Venstrefløjen taber, når den tager til takke med det mindst ringe

Jeg prøver tit at forestille mig, hvad der foregik inde i hovederne på de danskere – datidens samfundsarkitekter – der siden midten af 1800-tallet grundlagde først højskolebevægelsen, arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen og derefter ved hjælp af fællesskabets skaberkraft opnåede en stribe demokratiske landvindinger frem til grundlæggelsen af velfærdsstaten.

Hvordan omsatte de ideerne til håndgribelig virkelighed og nye samfundsstrukturer? Hvordan reagerede de, når andre sagde, at deres forehavender ikke kunne lade sig gøre? Hvordan lykkedes de med at skabe så progressiv forandring – selv mod alle odds?

Det er et stykke dybt inspirerende danmarkshistorie, som vi i den grad kan og skal finde læring i i dag, hvor vi står over for lignende monumentale udfordringer. Klimakrisen som det klareste eksempel. Den systemiske og galopperende ulighed som et andet.

Én ting synes – i hvert fald for mig – sikkert: De var aldrig lykkedes, hvis de opførte sig som meget af venstrefløjen gør i dag.

Fantasiforladt fløj

Hvis man vil vide, hvorfor venstrefløjen mange steder er i krise, skal man blot betragte reaktionen på, at vi i Alternativet har meldt os på banen som et regeringsalternativ.

Vel at mærke som det eneste regeringsalternativ, der sætter klimaudfordringen øverst, mens vi dertil repræsenterer det systemudfordrende frem for det systembevarende, og mens vi vil hjælpe verdens mest udsatte – eksempelvis kvoteflygtningene – samtidig med, at vi støtter de mest udsatte herhjemme.

Ja, hvis man vil kende venstrefløjens krises dybde, skal man blot læse lederen i denne ellers ganske progressive avis den 28. juni, der, tilsyneladende vugget i søvn af den dominerende christiansborglogik, fejlagtigt konstaterer, at man ikke skal stemme på Alternativet, hvis man vil have en ny regering.

Så bliver det ikke mere defensivt. Så bliver det ikke mere umodigt. Så bliver det ikke mere opgivende og fantasiforladt.

Thorning-regeringens fiasko

Men lad mig starte et andet sted, inden jeg folder den pointe mere ud. For da jeg blev bedt om at skrive denne kronik, var en del af oplægget til kronikørerne i serien at give et svar på, hvorfor mange socialdemokratier og andre venstrefløjspartier, der tager regeringsansvar, mister folkelig opbakning.

Vores udgangspunkt i Alternativet er værdimæssigt og ikke ideologisk – så jeg ser det halvt udefra, selv om vi deler mange dagsordener og prioriteter.

Og mit udgangspunkt er dette: Isoleret set er det jo rigtig nok, at centrum-venstre mange steder mister opbakning, når den går i regering.

Men hvor mange mener, at den svigtende belønning hos vælgerne skyldes, at man faktisk tager (regerings)ansvar, så er min påstand, at den vigende opbakning i stedet skyldes, hvad man bruger magten til. Det er derfor, at vi i Alternativet nu vil tage magten – for at forandre magten.

Jeg var selv med i lidt over et år, da centrum-venstre sidst sad i regering i Danmark.

Efter et tiår med Anders Fogh Rasmussen (V) og Pia Kjærsgaard (DF) for bordenden længtes mange af os i efteråret 2011 efter en progressiv, tolerant og nysgerrig regering. Men længslen blev aldrig indfriet, hvorfor jeg også forlod projektet – hvis der overhovedet var et – og stiftede Alternativet.

Fiaskoen bestod ikke i, at vi tog regeringsmagten – den bestod i den politik, der blev ført. Den bestod i det, man brugte magten til. Den påståede nødvendighed. Den påståede ansvarlighed.

Og ja, jeg ved godt, at finanskrisen fyldte, men man solgte ikke bare ud af det fælles bedste eller lukkede sig magtfuldt omkring sig selv med den såkaldte offentlighedslov.

Nej, man fortsatte med uformindsket styrke en finansministeriel tænkning, der ser investeringer i mennesker som en udgift frem for selve forudsætningen for opretholdelsen af velfærdsstaten.

Man evnede simpelthen ikke at forløse den lyst – fra civilsamfundet, iværksættere, kunstnere, virksomheder og borgere – til progressiv forandring, der var hos så mange af dem, der havde stemt på regeringspartierne eller deres støtteparti. Det blev politisk business as usual. I stedet for det, mange af os havde håbet på: Politisk business as unusual.

Intet mod og ingen vilje til at gøre op med de dominerende diskurser og definere sin egen nødvendighed, sin egen ansvarlighed. I stedet var man fanget på neoliberalismens bane, hvor man kun kan tabe.

Så jeg forstår godt, at venstrefløjen – ja, hele centrum-venstre – er i krise. For hvorfor skulle man dog stemme på noget så visionsløst? Og hvorfor skulle man – når man ser tilbage på Thorning-årene – længes efter det i dag?

Hvor var lysten til at forandre verden? Hvor var lysten til at svare på de helt grundlæggende udfordringer, som vi står over for? Hvor var lysten til at gøre op med et på mange måder råddent system, der nærmest altid sætter profit før mennesker? Den eksisterede ikke.

Nogen skal gå forrest

Og så er jeg tilbage ved reaktionerne på, at vi i Alternativet har valgt at pege på os selv som statsministerparti. Det er åbenbart ødelæggende, at Alternativet har stillet sig til rådighed, mener mange af venstrefløjens folkevalgte.

Men tror socialdemokraterne virkelig på sig selv, når de siger, at vi giver Løkke magten? Hvad får dog SF til at sige, at vi i Alternativet er desperate, fordi vi peger på os selv og ønsker en regering, der sætter klimaet øverst på dagsordenen? Hvorfor vil Enhedslisten dog nøjes med det, de selv kalder den mindst ringe statsministerkandidat?

Hvorfor, hvorfor, hvorfor stiller vi os i Alternativet ikke bare tilfredse med den smule, vi kan få, hvis centrum-venstre igen får magten? Hvorfor er vi ikke bare villige til at acceptere det højreskred, som Mette Frederiksen har gennemført i Socialdemokratiet?

Fordi vi nægter at stille os tilfredse med det mindst ringe. Fordi vi tror på, at det er muligt at danne en reel og pragmatisk værdimæssig opposition. 

Fordi vi tror på, at der er et progressivt flertal i befolkningen, hvis blot det får lov at blive fremkaldt. Hvis blot nogen tør gå forrest.

Det var netop derfor, at jeg opfordrede både Pernille Skipper og Morten Østergaard til at stille op som kandidater til statsministerposten. Nu blev det så i stedet os fra Alternativet, men lad os da stå sammen – og gøre det sammen.

For hvis vi ikke engang tror på, at det er muligt at skabe et ægte bæredygtigt samfund – ikke bare om 100 år, men mens tid er – hvem skulle så tro på en bedre, mere grøn og mere lige fremtid?

Ikke blot kommaer

Sådan ser vi på det. Man kan være uenig i analysen, men videnskaben fastslår, at den kommende valgperiode er sidste chance, hvis vi skal nå at træffe de beslutninger, der skal vende udviklingen, før klimasammenbruddet indtræffer.

Så derfor er næste valg den tidshorisont, vi arbejder med. Vi vil ikke vente. Og det burde resten af venstrefløjen og centrum-venstre heller ikke.

Hvis først venstrefløjens vigtigste opgave bliver at holde andre fra magten, så er det da klart, at der er problemer. For det handler ikke om at have magten – det handler om, hvad man vil bruge den til.

Hvis venstrefløjen skal genfødes, skal den tro på sig selv. På sin vision for samfundet. Den skal holde op med at tage til takke med det mindst ringe og i stedet bære viljen til ægte forandring, til at skabe et håbefuldt frigørelsesprojekt, til at skabe en ny fortælling om frihed og fællesskab.

Den skal insistere på at forny, forandre og forbedre, ikke blot bevare og flytte kommaer i den rigtige retning.

Og lad mig så afslutte med at afvise påstanden om, at en stemme på Alternativet skulle være en stemme på Lars Løkke Rasmussen. Nej, det er det ikke.

Lars Løkke kommer kun til magten, hvis Mette Frederiksen og resten af centrum-venstre (hvis de ikke selv kan samle flertal) hellere vil give magten til Lars Løkke end at pege på Alternativet.

Der er altid et alternativ. Eller der er i hvert fald lige kommet et til næste folketingsvalg.

Uffe Elbæk er politisk leder og statsministerkandidat for Alternativet