Essay

Valget mellem intet og mindre

Næste fase proklameres som frivillig tvangudsmidning af uønskede
13. juli 2018

Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vil fratage statsborgerskabsansøgere retten til at søge statsborgerskab, hvis de opfører sig respektløst over for sagsbehandleren.

Respektløst kan forstås i bred forstand – lige fra håndgribeligheder til himmelvendte øjne. LA forlanger tolkebistand taget fra de fremmede.

A slip of the tongue oversat til godt dansk: Dit dumme magtfordrejende, elendige danske racistiske møgsvin forbliver herved uoversat på et sprog, sagsbehandleren ikke behersker.

Noget andet er spørgsmålet om, hvordan man ved, at et udsagn er respektløst, såfremt sproget hvorpå det respektløse fremsiges er på en fjernarabisk bjergdialekt?

Som endnu en festlig optakt til sommeren – og valget – forkyndte folketingskandidat (indtil videre) Morten Messerschmidt (DF), hvorledes fremtidens indvandrerpolitik ikke skal handle om indvandring, men det modsatte, med henblik på at slippe af med så mange uønskede som muligt, helst alle.

Her forstås folk, der ikke har samme rene baggrund som Messerschmidt, hvis navn kommer af Messer, som betyder kniv på tysk og Schmidt, som givetvis er afledt af ordet for smed, Morten Knivsmed.

Hvor langt tilbage i generationerne en sådan tvangsudvisning skal række, melder den nidkære dansker endnu ikke. Heller ikke til hvilket land Messerschmidt i givet fald selv foretrækker at blive hældt ud. Næppe Tyskland, hvis besindige kansler DF-politikerne angiveligt ikke kan fordrage. Polen eller Østrig eller Ungarn er til gengæld rummelige for blonde kaukasere med ekskluderende tilbøjeligheder.

Stamtræet Metz

Skribenten er med uomtvistelig tvetydig baggrund mere på den. Med henblik på det fædrene ophav kan man måske lade udvisningen ske i etaper først som udflytning, der er så moderne: Frederiksberg, Horsens, Randers og Fredericia.

Dernæst til det mere eksotiske Altona, hvor jøderne nådigt med forbehold på den datidige rand af riget fik lov at slå sig ned i kvoter. Før Altona Bonn ved Rhinen som skrevet står i slægtens annaler. Og så er det ellers nat med stamtræet, men enkelt nok.

På et eller andet tidspunkt blev den familie – der ikke vidste, at deres efterkommere i Altona kom til at hedde Metz (akronym mtz = særlig lærd rabbi) – verfet ud af Spanien.

De kunne ikke overbevise Ferdinand og Isabella om, at de var potentielle kristne, hvilket de bestemt heller ikke ønskede at blive, om det så havde hjulpet dem, hvad det ikke havde. Helt tilbage i Mellemøsten, inden romerne lukkede og slukkede. Allerførst Ur i Kaldæa og hinsides ørkener og floder og før fortiden i sorte telte med eller uden geder og kameler et sted, hvor solen brænder og sandet fyger.

På mødrene side blev beslutningen om vandring truffet i nærområdet. For guderne ved hvilken gang, var der krise i sydsvensk økonomi. Skibsskrueingeniørens brød op fra Lund og forlod Sverige i 1910, som så mange skåninge.

Utallige drog væsentligt længere væk. Men flest, som tiden gik, vendte næsen den korte vej vestpå mod København. Ellers var en anden én endt i USA og havde måttet opleve den tort at have en brovtende karakterafviger som præsident.

Svenskere – arvefjenden – har danskere jævnt betragtet med mistro i nationaltraditionen; det gjaldt ikke mindst indvandrere som imidlertid havde den fordel, at de forholdsvis let tilegnede sig det danske sprog, om end med let syngende accent. Som afdøde dronning Ingrid – og skribentens mor. Og så var svenskere ofte af udseende mere danske (ikke skribentens mor) end danskere

Det hjalp på det hele.

Men jøder der kom øst- og sydfra snakkede ikke noget, der bare kunne minde om dansk, snarere jiddisch. De blev mobbet som uønskede fremmedelementer. Svenskerne var for resten heller ikke for kønne.

Hos satirikeren Albert Engström stod også jøderne for skud. Husets hårdt pumpede frue: Den doktor har odiniert mich et mudderbad, men hvorifrån skal jag få den mudder? Huset herre: Du lader mich bade first! Jøder lugtede jo.

Fanatiske fortalere har svært ved at opfatte nationalstaten som legalt påvirkelig af andre end netop dén højtmarkerede minoritet, der bestandigt betoner fædrelandets betingelsesløst absolutte natur og entydige udlægning.

Man skulle ellers tro at trangen til national selvhævdelse blev dæmpet som tiden er gået fra nationalstatens opfindelse, og det tilmed viser sig, at det langt overvejende flertal af indvandrere så hengivent som stammen selv, men på en anden måde, tager deres nye hjemland til sig. I længden ufravigeligt.

De politikere og borgerlige debattører, der hævder nationalstaten så stærkt – imod nysgerrig tolerance og forståelse for andre måder at opfatte det danske – flipper ud over nationale symboler. Her i landet i groteske tvangsfrikadeller og krav om, at unge muslimer drikker sig lige så inderligt i hegnet som Jensen og Olsen junior, går nøgne i fællesbad og springer ud som bøsser, selv om de ikke er det.

Dette krav om total underkastelse eller assimilering og frasigelse af alle egne rødder får en ligefrem biologisk markør, som i tidligere tider blev det tyske: Blut und Boden. Uanset hvad man foretog sig som udefra kommende, var man stammefremmed og uvedkommende.

Flere danske åndsboller red ude i samme ærinde. Grundtvig adresserede således Meïr Goldschmidt, der i NFS’s øjne med dét blod jo aldrig kunne blive rigtigt dansk. Grundtvig hummede sig senere, det var der mange af hans trosfæller, der ikke gjorde.

Denne tradition for eksklusion – antisemitisme nu med andre fjendebilleder – lever i værste velgående med de seneste tiltag i dansk fremmedfjendsk politik. Tendensen fik et yderligere nøk i en aviskommentar, hvor Naser Khader (p.t. K) på tæer for at være mere dansk end Livgarden i rødgrød med fløde lemlæster Grundloven for at redde Danmark og demokratiet.

Shalom, som man siger, mens håbet svinder.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Lone Frederiksen
  • Steen Sohn
  • Malan Helge
  • Christian Mondrup
  • Tino Rozzo
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Anker Sørensen
  • Torsten Jacobsen
  • Grethe Preisler
  • Anne Albinus
  • Torben K L Jensen
Katrine Damm, Lone Frederiksen, Steen Sohn, Malan Helge, Christian Mondrup, Tino Rozzo, Maj-Britt Kent Hansen, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Poul Anker Sørensen, Torsten Jacobsen, Grethe Preisler, Anne Albinus og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Joelsen

Hvis man ikke vil tage ved lære af historien, så gentger den sig ubarmhjerteligt.

Flot afslutning med Naser Khader og fløden.