Klumme

Staten skal ikke bestemme, om vi må grine af pædofili

Seneste mål for Sveriges selvbestaltede moralpoliti af meningsdannere er komikeren Anton Magnusson, der gennem sin fiktive figur Mr. Cool gør grin med pædofili
9. juli 2018

For tre år siden skabte rapperen og komikeren Anton Magnusson den Borat-inspirerede figur Mr. Cool, som er kendetegnet ved at være alt end lige præcis cool. Det er hele pointen. Han er et plaprende fjollehoved og grov i kæften. Han søger åbenlyst at vække opmærksomhed gennem absolut idioti, som når han besynger pædofiliens lykke og nytte. 

I sidste uge blev hans tre år gamle sang om at ’kneppe børn’, Knulla barn, opdaget af tre fremtrædende meningsdannere og mediepersonligheder: Mia Skäringer Lázár, Cissi Wallin og Elaine Eksvärd. Cissi Walin var den, som lancerede det svenske #MeToo i det store #MeToo-efterår i 2017. Det gjorde hun ved at anklage en mand for en ti år gammel voldtægt – en mand, som aldrig var blevet dømt for noget. På få dage var hans ry spoleret, og han mistede sit arbejde.

Boykotkrav

Nu har trojkaen så kastet sig over en sang, som stort set ingen tidligere havde bemærket, og straks rullet det store moraliseringsmaskineri ud med skingre krav om boykot. Alle de steder, som har booket Anton Magnusson og hans standup-kollega Simon Gärdenfors (der ikke har spor med den iscenesatte figur Mr. Cool at gøre), er blevet presset til at opsige deres kontrakter. Flere arrangører har ikke vovet at gøre andet.

Primus motor bag angrebet på komikerens levebrød er Jonathan Alfvén, chef for velgørenhedsorganisationen Love and Hope. Med uforstilt glæde liverapporterer Alfvén på Facebook om hver ny aflysning af Magnussons show: Växjö Kro, Restaurant L’Orient i Linköping, Scandic Hotel! Han har også skrevet snesevis af indlæg henvendt til det svenske statsfjernsyn med krav om, at de dropper et planlagt program med Simon Gärdenfors.

Et resultat af miseren blev, at Knulla barn pludselig blev det mest spillede nummer på det svenske Spotify. Nu har Spotify så fjernet sangen, mens komikerne og deres familier har fået mordtrusler. Spotify vil ikke svare på, om man også vil fjerne al anden musik med provokerende tekster – stod det til moralpolitiet ville udbuddet givetvis blive reduceret drastisk.

Fiktiv figur

Kampagnens drivende kræfter fatter ikke det simple forhold, at Mr. Cool er en fiktiv figur, men tror tilsyneladende, at Knulla barn er en manual for pædofili. Smagløst nok inddrager de også Kim Walls navn i deres korstog, fordi hun for mange år siden havde et forhold til Anton Magnusson.

Pædofili er selvsagt forbudt i Sverige. Hvad kampagnemagerne kræver, er, at det også skal være forbudt at gøre grine med pædofili. Ja, hvad de i yderste konsekvens forlanger, er en ny moralsk orden, hvor staten bestemmer, hvad vi skal grine af – sådan er dét ærinde, de alle er ude i.

De, som kræver, at komikere, kunstnere og satirikere skal bringes til tavshed, fatter ikke, hvordan plump humor og ubehagelige udtryk overhovedet kan være lovlige. De råber på et forbud i den tro, at staten er det godes vogter. Det er præcis den samme opfattelse, som de senere års svenske kulturpolitik forsøger at indprente os: Formidlere af ’gode værdier’ tildeles de mest gavmilde bevillinger. Men staten er ikke i sig selv god og vil da slet blive det, hvis blå og brune partier kommer til magten og får kontrol over kultur og censur. Den, som råber på et forbud i dag, bereder vejen for vidtgående repression i morgen.

Den gode smag

Alle magthaveres værste mareridt er at blive skydeskive for satire. Det er derfor, at et demokrati skal sætte en ære i at værne om sine satirikere. At kalde Mr. Cool for satiriker er måske nok at skyde over målet – Anton Magnusson har intet interessant på hjerte omkring pædofili, han vil bare udfordre den gode smag. Men det bør naturligvis også være tilladt.

Elaine Eksvärd er retorikekspert. Hvad angår Knulla barn, er det svært at anklage hende for ikke at være i stand til at læse mellem linjerne. Som sagt er der ikke noget budskab i Mr. Cool, hvilket kun gør det mere forbløffende, at hun opfatter sangen som blodig alvor.

Mia Skäringer Lázár, som selv er komiker, vil nu sætte retningslinjer for, hvad hun og hendes kolleger må gøre grin med. Cissi Wallin er en medieprofil med en generation af unge kvinder som følgere. Nu har de gjort sig selv til del af den hadkultur, som Wallin har skabt sig en karriere på at sige, hun vil stoppe. Den infame tilsværtning af en komiker og mordtruslerne er i sidste ende deres fortjeneste.  

Hvad driver disse mennesker? Moralsk panik? Længsel efter renhed? En vilje til at trække en grænse over for fordærv og uanstændighed? Eller bevidstheden om, at de aldrig selv vil kunne finde på at formulere noget, der udfordrer flertallets holdninger.

© Åsa Linderborg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tommy Andreasen
  • Erik Karlsen
  • ulrik mortensen
  • Hans Aagaard
  • Benno Hansen
Tommy Andreasen, Erik Karlsen, ulrik mortensen, Hans Aagaard og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

At der ikke ligger en eksplicit hensigt om at promovere pædofili i "mr. Cool" betyder ikke, at det ikke kan gøre skade, for det kan normalisere sit emne og overbevise pædofile om at hvis det er sjovt, så er det OK. Et dansk eksempel: i en fiskehandel så jeg for et par år siden en vittig reklame med teksten "stik konen et par flade" (fladfisk, forstås). For de fleste af os, en harmløs vits. For udøvere af partnervold, et venskabeligt blink med øjet som siger at det er OK. For ofre for partnervold, en besked om at deres trængsler er til grin. Fedt nok? Det synes jeg ikke, og jeg skal ikke nyde noget af deres fisk, flade eller ej.

Betyder dette, at vi skal forbyde ting i vildskab? Nej, men det betyder at der ER noget at tale om.

Og så er det da også vældig sigende at Linderborg har så stort et problem med at vi prøver på at gøre andet ved voldtægt som samfundsproblem end at overlade det til et retssystem som er rasende dårligt gearet til at håndtere det -- #MeToo er opstået på baggrund af retssystemets og traditionelle sociale mekanismers enorme svigt mht. at håndtere overgreb som ser anderledes ud end "mørklødet mand springer ud af en busk med en kniv". (Linderborgs horn i siden på #MeToo har i flere omgange været bragt til torvs i Information.)

Torben Skov, Nike Forsander Lorentsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Pædofili er en alvorlig forbrydelse, ingen tvivl om det, og den bør naturligvis behandles derefter. Men det, der er på spil her, er noget ganske andet. Det er en tendens til at pille enkelte emner ud og give dem en helt ekstraordinær status - en form for puritansk tunnelsyn. For nogle er pædofili blevet en superforbrydelse, som kræver helt særlige foranstaltninger. F.eks. har der været forslag fremme om, at børnepornografisk materiale skal forbydes, også selv om det ikke involverer børn, altså er rent fiktivt (animeret/virtuelt). Børnepornografi er modbydeligt, men det er fiktive fremstillinger af f.eks. drab, voldtægt eller tortur vel også? Alligevel er der få, der som vort rettænkende svenske broderfolk har ekselleret i fremstillinger af drab. Den uforberedte læser af svensk krimi-litteratur må få det indtryk, at der i selv små idylliske skærgårdsflækker myrdes på samlebånd og på de mest udspekulerede og grusomme måder -alt sammen blot for at underholde os læsere. Det synes ikke at have forarget nogen - tvært imod prises det som "Nordic noir" og eksporteres i stor stil. Det lader heller ikke til, at nogen har bekymret sig særligt om, hvilken virkning disse fremstillinger kunne have på ofre for sådanne forbrydelser eller deres pårørende.
Hvorfor denne forskel?
Nu handlede artiklen ikke om fiktive fremstillinger, men om brug af humor/ ironi, men principielt er det den samme diskussion.

Martin Lund, Erik Karlsen, Mogens Holme, Michael Boe, Claus Nielsen, Klaus Vink Slott, ulrik mortensen, Hans Aagaard, Hans Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det bedste kampmiddel i verden er humor - kunsten at vende det farlige og modbydelige på hovedet og gøre det ufarligt og ikke-skræmmende. Humoren mægtiggør os med andre ord imod det, den behandler og gør os bedre i stand til at bevare en sund dømmekraft og handle rationelt i verden.

Finn Egelund, odd bjertnes, Bo Klindt Poulsen , Michael Boe, Claus Nielsen, ulrik mortensen, Hans Aagaard, Hans Larsen, Peter Hansen, Carsten Munk, Christian De Thurah og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Poul Nielsen

Ville ønske, at du havde ret, Steffen, for i så fald ville verden være et meget fredeligere sted at leve. Desværre kan jeg ikke komme i tanke om eksempler på, at det farlige og modbydelige er blevet gjort ufarligt og ikke-skræmmende ved hjælp af humor, medmindre du først og fremmest tænker på den mentalhygiejniske effekt. Som kampmiddel er humor vel på niveau med lagkager.

odd bjertnes

Hvis man kan fremføre sine svadaer med lidt humor forbedrer det muligheden for hul igennem til modtageren. Men Poul Nielsen har ret i at vitser ikke i sig selv stopper farlige eller frastødende gestalter. Memer om ufortøvet at ringe til deres meget dyre advokat der aldrig har tabt en sag, eller at komme i himlen af at slå vittige hoveder ihjel, --- sådanne memer findes i adskillige sådanne gestalter.
Problemet er mest, at den pokerfacet sure sandheds-indkredsning i almindelig daglig samtale og debat er dødkedelig for de fleste, 'mener' ikke noget man kan subkulturalisere sig særligt med, og enerverende endda med truslen om sammenbrud af verdensbillede hele tiden lige om hjørnet. Så altså ... Steffen og Poul har begge ret.
Iøvrigt lyder Knulla-sangen temmelig åndssvag. Jeg må henvise til den danske version af samme joke : Børnelokkersangen med De Røde Hunde. Den er stadig bedre. Jytte Hilden Woodoo.

Christian De Thurah

For slet ikke at tale om Onkel Dannys "Solidarisk støttedigt til Børnrlokkernes Befrielsesfront" fra 1977.