Kommentar

Stop nu med at tro, at vi får ligestilling ved at ændre diskursen

Vi kan ikke løse ligestillingsproblemerne ved bare at omskrive fortællingerne, så det pludselig er prinsessen, der vinder prinsen
Debat
17. juli 2018

Det er dybt urimeligt, at kvinder med mange seksualpartnere betragtes som billige eller urene, modsat deres mandlige modstykker.

Samtidig er det dybt banalt at påstå, at problemet blot er socialt konstrueret og derfor kan løses ved at ændre lidt på måden, vi taler på.

Sådan en læsning af problemet forhindrer reelle løsninger, fordi det oversimplificerer alle andre aspekter af problemet. Aspekter som eksempelvis dets evolutionære forhistorie.

Ikke nok med snak

Desværre bruges ideen om sociale konstruktioner i højere og højere grad til at karakterisere problemstillinger, som den i virkeligheden slet ikke hjælper os til at begribe. Det er en af årsagerne til, at ligestillingsdebatten står fuldstændig stille.

Det kom til udtryk for nylig, da forskningscentret VIVE udgav rapporten Unges opfattelser af køn, krop og seksualitet.

En af rapportens mest problematiske konklusioner er, som antydet, at unge kvinder plages af, at en kvinde med mange seksuelle partnere betragtes som en skøge. En tilsvarende promiskuøs mand anses imidlertid for at være en helt.

I forpremieren på programmet Madam Blå på Radio 24syv blev behandlingen af problemet lynhurtigt til et spørgsmål om sociale konstruktioner.

Kønsforsker Ditte Campion forklarede i udsendelsens sjette minut:

»Det handler om tradition, det handler om historie, det handler om myter.«

Hun eksemplificerede med eventyr som Snehvide og Tornerose og anklagede fortællinger i populærkultur generelt.

Var mennesker imidlertid så påvirkelige, som Campion antyder, bliver det pludselig meget svært at forklare, hvordan mængden af vold og mord generelt er faldet siden 1800-tallet, imens mængden af historier om vold og mord er steget eksponentielt. Eller hvorfor den lige så store vækst i pornografisk materiale kan sættes i perspektiv af et stort historisk fald i antallet af voldtægter.

Hvorfor stiger antallet af unge, der ryger, når mængden af negative fortællinger om rygning aldrig har været større? Det skyldes, at det handler om mere end bare tradition, historie og myter.

Der er ikke belæg for, at det ulige syn på mænd og kvinder med mange seksualpartnere vil ændre sig, hvis vi bare ændrer bestemte fortællinger og myter. Det er en helt og aldeles teoretisk antagelse.

En naturlig forklaring

Problemet er veldokumenteret i evolutionspsykologien.

Det kommer sig af det faktum, at kvinder historisk set har båret langt større konsekvenser ved sex end mænd. Inden udbredelsen af prævention var det ikke bare dyrt for kvinden selv, men for familien og flokken ikke at udøve kontrol over kvindens sexliv.

I langt størstedelen af menneskets historie har graviditeter, ønskede som uønskede, været en betragtelig byrde.

Derfor har den brutale og uretfærdige udskamning af kvinder været et overlevelsesredskab i mere end 50.000 år.

Ikke på grund af bestemte fortællinger, men på grund af naturen, der som bekendt ikke beskæftiger sig med retfærdighed. Det kan betyde, at problemet med udskamning af kvinder med mange seksualpartnere blandt andet har fysiologiske rødder i mennesker. Hvad nu, hvis det er situationen? Hvad gør vi så?

Den nuværende debat er ikke klar til at erkende den type problemer.

Når vi behandler det omtalte, uretfærdige fænomen som en social konstruktion og et spørgsmål om fortællinger, så tegner vi et fejlagtigt billede. For det leder os til at tro, at vi kan løse problemet ved bare at omskrive fortællingerne, så det pludselig er prinsessen, der vinder prinsen.

På den måde springer vi en reel undersøgelse af problemet over.

VIVE-rapportens fund indikerer, at imens udbredelsen af prævention har ændret konsekvenserne ved sex, så har dette ikke haft en markant indflydelse på unge mænd og kvinders adfærd eller opfattelser af sex. Hvilket siger noget om, hvor dybt forankret adfærden og opfattelserne er.

Rapporten indikerer også, at den markante udbredelse af feministisk diskurs i nyere tid heller ikke har haft den store indflydelse.

Lige nu ved vi altså ikke, hvordan vi kan ændre på adfærd, som er mere end 50.000 år gammel.

Vi bør selvfølgelig tale med hinanden om det. Men vi bør også sørge for at få undersøgt, hvad det er, vi har med at gøre, fremfor blot at antage, at vi har en løsning.

Alexander Gam Østergaard er cand.mag. i medievidenskab og historie og gymnasielærer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

At vores evolutionære historie har haft indflydelse på vores psykologi er for de fleste fornuftige folk åbenlyst. Uheldigvis har evolutions-psykologi som det pt. praktiseres en række grelle metodiske problemer, som har at gøre med at udøverne udfylder de enorme huller i vores reelle viden om sociale forhold i forhistorisk tid med antagelser baseret på stereotyper samt egen ideologi og smag. Og ud fra disse antagelser tegner de så billeder af livet for 50.000 år siden (eller ”dengang på savannen”), og ud fra disse billeder drager de så konklusioner om mennesker i moderne tid -- som de startede med stereotyper, ideologi og smag fra og om.

Evolutions-psykologi er med andre ord sårbart over for cirkelslutninger. I dette tilfælde er det f. eks. ikke åbenlyst at behovet jernhård kontrol med kvindelig reproduktion er ældre end patrilineært organiseret jord-ejerskab, som har nogle få årtusinder på bagen og skønt udbredt ikke er universelt.

Flemming Berger, Torben Bjerrehuus, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel og Palle Pendul anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Og der er forresten flere problemer endnu med den stakkels evolutions-psykologi. De bruger også en problematisk antagelse om én-til-én sammenhæng mellem gener og specifikke opførsler eller præferencer (kaldet ”adaptationer”), og det er en ret frisk antagelse. Moderne evolutions-biologer er typisk mere tiilbøjelige til at forklare kompleks opførsel ud fra samspil mellem flere gener, opvækst-vilkår og opførslens konkrete kontekst.

Alexander Østergaard

Det er svært at tale om "den stakkels evolutions-psykologi" som en helhed, da mange af de problemstillinger du fremhæver er problemstillinger diskuteret af evolutionspsykologer. Ligesom alle andre discipliner har de deres metodiske problemstillinger, hvilket selvfølgelig har at gøre med hvor omfattende det som søges forklaret, specielt i deres tilfælde.

Stereotypiske billeder af mennesker og ideologiske dispositioner er en generel problemstilling som vedrører alle forskningsdiscipliner, omend i forskellig grad. Din egen disposition i øvrigt indikeret ved den pludselige inddragelse af ideen om "patrilineært organiseret jordejerskab", hvilken ligeledes ikke er en åbenlys forklaringsmodel.

Pointen var da heller ikke at iscenesætte evolutionspsykologien som en producent af absolutte sandheder, men blot at indikere at man i medierne, som respons på VIVE-rapporten, har valgt én ud af mange forklaringsmodeller, som peger på én tvivlsom løsning.

Troels Ken Pedersen

Naturligvis har komplekse problemstillinger oftest komplekse forklaringer, og naturligvis har alle discipliner deres metodiske udfordringer. Det er dog de færreste discipliner der har bygget så mægtige bygninger på så tyndt et underlag, som tilfældet er med evolutions-psykologi.

Og naturligvis har jeg en disposition. Sagen er bare at det slet ikke er så åbenlyst at et uplanlagt spædbarn universelt er en katastrofe -- her ligger uudtalte antagelser og lurer i din tese. Og her er patrilineært jordejerskab den åbenlyse mistænkte, hvis ikke vi skal ud i langt værre anakronismer omkring kernefamilier i palæolitisk tid.

Min pointe er ikke at slutshaming helt sikkert ikke fandtes i palæolitisk tid, men at vi reelt ikke aner det og derfor bør være varsommere end du er med at drage sikre slutninger om hvad der er naturligt og uforanderligt.

Alexander Østergaard

Der er rigeligt med discipliner som har bygget mægtige bygninger på tynde underlag, og i langt højere grad end evolutions-psykologien. Det er for det første den af de psykologiske under-discipliner, som grundet sit metodiske fokus på at opbygge nomologiske netværker af kommulativ evidens, ikke oplever markante forandringer i forbindelse med replikationskrisen. Forandringer som har taget hårdt ved adfærdspsykologien, men aller hårdest ved sociologien i sin helhed.

Med hensyn til spædbørn har jeg på intet tidspunkt påstået at alle spædbørn, uanset forældrenes forberedelse, "universelt er en katastrofe". Sådan en påstand ville være at trække et pragmatisk spørgsmål om resursemæssige omkostninger op til en glidebane. Hertil er omkostningerne ved børn ikke den eneste forklaring. Det kan dog næppe overraske nogen at det er svært at få en afhandling om "reproduktiv, faderlig usikkerhed" igennem som kommentar.

Det er interessant at du med kritikken af manglende metodisk integritet og evidens, ønsker at erstatte en evidensfunderet tese med en helt og aldeles teoretisk tese. Apropos replikationskrisen, en af de forskningsstrømme som evidensmessigt ville kunne indikere en årsagssammenhæng hvori patrilineært jordejerskab påvirker adfærd, fremfor at være et produkt af allerede eksisterende adfærd, er priming. En forskningsstrøm som ligeledes ville kunne underbygge ideologikritik fra Althusser til Foucault, men som nu er erklæret død.

Når det er sagt respekterer jeg din opfordring til varsomhed og en accept af mangel på viden. Jeg vil da heller ikke påstå at jeg har været særlig forsigtig i min kommentar.

Eva Schwanenflügel

Man kunne med lige så stor 'evidens' fremkomme med den totalt modsatte hypotese :
At "slut-shaming" ikke eksisterede i jæger-samlernes kollektivistiske samfund, fordi alle var fælles om barnet. At ingen reelt vidste, at barnet havde én bestemt far, da ingen anede noget om prokreation i den menneskelige biologi. Og at kvinder blev ophøjet som modergudinder og frugtbarhedssymboler, da den menneskelige overlevelse var så pekuniær.

Alexander Østergaard

Nej, den hypotese er ikke ligeså plausibel, da den ikke kan bekræftes af en ligeså omfattende mængde indicier (dyrestudier, tværkulturelle studier, morfolologiske studier etc.).

Slutshaming og ophøjelse af kvinder har iøvrigt tilsyneladende altid eksisteret side om side.

En række pattedyr og i høj grad primater kan genkende fader, ligesom fader kan kende forskel på eget og andres afkom. Hvilket af samme årsag ikke lader til at kræve bevidsthed eller sprog.

Eva Schwanenflügel

@ Alexander Østergaard
17. juli, 2018 - 16:25

Det kommer i høj grad an på, hvilke indicier man lægger til grund.
Hver dag kommer med nye aha-oplevelser indenfor forskningen. Fx har paleoarkæologer lige fundet bevis på at brød blev bagt 4000 år før den agrare levemåde fandt fodfæste - altså bagte man brød allerede i jægerstenalderen med vilde kornsorter.

Det er da noget af en påstand, at "slut-shaming og ophøjelse af kvinder tilsyneladende altid har eksisteret side om side"..
Det mener jeg ikke er bevist, før de patriarkalsk-monoteistiske religioners og det patrilineære jordejerskabs opståen i landbrugsæraen, hvor en far ville have bevis for sin arvefølge fra sig selv til sine sønner.

Nej, en lang række pattedyr kan ikke genkende en biologisk fader, faktisk kan ingen.

Eva Schwanenflügel

PS. Jeg burde have skrevet :
Intet pattedyr kan automatisk genkende sine biologiske FORÆLDRE, såfremt det har været udsat for separation.

Alexander Østergaard

Det er vel selvsagt at det "i høj grad" an på "hvilke indicier man lægger til grund"? Du har også ret i at der tit kommer nye "aha-oplevelser" og det er jo fint.

At patrilineært jordejeskabs opståen skulle have nogen specifik indflydelse på de nævnt fænomener mere end at være et symptom på de samme forudsætninger er en dårligere funderet tese, end at der i jæger-samler tiden har været incitament til både at nedgøre kvinder for implicit at forhindre reproduktion og at ophøje dem for at sikre paternalt troskab. Hvilket selvfølgelig også er en tese, men dog baseret på indicier fra polynesiske og vestafrikanske stammer, dyrestudier, tværkulturelle studier, fysiologiske studier og fund fra antikken og tidligere.

Du har ret i at "kendskab" er et for stærkt ord, for der er helt klart tale om "paternal usikkerhed", men der er eksempelvis både studier i pattedyr og mennesker som viser et øget kortisolniveau (stresshormon) hos unger der vokser op med en uægte far.

Eva Schwanenflügel

"Du har ret i at "kendskab" er et for stærkt ord, for der er helt klart tale om "paternal usikkerhed", men der er eksempelvis både studier i pattedyr og mennesker som viser et øget kortisolniveau (stresshormon) hos unger der vokser op med en uægte far."

Interessant, Alexander.
Kan du henvise til nogle af disse studier?

Der er fx ingen studier der påviser øget stresshormon hos menneskebørn eller andre primater der vokser op hos adoptivforældre, hvor de ikke ved at de har et anderledes biologisk ophav.
Det samme gør sig gældende i andre pattedyr familier.

Familiariteten er det bærende element hos pattedyr. Og det indsnævrer sig ikke til det biologiske.
Det er det, der gør pattedyr ekseptionelle i evolutionen.

Eva Schwanenflügel

PS. Jeg sætter stor pris på at du som debattør deltager i debatten :-)

Eva Schwanenflügel

Der skulle have stået "jeg sætter stor pris på at du som kommentatør deltager i debatten".
Det er os nemlig sjældent forundt ;-)

Alexander Østergaard

Det er også spændende for mig. Selvom jeg altid finder det utroligt pinagtigt at debattere, men jeg plejer at føle at jeg har lært noget når jeg har lidt og svedt længe ved tastaturet. Den følelse kommer dog ofte først et par uger efter, når jeg privat, i mit hoved, endnu engang har opdaget at andre ved ting som jeg ikke ved.

Apropos det, så huskede jeg David Buss ("Evolutionary Psychology" 2015) diskussion af stedfædres effekt på børns kortisolniveau, som mere omfattende. Han referer til Flinns studier i en Caribisk landsby i 1988 og Flinn et al. 2005 ("Hormones and the family"). Men du har helt ret i at stedfædrene jo kender det biologiske ophav, hvorfor evt. effekter skal udredes fra deres adfærd før min påstand giver mening for mennesker. Ellers skal jeg ind og supplere med diverse statistiske indikationer på at der er signifikant genetisk overlap mellem venner og elskende, men så er jeg langt ude med hensyn til indicier.

Med hensyn til dyrestudierne er der en gennemgang og en teoretisk kobling til menneskeadfærd i Leon Sloman og Paul Gilberts "Subordination and Defeat".

Mener du ekseptionel i forstand af overlevelsesmæssig formåen, som funktion af familiaritet, eller bare som særegenhed i forhold til andre dyr? For så vil jeg indskyde at pattedyrs interne fødsel vel også er ekseptionel.

Morten Balling

Teorier er ikke lige gode. Dem som potentielt kan modbevises er de stærkeste, så længe de ikke er modbevist. Jeg hører ofte evolutionspsykologien sige kontroversielle ting og sager, men jeg hører dem sjældent tale om ren tro, og går man deres videnskab efter, virker den temmeligt sober. Bla. den norske TV-serie Hjernevask viste eksempler på, hvad der kan ske, når tabuer bliver stærke i videnskaben. I den blev kønsforskeres "sådan er det bare" modsagt af solide evolutionspsykologiske data. (Big Data ;)

Eva Schwanenflügel

@ Alexander Østergaard
17. juli, 2018 - 20:15

"
Det er også spændende for mig. Selvom jeg altid finder det utroligt pinagtigt at debattere, men jeg plejer at føle at jeg har lært noget når jeg har lidt og svedt længe ved tastaturet. Den følelse kommer dog ofte først et par uger efter, når jeg privat, i mit hoved, endnu engang har opdaget at andre ved ting som jeg ikke ved."

Du har gjort det. Du har tænkt og såvidere.
Du har fået følgere.
Du er god nok :-)