Klumme

En 40-årig mand, der spiller computer, er ikke noget kønt syn. Men jeg gør det alligevel

Computerspillende fædre punkterer forestillingen om den veldrevne børnefamilie. Kan man overhovedet tage dem seriøst? Bør man?
30. august 2018

På denne tid af året føler jeg mig altid gammel.

Ikke fordi nye studerende starter på universiteterne i en tilsyneladende stadig yngre alder og laver ølstafetter i Ørstedsparken i regnvejr. Den slags registrerer jeg dårligt nok. Ja, OK, jeg så dem selvfølgelig fra ladcyklen, da jeg i mandags kørte hjem fra skolen, hvor min yngste søn lige er begyndt i børnehaveklasse. Men det er mange år siden, at sådan en forbikørsel kunne sætte tanker i gang.

Nej, det er fordi NFL-sæsonen starter. Og samme aften skulle jeg vælge mit hold i et computerspil, som hedder Fantasy Football. Fantasy Football fungerer rigtigt fint, når man er i 20’erne, men hvis jeg gerne vil matche min alder, burde jeg helt sikkert være stoppet med at spille det for mange sæsoner siden.

En minimumsstandard

En mand på 40 år, som sidder forkrampet foran computeren og vælger NFL-spillere til sit hold, er ikke et kønt syn. Måske er det ligefrem umodent. Sådan tror jeg, min kone ser på det. Som når chefer ikke vil have, at deres medarbejdere går i shorts, for nu at perspektivere til en af sommerens store debatter. Der forventes en minimumsstandard.

Fantasy Football må lige forklares: Vi er ti voksne mænd, som har en liga, hvor vi spiller imod hinanden. På ’valgdagen’ vælger vi alle sammen spillere på skift – ganske som når man skulle vælge hold til idræt i folkeskolen.

Man har 45 sekunder til at vælge ­– de bedste spillere går i første runde og så fremdeles. I løbet af sæsonen kan spillerne score point, og ved juletid har vi en vinder.

Det er naturligvis helt afgørende, hvilke spillere man vælger. Derfor kræver det stor koncentration og absolut stilhed. Min kone – som faktisk godt kan lide at se NFL, men som bestemt ikke spiller Fantasy – har ikke rigtig forståelse for det. Så midt i tredje runde begyndte hun at snakke.

Der var nyt på forældreintra, fortalte hun. Alle laver sjov med forældreintra, så det her kan lyde som en konstruktion, men jeg sværger, at det passer:

»Trivselsudvalget i Hermans klasse har holdt sit første møde,« sagde hun. »Mmm,« svarede jeg, mens jeg bladrede rundt i ekspertvurderinger af, hvilke spillere man burde vælge i tredje runde. Jeg havde fået en formidabel start – til kendere kan jeg sige, at jeg fik Saquon Barkley og Leonard Fournette i henholdsvis første og anden runde. Men nu blev jeg forstyrret.

»De har valgt, at vi skal have kvartalsfødselsdage,« sagde min kone med tilfredshed i stemmen.

Vi er tilhængere af kvartalsfødselsdage hjemme hos os.

Igen skal jeg nok lige forklare: Ved en kvartalsfødselsdag slår man børnenes fødselsdagene sammen og holder således kun fire om året. Nemt og effektivt.

Trods den gode nyhed blev jeg nødt til at bede min kone vente med at referere yderligere fra trivselsudvalgsmødet. Det resulterede i en hovedrysten, hvorefter hun tændte for fjernsynet, hvilket generede mig endnu mere, og så var det min tur, og jeg gik i panik og endte med at vælge Larry Fitzgerald i tredje runde, selv om der stadig var bedre spillere i puljen. En klar fejl.

Bare noget vi leger

Jeg er vant til at arbejde i støj, så det var næppe årsagen. Problemet var, at jeg midt i mit umodne foretagende blev mindet om, hvor gammel jeg er. Jeg er i kvartalsfødselsdagsalderen, men jeg spiller stadig Fantasy.

Det tænkte jeg over, og så havde jeg pludselig Fitzgerald på holdet. Han er en sand veteran, som har været i NFL lige så længe, som jeg har spillet Fantasy, så måske er det ikke engang tilfældigt, at det var ham, jeg tog. Hvis Fitzgerald stadig er med, så kan jeg sgu også, ikke sandt? Og det kan jeg vel. Og jeg kan også gå i shorts på arbejdet.

Når andre ikke bryder sig om den slags, er det dybest set fordi, de er bange. Bange for at det her bare er noget, vi leger. Medarbejdere i shorts truer forestillingen om det professionelle arbejdsfællesskab. Fantasy-spillende fædre truer forestillingen om en veldreven børnefamilie.

Kan man overhovedet tage en fuldvoksen computerspillende mand i shorts seriøst? Bør man? Og for den sags skyld: Er det useriøst at skrive en klumme om kvartalsfødselsdage, når der er klimakrise?

Jeg har ikke et klart svar, men foreløbig kan jeg jo konstatere, at jeg spiller Fantasy og skriver fødselsdagsklummer.

Men jeg er også dobbeltmoralsk. For eksempel synes jeg, det er dybt uværdigt, når voksne mennesker propper sig med børneslik. Så tag dog et stykke mørk chokolade i stedet for den skumfidus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Tagesen
  • Trond Meiring
Peter Tagesen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rune Christensen

Er det en trøst, at du statistisk set, nogenlunde er stereotypen på den helt normale gennemsnitlige person der gamer? :)

Claus Nielsen, Torben K L Jensen, Peter Tagesen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Casper Kølbæk

Forstår ikke helt problematikken. Hvis dine børn og din familie ellers trives, hvad er der så galt i du har interesser?

Peter Tagesen

Herregud. Jeg er 46 og spilder stadig tid i World of Warcraft. Dog en hel del mindre end tidligere. Men jeg har da kendskab til et dansk ægtepar i 70erne, der raider i spillet på højeste niveau.

Peter Tagesen

Jeg deltog i en tråd i en dansk World of Warcraft-gruppe på fjæsen for et halvt års tid siden. En spurgte hvor gamle vi andre var og tråden blev godt nok lang (og er vist stadig aktiv endnu). De fleste lå omkring 30 til 50 år og en god sjat var under 30 år. Men der var altså også en betragtelig del, der havde rundet de 50 og 60 år selv om antallet langsomt, men sikkert fadede ud des højere man kom op. :)