I mange år har den tyske erindringskultur været et stolt særkende for tyskerne. Ingen anden nation har som vores naboland gransket deres fortid, bearbejdet den og integreret den i skolevæsenet, i historieskrivningen og som mindesmærker.
Baggrunden er de tyske forbrydelser under Anden Verdenskrig. Holocaust var den mest destruktive begivenhed i menneskehedens historie. Det er et nationalt traume, at Tyskland, en af verdens førende kulturnationer, stod fader til det industrielle folkemord på jøderne i Europa. Derfor er den 27. januar hvert år national mindedag i Tyskland for ofrene for nazismen.
Tyskernes selvransagende omgang med deres fortid er utænkelig i de fleste andre lande. Tyrkiet afviser således at have begået folkemord på armenerne i 1915, Polens regering har det vanskeligt med den antisemitiske fortid og Belgiens koloniale folkemord på 10 millioner afrikanere i Congo har langtfra medført mindesmærker i alle større belgiske byer.
Siden Murens fald i 1989 og foreningen af det kommunistiske Østtyskland og forbundsrepublikken Tyskland i 1990 har opgøret med den nazistiske fortid og forbrydelser fungeret som et moralsk og politisk pejlemærke for det forenede Tyskland. I landets statsræson indgår kampen mod antisemitisme og bevidstheden om det grufuldt særegne ved Holocaust.
Kun en fuglelort
Den tyske selvforståelse er imidlertid under pres. Den møder modstand hos flygtningene fra Mellemøsten, og anfægtes af det voksende højrefløjsparti Alternative für Deutschland (AfD).
Således sigter AfD’s partiprogram på et opgør med, hvad der ofte italesættes som en »formindskelse« af den tyske erindringskultur. Hermed menes, at den tyske fortid reduceres til de 12 år, hvor Hitler og nazisterne var ved magten. AfD slår sig op på, at der er behov for en positiv national selvforståelse og et opgør med den officielle tilgang til historien.
Det vakte postyr, da AfD’s partiformand Alexander Gauland i juni udtalte, at »Hitler og nazisterne var kun en fuglelort i over 1000 års sejrrig tysk historie.«
Mest bekymrende er imidlertid det vordende opgør med det, AfD kalder en »perverteret skyldkult«. Højrefløjspartiet postulerer, at der går en lige linje fra tyskernes dårlige samvittighed over Holocaust til den åbne dørs flygtningepolitik, som Angela Merkel blev eksponent for, da Tyskland åbnede grænserne i 2015.
Ny antisemitisme
Det er et faktum, at antisemitismen har spredt sig i Tyskland. Den er blandt andet kommet til sammen med de mere end en million migranter og flygtninge, der kom til landet i 2015. Der er ikke enighed om hverken antallet af antisemitiske forbrydelser eller gerningsmændenes oprindelse, men det står klart, usikkerheden breder sig blandt tyske jøder.
Præsidenten for det jødiske centralråd Josef Schuster har flere gange påpeget, at man ikke aflægger antijødiske holdninger, fordi man migrerer over den tyske grænse. Tidligere på foråret udtalte han i et radiointerview, at den nuværende antisemitisme var utænkelig for bare ti år siden. Det er ifølge ham, et »signal man ikke må overhøre«. Den røde linje, som ikke må overtrædes, har således flyttet sig.
En række nyere undersøgelser bekræfter, at problemerne er vokset. Forskere fra universitetet i Regensburg fandt i en undersøgelse fra 2017, at over halvdelen af flygtninge fra Syrien, Irak, Eritrea og Afghanistan var tydeligt antisemitisk indstillet. Tallene varierer, men tendensen bekræftes af undersøgelser fra The Pew Research Center og universitetet i Münster.
Historikerstriden
AfD’s sammenkobling af tyskernes selvforståelse og asylpolitikken er farlig af to årsager. For det første fordi et stigende antal tyskere er kritiske over for den tyske flygtningepolitik og støtter de stramninger, der finder sted. For det andet, fordi den tyske erindringskultur hviler på en række antagelser og præmisser, som måske kan blive anfægtet i de kommende år.
Tyskernes selvforståelse blev for alvor skabt, da socialdemokraten Willy Brandt blev kansler i 1969. Han betragtede krigens afslutning og Nazitysklands nederlag i 1945 som en befrielse af Tyskland og så følgelig sig selv som kansler for »et befriet Tyskland«. Borgerlige politikere og historikere mødte Brandt med stærk modstand. De afviste, at man for tid og evighed kunne fastholde tyskerne og den tyske nation i skyldfølelse og angren.
Helt afgørende er imidlertid den såkaldte historikerstrid fra 1986-88. Den afslørede, at historieskrivningen og den kollektive erindringskultur altid er politisk bestemt. Man kan blive enige om fakta, men historieskrivningen er et fortolkningsfag, hvor hver generation almindeligvis tager spørgsmål op til fornyet vurdering.
Netop det gjorde en række borgerlige historikere anført af den dengang velrenommerede historiker Ernst Nolte. Han påpegede, at Holocaust måske ikke var så unik en begivenhed, som den var blevet gjort til. I de næste par år bølgede debatten, og historikerne delte sig i to lejre, de fleste tog filosoffen Jürgen Habermas parti, som stod over for en borgerlig fløj. Det, som striden måske i virkeligheden drejede sig om, var, hvem der havde fortolkningsretten til den tyske fortid, og hvad den skulle benyttes til.
De borgerlige historikere ønskede en erindringskultur, der var nationalt opbyggelig, og hvor det tyske folk ikke for altid skulle sone de forbrydelser, som et regime begik over en 12-årig periode. Habermas-fløjen derimod så holocausterindringen som et pant på det nye Tyskland og dets tilknytning til Vesten og det liberale demokrati.
Efter historikerstriden blev Holocaust og erindringen om nazitidens forbrydelser et moralsk imperativ i Tyskland og et symbol på bindingen til det vestlige demokrati.
Ny strid
Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 gav adgang til hidtil hemmeligholdte historiske kilder. Den engelske historiker Timothy Snyder har således sat Holocaust ind i en større sammenhæng i sit hovedværk Bloodlands om sammenstødet mellem kommunismen og nazismen i Østeuropa i det 20. århundrede, hvor begge regimer begik afsindige folkedrab. Snyder har vundet historiepriser, men han kritiseres også for at relativere Holocaust.
Den tyske erindringskultur er tilsyneladende ukrænkelig, men den har ’usynlige’ præmisser, som sagtens kan blive anfægtet i de kommende år, både politisk og af nye generationer af historikere.
Kan man forestille sig, at eksempelvis centrum-højre-partiet CSU vil følge AfD og på lignende vis begynde at revidere selvforståelsen af den tyske historie?
Politiske realiteter kunne tyde på det. Partiets formand, indenrigsminister Horst Seehofer, har netop gennemtrumfet stramninger af tysk asylpolitik. CSU har traditionelt borget for stabilitet i tysk regeringsdannelse ved ikke at tillade partier til højre for sig. Den afdøde bayerske CSU-formand Frantz Joseph Strauss udtalte, at »til højre for os findes kun muren!«
Den situation har ændret sig med AfD, og spørgsmålet er om CSU vil forsøge at komme tilbage på den kurs, som hidtil har garanteret stabilitet i tysk politik. Får AfD større vælgertilslutning med deres værdikamp, vil det kunne trække CSU i en lignende retning, som det allerede er set med asylpolitikken og aftalen om modtagecentre ved den tyske grænse.
AfD’s kardinalpunkt er, at den nuværende tyske nationalforståelse er grundlagt på skam, på at tyskerne skabte Holocaust. Det synes ikke utænkeligt, at CSU gradvist vil kunne bevæge sig i retning af en mere positiv national selvforståelse. Der vil givetvis være borgerlige historikere, som vil støtte en sådan kurs. Stadig vil et liberalt demokratisk udgangspunkt være livsnerven i CSUs politik, men tyskerne er måske modne til at spejle sig i fortiden, uden at bødlerne ser tilbage på dem?
Afgørende for udviklingen er to ting. At højrefløjen ikke lykkes med at omgå fakta og etablere myter, som der ikke er historisk belæg for. Samt at det lykkes at føre de nye borgere i Tyskland ind i en erindringskultur, som hidtil har været ’tysk etnisk’ orienteret, men er tænkt som et almengyldigt etisk påbud – at et fænomen som Holocaust aldrig må ske igen.
Claus Agø Hansen er cand.scient. i kulturgeografi.
Ulven komme
Der var lidt blæret, - dengang i slutningen af 80erne hvor jeg gik på en efterskole - at tegne et abonnement på information. Jeg husker tydeligt en af de alenlange artikel, som jeg rent faktisk fik tygget mig igennem dengang - handlede om en ulmende røre i nazistiske og halvfacistiske subkulturer i Vesttyskland. Sidenhen er jeg stødt på disse artikler igen og igen, så jeg må indrømme at de ikke vækker samme grund til stor bekymring som dengang....
Migration anno 2018 har en primær årsag, håbet forsvinder mere og mere for hver dag eksistensgrundlaget svinde.
Der er stadigvæk håb, men vi må selv skabe de vilkår, håb kan overleve under.
Læs om indoktrinering af vores børn:
“Vejret forbliver varmt og tørt. Men det har vi på en måde vidst i 160 år.”
link: https://www.information.dk/indland/2018/07/vejret-forbliver-varmt-toert-...
Husk på hvor vi var for relativt få år siden.
"Men i sidste ende er det et lands fører, som bestemmer politikken, og det er altid let at få folket med sig, hvad enten det nu er i et demokrati, et fascistisk diktatur, et parlament eller et kommunistisk diktatur. (...)også med stemmeret kan folket bringes til at følge førerens befaling. Det er ganske let.
Man behøver ikke at gøre andet, end at fortælle folket, at det bliver angrebet, og at udstille pacifisternes mangel på patriotisme og hævde, at de bringer landet i fare.
Disse metoder fungerer i ethvert land."
Hermann Göring, den 18. april 1946
Kilde: Gustave Mark Gilberts Nürnberger Tagebuch.
Fra link:
"Embedsmændenes syn på jødiske flygtninge i 1930erne
Lone Rünitz, projektforsker (Dansk flygtningepolitik 1933-45) Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier.
"Dansk flygtningepolitik i 1930erne var ikke lagt an på at afhjælpe et humanitært problem. Det var en politik, som indtil 1938 tog sigte på at undgå, at et større antal tyske jøder tog permanent ophold i Danmark, og fra sommeren 1938, at forhindre at de kom ind i landet.
Herom var der bred politisk konsensus.
Politikerne ønskede at undgå, at der også her skulle opstå et "jødespørgsmål", der ville vække den latente antisemitisme til live, som man som en selvfølge syntes, at gå ud fra fandtes i det danske samfund.
Link: http://docplayer.dk/8403681-Embedsmaendenes-syn-paa-joediske-flygtninge-...
Den danske politik resulterede i mange endte deres dage i koncentrationslejre.
Fra link:
- Når jeg ser på, hvordan nogle borgere opildner til holdninger mod flygtninge, eller hvor nedsættende der tales om jøder, spørger jeg mig selv: Hvor godt forankret er den menneskelige værdighed i folks hoveder!
sagde Josef Schuster, formanden for det Jødiske Centralråd i Tyskland ifølge dpa.
Link: https://www.dr.dk/nyheder/udland/merkel-vi-maa-aldrig-glemme-krigens-rae...
Interessant hvordan både Tyskland og Israel - af helt forskellige politiske interesser - har fastholdt erindringen og fortællingen om Holocaust.
For Israel har det næsten været en del af deres eksistensberettigelse og garanti for fortsat støtte og sympati fra verdenssamfundet.
For Tyskland er det en national skamplet - for det var faktisk ikke første men anden gang i det 20. århundrede, at man satte europa i brand. Man har simpelthen ikke haft råd til at tage let på sin smertelige historie.
/O
Tænker at det er ordet "sejrrig", man skal hæfte sig ved i AfD's formulering af Tysklands historie - ikke en "blomstrende", eller "frugtbar" historie, men en "sejrrig". Det er med andre ord Tyskland, som krigsførende og besejrende nation, der italesættes - ikke Tyskland som kulturnation, konstruktiv samarbejdspart og potentiel, kulturel inspirationskilde, der længes efter i den formulering.
Udgangspunktet for artiklen 'Holocaust var den mest destruktive begivenhed i menneskehedens historie' virker noget skævt, når selv samme artikel derefter nævner Belgiens mord på 10 millioner afrikanere i Congo, hvilket markant overgår de 6 millioner døde under Holocaust.
"Tyskland" som sådan har ikke en 1000-årig historie af nogen art. De mange forskellige (også kulturelt) tyske fyrstendømmer har, og de skal bestemt hyldes for deres bidrag til verdenshistorien, for det samlede Tyskland har faktisk ikke skabt andet end problemer fra begyndelsen i 1871 og indtil 1945. Siden da er det heldigvis gået fremad.
Det giver altså ikke mening at tale som AfD om én tysk kultur og én tysk historie.
Hvad man ikke selv har oplevet, får en anden plads i bevidstheden, end det har hos dem, der enten var med eller bare var betragtere. Derfor er der heller intet at sige til, at Willy Brandt havde en anden indstilling til "efterbehandlingen" af 2. Verdenskrig and folk, der er født efter krigens afslutning.
Hvad angår Franz Josef Strauß, så har han i sin egen efterbehandling af 2. Verdenskrig engang udtalt, at "wer noch einmal eine Waffe in die Hand nimmt, dem soll die Hand abfallen".
Nu er det ikke nogen nyhed, at doktor i jura, Alexander Gauland, fremkom med disse udtalelser. Jeg tror, det efterhånden må være mindst 3 uger siden.
Og for mindst et halvt år siden, sagde samme doktor, at tyskerne burde stoppe med at skamme sig over nazi-tiden, og i stedet være stolte over, hvad man (tyskerne) fik udrettet under nazi-perioden. Og samtidig forlangte han, at det enorme mindesmærke for de sionistiske ofre i Berlin, skulle fjernes.
https://www.standard.co.uk/news/world/german-politician-alexander-gaulan...
- Mindesmærket står der endnu.
- Den fornemme doktor fremkommer forsat med sine perverse synspunkter i Forbundsdagen.
- Og verden er endnu ikke faldet sammen over hovedet på os.
Det eneste ubehagelige er, at der stadig er nye generationer af tyskere - og andre, der hylder disse perversiteter. Og samtidig viser det meget tydeligt endda, hvilke initiativ partiet Alternative für Deutschland egentlig er, - altså bortset fra at være ”de små människornas parti” iflg doktor Gauland.
Men nu er det ikke kun i Forbundsrepublikken og i Østrig disse idioter fører sig frem, for selvv i Skandinavien er de synlige:
https://expo.se/2018/07/fem-anh%C3%A5llna-skrek-sieg-heil-och-adolf-hitler
https://expo.se/2018/07/polisen-ser-p%C3%A5-n%C3%A4r-nazisterna-ger-sig-...
I øvrigt har AfD dannet partigruppe (ECR) i EU-sammenhæng sammen med Dansk Folkeparti, Sannfinländarna, Polske Lov og Retfærdighed, Lettisk Nationalistiske Alliance, Ny-Flamlandske
Alliance og Tjekkisk Medborgerdemokraterne. Så der må jo være et tæt slægtskab mellem AfD og Dansk Folkeparti.
De unge tyskere har naturligvis ikke rigtigt skyld i hvad der foregik i fortiden. Men når den nationale fortælling skal fortælles kan den skyld som holocaust kaster af sig naturligvis ikke bortforklares. I øvrigt giver det vist mest mening, at tale om et tysk rige fra slutningen af 1800 tallet, hvis man tænker i retning af en egentlig fælles statsdannelse.
Næppe før - og næppe siden er industrielt massemord set i sådan en skala, og ofrene kan ikke rigtigt ydes nogen form for retfærdighed. Det bør ikke kun give tyskerne - men alle anledning til eftertænksomhed.
Vi er vel mange der er vokset op i en generation der har lært, at holocaust ikke må glemmes - ikke af hensyn til ofrene - men også af hensyn til fremtiden. Og det er jo bekymrende når Afd. taler om national stolthed, som skulle en forbrydelse mod menneskeheden gå i glemmebogen.
Ift. det der med det industrielle massemord er det muligvis helt korrekt - man glemmer bare lige, at stort set alle mennesker i Europa intet gjorde, da det først kom frem; i 1941, eller 1942, var der en katolsk præst fra Polen, der rapporterede om dette, men man slog det hen som værende propaganda fra engelsk side :( - det var det så ikke. Fandt man ud af da amerikanerne den 27. januar 1945 nåede til Buchenwald, Auschwitz-lejrene.....
Og vi må heller ikke glemme, at i Congo slog Belgien mindst 8 millioner, hvis ikke 10 millioner afrikanere ihjel :( så europæerne kunne få deres gummi - det havde man i Europa ingen større problemer med; det var jo kun afrikanere.....
Pointen er den her: Uanset om vi taler om jøder, homoseksuelle, afrikanere, socialister mm. er det forkert at slå andre ihjel, bare fordi de ikke mener det samme som en selv gør - og det er det ved første person man slår ihjel :(
Efter Holocaust mente alle, at nu ville vi aldrig mere opleve etnisk udrensning eller folkemord.
Ak ja - Balkan i 1990'erne (lige i vores baghave), senere Rwanda, senere .......... listen forsætter alligevel og vi har stadigt ikke rigtigt lært noget.
Jeg var for godt et års tid siden i Dresden i det tidligere DDR, og på en gåtur i byen oplevede jeg en demonstration, der kuldegysende gav mindelser om det, jeg kendte fra gamle nazipropagandafilm og dokumentarfilm fra nazitiden.
Deltagerne var blandt andet fra AfD og andre nynazitiske grupper, og at høre sem brøle deres kampråb, som var de vilde dyr, og se deres kampagner med symboler fra nazitiden, får jeg aldrig ud af min hukommelse.
Jeg stod på et hjørne, og det var ufatteligt, at der blev ved med at komme demonstranter. Optoget varede mange lang tid og talte over tusinde. Det er skræmmende og trist, at nogen kan mane til sådanne forsamlinger trods historien.
Lad os slå fast, at demokrati er ikke en selvfølge. Men lad os så også slå fast, at der hvor nogle har kuppet sig til magten er demokratiet faktisk blevet overtaget ved brug af demokratiet - i hvert fald i starten. Og jeg tænker her på Ungarn, Tyrkiet, Poland samt delvis Østrig og Italien, hvor man i virkeligheden er gået forskellige veje og har forskellige motiver, - men hertil er Forbundsrepublikken endnu ikke kommet.
Men med forfatningsdomstolen i Karlsruhe er Forbundsrepublikken formentlig Europas stærkeste og mest stabile demokrati.
Vi har boet i 4 forskellige delstater, og også vi har oplevet forskellige uhyrligheder - dog mest i de senere år, hvor vi kommer på gennemrejse nogle gange om året. Men jeg vil da gerne minde om, at siden genforeningen i 1989 har dette uvæsen mest været et Østtysk problem. Og det første jeg blev opmærksom på, det var i 1991, hvor beboerne i en Rostock-vorort over flere dage forsøgte at brænde vietnamesiske flygtninge inde i deres lejligheder, medens politiet tilsyneladende havde loyalitetsproblemer. Derefter fulgte en lang række overgreb på turister i Mecklenburg-Vorpommern hver eneste sommer.
Hannover Hovedbanegård 6 marts 1999, skinheads march, støvle tramp og kampråb. De var der dengang, de er der nu og måske bliver de flere, andre navne, nye grupperinger, de hader dybt og de viser det.
Hold op det er længe siden. Lad det slippe... Og hvis I mistænker tysken for at være mere latent folkeudrydende end os andre, så håb da på, at Frau Merkel er stoppet med at sende invitationer ud til hele verden med hendes “Wir shaffen es!” Måske det er nemmere end at udbrede “De godes doktrin” til alle Fritz’er mod syd.
Der naturligvis noget galt når den nationale stolthed skal forklares ved egen kulturelle overlegenhed, hvilket så igen giver ret til undertrykkelse af andre folkefærd. Og mange europæiske nationer har gjort sig skyldige her gennem historien. Men at andre bærer skyld gør jo ikke den skyld, som holocaust kaster af sig mindre.
Efter ydmygelsen er er Versailles var der også dele af den tyske højrefløj, som ønskede national genrejsning. Og en del af nazisternes fortælling var, at det var jøde - bolchevismen der havde forårsaget Tysklands ulykke.
Antallet af ofre kan man kun gisne om, men ud over 6 millioner jøder kunne der tælles adskillige millioner russere, polakker, andre slaviske folk og sigøjnere
Så hvad der måtte erkendes efter krigen var, at der ikke alene var begået folkedrab, men at det også var begået ud fra den værst tænkelige begrundelse i en nationalt orienteret raceideologi.
Skal en nations ungdom så evigt bøde for det? Måske ikke, men der burde være tilbageholdenhed når talen kommer på "national stolthed"
I øvrigt giver det yderst ubehagelige associationer når der tales om 1000 årig stolt tysk historie, som der gøres i indledningen til artiklen her. Nazisterne havde også fascination af de 1000 år. Og frem for alt så var efterkrigstidens fortælling om en "befrielse" vel langt hen ad vejen rigtig, da den nazistiske stat langt hen ad vejen var funderet i vold og terror.
At AFD vokser sig stærke giver nok anledning til bekymring uden for Tysklands grænser, når man betænker, at tysk nationalisme spillede en ikke uvæsentlig rolle i de 2 forrige verdenskrige.
Jamen man kan på mange måder sige, at nationalisme kan afstedkomme problemstillinger - ikke mindst når det fører til krig mellem nationer. Jeg synes dog, at der er en pointe i, at det ene ikke retfærdiggør det andet. At britisk kolonialisme også førte lidelse med sig ændrer jo ikke ved, at det nazistiske styre foranstaltede et massivt folkedrab i Europa, og at dette drab skal tages helt absolut for hvad det er
Man kan måske så sige, at en sådan historie ikke kun belaster tyskere, men rykker ved hvad det vil sige, at være menneske overhovedet. Det er jo ikke fordi der ikke eksisterede en humanisme forud for holocaust, men holocaust indebar en dehumanisering af rang. Ikke alene tog man livet af mange mennesker i KZ lejrene, man tog også enhver form for menneskelighed og værdighed fra fangerne.
Og naturligvis må det også kaste "en skam" over den tyske nation. I alle tilfælde må der drages en form for lære, som blev Tyskland jo også rent faktisk delt efter krigen (også grundet lidt andre omstændigheder)
Man kan dog godt blive lidt bekymret når AFD vil se det som en fuglelort i historien, for det var dog skelsættende, brutalt m.m. Og selv de som ikke medvirkede aktivt til holocaust bar skyld over, at det overhovedet kunne ske, som andre i debatsporet jo også kommenterer lidt på.
Jan Boisen -
det var som bekendt briterne, der opfandt KZ-lejrkonceptet. det gjorde de underboerkrigen. Og nej, der var ikke gasovne m.m. - men konceptet om at indfange en bestemt befolkningsgruppe og putte dem i lejre kom fra briterne. Måske efter inspiration fra USA og indianerreservaterne ?
Herdis Weins: Man behøves jo ikke, at overbevise nogen om nazisternes krigsforbrydelser skulle man tro.
75 % af de jøder som ankom til Ausswitch sent 1944 røg direkte i gaskammeret, som de ledende nazister nogle år før planlagde Endlösing. Fangerne i de tyske KZ lejre blev frarøvet deres ejendele og brugt som slavearbejdere i et rædselsregimes tjeneste.
Og efter krigen så indså tyskerne jo faktisk også deres skyld. Jeg ved ikke helt med DDR, men i alle tilfælde i BDR fik man en anden tysk politik, at se. Naturligvis må en nation oven på sådan noget som, holocaust gå en vis form for bodsgang uagtet hvad andre nationer har gjort af ugerninger og vedstået sig.
Og det er vel det som AFD gerne vil have en anden fortælling omkring. Og så kan man jo retouchere ting bort fra historiebøgerne, eller forglemme - eller hvad man vil i den nye nationale fortælling om storslået tysk kultur
Og det kan jo ændre hele den europæiske efterkrigsfortælling, at AFD vil have denne passus ud af den tyske fortælling. Den var dog mere end blot en passus eller en fuglelort i historien gang. Det formede hele den europæiske efterkrigsfortælling og med Tyskland som en central europæisk stormagt også Tysklands fortælling.
Og det kan jo være sagen lidt ligegyldigt om englænderne eller tyrkerne har et lidt problematisk forhold til, at de også i deres fortid har begået folkedrab.
Den slags skal med i historiebøgerne og også forblive der. Jeg tror Elsa Gress har sagt noget i retning af: "Den der glemmer fortiden er dømt til, at gentage den".
Derfor - og fordi glorificerede nationalistiske fortællinger er det sidste vi har behov for - uanset hvem der fortæller dem.
J
Jan Boisen - jeg boede i Tyskland en del år, jeg har været gift med en tysker.
Jeg har endnu aldrig mødt en tysker, der ikke er sig nationens fortidige synder smerteligt bevidst.
De få, der ikke ville vedkende sig arv og skyld, var ved gud ikke salonfähige - og det er de stadigt ikke for langt, langt de fleste tyskere.
De er ikke noget tilfælde, at AfD først og fremmest er stærke i det tidligere DDR, hvor man efter krigen besluttede sig til, at det stort set kun var tyskerne i det andet Tyskland, der var skyldige = den fæle kapitalisme. Det hævner sig i dag - der var ikke meget Vergangenheitsbewältigung - det var der derimod I BRD nærmest 24/7.
Når vi nu er ved dette betændte emne-og/eller vesttysk nazisme, er der et væsentligt punkt, der nok bør medtages omkring den kollektive skyldsopfattelse:
- Østtyskerne under DDR-Sovjetunionen måtte allerede på et tidligt tidspunkt betale krigsskadeerstatning. Det skete med så hurtig betaling, at befolkningerne ligefrem sultede på grund af fødevaremangel. Og dette var direkte årsag til de omfattende "skjulte" opstande i 1953-54 i en række store byer, hvor politiet skød direkte direkte ind i menneskemasserne.
Men i denne debat mangler der også dette synspunkt, at tyskerne absolut ikke er en homogen befolkningsgruppe. Da de blev banket sammen af frygt for Østrig-Ungarn lige efter midten af 1800-tallet, havde de vidt forskellig kulturel baggrund og mange havde end ikke samme sprog. Og disse forskelle er fortsat ganske tydelige, når man ser på de tyske delstater.
Men som sagt er Forbundsrepublikken et ganske stabilt og fast demokrati trods ubehagelige undertoner. Jeg er mere bekymret ved Ungarn, Holland, dele af Belgien, Slovakiet, Ungarn, Tjekkiet - og Danmark.
.
Det var den tyske civilbefolkning, der kom til at bære konsekvenserne af Nazisternes forbrydelser - i form af terrorbombning, selvtægt, efterfulgt af års armod og sult - herunder alle trængslerne under den nye skyggeregering i DDR.
De der til gengæld slap alt for billigt efter min mening, var SS-folkene, som havde været Det tredje Riges virkelige håndlangere. Alt for få blev retsforfulgt, og de fleste fik alt for milde straffe, hvorefter de hurtigt blev sluset tilbage i samfundet og endda steg til tops i erhvervsliv og andre steder. Det er det virkelig beskæmmende - og naturligvis grunden til at jøderne efter krigen ihærdigt forsøgte at få opstøvet og retsforfulgt alle, der havde haft blod på hænderne.
Ingen af dem burde have fået mindre end 20 års fængsel. Og flere af dem kunne udmærket have gjort Rudolf Hess følgeskab i Spandau. Der var rigelig plads de sidste år.
Var man gået målrettet efter dem, kunne man have straffet de skyldigste med rimelige straffe - alt imens man hurtigt opbyggede et nyt civilsamfund med Marshallhjælp m.m.
/O
Nazismen var og er et symbol på frustration, fattigdom og magtesløshed - og hvordan disse kræfter af herskende klasser forsøges/bliver udnyttet til samme klassers vinding. Hitler udpegedes jo til rigskansler af de traditionelt magtbærende partier i Tyskland - trods hans ganske bizarre og paranoide udlægninger af verdenssituationen og de medfølgende 'behov'. Hitler blev mægtiggjort af såvel de bærende politiske kræfter i Tyskland - og af betydelige dele af tysk (samt europæisk) kapital. I Danmark var Jyllands Posten ret enige i den tyske politik, når det kom til diskrimination af jøder, sigøjnere og venstreorienterede ... og det de traditionelt magtbærende partier og kapitalkræfter i Tyskland først og fremmest ønskede sig med at gøre Hitler 'stueren' og give ham magt var at lede den folkelige, politiske opinion bort fra et venstreorienteret spor ved at lade Hitler lokke med arbejdspladser og skræmme med paranoidt-aggressive taler om den jødisk/kommunistiske trussel mod det tyske folks storhed og trivsel. Del og hersk, brød og skuespil.
Nazismen er et lærerigt symbol for os, både historisk og i samtiden. Overalt i verden, op gennem historien, har totalitarismen været sat i virke via de herskende klassers interesseforvaltning - og det er klassisk for vindernes historieskrivning at det meget hurtigt kommer til at handle om alt muligt andet. Totalitarismen er ikke særligt tysk - den er universel. I Danmark var Jyllands Posten, helt frem til det ikke rigtigt længere kunne benægtes at der foregik massive forbrydelser i Nazityskland, da også helt indforstået med at det jødiske og kommunistiske pak blev sat på plads som de samfundsnedbrydende kræfter de var. Danske socialdemokrater støttede Hindenburg, som siden indsatte Hitler som kansler.
Den tyske befolkning skal huske på fortiden , men ikke lastes for samme.
I den tyske grundlov er der passager om at antidemokratiske bevægelser er ulovlige (Modsat f.eks Danmark).
Således er der præcis i dag en gruppe med rod i det Tyrkiske miljø "Osmannen Germania", blevet forbudt ved lov.
Den bedste måde at holde højrenationalistiske bevægelser ned, herunder AFD , er at slå ned på grupperinger der fungerer ved intolerance og antidemokratiske ideer. Hermed signaleres at man gør noget ved problemerne.
At tolerere intolerance er at bære ved til bålet.
Min største bekymring er ikke det tyske folk selvbevidsthed om egen tragisk historie i dag. Min bekymring er, at den bølge af fremmedfjendtlighed, som de sidste år er skyllet ind over Europa og USA, at den med tiden sniger sig ind i Tyskland.
Vi har en amerikansk Præsident Donald Trump som i enhver henseende puster til ilden af al kraft. Han hylder de højreekstreme kræfter i Europa. Han saboterer EU samarbejdet, som han opfatter som en skadelig koalition, der truer USA´s økonomiske interesser og måske også militære interesser. Han har et syn på de spansktalende og på USA´s ikke hvide befolkning, som er dybt problematisk og præget af undertoner af racisme. Hans reaktion på sammenstødene i Charlottesville i år 2017 afslørede tydeligt Donald Trumps anløbne sindelag.
Det er gået op for mig med betydningen af Angela Merkels udtalelse, om at det hidtidige særlige forhold mellem Tyskland og USA nu er gået af fløjten. Det må have været et personligt chok for hende at møde en amerikansk Præsident, som i den grad er det modsatte af Barrack Obama og som i et og alt har vendt relationerne til Europa og Rusland på hovedet.
Højrefløjskræfter i Tyskland kan føle sig inspireret af den amerikanske valgkamp og det nye xenofobiske republikanske regimente i USA. Kunne man skubbe Forbundskansleren ud over kanten og indføre et nyt nationalistisk regime i Tyskland ?
Modstandere af EU vil komme til at sande, hvad der kan komme efter EU´s sammenbrud. Det bliver ikke småstater, som kan vælte sig rundt i selvstændighed og autonomi. Det bliver et Europa i værste fald domineret af nationalistiske stormagter, som begynder at vise, hvor skabet skal stå og som kæmper med Rusland, et nationalistisk USA, og med hinanden om magten i Europa.
Det gik galt i 1914. Det gik galt den 1 september 1939, hvor Adolf Hitler troede at vestmagterne ville reagere med et par bløde sanktioner nu da han satte sig for at udslette den polske nation efter aftale med Sovjetunionen og Stalins regime. England og Frankrig stod fast mod forventet og den 2. Verdenskrig var begyndt.
Det kan ske igen i Europa, hvis demokratierne eroderes væk i politikerlede, træthed over bureaukrater og dyrkelsen af den stærke nationalistiske ( mand/kvinde ). Syndebukkene er allerede listet op først muslimer, så jøder, så pladderhumanistiske intellektuelle og dernæst ?.
Vi skal stå vagt om demokratiets støtter i Europa. De overlever ikke ved ligegyldighed og ved at dyrke højrefløjspopulismen, nationalismen i ekstrem grad og fjendebilleder af de fremmede.