Arbejderbevægelsen og den socialdemokratiske bevægelse opstod som et svar på det kapitalistiske samfunds opståen. I sit udgangspunkt var bevægelsen international og drevet af civilsamfundet. Den overskred nationalstatens snævre rammer.
Skoler, klinikker, køkkener, kulturinstitutioner, nabolag, drikkesteder og meget andet var med til at forbinde de, hovedsageligt mandlige, arbejdere i kampen for frigørelse fra lønarbejde, privat ejendomsret og klassesamfund. Sideløbende blev der formuleret et centralt krav om parlamentarisk repræsentation for den klasse, som ikke ejede andet end deres evne til at arbejde.
I løbet af det 19. og 20. århundrede stod bevægelsen flere steder bag oprør og revolutioner. Og ud af revolutionernes aske formede der sig en ny strategi på venstrefløjen. Man lagde revolutionen på hylden. Nu skulle man redde, hvad der reddes kunne, gennem reformer. Reformer skulle bane vejen for, at arbejderne kunne samle de 51 procent af stemmerne, som det krævede at omvælte det kapitalistiske samfund.
Folkeparti
Allerede i 1916 tordnede Socialdemokratisk Ungdomsforbund imod Staunings og moderpartiets regeringsdeltagelse med Det Radikale Venstre, som de mente var udtryk for forræderi mod den internationale solidaritet. Marie Nielsen, der var kommet i partiets ledelse under Første Verdenskrig, forlod partiet i protest mod regeringens borgerlige og militaristiske politik. Socialdemokratiet var ved at ryste sig ud af sin klassepolitik for at blive et folkeparti, udtalte hun dengang.
Partiet forlod ideen om økonomisk frigørelse fra klassesamfundet for i stedet at fokusere på anstændighed, parlamentet og nationen. Den udvikling var ikke blot et ’dansk’ fænomen. I adskillige europæiske socialdemokratier havde ledelser allerede i de tidlige år erklæret deres støtte til koloniale og imperalistiske projekter. Ikke mindst flere af partiernes beslutning om at sende mennesker fra arbejderklassen til fronten ved at stemme for aktiv deltagelse i Første Verdenskrig markerede to afgørende skred: en permanent splittelse mellem lederskabet og arbejderklassen, som i overvældende tal var imod krigsdeltagelsen, og en spirende nationalisering af arbejderspørgsmålet.
Løn og frihandel
Splittelsen mellem partiledelsen og græsrødderne var en vigtig udvikling, der muliggjorde Socialdemokratiets regeringsdeltagelse. Det førte til en praksis, hvor græsrødderne blev betragtet som nogle, man skulle kontrollere, og arbejderklassen som noget, man skulle civilisere. Det var et ekko fra Danmark og Europas koloniale tankegods. Med folk som George Bernard Shaw i Storbritannien og Karl Kristian Steincke i Danmark i spidsen, fortsatte og udviklede venstrefløjen den eugeniske socialpolitik, som blandt andet indebar sterilisering af dem, man mente var for afvigende. Altsammen i et forsøg på at gøre arbejderklassen ’ren’ og forhindre racens og civilisationens tilbagegang.
Som følge af den nationalt forankrede treparts- og konsensusmodel, begyndte man at måle arbejderklassens, venstrefløjen og regeringens fremskridt i økonomisk vækst og lønforbedringer. Arbejderens identitet og drømmen om det gode liv blev identisk med nationalbudgettet og landets konkurrenceevne.
På den måde hang drømmen om, at den mandlige forsørger kunne finansiere et parcelhus i forstaden til sin kernefamilie, sammen med udvidelsen af kapitalistiske markeder – i Danmark, andre vestlige lande og særligt i den tidligere eller daværende koloniserede del af verden. Frihandel blev derfor en vigtig del af arbejder- og venstrefløjspolitikken.
Rødt Pas
På samme måde fik nationalitet og statsborgerskab en helt central rolle i arbejderpolitik. ’Fremmedarbejdere’ var fra 1960’erne og frem et politiseret emne, og indvandrere fra særligt Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan blev vurderet på baggrund af, hvor meget landet kunne tjene på dem. Deres arbejdskraft var afgørende for Danmarks økonomi, mens deres familier blev set som en uvelkommen udgift.
Man tilgodeså den hvide arbejder med dansk pas på bekostning af klassesolidariteten. Spændingsfeltet imellem nationalitet og arbejde er stadig dominerende for venstrefløjen, når man vurderer, hvem der er den værdige arbejder eller den værdige fattige, og hvem man mener udgør truslen for de to værdige grupper. I det værst tænkelige tilfælde mener man nu på dele af venstrefløjen, at de ikkehvide dele af arbejderklassen skal stå uden for grundloven eller menneskerettighederne.
Christiansborg
Nogle betragter ordet venstrefløj som et synonym for ’modstand’. I så fald er det vigtigt, at vi spørger os selv: »Modstand mod hvad?«
Er det modstand mod topstyring? Er det modstand mod krig og militarisme? Er det modstand mod sexistisk politik? Er det modstand mod grænser og nationalstater? Er det modstand mod racegørelse og neokoloniale handels- og gældspolitikker? Er det modstand mod den private ejendomsret og det frihedsberøvende lønarbejde? Historien viser os, at vi ikke må romantisere vores svar på disse spørgsmål – hverken tidligere eller nutidige. Men den nuværende venstrefløjs svar på disse spørgsmål er desværre defineret af enighed om at være systembevarende.
Selv om der er nuanceforskelle mellem partierne i spørgsmål om økonomisk omfordeling og socialpolitik, så eksisterer der ikke længere en politisk opposition med en reel drøm eller fantasi om en anden verden.
Christiansborg er blevet ét parti, hvori der hersker enighed om, at politik er noget, der føres netop dér. Borgen er blevet til et parti, hvor grænsesætning, ghettoudspil og Grimhøj-moskeen er på dagsordenen, mens Dong-salget og velfærdsindgreb forvrænges eller glemmes.
Borgen er med andre ord blevet sin egen horisont og ekkokammer. Der er borgfred. De mest radikale tanker, som venstrefløjen kan præsentere for os i dag, er Enhedslistens drøm om, at man i løbet af de første 100 dage efter en ny venstrefløjsregering er tiltrådt skal genindføre 1960’ernes kapitalistiske velfærdsstat, der kredser om drømmen om kernefamilien og et lønarbejde, der giver en råd til et kolonihavehus, hvor Dannebrog kan vaje i fred. Men det er en nostalgi, der hverken vedkender sig, hvordan den politiske økonomi, der udgjorde fundamentet, har ændret sig radikalt eller den tids neokoloniale og heterosexistiske begrænsninger.
Revolutionær ånd
En anden horisont har allerede vist sig. I september 2015 begyndte en gruppe migranter den største modbevægelse i nyere dansk historie. Ved at trodse politiet, og vandre ud på E45-motorvejen, satte de store dele af Danmark i bevægelse. Enhver bil, cykel og barnevogn var midler imod statens forsøg på at skabe grænser og udvise mennesker og overlade dem til konsekvenserne af Europas handels- og udenrigspolitik. Dem med de rødbedefarvede pas er stadig splittede, men mange rystede pludselig på hovedet af politikernes kriminalisering af mennesker.
Nationalstaten var sat midlertidigt ud af funktion, og kun frygt kunne genetablere den kontrol, som regeringen havde mistet. Overalt i Europa stod regeringer uden magt, men venstrefløjen, der i et århundrede havde stirret sig blind på nationen og fædrelandet, opfattede slet ikke øjeblikkets væsentlighed. De fortsatte med at gøre sig til fortalere for, at proletariatet skulle bære nationens stempel.
Læren af venstrefløjens historie er, at dens succes kræver en revolutionær ånd. For at venstrefløjen kan have en progressiv fremtid, må den vende parlamentet, anstændigheden og nationen ryggen og deltage aktivt i den internationale klassekamp. Alt for længe har venstrefløjen forsøgt at redde, hvad den kunne. Nu må den smide jakkesættet, og arbejde for at strejkevåbnet bliver stærkt nok til at underminere trepartsforhandlingerne; den må arbejde for, at ingen mennesker bliver gjort illegale, forfulgt eller sendt i lejre; og den må arbejde for at mobilisere imod alle de institutioner, der skaber og opretholder hierarkier.
Yannick Harrison er kandidat i Global Politisk Økonomi og dekolonial feminist.
Venstrefløjen: Kollaps eller genfødsel?
Den gamle venstrefløj er under nedsmeltning i Europa. Står den til at redde? Skal den reddes? Hvad er dens vigtigste opgave? Det undersøger Information i denne kronikserie.
Seneste artikler
Venstrefløjen genoplives nedefra
7. august 2018Venstrefløjen blomstrer i flere europæiske lande. De sociale bevægelser, der opstod som en reaktion på finanskrisen og nedskæringspolitikken, har skabt ny tro på et andet og mere solidarisk samfundPernille Skipper: Den europæiske venstrefløj er på vej ind i en ny storhedstid
4. august 2018Over hele Europa formår venstrefløjen at samle store dele af befolkningerne bag krav om forandring, lighed og opgør med eliten. Man vil se tilbage på vores generation som den, der lagde stenene til radikal, progressiv og solidarisk forandring af Danmark og Europa’Ballerup er et godt eksempel på, at man burde droppe ghettoplanen’
28. juli 2018I Information torsdag forsvarede socialdemokraterne Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad ghettoplanen og kritiserede dele af venstrefløjen for at gå for meget op i identitetspolitik, når de er imod de omstridte tiltag, der skal komme parallelsamfund til livs. Men ifølge R og EL er det netop S, der fører identitetspolitik, når de stemmer for tiltagene i ghettoplanen
Bestemt enig i at der er ting der ikke fungerer optimalt. Men at forstille sig at "folkets" stemme er svaret på alle spørgsmål... Jeg siger bare et ord - Trump. Ligesådan er det i hvert fald i min optik en idé som ikke bringer noget godt med sig at ville vende tilbage til noget som var. Hvad er så løsningen siger du. Jeg ved det ikke men for at demokratiet så virke skal folket interessere sig for det. I øjeblikket truer en hr. Messersnitzel med at dukke op i midten af det danske folkestyre igen. Og lur mig om ikke gokken kommer ind. For han ligner jo en hver svigermors drøm. Det synes at være mindst lige så vigtigt som integritet og intelligens...
Jeg synes at forfatteren blander nogle politiske arenaer sammen, som ikke nødvendigvis kan blandes uden at kvalificere deres sammenhæng.
Man ser sig på venstrefløjen for blind på kampen mod normer og kulturelle/sociale dogmer. Vi kan ikke leve normløst. Styrter vi det, som forfatteren kalder heterosexismen, så erstattes det blot af nye dogmer, der igen vil lægge bånd på menneskets udtryk. Det er fordi mennesket er et gruppedyr, der ikke kan leve 'frit' fra sine medmennesker såsom både liberalismen og den nye venstrefløj ellers mener det.
Det ses jo tydeligt i eksempelvis kønsneutrale børnehaver, hvor dogmet nu er at børn skal tilhøre en mere flydende kønslig identitet via deres leg. Man har herved udskiftet ét undertrykkende dogme for et andet, der blot virker mere politisk korrekt for nogle.
Det er ikke dermed sagt, at vi ikke skal være kritiske overfor kulturelle udtryk men det er et dødfødt projekt, hvis venstrefløjen vil erstatte normer med en forestillet normløs frihed. Således mytologiserer man både den borgerlige individualisme som et venstrefløjsprojekt - som det i øvrigt ikke er! - og man antager fejlagtigt at samfund kan eksistere uden socio-kulturelle normer.
Forfatteren har helt ret i at vi må genaktualisere en international klassekamp, men hvorledes? Solidaritet med klima, krigs- og fattigdoms flygtninge er ikke det samme som international klassesolidaritet. Det er blot en ateoretisk vulgarisering af begrebet, som man begår på den nye venstrefløj; i hvert fald i mit perspektiv.
Egentlig klasse solidaritet kræver rigid organisation og forholdsvis ensporede fælles mål, der er klart udtrykte og definerede. Vi kan jo sætte et historisk eksempel i Komintern. Her var der et klart mål om emancipation fra løn arbejdet samt et ønske om at styrte kapitalismen som produktionsform på globalt plan. Sammenligner vi denne solidaritetsform med den moderne "internationalistiske" solidaritet med flygtninge, så ser vi en forvirret og ukonkret kamp uden egentlige mål.
Der er i hvert fald ingen sammenhæng mellem åbne grænser og det forestillede fællesskab, som vi socialister skulle have med flygtninge, da de lige så ofte har reaktionære holdninger eller ønsker for samfundets udvikling. Den globale, materielle kamp mod Kapitalen styrkes i øvrigt heller ikke ved midlertidig sympati med flygtninge fra krigshærgede nationer. Vores borgerlige, hensynende velfærdsstat kan ikke være refugium for alverdens flygtninge fra despoti, fordi staten end ikke selv er fri for despoti. International solidaritet må altid handle om et organiseret ønske om at vælte diktatur og finansvælde i hele verden. Vil vi således hjælpe eksempelvis syriske flygtninge, så gør vi det kun ved at bekæmpe det neoliberale baathistiske diktatur i Damaskus på lige fod med de reaktionære salafister, der ønsker at bygge et Kalifat. Sand solidaritet må kræve at vi i fællesskab stræber mod Arbejderstaten; ikke blot lader folk søge ly for den kapitalistiske verdens hærgen. Det har naturligvis revolutionære - og dermed voldelige - implikationer, som jeg tvivler på at man rigtig kan sluge på venstrefløjen i dag.
Det er i øvrigt en deprimerende sandhed at Nationalstaten - hvor meget moderne socialister end hader den - er vores nuværende bedste mulighed for at modstå international kapital. Det er ikke fordi at organisationsformen ikke i sig selv er ufuldendt og i mange henseender udemokratisk, men fordi at alternativet pt er en ikke-eksisterende internationalisme som konstant forhippes men aldrig konkretiseres af den moderne venstrefløj.
Internationalisme er ikke blot at have ondt af klassefælder i andre lande; det er aktivt at støtte dem i deres kamp mod neoliberale kræfter i hele verden.
Jeg ved ikke om der eksistere en sådan omtalt fløj mere, i dansk politik, men jeg ved at det er en politisk løgn, der holder liv i fortællingen om menneskene i denne omtalte og fortsat i dag eksisterende folkevandring, som værende politisk påståede grådige mennesker, der har kufferter med penge og smykker, der skal beslaglægges af staten ved grænsen til Tyskland, en folkevandring af menneske, der kommer her til for at blive personlig rige og efterlader deres oprindelses lande og tilbageværende familier, af denne grådighed.
Denne bevist politisk afstandtagen til den samlede bedste forhåndenværende videnskablig evidens, er resultatet af mangeårig dansk bred politisk indoktrinering til fordel for denne syndebuk politik, uden faktuel videnskablig sammenhæng med den virkelige årsag til folkevandring.
Den videnskablige forklaring på folkevandringen, er ikke den, som den danske politiske indoktrinering generelt påpeger, at menneskesmuglere er problemet, at problemet er, at de tjener på hjælpen til de flygtende påstået oputunister, de flygtende et rent faktisk flygtende fra stor fare, den videnskablige evidens peger på, at svindende håb om en fremtid, hvor CO2 udledningerne fra afbrænding af kul, olie og gas har fjernet eksistensgrundlaget fra de flygtende, har resulteret i kamp om resurserne og folkevandring.
Denne videnskablige faktuelle virkelighed påpeger, at de samlede genererede og fortsat idag stigende CO2 udledningerne, er direkte proportionalt med antallet af flygtninge til Europa.
Der er mangel på ærlige og redelige politikere generelt i dansk politik, der vedkender, at energi fra olie, gas og kul afbrænding og de menneskeskabte klimaforandringer skabt i kølvandet, af de nuværende politikere, helt fejlagtigt er påstået, skabende mindre fattigdom i verden generelt og værende til glæde og fremgang for befolkningerne i de påståede avancerede økonomier.
At fakta bygget på generelle enighed om, den bedste forhåndenværende videnskablige evidens i virkeligheden krystal klar.
Der er tale om, et totalt sammenbrud af den nuværende økonomiske logik for de formodentlig snart forhenværende regeringsbærende partier V og S, hvor økonomisk vækst på olie, gas og kul afbrænding, er påstås skabende mindre fattigdom i verden og værende til glæde og fremgang for befolkningerne i de påståede avancerede økonomier.
Det er vigtigt at befolkningen leveres en ny opbyggende faktuel debatkultur i omstillingsprocessen, ikke mindst til det kommende valg, der indrager ofrene for den mangeårige politiske indoktrinering uden fakta.
6 July 2017
"Those trapped in Libya are vulnerable to human rights violations and abuses including killings, torture, rape, kidnappings, forced labour, and arbitrary and indefinite detention in cruel, inhuman and degrading conditions."
John Dalhuisen, Amnesty International's Europe Director
Link: https://www.amnesty.org/en/press-releases/2017/07/central-mediterranean-...
Venstrefløjen har ved at fastholde sit materialistiske fokus mistet relevans. Det er ikke arbejderklassen, men alle de ekskluderede grupper, der lider i vor tid.
Marx sagde selv, at den sande socialisme først ville træde frem, når kapitalismens potentiale var fuldt udtømt. Det er først nu, der for alvor begynder at være tegn på dette, og jeg er ret overbevist om, at vi vil se en eller anden form for verdensomspændende socialistisk revolution indenfor de næste 50 år.
Jeg er sikker på, Tor Brandt, at det bliver en evolutionær udvikling, der kommer af en træthed af et forbrug, der i mindre og mindre grad vil opleves som prestigiøst, fordi maskinerne leverer, når vi beder dem om det. Vi må forvente, at folk i stedet vender sig imod ægte fællesskaber og ægte personlig styrke og integritet, at folk mao endelig bliver voksne og fri.
Det er ikke normløst, som Gustav Alexander frygter, tværtimod er det ud fra langt mere regelrette og retfærdige principper, som gælder for det store fællesskab - og så alle de underliggende principper, som vores identitet og personlige værdier hviler på.
O TEMPORA O MORES
"Træk en gammel sweater på, og lad bare skægget stå.
Det' en god ide at starte på en frisk,
sæt madding på krogen, og tag med ud og fisk."
(Gitte Hænning 1962)
Yannick Harrison
Fra 13-årig barnestjerne og Michael Jackson-klon (Jay Kid) i 2003 til kandidat i politisk økonomi og dekolonial feminist med flydende seksualitet i 2018.
Det er godt nok nogle sjove snørestøvler, der boltrer sig i den mindst ringes spalter i agurketiden i år. Mens chefredaktøren har kronisk nedtur over Donald Trump som interaktiv regeringschef i Den Frie Vestlige Verdens hovedkvarter siden 1790 på Pennsylvania Avenue i Washington D.C.
Det lyder som manipulation med nogle mennesker i problemer.
Ja lad os få en slags revolution men vi skal bare være klar over at langt det største flertal i en befolkning skal ønske det og derudover må os som ønsker denne revolution være parate til at tilgive den gamle fjende, hvem det så er heltuden ønske og krav på hævn eller had. Kan vi nå dertil så gerne for mig. Altså mindre begær og stor medfølelse i forhold til alle.
Der har været revolutioner i Frankrig 1789, i Rusland 1917, Cuba 1959, Venezuela med flere nationer.
Er de lande rollemodeller for det ideelle velstående og lykkelige samfund ?
Var revolutionen en ublodig og fredelig affære, som bragte lykke til brede dele af landets befolkning set i det lange løb ?
Hvis jeg endelig skal vælge, så bliver det den franske revolution, der har bragt mest godt med sig i form af en folkelig modmagt til den kongelige enevælde. Men guillotinen, myrderierne, og Napoleons forsøg på at underlægge sig hele Europa og Rusland. Nej Gud fri mig vel.
Hvornår ophører venstrefløjen med at dyrke illusionen om den lykkelige fremtid efter den store revolution ?
Kronikøren har ret for så vidt, at EL gradvis er endt der, hvor man kan tale om Socialdemokratiet + 30 pct. Partiet er forudsigelig pæn og høflig over for de partier, der pr. definition skulle være EL's erklærede modstandere. Der er i dag alt for mange koksgrå jakker og "plisserede nederdele" i EL.
Åndelig talt. Jeg savner de dage, hvor der var saft og humor i EL som fx da Pernille Rosenkrantz slap høns ud fra tilhørerpladserne, eller da Johanne SN sammen med en flok gymnasieelever hældte 100 kg spaghettiskruer ud over Finansministeriets trappe. Det virker som om det er lysår siden. I dag er den slags aktioner EL uendelig fjernt, og dét har partiets sjæl taget skade af.
Nu sejler man rundt i en identitetspolitisk bogstavjungle om queers og lign., og vil vist ikke længere tale om hverken klassekamp, eller samfundsomvæltning.
Allerværst er det, at EL siger det vil pege på Mette Hjorth Frederiksen efter næste valg. Ikke fordi hun er partiets livret, men som det mindst ringe. Det er rigtig dansk middelmådighed når det er værst. Når EL nu erkender, at Mette Hjorth Frederiksen er ringe - hvorfor så ikke helt afstå fra at pege på hende? Hvorfor ikke gå sammen med RV, SF og ALT og finde en fælles kandidat - og det er ikke klovnen Uffe. Nå, ja - der kom jeg vist f or godt i gang for det kan heller ikke blive med det stedse mere højredrejede SF, der såmænd gerne går i regering med SD og DF....
Med andre ord - den nuværende parlamentariske grød i dansk politik, vil fortsætte efter næste valg, og næste igen.
PS: "dekolonial feminist" - hva' pokker er det for en tingest?
Jeg tror, at et samfund skal balanceres mellem interesser, og for mig var det optimalt i velfærdssamfundets storhedstid i 70erne og 80erne, hvor både de manges og de fås interesser i en krisetid blev tilgodeset pga. magtbalancen, garanteret af et politisk system, der varetog borgeren frem for erhvervslivet.
Statsligt ejerskab af produktionsmidlerne er for mig et mareridt, der om noget vil gøre den enkelte til en produktionsenhed - uden et demokratisk styre til at forsvare borgeren imod denne udnyttelse.
Arne Lund:
Endelig en rigtig socialist her og lige ud ad landevejen, men nu vil jeg da gerne høre hvordan du vil tackle alle os middelmådige, dovne og satte potentielt revolutionære? Så er der jo så alle de der tvivler og som sandsynligvis i bund og grund har humanistiske livskvaliteter uden større misundelse omkring de der ejer og stræber. Dernæst de sidste, hvis du når så lang, hvad skal der gøres ved dem? Skal de sendes ud i oprydningshold efter ungdommen og andres udskejelser og smiden med affald efter en bytur? Undskyld Arne, hvis jeg er for grov, men jeg vil nu ikke kalde Uffe for en klovn!
MÅ VI BEDE OM KAMMERTONEN
Du har fuldstændig ret, Viggo Okholm.
At kalde formanden for landets nyeste politiske parti 'en klovn' hører ingen steder hjemme i en civiliseret diskurs på højt intellektuelt niveau.
Har det ærede medlem af det høje ting Uffe Elbæk måske ikke vist sit format som realmatematisk
geni ved at trække sig selv og sit parti ud af ligningen og dermed øge sandsynligheden for, at det samarbejdende danske folkestyre vil kunne fortsætte uændret efter folketingsvalget i 2019?
Uanset om Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen eller Venstres formand Lars Løkke Rasmussen til den tid har sat sig i besiddelse af nøglerne til maskinrummet på Christiansborg og besværet med at implementere de nødvendige reformer af Den Danske Model sammen med moderatorerne fra Dansk Folkeparti.
Viggo Okholm
Er du "middelmådige, dovne og satte potentielt revolutionære"? Ja, det ved du bedst selv, og hvorfor du så i givet fald er det.
Synes nu ellers, at jeg har beskrevet hvad der er galt - gået galt - med EL. Nemlig, at partiet er blevet mageligt, for midtersøgende og alt for parlamentsfikseret. Engang hed det bevægelsernes parti, det var inden man selv fandt på at stille op til EU-parlamentet, i stedet for at støtte Folkebevægelsen med EU. Eller dengang man havde modet til at støtte foreninger, ngo'ere mv., der ikke var populære hos politiet. Jeg drømmer mig ikke tilbage til de go'e gamle dage, men efterlyser et parti, der evner at holde fast i de ideer og visioner, partiet blev grundlagt på. Er det for meget for langt? .
FRIT VALG PÅ ALLE HYLDER I DET SENKAPITALISTISKE FORBRUGERPARADIS
Det er lysten, der driver værket.
Man har et politisk standpunkt, til man tager et nyt, og en kønsidentitet, til man vælger en anden.
Det er kun fantasien, der sætter grænserne for dit frie forbrugervalg.
Så kræv det umulige, tag, hvad du vil have, stjæl lidt mere, og betal i morgen, hvad du føler var en rimelig pris for produktet du valgte fra hylden i går.