Kommentar

Undervurderer vi forstadierne til tyranni?

Trump er ikke en reinkarneret Hitler, men Republikanernes altovervejende samtykke i hvert et skridt, han har taget væk fra civiliserede demokratiske normer, varsler ilde
Trump er ikke en reinkarneret Hitler, men Republikanernes altovervejende samtykke i hvert et skridt, han har taget væk fra civiliserede demokratiske normer, varsler ilde

Pierre Alozie

17. juli 2018

At sammenligne tidens demagoger med Adolf Hitler er næsten altid uklogt. Det er panisk retorik, som banaliserer naziregimets enorme rædsler og flytter opmærksomhed fra vores egne politiske problemer.

Men alligevel: Præcis hvornår begynder demokratiet at komme i reel fare?

Hvad der var utænkeligt for blot et par år siden – en amerikansk præsident, der fornærmer sine allierede, lovpriser diktatorer og kalder den frie presse for »folkets fjender« – er nu blevet en ny slags normalitet. Hvornår er det for sent at ringe med alarmklokken?

I Giorgio Bassanis mesterværk Il giardino dei Finzi-Contini beskrives livet blandt italienske jøder under fascismen. Langsomt, skridt for skridt, strammes løkken om disse kultiverede italienere, som tager deres komfortable liv med velstand og indflydelse for givet og fornægter faren.

Fortællerens far melder sig sågar ind i fascistpartiet. Stolthed og mangel på fantasi gør dem blinde for den lurende fare, indtil det er for sent, og de bliver deporteret til dødslejrene.

Snigende langsomt

Manglende evne til at gennemskue overhængende farer animerer også Sebastian Haffners memoirer – skrevet i 1939, et år efter at han forlod sit tyske fødeland (og udgivet posthumt i 2000 under titlen Defying Hitler).

Haffner blev i 1930’erne som jurastuderende vidne til, hvordan naziregimet blev tiltagende giftigt, men i Italien på en snigende langsom måde.

Han så, hvordan hans juramedstuderende (som ikke var nazister) accepterede de gradvise skridt – racelove, suspension af forfatningen – præcis fordi de blev formuleret i juridiske termer.

Der forekom aldrig at være en klar grænse, der markerede den uacceptable overskridelse, hvorefter kun eksil og modstand ville nytte. Haffner, som ikke var jødisk, trak dog selv grænsen ved Krystalnatten, hvor synagoger blev stukket i brand og jøder fordrevet fra deres hjem.

Det er svært at sove roligt om natten, hvis man er konstant alarmeret. Livet bliver lettere, hvis vi bilder os ind, at verden er normal, selv om den er alt andet.

Der er mange måder at stikke sit hoved i sandet på, og visse paralleller kan drages mellem vores tid og Europa i de tidlige 1930’ere.

Ganske mange tyske erhvervs- og industrifolk, som var borgerlige, men ikke nazister, mente, de kunne leve med Hitler, så længe, han gavnede dem finansielt. Han var en vulgær opkomling med grove manerer, men han lod sig nok kontrollere, tænkte de.

Tyranniets forstadier

Historisk viden kan bruges til at udpege lighed i bestemte adfærdsmønstre – f.eks. angreb på domstoles uafhængighed – som tidligere har været forstadier til tyranni. Men historisk erindring, ofte iblandet myte, kan også hindre os i at tolke tegnene om det, der kommer.

I lande med en solid demokratisk historie er det fristende at tænke, at ’den slags vil ikke kunne ske her’, fordi ’vores institutioner er for stærke’ og ’vores folk for frihedselskende, civiliseret og moderne’ til at synke ned i barbari.

Trump er ikke akkurat en reinkarneret Hitler, men Republikanernes altovervejende samtykke i hvert et skridt, han har taget væk fra civiliserede demokratiske normer, varsler ilde.

Det samme gør den udbredte tale på dele af venstrefløjen om, at alle forskelle mellem Trump og Clinton og Obama kun er gradsforskelle, og at Trump blot skulle udstille neoliberalismens iboende fordærv mere åbenlyst og skamløst, end de gjorde. Begge dele er udtryk for undervurdering af de mulige farer i tidens højre-populisme.

Svækkede medier

De dæmoniserede mainstreammedier – de såkaldte folkefjender – er stadig robuste, men deres indflydelse som USA’s folkeopinion er svindende.

Hvad The New York Times og The Washington Post skriver om, når kun ud til en forsvindende lille elite sammenlignet med et tweet fra præsidenten – millioner af amerikanere foretrækker Fox News, sociale mediers ekkokamre og ekstremistiske radioværter.

I et polariseret samfund har politikere, der opflammer folkestemninger ved at udnytte frygt og nag, typisk større gennemslagskraft end de mindre inspirerende figurer, der taler fornuft og moderation.

Politiske partier, der vil gå op imod de antiliberale trends, står her i en alvorlig klemme. Hvis de søger at imødekomme idealisme og ungdommelig vrede og bevæger sig for langt til venstre, taber de centrumvælgerne. Satser de på centristiske kandidater, som går efter reformer snarere end radikale forandringer, taber de støtten fra de unge aktivister.

Vi må forsvare vores frihed, men det er først muligt, når vi klart kan se, hvordan den er truet. Det øjeblik, folk holder op med at tro på, at demagoger kan forhindres i at gøre alvor af deres værste planer, er det øjeblik, hvor vi kan være sikre på, at det er for sent.

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

’Washington Post har opgjort, at Trump i sine første 466 dage som præsident har fremsat 3.001 falske eller misvisende påstande. Hermed bidrager han til en generel utryghed og forvirring omkring, hvad der er virkelighed og fiktion og til en grundlæggende tvivl omkring, hvem vi kan stole på.’ skriver dagens kronikør.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Møller Jensen
  • Toke Kåre Wagener
  • Troels Ken Pedersen
  • Peter Beck-Lauritzen
Hans Larsen, Eva Schwanenflügel, Niels Møller Jensen, Toke Kåre Wagener, Troels Ken Pedersen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Møller Jensen

Den samme tanke har jeg tideligere og mange gange fået når Erdogan trådte ind på senen?

Gustav Alexander

Det virker hyklerisk at hylde de liberale frihedsværdier, når det netop at disse værdier, der via deres tomme karakter i praksis, har disillusioneret folk. Man forbløffes og alarmeres af Trumps retorik, som om den i sig selv skaber vores virkelighed.

medierne ér mod folket, forskellene mellem Obama, Trump og Hillary ér gradsforskelle. De liberale medier støttede og propaganderede entydigt for invasionen af både Afghanistan og Irak på et bevidst falsk grundlag. De har gang på gang støttet erhvervsliv og regeringer i deres dagsordener. Hvorfor undres man så over at ingen stoler på dem? Det er det liberale system, der ikke vil vedkende sig konsekvenserne af sine egne løgne. Fremtiden skulle være en tid af gradvis stigende velstand, privatiseringerne skulle lede til lavere priser, lønmodtagerne skulle få det bedre. Det modsatte har imidlertid fundet sted alt i mens centristiske politikere stadig har bedyret skattelettelsernes lyksaligheder og nødvendigheden af intervention i fremmede lande. Hvad sker der mon, når man i over 40 år fortæller folk ét mens det modsatte sker i praksis? Er det måske her 'populismerne' kommer fra og er det i realiteten 40 års propaganda (eller "fake news") der har givet anledning til skepsis over det liberale demokrati?

Obama og Hillary har evnen til at tale det pæne borgerskab efter munden og sige de 'rigtige' og 'progressive' ting - men hvad gavner det, når det stadig blot dækker over Drone angreb på sagesløse yemenitter uden rettergang eller tilslutning til frihandelsaftaler, der vil suge USA yderligere for sin produktive industri samt tilhørende arbejdspladser?

Det eneste alarmerende ved Trump er hans retorik for hans politik er ikke langt fra hverken Hillary eller Obama.

Er der ikke en iboende vold i det centristiske ønske om at vi accepterer de små, betydningsløse valg mellem demokrater og republikanere? Det implicitte budskab er at sand forandring er umulig. Vi må tage os til takke med det som allerede er, selvom det konstant forringes. Det er i mit perspektiv en barbarisk og socialt konservativ tankegang.