Læserbrev

VM-deltagelse legitimerer Putin

I stedet for at flette fingre med Putin, bør regeringen gøre det klart, at vi fra dansk side ikke accepterer hans fremfærd
2. juli 2018

Minister Eva Kjer Hansen er rejst til VM-slutrunden i Rusland. Hendes deltagelse repræsenterer et brud med mange års aktivistisk og engageret linje i dansk udenrigspolitik. Og i lyset af Putins ugerninger burde ministeren være blevet hjemme.

Det var daværende udenrigsminister Per Hækkerup, der i sin bog Danmarks Udenrigspolitik fra 1965 udtrykte, at Danmark ud over at varetage landets økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser også har en forpligtigelse til at forsvare de menneskelige værdier og principper, der udspringer af vores demokratiske grundsyn.

Nogle vil hævde, at en sådan sportslig boykot fra det officielle Danmarks side vil være tom symbolpolitik. Men det er en historieløs betragtning. Netop sport har i en række situationer været et succesfuldt boykotinstrument og markant politisk markering. Det mest oplagte eksempel er idrætsboykotten af Sydafrika, som var et særdeles effektivt middel i kampen mod apartheid.

Om deltagelse i sportsbegivenheder fremmer menneskerettighederne eller omvendt legitimerer et regime og bagatelliserer dets krænkelser, må altid bero på en konkret vurdering af den specifikke situation.

Men i dette tilfælde må vi minde russerne og den internationale offentlighed om, at dele af Putins politik er uacceptabel og at vores tidligere protester er alvorligt mente. Og med deltagelse i VM i Rusland er vi med til at legitimere Putins politik.

Det er udmærket, at forsvarsministeren ikke forsømmer nogen lejlighed til at advare mod nye russiske missilsystemer og cyberangreb. Men ministerens ord klinger hult, når regeringen alligevel vælger at feste sammen med Rusland til VM. Mange vil med rette kunne forledes til at tænke, at truslen fra Rusland alligevel ikke er større, når vi på den måde blåstempler deres politik.

I stedet for at flette fingre med Putin, bør regeringen gøre det klart, at vi fra dansk side ikke accepterer hans fremfærd. Vi bør insistere på, at Rusland opfører sig ordentligt over for sine naboer, indstiller sin krigsførelse og stopper den ulovlige besættelse af Ukraine. Og vi må kræve, at Rusland lever op til de spilleregler, som øst og vest i fællesskab blev enige om ved afslutningen af Den Kolde Krig.

Erik Boel er tidligere landsformand for Europabevægelsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Lindegaard
  • Eva Schwanenflügel
Torben Lindegaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu