrud?

Dette er mediernes tematisering af den kollektive dødsangst. Døden og dødsangsten er et afgørende ubevidst nyhedskriterium.

Når hospitalet eller sundhedspersonalet ikke lever op til at kunne forsvare os mod angsten for smerte, sygdom og død, så bliver de angrebet af pårørende og patienter, anklaget og eksponeret i medierne.

Døden bør ikke fornægtes

På hospitalet er døden et vilkår.

Og dette gælder i særlig grad på en medicinsk afdeling, der efterhånden næsten udelukkende tager sig af kroniske patienter, og måske i endnu højere grad for en geriatrisk afdeling, hvor det netop er i livets sidste fase, patienterne befinder sig.

Dette kan være svært at acceptere for pårørende, der har en tendens til meget hurtigt at klage, som om en tilstrækkelig god medicinsk behandling skulle kunne forhindre sygdom og død i det hele taget.

Sundhedspersonalet kommer derfor ofte i situationer, hvor de arbejder, som om dette er sandheden, idet de fortsætter behandlingen ud over, hvad der er rimeligt og i grunden måske også etisk forsvarligt.

Utallige prøver og utallige andre tiltag, der omhyggeligt dokumenteres, tilgodeser et sammenfald af interesser for dels at beskytte patienten og de pårørende mod at se døden i øjnene, dels at beskytte sundhedssystemet mod at indse sin egen fejlbarlighed.

Og med sundhedssystemet tænkes her meget bredt på læger, sygeplejersker, afdelingsledere, direktion og politikere.

Når døden er indtruffet eller måske allerede, når der ikke gives flere behandlingsmuligheder, kan sundhedspersonalet desuden også bruge megen tid på samtaler med de pårørende. Og i takt med at antallet af samtaler med de pårørende og længden på disse samtaler stiger, vokser det fælles forsvar mod at anerkende døden som et vilkår.

Det kan i disse situationer ofte komme til at handle om, at de pårørende bruger tid på at finde fejl og mangler i behandlingen, og at personalet bruger tid på at dokumentere, at der ikke er sket fejl.

Dette er med til at forstærke netop den fælles illusion, som forhindrer os i at forholde os til virkeligheden, hvor døden er et eksistentielt grundvilkår.

Når det lykkes for personalet og de pårørende sammen at nå til den erkendelse, at døden ikke er en fejl, men en følge af uhelbredelig kronisk sygdom, høj alder eller en ulykke, vil der sjældent opstå situationer med klager.

Efter min erfaring vil de pårørende da ofte komme til at opleve, at der er stor kvalitet i livet sammen med den døende helt til det sidste.

Samtidig vil det spare de tidsmæssige og følelsesmæssige ressourcer, der bliver brugt til samtaler på de enkelte afdelinger.

Knud Bisgaard er erhvervspsykologisk konsulent.