De, som glemmer historien, er som bekendt dømt til at gentage den.
Det samfund, hvor en stærk arbejderbevægelse blev til i kampen for menneskerettigheder, ordentlige løn- og arbejdsvilkår, betalt ferie og en velfærdsstat, der tog sig af de svageste, forekommer i dag at høre en svunden tid til. Det er, som om historien har sluttet en cirkel: I dagens Europa er centrum-venstre – til højrefløjens skadefryd – smeltet ned.
Det er et nederlag, som ikke blot kalder på mobilisering og modstand, men i høj grad også på diskussion og analyse.
Retur til 1800-tallet
Et stadig mere usikkert arbejdsmarked skaber omsiggribende daglejertilstande. Engangshonorarer for udførte arbejdsopgaver erstatter overenskomstmæssig løn.
Det er, som om vi igen er tilbage i husflidsindustriens tid, hvor selvforsørgende kvinder blev betalt pr. syet klædestykke – og ikke kunne regne med indtjening eller kompensation, hvis de blev syge eller midlertidigt uarbejdsdygtige. Ingen indtægt betød ingen mad.
I det 21. århundredes Europa må en ny tids ’selvstændige’ arbejdere nu tage til takke med at blive aflønnet pr. kørt Uber-tur, pr. leveret takeaway-måltid osv. uden ret til betalt ferie, betalte sygedage og betalt pause.
Efter venstrefløjens og fagforeningernes generationlange indsats for anstændige arbejdsforhold, friweekender, forældreorlov og ligestilling, er vi nu i fuld fart på vej tilbage til 1800-tallet.
I takt med at profithensyn trumfer menneskelige hensyn, bliver arbejdere i stadig stigende grad set som omkostninger, der skal minimeres for at udvinde stadig større afkast til investorer og aktionærer.
Skadelig ulighed
Disse forringelser forværres med den tiltagende fragmentering af arbejdsmarkedet. Og de forværres af politikker, som sigter mod at svække den faglige organisering yderligere.
Det er velbelyst, at svage fagforeninger og lav organiseringsgrad giver højere indkomstulighed – til skade for hele samfundet. Empiriske data viser, at lande med en høj grad af ulighed som eksempelvis Storbritannien også har højere niveauer for mentale og fysiske dårligdomme, herunder svær overvægt, højere kriminalitet, lavere social mobilitet og lavere social tillid.
Nok så afgørende påvirker den større velstands- og indkomstulighed også adgangen til politisk indflydelse. Sunday Times kunne for nylig afsløre, at af de 16 millioner pund, som de 50 største donorer i britisk politik bidrog med til valgkampen i 2017, tilflød hele 95,3 procent Det Konservative Parti.
I denne weekend skal jeg tale ved The Tolpuddle Martyrs-festival, hvor faglige aktivister hylder de mænd, som for 185 år siden blev sendt til en straffekoloni i Australien – dømt for den forbrydelse, det var at forsøge at danne en fagforening. Begivenheden minder om, hvorfor der er brug for klare, kollektive manifestationer.
Desillusionen breder sig
I organisationen Equality Trust har vi nu over tyve lokale aktivistgrupper over hele Storbritannien, og vi har en løbende tilgang af nye sympatisører, som slutter sig til vores kamp for at skabe et mere lighedsbaseret samfund med større social retfærdighed.
Selv om græsrodsaktivismen er opmuntrende, skal den ses i sammenhæng med den dybe desillusion blandt mange af Europas venstrefløjsaktivister over det, de oplever som et systematisk svigt fra de etablerede politikeres side.
I årtier har Europas store centrum-venstre-partier koncentreret sig om at kapre den politiske midte i den tro, at de altid kunne regne med arbejderklassens støtte.
Resultatet af den strategi har vist sig tvivlsomt. Kom de til magten, førte disse partier nok oftest en på nogle punkter mere progressiv politik, men når højrefløjen igen kom til magten, var den let at rulle tilbage.
Centrum-venstre-partierne har desuden udviklet tættere relationer til erhvervsledere og lobbyister, hvilket har vanskeliggjort mulighederne for at opnå fremskridt i retning af mere økonomisk demokrati, medarbejdereje og nationaliseringer.
En anden og tredje generation af dynastiske venstrefløjsledere og karrierepolitikere, uden føling med hverdagslivets realiteter for almindelige lønarbejdere, har forskanset sig i boblerne i Westminster, bundestag og Folketinget.
Desillusionen viser sig i vigende tilslutning til centrum-venstre-partierne og i en fremvækst af flere nye protestpartier. Den gamle skillelinje mellem en arbejderklasse, der var venstreorienteret, og en over- og middelklasse, der var højreorienteret, er faldet sammen – det er navnlig tilfældet i Storbritannien, hvor Brexit har skabt nye konfliktlinjer, især mellem gamle og unge og mellem langtuddannede og kortuddannede.
En fælles fortælling
Den vigtigste opgave for alle progressive partier, bevægelser og fagforeninger må i disse år være at sætte ind imod de dybe splittelser, der hjemsøger de europæiske samfund.
Vi kan se, at uligheden stiger i alle lande, uanset at den er faldet noget landene imellem. Foruden de sociale dårligdomme, vi kan konstatere i lande med høj ulighed, ved vi også fra historien, at økonomiske sammenbrud meget ofte kan være et forvarsel om krig og social uro.
Alle progressive bevægelser bør derfor i denne kritiske situation finde sammen om et fælles grundlag. For mens såkaldte venstreintellektuelle har travlt med at strides om sekteriske nuancer og opstille hierarkier af uligheder og offergrupper, får højrefløjens fremmarch kun en stærkere fremdrift.
Det er ikke nok, at venstrefløjen har de bedste moralske argumenter, og at vi kan støtte os til kendsgerningerne og statistikkerne. For at vinde må vi formulere fortællinger, der kan tale til folks følelser og empati.
Økonomien dechifreret
En vigtig opgave er at anskueliggøre den skandaløse ulighed. Det kræver borgere, der ikke lader sig skræmme af økonomi og ikke føler, de står uden for de økonomiske debatter.
Derfor fejrer vi i Equality Trust hvert år Fat Cat Day, hvor vi peger på, at den gennemsnitlige administrerende direktør for de 100 største virksomheder på aktieindekset FTSE 100 allerede på sin anden arbejdsdag (3. januar) har tjent det samme beløb, som den gennemsnitlige arbejdstager tjener på et helt år.
Vi har også ført vellykkede kampagner for, at de store virksomheder skal oplyse om deres lønratioer: Den gennemsnitlige topchef for en FTSE 100-virksomhed tjener nemlig 45 millioner kr. om året eller 165 gange mere end en sygeplejerske, 140 gange mere end en lærer, 132 gange mere end en politibetjent og 312 gange mere end en sosu-assistent.
Ved at skabe medieopmærksomhed og øget bevidsthed omkring disse skandaløse forhold ansporer vi folk til at granske uligheden i deres egne organisationer.
Vi er nu i gang med et projekt, der skal resultere i en dataoversigt over FTSE 100-virksomhederne, der rangordner dem efter lønforskelle målt på en række parametre såsom køn, ratioen mellem median-medarbejderens og topchefens løn og graden af faglig organisering.
Dataoversigten vil indgå i vores bestræbelser på at øge indkomsterne i bunden i samarbejde med blandt andet fagbevægelsen – men vi vil også gerne opfordre forbrugerne til at bruge deres magt. Som kvinde kan jeg så eksempelvis vælge at handle hos virksomheder, der betaler deres kvindelige og mandlige medarbejdere lige godt.
Den unge generation, der er i usikker beskæftigelse med ringe udsigter til at blive boligejere, bliver fordrevet fra stadig dyrere storbyer og har stadig dårligere adgang til stadig mere reducerede offentlige services og ydelser, vil enten stemme med deres fødder eller starte nye politiske bevægelser.
Deres vrede kan rette sig imod klimaforandringer, økonomisk ulighed, diskrimination på baggrund handicap, køn, race, seksuel identitet, social ulighed – eller flere af disse faktorer i en eller anden kombination.
Fra historien ved vi, at krisetilstande og politisk uro kan være katalysator for, at en ny progressiv Fugl Fønix kan stige til vejs. Skal det ske, må venstrefløjen lære at arbejde sammen med millenials-generationen – ellers risikerer den at blive irrelevant.
Wanda Wyporska er direktør for ngo’en The Equality Trust, der fører kampagne for at mindske den sociale ulighed.
© Wanda Wyporska og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen
Venstrefløjen: Kollaps eller genfødsel?
Den gamle venstrefløj er under nedsmeltning i Europa. Står den til at redde? Skal den reddes? Hvad er dens vigtigste opgave? Det undersøger Information i denne kronikserie.
Seneste artikler
Venstrefløjen genoplives nedefra
7. august 2018Venstrefløjen blomstrer i flere europæiske lande. De sociale bevægelser, der opstod som en reaktion på finanskrisen og nedskæringspolitikken, har skabt ny tro på et andet og mere solidarisk samfundPernille Skipper: Den europæiske venstrefløj er på vej ind i en ny storhedstid
4. august 2018Over hele Europa formår venstrefløjen at samle store dele af befolkningerne bag krav om forandring, lighed og opgør med eliten. Man vil se tilbage på vores generation som den, der lagde stenene til radikal, progressiv og solidarisk forandring af Danmark og EuropaVenstrefløjen skal tilbage til sin revolutionære kerne
31. juli 2018Det er ikke så mærkeligt, at socialdemokratiske og venstreorienterede partier er i krise overalt i Europa. Alt for længe har venstrefløjen nemlig ikke gjort andet end at forsøge at redde stumperne af en romantiseret og renskuret idé om 1960’ernes socialdemokratiske velfærdsstat
Amazons stifter er blot et symptom.
Velfærdsdemokratiske partier er også her taget med bukser og trusser nede om hælene og når de forsøger at bevæge sig med dem dér, så falder de.
Wanda har ret.
Kun en forenet venstrefløj kan skabe fornyelse i et morads af neoliberalister, hvis eneste formål med tilværelsen er at akkumulere mere og mere mammon og magt på bekostning af vores sårbare planet og dens prekære beboere.
Hvordan? Ved at forene interesser, snarere end at lade dem splitte.
Vi er - eller bliver snart - alle ofre for det megalomane magtbegær, der tillader udnyttelse af slaver, rasering af regnskove, uendelige krige, klimakatastrofer i stigende omfang, plast og pesticidforurening, olieboringer i sårbare naturområder, gældsætning af lande og befolkninger, og det fortsætter i det uendelige..
Folk, foren jer, for vi står overfor en verdensomspændende katastrofe - eller en verdensomspændende omkalfatring af det kapitalistiske udnyttelsessystem.
Do or die.
Hidtil har det vel været sådan, at mens de superrige "skummede fløden", så "dryppede" det også lidt på menigmand, der fik det en smule bedre år for år.
Det sidste er ved at være slut nu - samtidig med at de få rige bliver svimlende meget rigere og rigere.
I denne situation er det vel kun et spørgsmål om at formulere den politik, der imødekommer flertallet: Tag de alt for mange penge fra de superrige! Hvem er klog nok til at finde ud af dét? ; - )
Jeg tror, der er behov for et overordnet motto á la: Vort samfund – bedre og bedre – for alle!
Hvem kommer med det helt rigtige motto? ; - )
@ Arne Thomsen
21. juli, 2018 - 17:14
Arne - mener du alla Trump med "Make America Great Again " ?
Så må jeg foreslå Asterix og Obelix :
"TÆV ROMERNE"
Men nu i en anden version :
TÆV TYVENE AF DET ENOGTYVENDE ÅRHUNDREDE"
Køb af trylledrik hos nærmeste fremtids druider på Basecamp Non Fish, og diverse bådlaug.
Hej Eva.
Gode forslag fra dig, men jeg tror mere på noget konstruktivt end på noget destruktivt - en vision, der "tænder lyset" - om det stadigt bedre samfund.
Kan blot ikke finde de rigtige ord, der når både hjerte og hjerne - og som vi kan bygge på ; - )
@ Arne Thomsen
Hej Arne, lod mig blot inspirere af Asterix og de gæve gallere for et øjeblik #@^&
Hej Eva. Du har chancen for at kreere det helt rigtige motto - her og nu! ; - )
Venstrefløjen skal bl.a. påvise at det danske, deliberative demokrati misbruges - og først og fremmest skal det løftes frem i de offentlige debatter, at vi har en korrupt situation, når lovgivende magt blander sig med udøvende og dømmende magt. I Danmark er det sådan at vore valgte lovgivere, som tilhører den lovgivende magt, udpeger sig selv til at være regeringsbærende, altså at forvalte den udøvende magt, og det er også sådan at vore lovgivere udpeger højesteretsdommere, som er dømmende magt. Vi har altså en situation, hvor vore valgte lovgivere reelt kupper de tre magter, som ifølge vores erklærede borgerligt-demokratiske traditioner, skal være skarpt adskilte - og dermed får vi en situation hvor vore love hverken udøves kritisk og habilt (dette kræver at regeringens ministre ikke samtidig er folketingsmedlemmer og dermed lovgivere), ligesom der ikke dømmes kritisk og habilt (dette kræver at dommerne, herunder de højeste af disse (Højesteret, som danner præcedens)) udpeges uafhængigt af folketingsmedlemmerne.
Venstrefløjen skal bl.a. sætte dagsordener, som demonstrerer den demokratiske korrumpering og befolkningens manglende indflydelse på udviklingen i Danmark - og kæde disse forhold sammen med dén enorme afmagt, som alle føler og taler om, når det kommer til genuine forandringspolitikker ... på såvel klima-miljø områderne som på demokratiserings- og lighedsområderne. Og naturligvis vore produktionsformer, herunder ejerskabet af disse.
Hovs, ... (dette kræver at dommerne, herunder de højeste af disse (Højesteret, som danner præcedens) udpeges uafhængigt af folketingsmedlemmerne).
Som jeg læser Wanda taler hun for en reorientering af venstrefløjen tilbage til de 'klassiske' emner fra 1800-tallet. Altså bedre løn- og arbejdsvilkår. Det kræver ikke som sådan fornyelse; nærmere en reaktualisering af et originalt forhold mellem lønmodtager og venstrefløj.
Jeg bemærker særligt:
"Alle progressive bevægelser bør derfor i denne kritiske situation finde sammen om et fælles grundlag. For mens såkaldte venstreintellektuelle har travlt med at strides om sekteriske nuancer og opstille hierarkier af uligheder og offergrupper, får højrefløjens fremmarch kun en stærkere fremdrift."
Jeg kan mistolke forfatteren men sådanne "venstrefløjsintellektuelle" er vel sagtens akademikere såsom Judith Butler og andre, der hypotetiserer en række heterogene undertrykkelsesstrukturer, der er fragmenteret til enkelte individer, i stedet for et samlet kollektiv af fælles interesse.
Der er netop ikke brug for fornyelse; den fik vi i 70'erne, 80'erne og 90'erne med poststrukturalisme og dens idé om det postindustrielle samfund. Wanda nævner netop at vi må lære af historien; poststrukturalismen "lærte" os at den klassiske arbejderkamp var tabt, da det liberale demokrati havde sejret endegyldigt (i den forstand var de fukuyamaister). Wanda argumenterer vel dog netop for at det netop er 1800-tallets problemer, som vi ser komme tilbage i denne senkapitalistiske tidsalder.
Som vor kære gamle Alain Badiou sagde det i 2008
"In many respects we are closer today to the questions of the 19th century than to the revolutionary history of the 20th. A wide variety of 19th-century phenomena are reappearing: vast zones of poverty, widening inequalities, politics dissolved into the ‘service of wealth’, the nihilism of large sections of the young, the servility of much of the intelligentsia; the cramped, besieged experimentalism of a few groups seeking ways to express the communist hypothesis . . . Which is no doubt why, as in the 19th century, it is not the victory of the hypothesis which is at stake today, but the conditions of its existence."
Denne 'servility of the intelligentisia' er vel netop de såkaldt 'venstrefløjsintellektuelle' som Wanda snakker om; altså en gruppe af såkaldt progressive akademikere (såsom Judith Butler) el. andre der teoretiserer om heterogene undertrykkelsesstrukturer. Ved stadig at fokusere på undertrykkelse som en konsekvens af kapitalismen virker de umiddelbart progressive. I realiteten har de dog smidt enhver økonomisk-materiel forståelse af kapitalismen ud, som produktionsform og mener heller ikke, at den som sådan kan omstyrtes. Det moderne centrum-venstre bliver herved reaktionært i sin - på overfladen - progressive tilgang til undertrykkelse.
Først og fremmest er der brug for at bekæmpe de gule fagforeninger, der ud over lav kontingent ikke tilbyder noget som helst.
En samling nassere der er til skade for medlemmer selv og for alle andre arbejdstagere.
Vi får aldrig en stærk fagbevægelse så længe så mange vælger et lavt kontingent her og nu, fremfor bedre vilkår/løn fremover.
Hvis vi vil et godt liv for alle - så skal der ikke være fløje - og dermed modstand af varieret art.
Mennesker, såvel som dyr og natur skal beskyttes, altså kun udnyttes i rimelig grad. (gamle naturfolk respekterede dette - omend de også ofrede til formålet)
Vi ofrer vores liv og helbred - psykisk og fysisk - i forhold til hvad der kunne være.
Vi skal ikke "spises af" med symptombehandlinger og diagnoser, men respekteres og hjælpes. Dvs. medicinalindustrien og verdens bedste "sitting duck" vore digitale data, skal ikke udnyttes til indtjening og eksport, som "systemet" drømmer om.
Med et andet menneskesyn vil de problemer med kriminelle og folk med anden etnisk baggrund formindskes, fordi samfundet er mere lige. Og retten til at bo, hvor man ønsker det.
Så længe det er legalt, at politikerne slås - at medier bliver købt, at der rent faktisk foregår endda ret - Politiske partier er en faktor, højre eller venstre, som kun gør problemet større.
Vi er altså ikke kommet meget længere end behovet for at "vinde", hvad det så består af - men mest økonomi - ikke kærlighed - krig ikke undtaget.
Hm, frihed, lighed og broderskab er vist brugt. Lighed for et godt liv - for alle...
Svært, der burde være en præmie.
Tja bum bum..fantastisk velskrevet kronik og man tænker hvad sker der i Danmark,hvor det er svært at se en progressiv bevægelse samle sig indenfor overskuelig fremtid.
Er det fordi vores ledere ikke er så karismatiske som Corbyn og f.eks. Sanders. Det tror jeg ikke på, da vores måske ikke er karismatiske, men det er Corbyn og Sanders jo helle ikke.
Måske er det fordi - til forskel fra England og USA . har vi det sku rimeligt godt. Og dem som ikke har det, er oftest flygtninge/indvandre som vi som folk nok har det lidt svært med at skulle samle os i store grupper for at hjælpe.
Men jeg mener alligevel at økonomien er en god grund til at samle Progressive kræfter. Også her i Danmark tjener direktørene ustyrlig mange penge i.f.t. arbejderne i deres virksomheder. Og selv om en dansk arbejder har den nyeste iPhone og alt andet grej i orden - modsat hans engelske og amerikanske kollegaer - så skal vi til - og her kommer vi til det.... - at omlægge vores økonomi til en klima-bæredygtig en af slagsen. Og her for vi brug for direktørens penge. Eller de 90 % han tjener mere end de ansatte. For de penge kan vi få omstillet økonomien i en klimamæssig rentabel retning og sikre at fremtidige job er driftsikre indenfor disse vilkår.
Så Progressive kræfter- vi har ikke tid til at slås om hvem der skal være fucking statsminister - vi har vigtigere ting på programmet. Nemlig at stable en venstrefløj sammen om klima- og økonomispørgsmålet. Det er ikke nok at mene det lidt...
Så kære direktør! Vi skal ha dine penge til klima!!
Kooperativer er vejen frem.
https://kooperationen.dk/kooperativer/hvad-er-kooperativer/
En eksplosion i antallet af sådanne ville rykke på noget.
Utopi i det store billede ? Måske.
En god ide for folk der er trætte af at trælle for kapitalister ? Absolut.
Der skal meget mere statslig styring og kontrol med private pengestrømme og lobbyisme i politik. Og med at private medier ikke får en alt for dominerende størrelse. Hvis det ikke sker, så vil uligheden fortsætte med at vokse. Det samme vil den politiske polarisering. Dette bør være et hovedpunkt for venstrefløjen og for fagforeningerne i alle valg fremover, også ved valg til EU-parlamentet. På tide at medierne - også de danske public service medier - bruger mange flere ressourcer på at oplyse befolkningen omkring dette helt afgørende emne.
USA med de to Koch-brødre, og Rupert Murdochs News. Corp. (bl.a. Fox News), er skrækeksempler på at få menneskers penge kan give enorm magt og indflydelse i politik og samfund og dermed underminere demokratiet og stabiliteten.
Kooperation og andre kollektive ejerformer er bestemt en god idé; derimod vil jeg mene, at statseje har en uoverkommelig fare indbygget - medmindre der er tale om et stort set gennemautomatiseret produktionssystem. Staten og dens forvaltere er ikke hævet over almindelig begærlighed og abstrakte ideer om at presse citronen til det yderste gang på gang.
Derfor er der en langt større sikring for befolkningen indbygget i et politisk system, der beskytter borgerne imod udnyttelse og sikrer imod fattigdom - ved at lægge rammerne for produktionen i lovgivningen.
Længe leve Adam Smith?
Ah, det er nok for meget i den anden grøft, Michael Pedersen.
Jovist er Amazon, med Jeff Bezos en blandt mange svulmende nyrige medvirkende til den asociale holdningsbølge der findes i dag i såvel Amerika som rundt om i verden.
Ryan air og Uber ikke at forglemme i den sammenhængmed både grov skattetænkning i skattely, og andre former for "skatteundgåelse", men sandelig også med lave priser, som igen er forbundet med lave omkostninger - især til lønninger af medarbejderne.
Arbejdsforhold som ligger udenfor lovens rammer, og uden ansvar for deres medarbejdere eller ansatte, som vi har set det med Uber, eller med AirBnB på udlejningsområdet af boliger.
Selvfølgelig hader de fortidens økonomiske fortællere som Karl Marx m.fl. der talte for fordelingen af indtægterne fra virksomhedernes produktion, - idet han åbenbart indså, at uden fordeling - udover lige til kost og logi, ville forbruget standse automatisk, og så ville indtægtsstrømmen tørre ud for virksomhedsejerne, og blev de nødt til at lukke virksomheden.
- Føj noget kommunistisk vrøvl fra ham kommunisten Karl Marx, han havde ikke forstand på virksomhedsdrift og slet ikke på hvordan man bliver rig - STYRTENDE RIG!
Selvfølgelig hader disse nyrige også Keynes økonomiske tænkning, om statens indflydelse på nedgangstider og igangsættelse af statslige arbejder, - som kapitalen trods alt tjente penge på via brobygning, vejbygning - infrastrukturelle opgaver som muliggjorde lettere transport for virksomhedernes varer og produkter, - sådan noget pjat at bruge statens penge på!
- Undtaget dem som kapitalen tjente ved disse statslige arbejder, som de udførte for statens penge!
Uddannelsesområdet handler i store træk om det samme, - et samfund hvor virksomhederne får tilført uddannet arbejdskraft - ikke analfabeter, i de næste generationer til at udføre kvalificeret arbejdskraft til deres produktion ved betjening af de nye arbejdsredskaber.
På mange andre områder nyder virksomhederne godt af statens virke i samfundet ved de penge der bruges af staten, - hospitaler, politik, brandvæsen, retsvæsen osv., osv., så kapitalen har ingen grund til at bekalge sig i det omfang som de gør - TVÆRTIMOD!
- Fællesskabet kommer nemlig os alle til gode, for hvilken virksomhed kan klare sig i konkurrencen med ansatte analfabeter over hele linjen?
Imidlertid er det lykkedes for den "forslugne" kapitalisme at overdrive deres hensigter om fællesskabsfølelsen for resten af samfundet, - så mange i dag tror at virksomhederne vil medarbejderne det langt bedre en staten kan tilbyde, ved bl.a. at slå på "verdens højeste skatter
- og det uden man får noget for pengene!"
Både socialdemokraterne og fagbevægelsen "sov i timen" under og efter Anders Fogh og krisen i 2008, og værre blev det da de radikale kastede sig i armene for Venstre i 2011 og stemte for kortere tid med understøttelse og langt lavere understøttelse, og dermed sendte det klare politiske signal, - at de radikale ikke længere ville støtte den sociale samfundsmodel, efter Venstres vilde økonomiske ridt på liberalismens vilkår, med overdreven - og "en omskrivning af de gamle økonomiske lærebøger", som han belærte de økonomier om, som kritiserede han økonomiske politik som uansvarlig.
Der skabtes de første spor af den fattigdom som i dag breder sig mere og mere i Danmark, og dertil også en Skatteminister der igennem næsten et helt tiår afskedigede ansatte i Skat for at bevise de liberale tesers - "selvopfundne sandheder som ingen kan bevise" overlegenhed ved dyrkelsen af de liberale tesers effektivitet - 2 pct. årlige besparelser!
- Og det skal man ikke engang stå til ansvar for, som minister!
Alt det som blev opbygget af socialdemokraterne med midterpartierne, og nogle gange også med både Venstre og konservative, har Venstre med hjælp fra DF og de senere tilkomne partier "Saxo-bank" partiet undergravet politisk og økonomisk, - så der snart kun er skyggerne tilbage af det "fælles hele samfund", og de Radikale er hoppet lystigt med på vognen.
Ungdommen er faldet for disse vidtløftige liberale teser om, "at virksomhederne først vil dem som medarbejdere det allerbedste", - men ser man på disse moderne virksomheder med det absolutte liberale indhold om fortjenestens fordeling, ser det sgu noget sløjt ud.
- Ud med overenskomster, så kan du købe billige rejser med Ryan air, - javist, men kan du forsørge dit liv og en evt. familie med den løn de vil give, - og det spørgsmål skal man stille de rejsende om de selv kan, og høre deres svar.
Lønniveauet ligger nemlig så lavt i disse virksomheder, at der ikke er råd til livet - og slet ikke til en tålelig pensionisttilværelse, som du selv skal spare op af ude af din løn, ligesom du også ud af den usle løn de tilbyder, ikke får råd til ferierejser noget sted i verden.
Generelt om disse virksomheder er det, - at de selv vil bestemme verdensordenen omkring sig, og det gælder på alle områder uden ansvar for noget son helst, - sådan som vi ser og har set det med Uber m.fl., og Ryan air er heller ingen undtagelse, og det gælder også med flysikkerheden, hvor de for at spare benzin kun fylder det nødvendigste på.
Ma kunne let få den tanke i den forbindelse, at det også gjaldt når det kom til vedligeholdelse af deres flyflåde, og man omgik sikkerheden for at maksimere fortjenesten på det punkt også.
Det ser ud til der er et gennembrud vedr. piloter ansat i Ryan air, - og på det seneste også for såvel kabine- og jordpersonalet, og det er da et fremskridt.
Desværre mangler Amerikas liberale højborg i den anledning med Amazon m.fl. - der via internettet optræder som virtuelle forretninger, - men skattebesparelserne("skattely") er for mange virksomheder blevet "et must", og Apples skatteaftale aftale med Irland på 0,05 pct. ligesom Ubers placering i Luxembourg og videre til "skattely" er en kendt sag.
- Men skal så have, eller ender med at få "sorteper" til at betale skat til landene, - og dermed forsvare den liberale ideologi i hjemlandet(Amerika) og betale for de mange våben systemer - der er vist kun arbejderne tilbage.
De rige er flygtet med deres penge til skattely, og vil fortsat være amerikanere i ånden, men alligevel ikke forsvare den amerikanske nationalitet og patriotisme - noget de har frasagt sig for at blive endnu rigere.
Det er vores værdier som vi glemte at lære de unge mennesker om i et helt samfund undervejs i deres uddannelse, og samtidig forståelsen for et liv med en indtægt der kan betale livet, og give en familie med alt hvad dertil hører af livsgoder ferie, alderdom og pension, opsparing og nydelse for den arbejdsindsat som man yder, - og som skal stå i forhold til og forbedre livskvaliteten, så et helt liv kan leves uden at skulle samle skrald eller flasker for overlevelse.
Man kan så samme lejlighed stille spørgsmålet om; "hvad skal vi med stille hæren - de fine jakkesæt med hvid skjorte og slips i de fine internationale stillinger med høj løn og storpension", - der tier om rigdommens og skattelydrengenes forbrug af pengene fra skatteunddragelsen, for samtidig at blive fotograferet i de kulørte medier for deres overdådige forbrug.
- De tier alle som én for ikke at miste deres privilegier, og taler i stedet om fattigdommen i Afrika eller hvor den nu findes synlig, og tigger om donationer fra stater og civilbefolkningen, hvis ikke der lige opføres et TV-show for indsamling af penge til de fattige - ude omkring i verden.
Vist er det al ære og respekt - eller også er det ikke, for disse mennesker svulmende rigdom er netop skabt af bagsiden af deres rigdoms udnyttelse og nedgørelse af arbejdskraften i disse fattige underbetalte arbejdere - uden rettigheder, og hvor der ikke stilles miljøkrav, så kan disse rige nemlig tjene endnu mere på den baggrund.
Hele tiden ser vi de undgår og omgår ethvert samfundsansvar i enhver handling de foretager for at forøge deres rigdom via grov udnyttelse af stater og mennesker for den absolut maksimale forøgelse af deres rigdom.
"Hæren af stiltiende jakkesæt i hvide skjorte og slips", - plejer kun deres egen position af frygt for at miste den, - men nogen international samfundsgavnlig ansvarsfølelse lider der bestemt ikke af, de går i stedet de riges anliggender i påpasselig stilhed, - og taler om fjerne steders fattigdom, men ikke om baggrunden for denne fattigdom.
Disse internationale fora hvor disse stiltiende jakkesæt i hvide skjorter og slips, tjener ligegyldigheden med deres tomme ord og tiggeri om penge fra civilbefolkningerne, statskasserne rundt omkring i verden, - de kunne lige så godt sige; "kig den anden vej" eller måske set i dagens lys udtrykke det som Trump; "det er fake news"!
Der hvor skoen virkelig trykker - taler de slet ikke om!
Det er ganske forfærdeligt at vi ligger nr 1 på listen over de mest lige lande. Afskyeligt.
http://nyheder.tv2.dk/2015-06-10-nummer-et-i-verden-danmark-er-det-mest-...
Det tror jeg ikke at vi gør mere.
Det har vi ikke gjort længe, Nils Bøjden, og desuden er ginikvotienten et dårligt mål for lighed.
Lighed er ikke enshed, men lige mulighed for udfoldelse i samfundet.
" Lighed er ikke enshed, men lige mulighed for udfoldelse i samfundet."
Så er det godt at vi har skattebetalte uddannelser og skattebetalte sygebehandlinger.
Men for rigtigt at gøre noget ved det skal du så nok foreslå skattebetalte valg af forældre.
@Arne Albatros Olsen Hvad nummer er vi så? Nr 2 eller 10? Stadig ikke noget at bekymre sig over.
Det der er vigtigt at vi alle bliver rigere, ikke om hvor lige vi er.
Måske ville det være en god idé, hvis venstrefløjen selv begyndte at definere, hvornår den går for langt. De færreste er i tvivl om, at højrefløjen går for langt når den taler om racemæssig overlegenhed. Bliver den grænse overskredet er vi hurtige til at udelukke dem fra debatten.
Men hvornår går venstrefløjen for langt?
Er det når den taler for resultatlighed på samtlige samfundsparametre?
Eller er det, når der bliver agiteret for, at staten skal stå for økonomisk omfordeling fra rig til fattig?
Eller går den for langt, når der tales om grupperettigheder frem for individuelle rettigheder?
Disse ting er blevet afprøvet i det 20. århundrede og det med katastrofale følger, som næsten ikke er til at forstå.
Den etablerede venstrefløj bør derfor kaste et yderst kritisk blik på sig selv og begynde at definere, hvornår den går for langt, for herefter tage behørig afstand til dem, som mener, at det røde flag, der smælder, skal være dekoreret med hammer og sejl.
Vi har brug for en venstrefløj, som har oprigtig interesse i at hjælpe de svage i samfundet og ikke en, som blot hader de rige.