Kronik

Venstrefløjen bør ikke kæmpe for at styrke arbejderklassen, men derimod for at afskaffe den

I stedet for at lovprise den hvide arbejder, bør venstrefløjen bekæmpe begrænsende identiteter og stå skulder ved skulder med minoriteterne
Fra 1960’erne og frem lykkedes ’det nye venstre’ heldigvis med at reformere venstrefløjspositionerne, så de også talte eksempelvis rødstrømperne. Den socialistiske vision om en verden af lighed i forskellighed kunne – og kan – ikke tilvejebringes gennem et eksklusivt fokus på arbejderen, skriver Mikas Lang, bachelor i kulturgeografi og lærerstuderende, og Eskil Halberg, sociolog og forfatter.

Fra 1960’erne og frem lykkedes ’det nye venstre’ heldigvis med at reformere venstrefløjspositionerne, så de også talte eksempelvis rødstrømperne. Den socialistiske vision om en verden af lighed i forskellighed kunne – og kan – ikke tilvejebringes gennem et eksklusivt fokus på arbejderen, skriver Mikas Lang, bachelor i kulturgeografi og lærerstuderende, og Eskil Halberg, sociolog og forfatter.

Christen Hansen

3. juli 2018

For tiden diskuteres forholdet mellem identitet og politik livligt. Begrebet identitetspolitik bliver brugt i flæng, og det eneste, der synes større end forvirringen, er uenigheden.

Diskussionen foregår mellem dem, der hævder at repræsentere den fælles interesse, og dem, der tilskrives særinteresser. Og diskussionen er på ingen måde ny.

Det var nemlig ikke uden sværdslag, at minoriteterne fandt rum på venstrefløjen. For eksempel blev feminismen af mange betragtet som en distraktion fra klassekampen. Først måtte klassekampen vindes, og først senere kunne ligheden mellem kønnene se dagens lys. Ikke-hvide mennesker og Black Power-bevægelsen kæmpede også for at få plads i den politiske grammatik, hvorefter racisme og kolonialisme blev føjet til venstrefløjens vokabular.

Fra 1960’erne og frem lykkedes ’det nye venstre’ heldigvis med at reformere venstrefløjspositionerne, så de for al fremtid også talte eksempelvis Black Power og rødstrømperne. Den socialistiske vision om en verden af lighed i forskellighed kunne – og kan – ikke tilvejebringes gennem et eksklusivt fokus på arbejderen som udgangspunkt for formuleringen af politiske strategier.

Derfor er det forfejlet, når Enhedslistens Pelle Dragsted til Altinget siger, at han vil »tale til flertallet, ikke minoriteterne«.

Venstrefløjens historie er også de bagstræberiske og fodslæbende mænds historie; de, der ikke har kunnet forlige sig med, at socialismen ikke blot var arbejderens projekt.

Når Dragsted affejer Mikas Langs kommentar i Information den 5. juni om, at »identitetspolitik er et skældsord, hvide lukker munden på minoriteter med«, ved at tweete, at det er »rystende ringe«, så lyder det som et ekko af 1960’ernes forbenede kommunister, der ikke forstod, hvorfor vi dog ikke kunne vente med det der kvindehalløj til senere.

Man(d) kan tilsyneladende ikke forlige sig med, at der stilles spørgsmålstegn ved politisk repræsentation og et ekskluderende socialistisk projekt.

Velfærdsstaten er ekskluderende

Ofte tager kritikken af identitetspolitik afsæt i en forfejlet dualisme, hvor klassekampen og fordelingspolitikken opfattes som det grundlæggende, mens spørgsmål, der angår minoriteter, bliver opfattet som noget, der hører under kulturpolitikken. Her stikker stivnakken igen snuden frem med en statisk misforståelse af gamle Marx’ skelnen mellem den økonomiske basis og overbygningen.

Et eksempel kan belyse pointen. Den danske velfærdsstat betragtes som et gode, arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig. Arbejderne organiserede sig og krævede social sikring mod kapitalens grænseløse udbytning. Det er fordelingspolitik. Klassekamp.

Selv en svagtseende kan dog se, at forudsætningerne for velfærdsstaten er nationen, statsborgerskabet og grænsen. Velfærdsstaten bygger med andre ord på eksklusion: dens sociale sikring er kun for danskerne. Hvis du ikke er ’blå øjne, hvid hud’, kan du sejle din egen sø.

Socialdemokraterne har taget konsekvensen og vil holde de fremmede ude, samt tvangsfjerne og assimilere børn, som ikke lever op til kravene om danskhed. Her viser identitetspolitikken sine benhårde materielle konsekvenser.

De dominerende strømninger i arbejderbevægelsen tænkte ikke på andre end sig selv. Og hvorfor skulle de? De kæmpede jo for ’os alle’, ’flertallet’.

Man kan ikke fortænke nogen i at kæmpe for social sikring i begyndelsen af forrige århundrede. At arbejderne valgte at forbedre deres egne forhold ved at bruge grænsen som politisk eksklusion, er derimod en af venstrefløjens politiske katastrofer.

Sammentænkningen af fordelings- og migrationsspørgsmål (herunder racegørelses- og kønsproblematikker) er en af de vigtigste politiske opgaver i vores tid. At man kun kan forsvare rettigheder gennem en nationalistisk velfærdspolitik, synes desværre at være en politisk konsensus i det centrum-venstre, der strækker sig fra Socialdemokratiet og breder sig langt ind i Enhedslisten.

Lad os afskaffe arbejderidentiteten

Et bud på en strategi, der kan smidiggøre den politiske grammatik, er at bekæmpe de identiteter, der betinger vores liv. Herunder arbejderidentiteten.

Arbejdere er sidestillet andre minoritetsgjorte grupper i den forstand, at også arbejdernes identitet i første instans er noget udefra givet. Vi er ikke arbejdere fra naturens eller guds hånd. Det er noget, vi bliver, idet vi underkastes arbejdsmarkedets tvang. Man kan sige, at alle os, hvis formuer ikke er store nok til, at vi kan leve af dem, bliver arbejdergjort.

Venstrefløjen bør derfor ikke kæmpe for at styrke arbejderklassen, men derimod for at afskaffe den.

Arbejderen må modarbejde arbejdslivet, ligesom andre politiske identiteter kæmper for deres egen ophævelse – queers, der er imod køn, og de ikke-hvide imod racegørelse.

I den henseende er lønstigninger ikke meget værd. Kun gennem radikale forandringer, der fortrænger lønarbejdet fra vores liv, vinder man terræn i arbejderkampen. Mindre arbejde og mere fritid må være pejlemærkerne.

Vi kan selvfølgelig ikke bare give afkald på løn. Vi forestiller os heller ikke, at vi alle skal sige op og dyrke gulerødder – men vi må kollektivt finde ud af at gå ned i tid.

Her skilles vandene. Centrum-venstre har forsøgt at etablere sig som arbejdernes sande repræsentanter og styrke deres stilling i samfundet.

Mere arbejde.

Dette ved at lovprise lønarbejdets udbytning med paroler om de almindelige mennesker, »der står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde«, som eksempelvis tidligere skatteminister og nuværende afdelingschef for politisk afdeling i Socialdemokratiet, Thor Möger turnerede med. Også folketingsmedlem Mattias Tesfaye (S) har brugt snart et årti på at prædike tilsvarende.

Her har den socialdemokratiske velfærdsstat og ’den virkeliggjorte socialisme’ i Sovjet et fælles fundament: arbejderen som en politisk identitet.

Fokus på det, vi vil – ikke det, vi er

At identitetspolitiske spørgsmål fylder meget på venstrefløjen for tiden, må ses som et udtryk for forskydninger i det politiske landskab. Minoritetsgjorte mennesker bryder talerækken og fortæller, at de altså ikke blev råbt op, da venstrefløjen holdt navneopråb.

Det har forbløffet nogle, at de ikke kan tale på alles vegne. I den ophedede diskussion foregår en politisk erkendelsesproces, som er nødvendig, hvis venstrefløjen nogensinde vil i offensiven igen.

Hvis vi virkelig vil en verden af lighed i forskellighed, må vi vise oprigtig interesse og omsorg for hinanden. Også selv om det stiller større krav til solidariteten og til alliancer på tværs af forskellige levede erfaringer.

For det første kan alliancer ikke baseres på abstrakte ideer om et fremtidigt samfund, som de færreste alligevel ikke har fantasi til at forestille sig. De smedes heller ikke gennem taler om international solidaritet, der bliver holdt i en sovs af Gammel Dansk 1. maj i Fælledparken.

Alliancer dannes skulder ved skulder. At stille sig solidarisk med andre betyder, at man forsøger at forstå dem – og forsøger at forbinde deres kampe til ens egne. Det har minoritetsgrupper altid gjort. Det må resten af venstrefløjen også gøre.

For det andet må vi forsøge at organisere os om, hvad vi vil sammen, frem for hvad vi er. Man stiller sig ikke solidarisk med nogen ved at erklære, at man er anti-racist. Det er i sig selv uden betydning og giver i værste fald bjælker i øjet. Man bygger alliancer ved sammen at forsøge at forstå og bekæmpe racisme i stedet.

Alliancer kan opløses igen. Intet varer evigt. Men har man stået skulder ved skulder, er chancerne for igen at finde fælles fodslag større. Det er fælles kamp, der skaber alliancer, ikke ideer.

At ville samle venstrefløjen er derfor en taberstrategi.

For det første har den aldrig rigtigt være samlet.

For det andet har de mest indædte forsøg reduceret politik til en arbejderidentitetspolitik, hvor nogle er mere lige end andre. Det viser socialdemokratismen og ’den virkeliggjorte socialisme’ os.

Solidaritet handler om at alliere sig med andre end en selv. Man kan ganske enkelt ikke være solidarisk med sig selv.

Mikas Lang er bachelor i kulturgeografi og lærerstuderende

Eskil Halberg er sociolog og forfatter

Serie

Venstrefløjen: Kollaps eller genfødsel?

Den gamle venstrefløj er under nedsmeltning i Europa. Står den til at redde? Skal den reddes? Hvad er dens vigtigste opgave? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Venstrefløjen genoplives nedefra

    7. august 2018
    Venstrefløjen blomstrer i flere europæiske lande. De sociale bevægelser, der opstod som en reaktion på finanskrisen og nedskæringspolitikken, har skabt ny tro på et andet og mere solidarisk samfund
  • Pernille Skipper: Den europæiske venstrefløj er på vej ind i en ny storhedstid

    4. august 2018
    Over hele Europa formår venstrefløjen at samle store dele af befolkningerne bag krav om forandring, lighed og opgør med eliten. Man vil se tilbage på vores generation som den, der lagde stenene til radikal, progressiv og solidarisk forandring af Danmark og Europa
  • Venstrefløjen skal tilbage til sin revolutionære kerne

    31. juli 2018
    Det er ikke så mærkeligt, at socialdemokratiske og venstreorienterede partier er i krise overalt i Europa. Alt for længe har venstrefløjen nemlig ikke gjort andet end at forsøge at redde stumperne af en romantiseret og renskuret idé om 1960’ernes socialdemokratiske velfærdsstat
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • June Beltoft
  • Kurt Svennevig Christensen
June Beltoft og Kurt Svennevig Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Venstrefløjens problem er, at den netop hænger fast i en idé om at styrke arbejderklassen i stedet for at afskaffe den, ikke at pådutte andre, bedre stillede dårligere vilkår. Det handler om at komme op i lyset og får bedre liv, ikke om at holde fast i og udbrede ringe vilkår. I sidste ende handler det om ikke at behøve at sælge sin arbejdskraft,fordi maskinerne tager slæbet og sikrer opfyldelsen af materielle behov.

Torben K L Jensen

Åhh - nej. De teoretiserende venstrefløjs-ideosyngratister er begyndt at røre på sig - de er begyndt at betragte politiske minoriteter som selvstændige "entiteter" i det sammensurium af meninger der går under navnet "venstrefløjen". Hvad er forskellen på entiteter og identiteter ? Der er ingen forskel - overhovedet . Et politisk statement der er så kedelig at man skulle tro det var løgn.

Lejf Hermann Nicolajsen, Christina Petterson, Bjørn Pedersen, Kjeld Jensen, Flemming Berger, Jens Falkenberg, Elise Berg, Eva Schwanenflügel, Hans Aagaard og Benny Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Det er nemt at kritisere store dele af venstrefløjen ved at gøre den til en karikatur på den traditionelle venstrefløj - en såkaldt stråmandsargumentation. Selv om der rigtigt nok stadig er eksempler på markeringer på venstrefløjen, som karikaturen passer på.

Nogle korrektioner:
Feminismen er en nødvendig del af klassekampen - men feminisme uden klassekamp er forfejlet. Det traditionelle klassebegreb med arbejderen i betydningen f.eks. industriarbejderen er forældet. Fordelingen af magt, økonomi og muligheder er uretfærdig, men på nye måder. At reducere personer til arbejdere er en begrænsning af deres identitet.

Pelle Dragsted har ret, når han gør opmærksom på, at venstrefløjspolitik ikke først og fremmest kan basere sig på forskellige former for minoriteter.

Klassekamp er et internationalt anliggende, ikke et nationalt, og spørgsmål, der angår minoriteter, kan ikke reduceres til kulturpolitik. Marxismen må reformuleres ind i en forståelse af samtiden. Dele af teorierne er stadig stort set direkte anvendelige i samtiden, andre er ikke. Marxismen er ikke en entydig størrelse, bl.a. fordi Marx reviderede sine teorier gennem et langt liv.

Hvorfor forholde sig til Socialdemokratiet og dets politik som tilhørende venstrefløjen i dag? For mig er partiet i dag et bredt favnende nationalt orienteret midterparti, ikke et venstrefløjsparti.

Lejf Hermann Nicolajsen, Anders Reinholdt, Kasper Philbert, Gustav Wegener Tams, Eva Schwanenflügel, Ehm Hjorth Miltersen, Benny Jensen og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar
Poul Simonsen

“Man kan ganske enkelt ikke være solidarisk med sig selv.” Nej, det var det vrøvl fagforbundet HK forsøgte sig med i en hvervekampagne.

Kurt Svennevig Christensen

Endelig og tak for det. "Venstrefløjen bør derfor ikke kæmpe for at styrke arbejderklassen, men derimod for at afskaffe den". Det er den rette kurs i lyset af det solidarities forfald, målt på mennesker og natur, der foregår i den røde blok (som Alternativet har meldt sig ud af). Giv blå Bjarne fingeren, fuck arbejderklassen. Giver det magten til Lars Løkke og Dansk Folkeparti, måske - og hvad så, det er jo kun navne i regeringer til forskel. Om rød eller blå blok danner regering er fuldstændig ligegyldig for alle andre end dem selv og deres 10.000 tals skarer af højtlønnede ansatte.

Det er meget muligt at Uffe Elbæk og Alternativet ikke har begreb om "virkeligheden" i dansk politik, men hvad har dansk politik i rød og blå blok med klimaet, naturen, miljøet og verdens fattige og udstødte at gøre?

Kaj Fog, Steffen Gliese, Poul Simonsen, Helene Kristensen og Jan Jensen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Det læste afhænger af sindet der læser... jeg læser et suk over at venstrefløjen bruger kræfter på indbyrdes kævl om at være "de rette" fremfor at holde et overordnet mål, p.t. aldrig mere LLR&co., for øje og dermed forære netop LLR&co. og det der er endnu værre nogle nemme point.

Erik Fleischer

Hmm, jeg ved sgu ikke lige... Er Donald Trump netop ikke blevet valgt ind af desillusionerede arbejdere som var kede af at Demokraterne havde glemt dem i deres iver efter at omfavne div minoritets grupper.

Og lidt det samme med DF herhjemne. Deres fremmedhad er jo også et kraftigt signal at sende at deres fokus er på på den danske abejderklasse istf minoriteter.
Ja, altså udover hovedformålet som er at være invandrer/islam fjenske..,

Lejf Hermann Nicolajsen, Jens Falkenberg og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

Man kan jo ikke skælde højrefløjen ud for at være højredrejet, derfor må man nødvendigvis skælde venstrefløjen ud for ikke at være nok venstredrejet. For jo mere venstrefløjen går til højre, i den politiske rød/blå "virkelighed" som styrer i dag, jo mere vil højrefløjen nødvendigvis skulle gå til højre.

Kurt Svennevig Christensen

Er der nogen i dette forum, som tror (mener) at der er (må være) en grænse for hvor langt til højre i dansk politik den blå blok kan gå (bevæge sig) så oplys mig for pokker. Red min politiske sjæl (om der er noget tilbage af dén) inden den går fortabt.

Ivan Breinholt Leth

Pelle Dragsted har ret – måske uden at vide det? USA viser vejen for kapitalismens udvikling. I Guds eget land arbejder 13 procent af arbejdsstyrken i den produktive sektor. Dvs. 13 procent af den samlede arbejdsstyrke udgør den merværdiproducerende arbejder, som Marx påstod ville føre an i en socialistisk revolution. Denne arbejder hører til blandt de minoriteter, som der nævnes ovenfor, men det er et overset faktum. Med finansialiseringen af økonomien og finanskapitalens enorme magt over staterne -. så enorm at man kan få staterne og deres nationalbanker til at betale for finanskapitalens kriser – er der opstået nye udbytningsformer. Denne udbytningsform hedder 'gæld'. Alle har gæld. I Danmark er 95 procent af de penge, som cirkulerer i økonomien kreditpenge skabt af de private banker i form af gæld. (88 procent af de cirkulerende penge i USA er kreditpenge). Da finanskrisen brød ud, var danskerne det folk i EU, som havde den største private gæld. For øjeblikket ser det ud til, at danskerne nogenlunde er i stand til at servicere finanskapitalen med afbetalingen på deres gæld. Men hvad sker der, når den næste krise bryder ud?

I USA er 70 procent af befolkningen så dybt forgældede, at det er tvivlsomt, om de nogensinde vil være i stand til at betale deres gæld tilbage. USA's studerende har en samlet gæld på ca. $1 billion. Hvis disse studerende ikke får jobs, vil de ikke være i stand til at betale deres gæld. Den amerikanske middelklasse er dybt forgældet, og når den næste krise bryder ud, vil størstedelen af den amerikanske befolkning – også og måske især – middelklassen gå bankerot. I første omgang vil middelklassen forsøge at komme ud af det ved et sælge deres ejendomme. Men når krisen breder sig, hvem skal de så sælge til? I USA kan man næsten bogstavelig talt gå ind i banken og smide nøglerne til sit hus på disken, hvis man ikke kan betale sin gæld. De amerikanske banker vil komme til at besidde enorme mængder ejendom.

Kort sagt - det som nogle økonomer har kaldt 'gældsmennesket' er den nye udbyttede majoritet. En stor del af disse mennesker er middelklasse. Det er her venstrefløjen bør være særdeles vågen. Vi bør forstå, at den arbejderklasse, som venstrefløjen har talte om i 250 år er blevet en minoritet. Vi bør i det hele taget anstrenge os mere for at forstå, hvad finansialisering af økonomien betyder. Det kniber det med. Også for Pelle Dragsted.

Kaj Fog, Erik Fleischer, Lillian Larsen, Torben Skov, Bettina Jensen, Andreas Lykke Jensen, Flemming Berger, Anders Reinholdt, Jens Falkenberg, Henrik Leffers, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm, Gustav Wegener Tams, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det forekommer mig som om der på den ene side argumenteres for vigtigheden af særskilte identiteter, ("Pelle Dragsted tager fejl"), og på den anden side solidaritet mellem de forskellige minoritets-identiteter (Pelle Dragsted har ret).

Så skal vi væk fra arbejderklassen, væk fra lønarbejdet og arbejdsmarkedet som det evigt saliggørende.
Realiteterne er blot, at sådan er det allerede.. De færreste ønsker længere fysisk arbejde, hvis de på nogen måde kan slippe for det, for perspektiverne er mildt sagt ikke opmuntrende med pensionsalderen flyttet langt ind i alderdommen, det sociale sikkerhedsnet hullet som en si, og det prekære arbejdsmarked mere og mere altomfattende.
Det spin Socialdemokratiets talspersoner turnerer med om arbejdslivets fortræffeligheder er et levn fra fortiden, ("leverpostejmadder i madkassen"), for robottiseringen er igangsat.

Jeg synes det er lidt svært at se, hvor artiklen vil have os hen..
Men det kan også være, jeg pt bare er for træt til at forstå budskabet ;-)

Torben Skov, Bettina Jensen, Flemming Berger, Karsten Aaen, Kasper Philbert, Henrik Leffers, Torben K L Jensen, Katrine Damm, Ivan Breinholt Leth og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Socialdemokratisterne lefler for og konsoliderer klassesamfunder. Det er det de lever af.

Jeg forstår godt artiklens idé om, at afskaffe arbejderklassen, hvis denne arbejderklasse forstås som noget der er baseret på identitet, og at arbejderidentitet forstås som noget ekskluderende. Alligevel synes jeg, at bliver cyklet noget rundt i begreberne i artiklen, og jeg synes at der er trække den vel langt når artiklen postulerer, at velfærdstaten i dens opbygning var ekskluderende.

Nuvel den var det i nogen udtrækning kunne man hævde, men den var altså også funderet i universiatiske principper om lighed gennem en stat der stillede ens betingelser for "alle".

For Marx var arbejderklassen den universelle klasse der skulle gennemføre en socialistisk samfunds omvæltning. Arbejderen var netop karakteriseret ved, at måtte sælge sin arbejdskraft, da han/hun ikke ejede produktionsmidler, en position der også blev givet gennem det kapitalistiske samfunds private ejendomsret til produktionsmidlerne. Ikke så meget nyt under solen her.

Jeg forstår naturligvis godt et sigte om solidaritet også med minoritetsgrupper, men alligevel forekommer det mig, at identitet historisk set aldrig har kunnet friholdes af nationalitet, race eller køn. Og det er også lidt vidtløftigt, at forestille, at det med et slag kunne blive så.

Proletaren har ikke noget fædreland skal Marx have sagt. Spørgsmålet er jo om han havde ret?

Man kan jo med god ret hævde, at leninismen var elitær, og måske også ekskluderende.

Men et eller andet sted er der vel også en sandhed i, at man ikke kan skabe socialisme uden, at have marioteten med sig. Og selv om der ikke er skabt socialisme i Danmark, så det vel også en sandhed, at den reformisme der trods alt skabte noget - også gjorde det i kraft en vis folkelighed.

I det hele taget har jeg svært ved, at forestille mig, at arbejdere kan gennemføre sociale kampe uden, at det også er deres egne kampe.

Selv om socialismens paroler er solidaritet på tværs af grænser, så har der altid historisk eksisteret lag af identitet i arbejderklassen funderet i det nationale, i det etniske, i det kønsmæssige

Desværre kan identitet jo også bruges til, at udgrænse en gruppe i forhold til andre grupper, som man kan hænge minoriteter ud, eller måske ligefrem drage i krig mod andre nationer.

Men man kan jo heller ikke bare sådan lige forestille sig, at man sådan med et trylleslag kan indføre en socialisme der ophæver dette forhold, eller lade som om identitet ikke kan have andre markører end klasse, og et ønske om solidaritet.

Man taler selvfølgelig meget om identitetspolitik i disse tider, hvor en højre populisme har vind i sejlene. Men selv om man med rette skulle se kønsdiskriminering, eller racisme etc. i et negativt perspektiv, så kan der næppe ændres det store uden, at det også har gennemslag hos Marioteten.

I 70´erne hed det: "At kvindekamp også er klassekamp". Men spørgsmålet er om man kommer nærmere socialisme alene ved, at føre politik for minoriteterne?.

I alle tilfælde kan man ikke bare med et trylleslag ophæve sådan noget som "arbejderidentitet" - selv om "leverpostejsmørende danske arbejdere" måske også bærer lidt af en skrøne i sig

Torben Skov, Torben K L Jensen, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik Leffers

Hvis ikke befolkningen vågner op og indser, at den rigeste par % vil gøre alt, for at få fat i middelklassens penge, så kommer i alle til at forlade middelklassen i det land, hvor velfærdsstaten har skabt en enestående (sammen med de andre skandinaviske velfærdsstater) stor middelklasse! -Der er simpelthen ikke mere at hente ved dem der har mindst, så der kommer til at ske det samme her, som er sket i USA. Kald det dog "lønmodtagere" hvis "arbejdere" ikke længere er en passende betegnelse. Vi har virkeligt brug for nogen, der forstår det, og samtidigt tager miljøproblemerne alvorligt!

Kaj Fog, Lillian Larsen, Ole Henriksen, Egon Stich, Torben Skov, Steffen Gliese, Flemming Berger, Jens Falkenberg, Arne Thomsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Arne Thomsen

Min kompliment til Information for initiativet til denne serie: "Venstrefløjen: Kollaps eller genfødsel?"
Forhåbentlig kommer der mere overbevisende klarhed i de følgende artikler - for lige nu ligner det for mig mest af alt "fødselsveer" - forhåbentlig ikke "døds-rallen" - i hvert fald ikke "et velskabt barn" ; - )

Lars Steffensen

Hvis man skal forstå alvoren bag sociologisk vås som ovenstående kronik, så er det vigtigt at man forholder sig til 3 lag i postmoderne / neo-marxistisk tænkning:

1. Postmodernisme - det at verden kun betår af magt hierarkier, og at verden kun kan forstås som magtstrukturer.

2. Identitetspolitik - det at nogle har mere ret end andre, fordi de er ofre for undertrykkelse.

3. Sex chikane, voldtægt, undertrykkelse, underbetaling af kvinder, racisme, invandrer politik og en række andre konkrete eksempler på magt-anvendelse eller -misbrug.

Postmodernismes kan ses som en løjerlig og åbentlyst idiotisk misfortåelse af et par sandheder om tolkning af fakta. Der er nul chancer for at videnskaben bredt vil acceptere postmordernismen som udgangspunkt for forskning. Men det man så let overser, er at postmordernismen er et effektivt redskab til at samle alle de mennesker, der ønsker at modarbejde det kapitalistiske eller neoliberale samfund. Og det har vist sig at postmodernismen langsomt men sikkert har etableret sig i humanistiske fakulteter overalt i vesten. Postmodernismen er ikke længere en dårlig joke. Den er en magtfaktor.

Identitetspolitik kan bedst og lettest forstås som facitlisten til hvem, har ret, bør lyttes til og er de mest værdige ofre for kapitalisme, undertrykkelse, racisme eller sexchikane. At arabere og muslimer typisk har et feudalt syn på kvinder tæller ikke så meget som, at de er ofre for vestlig udbytning. Dette forklarer hvorfor begrebet "islamofobisk" fungerer på linje med "homofobisk" som index for placering i alliance-landskabet. Formålet med identitetspolitik er at samle flest muligt mennesker imod den etablere magtstruktur - dvs. samfundet, som det ser ud i dag.

Sager som "black lives matter", #metoo, feminisme, palæstinensere, ulandsbistand, indvandring er alle sager eller emner, der egner sig til at integrere grupper, der ikke har andet til fælles end at de ifølge identitetspolitiske strategier har fælles fjender. Hovedsagen er altså at samle flest muligt i et "oprør" mod alt, hvad der går godt. Og man skal ikke undervurdere misundelse og bitterhed som drivkraft for dette "oprør". Af samme grund fokuseres indsatsen, der hvor man kan finde bittre nederlag, indebrændt smerte og dyb misundelse.

Dette er også grunden til at opmærksomhed - ikke løsninger - er det man ønsker. Når mest mulig opmærksomhed fokuseres på nederlag, magtesløshed, smerte, og frustration er man bedst motiveret til at stikke en kæp i hjulet og dermed medvirke til "frigørelse". Af samme grund gælder om at fjerne alt fokus fra fremskridt, håb, positive tegn og ting, der fungerer. Et negativt fokus er også medvirkende til at det aldrig bliver aktuelt at frembringe positive alternativer til det bestående. Den slags er som bekendt både vanskeligt og besværligt.

Genbrugslogik....

Henrik Ilskov-Jensen, Henrik Leffers, Steffen Gliese, Torben - Nielsen, Peder Bahne og Jens Kofoed anbefalede denne kommentar

Gud fader bevares en gang vrøvl.

Ebbe Overbye, Lars Steffensen, Eva Schwanenflügel, Frede Jørgensen, Morten Clausen, Torben K L Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Vil nøjes med at hæfte mig ved indgangsreplikken : "Venstrefløjen bør ikke kæmpe for at styrke arbejderklassen, men derimod for at afskaffe den". 'Arbejderklassen' - hvem er det? Vel alle de, der arbejder? Hvem arbejder ikke? Rentieer? Hvad er abejde? Vel opretholdelse af livet indenfor de givne rammer, som globalt set er forskelligt udformet.

Vi må se dybere på samfundsstrukturerne, på hvorledes ressourcerne administreres. Er der balance i udvekslingerne? Nej, desværre, og derfor korrumperes arbejdsbegrebet ofte til at være en vampyrisk symbiose mellem udbytter og den/det udbyttede i stedet for at være en glædelig, sund og naturlig del af livets opretholdelse.

I den forstand synes jeg, at det giver mening at revidere definitionen af 'arbejderklassen'.

Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Den nødvendige, demokratiske erkendelse er, at vi er alle minoriteter - for de fleste i et hav af sammenhænge, personligt og professionelt. Et demokrati har brug for myndige, selvstændige individer, der kan gå sammen om at skabe ændringer til gavn for alle som myndige, selvstændige individer.

Mon ikke der i stenalderen var høvdinge og specialer efter lyst og evner. Alle "arbejdede" for helheden.
Siden er udviklingen, at een mand kører langs rendestenen med en stor, forurenene, dyr fejemaskine, mens 20 gadefejere laver noget andet.
Imorgen er fejemaskine uden chauffør.
Men grundlæggende er det nye siden stenalderen, at der er tilkommet "pengearbejde" uden samfundsgavnlig funktion - kun grådighed, en af de syv dødssynder.
Alle andre er arbejdere - fra sosu-assistenten til statsministeren.

Lise Lotte Rahbek og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Jo - nu handler artiklen jo om, at venstrefløjen snarere skal afskaffe arbejderklassen end, at tilgodese den, hvilket er en lidt ejendommelig slutning eftersom man må forudsætte, at det er arbejderklassen der skal realisere en ny samfundsorden. Men nu kører det jo så lidt på identitet fremfor så meget andet, og det havde måske været mere retvisende, at konkludere, at venstrefløjen skulle medvirke til, at skabe en ny arbejderidentitet.

Noget andet er, at Marx jo skriver noget i retning af, at en ny samfundsorden først kan opstå når kimen hertil er lagt inden for rammerne af den gamle samfundsorden. Så et eller andet sted skulle man måske også synes, at en forandring af arbejderens bevidsthed måtte hænge sammen med en forandring af selve produktionsmåden.

Og en sådan har også været undervejs. Men det har ikke ubetinget ført til solidaritet med minoriteter eller afsværgelse af race, religion, eller nationalitet - måske tværtom.

Sådan plus minus i det store regnskab så husker jeg mere tolerance i 70´erne og 80´erne, også over for minoriteter. Men nu er det i store træk også gået tilbage for venstrefløjen siden da. Og nu skal venstrefløjen altså genopfinde sig selv. Men i store træk vel til en position, som venstrefløjen allerede kom fra

Det er vel i høj grad midten der er rykket til højre, og en egentlig nationalistisk højrefløj der har vind i sejlene er ved, at opstå, som en reaktion på globalisering og en neoliberal forvaltning af velfærdsstaterne.

Viggo Okholm, Kaj Fog, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Lejf Hermann Nicolajsen

Sidste gang nogen herhjemme virkelig tog marxisme (ligesom andre store -ismer der har hærget kloden med ulykker) alvorligt endte den historie i Blekingegade. Til gengæld anser jeg ikke skribenterne for at kunne sige noget erfaret, kompetent om arbejdslivet på fabriksgulvet, det er tankespind at kunne afsætte det ved at skrive det på et stykke papir. Den lille del af befolkningen der deltager i produktionen bliver mindre, men derfor er det et arbejde alligevel, selvom i oser af ringagtelse over det. Kvindefrigørelse, BlackPower og Racisme og al den snak. I ER SOM så mange mere optagede af ny-danskere, der frivillig kommer hertil. - Hvor i burde skrive meget mere om "Koloni Grønland" og problemerne i Grønland og de problemer grønlænderne har her i "Syd"-Danmark. Penge er Papir.

Klavs Hansen

Man bliver så pissenostalgisk af denne type synspunkter. Var der ikke bare så fedt i 80erne da vi boede på kollegie og drak Harboe og diskuterede kapitallogik og de syv söstre?

Viggo Okholm

Undskyld, men kan en eller anden her af kommentatorerne forklare indholdet af dette indlæg med ord og begreber så almindelige mennesker som en pensioneret pædagog bondeopvokset samt måske den arbeder/ske kan forstå? Hvad er deres ærinde egentlig her? I min optik er vi alle arbejdere i en eller anden forstand uanset om vi er i skoler, fabrikker eller diverse kontorer m.v.Vi har så valgt at lade ejendomsretten være ukrænkelig og sige arbejdsgiveren og diverse ledere har retten til at lede og fordel arbejdet. Men ingen kan gøre noget uden at arbejde og selv direktøren bliver vel nødt til at rede sin seng engang imellem samt vaske sin sure "mås"

Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

@ Viggo

"...forklare indholdet af dette indlæg med ord og begreber så almindelige mennesker som en pensioneret pædagog bondeopvokset samt måske den arbeder/ske kan forstå? Hvad er deres ærinde egentlig her? "

Jeg har faktisk forsøgt at gøre noget i den retning ovenfor. Jeg ved ikke hvor godt det er lykkedes, men identitetspolitik er ikke specielt let at forstå. Den er formuleret for akkademikere, den lyver bevidst og den bruger en række ufine tricks og kneb til at skabe lydighed hos tilhængerne. Deres erinde er mest bare at overtage så meget magt i samfundet som muligt.

Nu skydes der lidt efter marxismen - eller kapitallogikken i nogle af de sidste indlæg.

Jeg husker et begreb om socialpartnerbevidsthed fra kapitallogikken, altså ar arbejderklassen kan have falsk klassebevidsthed. På den samfundsmæssige overflade fremtræder kapital og arbejde som ligeværdige produktionsfaktorer, hvor realiteten jf. Marx naturligvis helt simpelt er, at arbejde er kilden til merværdi.

Nu kan man jo sikkert uden modsigelse sige, at universitetsmarxismen fra 70´erne og 80´erne aldrig fik den folkelige appeal. Det forblev et intellektuelt ridt. Men bortset fra det var der da givet megen kritisk teori der ramte rigtigt.

Det som er humlen i artiklen et eller andet sted som jeg vælger, at fortolke den er en gammel fortælling blandt marxister, nemlig at der også hersker "falsk klassebevidsthed" i arbejderklassen.

Naturligvis bør arbejderen mere skele til fælleskabet med proletaren hinsides landegrænser og kultur.

Men det ændrer jo ikke ved, at den amerikanske arbejder stemmer på Trump, er imod latinoer - eller har sexcistiske holdninger.

Eller er at en ret stor del af arbejdere stemmer på DF i Danmark

Der er jo helt klart noget i udviklingen som kalder på nationalistiske, protektionistiske - eller ekskluderende strømninger i befolkningen, hvor det dog må gælde, at arbejderklassen stadig er marioteten.

Så kan man måske godt sige om artiklen der kører meget på identitet, at analysen er rigtig.

Venstrefløjen får jo aldrig nogensinde succes, hvis den ikke får en mariiotet af befolkningen med sig.

Og uanset om man regner på reformismen som en succes eller ej - eller om man alene kan tilskrive socialdemokraterne en forandrende kraft i det danske samfund, så var det dog en magtfaktor, at en stor del af arbejderbefolkningen ville samme vej, og så noget forløsende i en velfærdsstat. Her tager artiklen helt fejl når den ser velfærdsstaten som noget ekskluderende.

Socialisme skal ikke indføres af en intellektuel elite. Den vil formentlig komme når den bliver indlysende sand, som den var for en generation i det 20 århundrede.

Det revolutionære potentiale lå omkring 1. verdenskrig. Men forandringer lå i det meste af det 20. århundrede, hvor man dog må sige om den sidste 1/4, at her gik det alvorligt tilbage for venstrefløjen og alle visionære tanker.

Thomas Østergaard

Det er sjovt at man stort set aldrig ser latinoer nævnt som minoritet i sådanne sammenhænge, de udgør en større del af USAs befolkning end sorte, og kan konkurrere på fattigdom.

Formodentlig har de ikke været tilstrækkelig undertrykt i fortiden. Og så arbejder de stort set alle i klassiske 1960 underklasse arbejderjobs. Og kan som sådan ikke rigtig se sociologer og de kreative klasser som oplagte ledere i kampen for bedre vilkår - de vil hellere have en "rigtig" arbejder.

Det var vel også dem der, sammen med hvide kvinder og en lav stemmeprocent hos sorte fuckede regnestykket op i USA-valget: Kvinder + minoriteter + LBGTosv + liberale mænd burde til sammen udgøre et solidt flertal, hvis man kan kapre 70-80 %.

Nu kan man jo spørge sig selv hvad den demografisk/historiske situation i USA egentlig har af relevans for venstrefløjen og den politiske situation i Danmark, men det har jeg for længst opgivet at få svar på.

Nå, tid til at citere George Orwell, den gamle fascistbekæmpende, demokratiske socialist, som nok ville blive højligen forbavset ved at se sig selv defineret over på højrefløjen hvis han pludselig skulle genopstå:

"Sometimes I look at a Socialist--the intellectual, tract- writing type of Socialist, with his pullover, his fuzzy hair, and his Marxian quotation--and wonder what the devil his motive really is. It is often difficult to believe that it is a love of anybody, especially of the working class, from whom he is of all people furthest removed."

The truth is that, to many people calling themselves Socialists, revolution does not mean a movement of the masses with which they hope to associate themselves; it means a set of reforms which 'we', the clever ones, are going to impose upon 'them', the Lower Orders. On the other hand, it would be a mistake to regard the book-trained Socialist as a bloodless creature entirely incapable of emotion. Though seldom giving much evidence of affection for the exploited, he is perfectly capable of displaying hatred—a sort of queer, theoretical, in vacuo hatred—against the exploiters.