Kronik

Vi tidligere psykiatribrugere havner i et tomrum og kan ikke få hjælp

Der er brug for mere plads til mennesker som mig, der hverken er rigtig syge eller rigtig raske, men som med de rigtige udviklingsmuligheder kan undgå genindlæggelser
Marianne Brams havde brug for en beroligende samtale, da hun en nat tog kontakt til en psykiatrisk skadestue. Hun mener, at der mangler tilbud til folk som hende, der ikke har behov for en indlæggelse, men som stadig har brug for noget hjælp.

Marianne Brams havde brug for en beroligende samtale, da hun en nat tog kontakt til en psykiatrisk skadestue. Hun mener, at der mangler tilbud til folk som hende, der ikke har behov for en indlæggelse, men som stadig har brug for noget hjælp.

Maria Fonfara

24. juli 2018

Som tidligere psykiatribruger har jeg valgt at komme videre med mit liv og lægge afhængighed og psykiatrien bag mig. Jeg er gået i gang med en uddannelse, men kan stadig støde på udfordringer og have brug for opbakning til at komme videre i min udvikling. Men hvor går sådan en som mig så hen?

I Pinsen var jeg på stilhedsretræte og blev desværre ramt af solstik. Denne oplevelse gjorde mig sårbar. Jeg tog til min praktiserende læge og klagede min nød. Min praktiserende læge var ærlig og sagde, at hun nok ikke var den rette til at hjælpe mig videre, men jeg kunne jo altid henvende mig på den psykiatriske skadestue om nødvendigt.

Jeg forsøgte selv at komme videre fra oplevelsen ved at motionere, male billeder og gøre andre ting, der plejer at gøre mig godt. Uheldet ville, at der kom mere pres udefra, og en nat blev det hele for meget for mig.

Jeg følte ikke længere, at jeg selv kunne navigere i det rod, jeg stod i. Jeg fulgte min praktiserende læges råd og kontaktede den psykiatriske skadestue på telefonen. Jeg følte min psyke var ved at stå af og havde brug for en beroligende samtale, der kunne hjælpe mig med at få lidt overblik over den situation, jeg stod i.

Ingen hjælp at hente

Den sygeplejer, der var i den anden ende af røret, havde måske travlt, det kan jeg ikke vide. Han var kort for hovedet og spurgte, om det var angst og depression. Det vidste jeg ikke, sagde jeg. Jeg havde det skidt og havde brug for at komme ud til en samtale. Sygeplejeren spurgte, om vi ikke kunne klare det over telefonen og erklærede samtidig, at jeg ikke kunne forvente at blive indlagt.

Jeg troede først, at jeg havde hørt forkert. Det er i forvejen temmelig ydmygende at erkende, at man har det psykisk dårligt og har brug for hjælp, og denne tilgang gjorde mig bestemt ikke psykisk bedre.

Det føltes næsten, som om sygeplejeren havde modstand mod, at jeg havde brug for en samtale ansigt til ansigt. Det skal nævnes, at jeg ikke på noget tidspunkt havde et ønske om indlæggelse. Jeg havde et ønske om at få det psykisk bedre og komme videre med mit liv, og jeg fulgte jo bare min praktiserende læges råd.

Jeg følte mig trængt op i en krog, men tog ud på skadestuen. Her blev jeg mødt af en kvindelig sygeplejerske. Vi indledte en samtale. Jeg var temmelig låst og bange og kunne ikke rigtig få ordene frem. Jeg følte ikke så meget tillid til, at stedet ville mig det bedste.

Den kvindelige sygeplejerske vil have en læge med ind over, hvilket jeg synes er unødvendigt, men hun insisterer. Mens vi venter på lægen, trækker jeg lidt frisk luft og bliver lidt efter kaldt til samtale. En kvindelig læge giver mig hånden. Hun ser vredt på mig, og hendes håndtryk er meget hårdt. Der bliver ikke udvekslet ord mellem os, men jeg er så bange og på grænsen til at blive paranoid, at jeg spørger, om hun er vred, og siger til hende, at hun har et meget fast håndtryk.

Hertil svarer lægen temmelig vredt og kommanderende:

»Du skal bare sætte dig ned!«

Det skal nævnes, at der ikke på noget tidspunkt havde været optakt til konflikt fra min side, hverken verbalt eller med mit kropssprog. Det ligger ikke til min natur, og jeg kunne ikke forstå denne reaktion.

Der kan være sket noget på afdelingen inden min ankomst. Det ved jeg ikke noget om. Men i situationen var det min overbevisning, at disse mennesker bestemt ikke ville mig det bedste, og at det at blive på stedet ville kunne sende mig endnu længere ud over kanten.

Den indlæggelse, jeg gerne ville undgå, kunne så pludselig blive nødvendig. Med min sidste rest af fornuft rejste jeg mig og sagde, at det her magtede jeg ikke, og gik. Min psykiske tilstand var selvsagt rigtig skidt efterfølgende.

Sat tilbage

Mødet med et menneske i krise er meget sårbart, og mine tanker gik til tidligere bekendte, der havde været ude af det psykiatriske system et godt stykke tid, men så havde fået et tilbagefald. Flere af disse klarede ikke dette genmøde med psykiatrien og så ikke andre muligheder end selvmord.

Der er gået et par måneder siden denne oplevelse. Jeg har været i dialog med sygehusledelsen og overlægen på afdelingen, der beklager hændelsen og samtidig takker for, at jeg har gjort opmærksom på denne utilsigtede hændelse.

Så skulle alt jo være godt.

Sådan har det dog ikke været for mig. Min udvikling er sat tilbage, og mit angst- og stressniveau er ekstra højt. Jeg er bange for at udfordre mig selv, og nogle gange er jeg bange for helt almindelige ting, jeg ikke tidligere havde problemer med.

Skulle jeg nok engang ramme muren, siger mine erfaringer mig nu, at der ingen hjælp er at hente i sundhedssystemet.

Et tomrum i systemet

Fra mit arbejde i Psykiatrisk Dialogforum ved jeg nu, at der p.t. ikke er overbelægning på min lokale psykiatriske afdeling, og at udsagnet om, at jeg ikke kunne forvente at blive indlagt, derfor var helt overflødigt.

Der er så meget fokus på genopretning, udvikling og at komme sig efter psykisk sygdom. Det virker dog ikke, som om psykiatrisk afdeling helt kan følge med her. Der er ingen, der får det psykisk skidt med vilje, men følelsen af, at nogen tror det, har den omtalte hændelse skabt i mig.

Det virker, som om der er et tomrum i måden, man hjælper mennesker med psykiske udfordringer på her i vores samfund. Enten er du nødt til at have det så dårligt psykisk, at du er udadreagerende og til fare for dig selv eller andre – eller også er du nødt til at være det modsatte. Du skal klare dig selv og ellers lægge låg på, når det bliver svært at være dig.

Sådan er det ikke, bliver jeg forsikret om. Men det var sådan, jeg oplevede det den omtalte nat.

Rigtig mange af os psykiatribrugere vil rigtig gerne være en del af vores travle samfund. Vi vil gerne føle, at vi bidrager og har et tilhørsforhold.

Den tilbagetrækning fra samfundet, der sker ved indlæggelse, og det kan for nogle være mange indlæggelser, kan sætte sociale kompetencer og evnen til at være et selvstændigt menneske på stand-by.

Brug for flere muligheder

I Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere arbejder vi blandt andet på at oprette et eller flere refugier, hvor det skal være muligt at søge hen for mennesker med psykiske problemer. Både for at lære nye måder at komme overens med livets udfordringer på, men også for at restituere og møde ligesindede. Fokus er, at der er meget mere i os mennesker, der fungerer, end der ikke gør.

Sådanne projekter med refugier har brug for finansiering, men idet resultaterne kan være komplicerede at dokumentere, er finansieringen rigtig svær at skaffe. Det er et stort ønske fra os, at vores folketingspolitikere vil prioritere dette supplement til den almene psykiatri.

For en del år tilbage var der mulighed for at få offentligt tilskud til højskoleophold for mennesker, der trængte til et fornyet syn på livet. Denne håndsrækning til mennesker i krise findes desværre ikke længere. Det er også ønskeligt, at det bliver en mulighed igen.

Livet er en læringsproces. Ønsker man at lægge afhængighed af psykiatriens hvilepude bag sig, kræver det nye mestringsstrategier for at begå sig i vores flimrende samfund.

Med de rigtige udviklingsmuligheder kunne mange genindlæggelser undgås.

Jeg appellerer her til dialog om at skabe mere plads til mennesker som mig, der hverken er rigtig syge eller rigtig raske, men blot mangler læring.

Marianne Sille Bech Brams er kunstner og kunstterapeutstuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
  • Trond Meiring
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Claus Bødtcher-Hansen
  • ingemaje lange
  • Anne Schøtt
  • Eva Schwanenflügel
Anker Nielsen, Trond Meiring, Morten Hjerl-Hansen, Claus Bødtcher-Hansen, ingemaje lange, Anne Schøtt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Mange tak for en meget fin kronik, Marianne :-)
Jeg håber, at psykiatrien får et gevaldigt løft meget snart, det er hårdt tiltrængt.
Politikerne burde lytte til brugerne.

Claus Bødtcher-Hansen, Anne Schøtt og Helene Ziegler anbefalede denne kommentar
Anne Schøtt

Psykiatrien kan sammenlignes med forsikringsselskaberne, man betaler og betaler... en eller anden pris, og når uheldet er ude, så er selvrisikoen alt for høj.

Claus Bødtcher-Hansen, Anne Mette Jørgensen, Helene Ziegler og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

24/jul/2018

Kære Marianne,
tak for et godt og super relevant ind-
læg i min avis, Dagbladet Information :-) ...

Jeg har mere end 30 års erfaring som
gestaltterapeut i r. t. alm. mennesker,
dvs. i praksis sige mennesker som dig :-) ...

Min erfaring er, at alle problemer har
en årsag, en anledning og en virkning :-) ...

Og man (m/k) skal som terapeut/be-
handler tilgå, dvs. arbejde med, proble-
mets årsag, frem for at medicinere
problemet, dvs. medicinere symptomet .

Men det forudsætter (læs: kræver) en
dertil uddannet samtale-terapeut, og
det vil taget tid, dvs. mange sessioner.

Og det vil samfundet ikke betale for,
så det vil ofte vælge at give dig piller,
dvs. medicinere symptomet.

Venlig hilsen
Claus

Anne Schøtt, Eva Schwanenflügel og Helene Ziegler anbefalede denne kommentar