Læserbrev

Ulige grønne afgifter

Det er fortjenstfuldt, at det fordelingsmæssige aspekt af de grønne afgifter får opmærksomhed, men uheldigt, hvis det fører til en afvisning af grønne afgifter som virkemiddel i miljøpolitikken
26. juli 2018

Jens Joels kronik fra fredag den 20. juli hævder, at fortalerne for en kødafgift ignorerer den sociale slagside. Direktøren skal nok få sin bøf uanset prisen, mens dagpengemodtageren må undvære den. Derfor kan en afgift forekomme socialt uretfærdig.

Argumentet overser imidlertid det økonomiske rationale bag de grønne afgifter. Der er i en markedsøkonomi en tendens til, at varernes priser afspejler de omkostninger, der er ved at fremstille dem. Er priserne for lave, går producenterne konkurs, og er de for høje, vil konkurrencen med tiden udligne forskellen. Denne logik er en væsentlig begrundelse for det frie forbrugsvalg, som Jens Joel ikke ønsker at blande sig i: Køberen kompenserer producenten, begge parter har fordel af handlen, og andre kan bare blande sig udenom.

Når produktionen forurener, holder denne enkle logik imidlertid ikke længere. Så vælter man omkostninger over på en tredje part – samfundet – og det bør også kompenseres. Klimabelastningen fra oksekødsproduktionen er et oplagt eksempel. Uden afgifter bliver produktet alt for billigt. Køberen kompenserer nok producenten, men ikke samfundet for de omkostninger, det påføres. Hvis købet af bøffen ikke må være til skade for nogen af parterne, og altså heller ikke samfundet, bliver afgiften en logisk forudsætning for det frie forbrugsvalg.

Men hvad så med fordelingsspørgsmålet?

Joel har jo ret i, at prisstigningen vejer tungere for den fattige end for den rige. I princippet kunne man tilbageføre provenuet fra afgiften til de fattigste dele af befolkningen i et sådant omfang, at de ville have råd til at købe nøjagtig de samme bøffer som uden afgiften. Så ville dagpengemodtagerne ikke være ringere stillet end før. Men de ville sandsynligvis vælge at købe færre bøffer alligevel på grund af den højere pris. Og det ville være godt for klimaet. En sådan løsning ville vende den tunge ende opad, fordi direktøren jo stadig måtte betale.

Det er fortjenstfuldt, at det fordelingsmæssige aspekt af de grønne afgifter får opmærksomhed, men uheldigt, hvis det fører til en afvisning af grønne afgifter som virkemiddel i miljøpolitikken. Den ubehagelige sandhed er, at det koster noget her og nu at gøre en indsats for klimaet. Joel synes at argumentere ud fra en præmis om, at ingen behøver at sænke forbruget af oksekød, så længe direktørerne kan spise, som de plejer. På den præmis kommer forbruget – og dermed CO2-udledningerne – ikke til at falde. Der vil heller ikke være noget pres for at udvikle bedre alternativer.

I øvrigt kan jeg af personlig erfaring oplyse, at man ikke dør af at undgå oksekød. Hjemme hos os har vi stort set vænnet os fra det, og vi savner det faktisk ikke.

Villy Søgaard, lektor ved Institut for Sociologi, Erhvervs- og Miljøøkonomi, SDU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Langholz

Villy har jo helt ret i at grønne afgifter er et godt virkemiddel til miljøpolitikken. Så hvorfor foreslår han så ikke, at man fjerner momsen på frugter og grønsager, så der er et økonomisk incitament til at spise mere grønt og færre bøffer. Men det betyder jo der skal skatter og afgifter ind i statskassen andre steder, og det kunne jo være højere flyafgifter, men det vil jo gå udover de højere indkomster rejser.
Villy skriver også ” I princippet kunne man tilbageføre provenuet fra afgiften til de fattigste dele af befolkningen i et sådant omfang, at de ville have råd til at købe nøjagtig de samme bøffer som uden afgiften.” Det er umuligt, men mindre vi alle registrere vores kødforbrug både før og efter en sådan bøf afgift. Jeg vil også gerne se et forslag til hvordan man bare kommer tæt på tilbageføre provenuet fra en bøfafgift og andre grønne afgifter til den fattigste dele af befolkningen.
Bil og benzinafgifter er nok der hvor afgifter kommer tættest på ikke at vende den tunge ende ned af.