Ruslands foragt for homoseksuelle og stofbrugere betyder, at 30.000 kommer til at dø af aids i år

Verdensmesterskabet i fodbold er magisk. Det tryllebinder en hel verdens blik. Det forhekser kontinenters hjerter til at danse i takt til to trommestikker med benskinner på. Men magien får os også til at glemme, hvad der foregår uden for kridtstregerne.

Jeg har selv brugt fem dage i det VM-ekstatiske Moskva på at suge energien fra verdens største sportsbegivenhed til mig. Nu er jeg tilbage bag skrivebordet på mit kontor i AIDS-Fondet, og mens VM lakker mod enden, bør vi diskutere, hvad de tårnhøje stadionkonstruktioner har skygget for.

En af de oversete sager, der lurer i skyggerne, er en epidemi, som burde høre fortiden til.

De færreste er klar over, at Rusland er drivkraft bag verdens hurtigst voksende hiv-epidemi. Østeuropa og Centralasien er faktisk den eneste region i verden, hvor hiv-epidemien vokser – og det på dramatisk vis:

Rusland tegner sig for 80 procent af samtlige nye tilfælde af hiv i Østeuropa og i Centralasien. I perioden 2010-2015 er antallet af hiv-tilfælde vokset med ti procent om året. I 2018 forventer man at finde 100.000 nye tilfælde af hiv, og 30.000 russere kommer til at dø af aids-relaterede sygdomme. Det anslås, at i alt 1,5 millioner russere lever med hiv. Men kun halvdelen af dem ved det.

Epidemien breder sig

Det er stadig landene i Afrika syd for Sahara, der er hårdest ramt af hiv. Hvert år mister op mod en million mennesker livet til en sygdom, som mange herhjemme tror er fortid. Men til forskel fra situationen i Rusland, så er antallet af mennesker, der smittes med hiv i Afrika syd for Sahara, stabiliseret, og andelen af hiv-positive i behandling stiger.

I lande som Zambia og Malawi, som er blandt de allerhårdest ramte, er tæt ved 90 procent af de diagnosticerede i behandling. Det er afgørende, ikke blot for den enkelte, men også i det store epidemiske perspektiv, idet nutidens hiv-medicin er så god, at hiv-positive personer i behandling ikke kan smitte andre – heller ikke ved ubeskyttet sex.

Til sammenligning er det i Rusland kun omkring en tredjedel af de diagnosticerede, der er i behandling. Det er et kæmpeproblem. Både for den enkelte patient, der uden behandling uvægerligt vil svækkes og dø af aids og for det russiske samfund, fordi hiv-positive, der ikke er i behandling, viderefører smitten. Med hundredtusindvis af hiv-positive, der ikke er i behandling, står Rusland over for en menneskelig katastrofe, hvis reelle omfang vi endnu har til gode at begribe.

At epidemien har fået lov at løbe løbsk, skyldes, at de russiske myndigheder har undladt at anvende de forebyggelsesredskaber, som vi ved, virker.

Epidemien i Rusland udspringer fra de mest udsatte grupper: Stofbrugere, sexarbejdere og mænd, der har sex med mænd. Grupper som i forvejen er udskammet af det russiske samfund. Men i stedet for at indføre proaktive forebyggelsesstrategier, som eksempelvis rene kanyler til stofbrugere, fastholder Rusland konservative og restriktive love, både over for stoffer, homoseksuelle og salg af seksuelle ydelser. Det har givet hiv de bedst tænkelige betingelser og mennesker med hiv de værst tænkelige vilkår.

Ikke kun et russisk problem

Når man taler om hiv og aids i Danmark, bliver folk ofte fjerne i blikket og transporteres mentalt tilbage til firserne og starthalvfemserne. I Danmark har vi handlet ansvarligt i vores bestræbelser på at oplyse om de udmærkede muligheder, der findes for at leve et helt udramatisk liv med hiv.

Nutidens hiv-medicin gør, at hiv-positive lever lige så længe som alle andre og kan have ubeskyttet sex uden at smitte. Derfor er vi heldigvis langt fra 1980’ernes panik og død.

Men hvor vi i Danmark er langt fra epidemiske tilstande i år, så er vi det ikke i kilometer. I Rusland – en baghave til vores baghave – er smitten løbet løbsk. Dertil kommer de nyeste tal, der viser, at den heteroseksuelle del af befolkningen nu tegner sig for mere end halvdelen af de nykonstaterede tilfælde.

Det vil sige, at der ikke længere er tale om en epidemi koncentreret omkring højrisikogrupper som stofbrugere, sexarbejdere og mænd, som har sex med mænd. Der er derimod tale om en generaliseret epidemi, som ifølge AIDS-Fondets oplysninger også begynder at trives i det krigshærgede og sværttilgængelige østlige Ukraine. Epidemien i Rusland er ikke kun et russisk problem.

Når dommeren fløjter finalen af søndag, så er det ikke et slutfløjt. Det bør være et startskud.

Den vestlige verden har gennem FN givet et løfte til verden om at udrydde aids inden 2030. Danmark bør i international sammenhæng gå forrest og tale med russerne om vores erfaringer med forebyggelse af hiv – vi bør tale om rene kanyler, sikker sex og værdien af hyppige tests.

Når vinderen af VM i fodbold er fundet, bør vi sammen trække lommelygterne og bevæge os ind i stadionskyggerne. De gemmer på en humanitær katastrofe.

Aske Helweg Krarup er International konsulent i AIDS-Fondet.