Venstrefløjen er ikke bare statsmagt og kollektivisme. Venstrefløjens kamp handler om frihed

I vores kultur ønsker vi for vores børn, at de vokser op og bliver frie, selvbestemmende individer, der tør sige deres ærlige mening og forsvare den menneskelige værdighed. Det er et helt almindeligt ønske, som vi deler på tværs af ideologiske skillelinjer. 

Personligt finder jeg det umådeligt vigtigt, at mine børn bliver selvstændige og ranke i ryggen, som fyrretræet, der strækker sig mod himlen. At de aldrig lader sig kue, aldrig kryber under for frygt og tvang. Det er et kæmpe nederlag for venstrefløjen, at denne drift mod individuel frihed i så mange år har været højrefløjens patenterede ejendom. 

Efter højrefløjens ideologiske sejr, der blev indledt under Ronald Reagan og Margaret Thatcher i 1980’erne, fremstår det pludselig helt naturligt at forbinde det politiske højre med personlig frihed. Omvendt bliver det politiske venstre forbundet med kollektivisme, statsmagt og paternalistisk tvang. 

Men har det altid været sådan?

I min bog Frihetens mødre: Jakten på et bedre liv i USA og Norge følger jeg min husmandsslægts historiske fodspor fra sidst i 1800-tallet og frem til The Age of Trump. Næsten 100 år efter at min oldemors søster udvandrede til Amerika, rejste jeg efter hende for at finde formlen for frihed og mine norskamerikanske slægtninge.

Frihed for hvem til hvad?

I USA lærte jeg, at venstrefløjens vej ud af Den Kolde Krigs frihedsbegreb begyndte med spørgsmålet: Frihed for hvem og til hvad? Det, som står stærkt i USA, er de økonomisk overlegnes frihed til at dominere. Hvad arbejderbevægelsen tilkæmpede sig i Skandinavien, var de mindre privilegeredes frihed fra dominans.

Den ene lænke på mine forfædres frihed – i det gamle Norge før velfærdsstaten – var deres økonomiske afhængighed. Min tipoldefar Jens var afhængig af at vinde en rigere mands velvilje, således at han som den underlegne kunne leje et stykke jord, udføre et stykke lønarbejde eller tage imod en fornedrende almisse.

Den anden lænke var magtens vilkårlighed. Den var helt og aldeles op til pengemanden, om det var Jens eller Ole daglejer, som skulle få noget at bestille i denne uge. Storbondens vilkårlige vilje afgjorde, hvilke sultende børnemave, der skulle få brød og kartofler.

Den økonomisk underlegnes afhængighed af den rigere mands velvilje efterlod mange individer med bøjede nakker, uden mod til at sige deres ærlige mening og forsvare deres værdighed. I Norge kaldes den underlegnes modløse resignation for husmandsånd.

Arbejderbevægelsen angreb den økonomiske afhængighed med krav om skattefinansierede rettigheder, herunder adgang til sundhedsvæsen og sygeforsikring, til betalt ferie og pension. Våbnet var demokratiske reguleringer. Med ferieloven i ryggen var det ikke længere op til ens chef, om man fik lov til at holde ferie, og overenskomster på arbejdsmarkedet beskyttede den enkelte mod repressalier og vilkårlige straffe. 

Folkestyre og frihed

Sammen med spørgsmålet om frihed for hvem til hvad hører spørgsmålet om hvordan.

Lønarbejdernes vej til øget frihed og uafhængighed gik gennem folkestyret. De økonomisk underlegne er jo talmæssigt overlegne. Den økonomiske elite kæmpede (og kæmper) på sin side hellere for frihed fra folkestyret.

Da mine forfædre i husmandsklassen midt i 1800-tallet krævede demokratisk frihed og valgret, blev lederne af frihedskampen kastet i den liberale stats fangehuller. Den tids repressive magtelite handlede i frihedens navn. Men den frihed, som overklassens liberalister ville tilkende almuen, var kun den private frihed til at spille de kort, man har fået uddelt, som man vil. Vi kan kalde dette for Frihed 1,0. Den højere demokratiske frihed til at bestemme spillereglerne, Frihed 2,0, ønskede magteliten at beholde for sig selv.

Senere blev kravet om universel valgret uomgængeligt. Den økonomiske elites mænd mødte uafvendeligheden med et smil, men satte en bekymret mine op, da de så, hvordan mine oldeforældres generation brugte demokratiet til at styrke deres økonomiske rettigheder og svække magtens vilkårlighed. Arbejderbevægelsens formel for frihed truede med at undergrave kapitalismens hierarki af økonomisk over- og underordnede.

I mellemkrigstiden forsøgte lande som Italien, Tyskland og Spanien at løse modsætningen mellem demokratiets egalitære folkesuverænitet og kapitalismens hierarkiske kommandostrukturer ved at indføre den private virksomheds førerprincip for samfundet som helhed. Men det blev højrefløjens store frihedstænker i midten af det 20. århundrede, Friedrich von Hayek, som lancerede den mere holdbare løsning på det, han selv betegnede som the problem of democracy.

Markedets primat

Det afgørende problem, pointerede Hayek i 1960, »er ikke, hvem som regerer«, men »hvad regeringen har ret til at foretage sig«. Hvis blot demokratiet kunne holde sig på god afstand af de beslutninger, som tilkom ’markedet’, kunne kapitalismen fint sameksistere med demokratiske friheder.

Hvor min oldefars erfaring var, at demokratisk og personlig frihed går hånd i hånd, handler Hayeks teorier om, hvorfor de ikke gør det. Hvis den demokratiske frihed overskrider sine grænser og forsøger at tilsidesætte markedets spontane visdom med eksempelvis progressiv beskatning eller et statsligt sundhedsvæsen, mente Hayek, at vi ville ende i tyranni. Vejen til trældom var brolagt med socialdemokratiske bestræbelser. Løsningen var ikke at afskaffe den almindelige stemmeret, men at indskrænke den demokratiske friheds aktionsradius.

Hayeks opskrift blev forfulgt af Reagan og Thatcher i 1980’erne og videreudviklet af Clinton og Blair i 1990’erne. I frihedens navn indhegnede neoliberalismen demokratiet bag stadig højere barrierer, som skulle markere grænsen mod ’markedet’. Storstilede privatiseringer, ’uafhængige’ centralbanker og ’frihandel’. Den folkestyrebaserede politik i de nationale parlamenter blev omdannet til elitestyret jura i EU-Domstolen og WTO.

Tilsammen udgør disse begrænsninger af, hvad folkestyret ’har ret til at foretage sig’, en systematisk nedgradering af almuen fra Frihed 2,0 til Frihed 1,0. Dette er den politiske funktion af vor tids herskende frihedsbegreb.

Under EU’s ’fire friheder’ (bevægelsesfrihed for varer, tjenester, kapital og borgere, red.) er arbejder- og middelklassen i mange medlemsstater igen overladt til den private frihed til at spille deres dårligere kort, så godt de nu kan. Frihed til at konkurrere om job, men ikke til at regulere konkurrencen. Den højere frihed til at bestemme over spillereglerne koncentrerer magteliten i sine egne hænder.

Har daglejerarbejderen fra Kraków i realiteten ytrings- eller organisationsfrihed på byggepladsen i København? I frihedens navn bliver læberne forseglet, mens ryggen bøjes under de økonomiske omstændigheders tavse tvang og frygten for repressalier.

I årene efter finanskrisen i 2008 er centrale ledere på højrefløjen i takt med den økonomiske liberalismes fallit holdt op med at tale om individets frihed. Donald Trump gik i 2016 i stedet til valg på højrefløjens gamle kerneværdier: statens styrke, lederens autoritet og folkemassens patriotiske lydighed. I Europa vil Trumps åndsfrænde Viktor Orbán opbygge ’en illiberal stat’, fordi han ikke længere mener, demokratiet er konkurrencedygtigt.

Følgelig kan det blive op til venstrefløjen at bære frihedens fane gennem dette århundrede. Over for højrefløjens markedsfrihed må vi sætte et demokratisk frihedsbegreb. I vores perspektiv er Skandinaviens skattefinansierede velfærdsrettigheder og vores regulering af arbejdslivet ikke hindringer for vores individuelle frihed, men udtryk for den. Det er jo præcis takket være vores demokratiske frihed, at vi har kunnet skabe velfærdsstaten.

Dette er noget af det mest værdifulde, jeg føler, jeg kan give videre til næste generation: Erkendelsen af, hvordan et stærkt fællesskab kan blive almindelige menneskers vej til øget frihed. Dette er arbejderbevægelsens arvestykke.

Magnus Engen Marsdal, f. 1974, er norsk journalist og forfatter og leder af den venstreorienterede tænketank Manifest.

© Magnus E. Marsdal og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen