Mange lønmodtagere på det danske arbejdsmarked bliver hver dag mødt med stereotype forestillinger og ublu kommentarer om deres seksualitet, og tæt på halvdelen af alle LGBT-personer skjuler deres seksualitet over for deres kollegaer.
Mange LGBT-personer oplever at blive diskrimineret, for eksempel ved sladder, mobning, isolation, manglende ansættelse og degradering – eller grænseoverskridende spørgsmål om, hvordan ens krop ser ud, eller om, hvordan man er blevet gravid.
Det er blot nogle af de fakta, som gør sig gældende på de danske arbejdspladser. Det er ikke i orden, og det er et stort problem for den enkelte såvel som for samfundet.
En måling fra 3F i august 2017 viser, at mere end hver tredje dansker har oplevet, at der tales nedsættende om bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner på deres arbejdsplads.
Og en undersøgelse foretaget af Epinion året før for LO, FTF og AC viser, at 40 procent af LGBT-personer slet ikke eller i lav grad er åbne om deres seksuelle orientering eller kønsidentitet på arbejdspladsen. Det betyder i runde tal, at ca. 100.000 homoseksuelle og transkønnede lønmodtagere hver dag går på arbejde og helt eller delvist skjuler, hvem de er.
Danmark har stadig et af verdens mest kønsopdelte arbejdsmarkeder, og traditionelle opfattelser af mande- og kvindejob påvirker ofte kollegernes syn på LGBT-personer. Selv om Danmark på mange måder er et tolerant og åbent samfund, så oplever mange mennesker, at fordommene står i kø.
Brug for LGBT-politik
Der er så mange værktøjer man kan tage i brug, og kan det lykkedes at skabe et sundt arbejdsmiljø for LGBT-personer i andre lande, så bør vi også kunne opnå det samme i Danmark.
Det kræver, at tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter får den nødvendige viden. Det kræver, at arbejdsgiverne tager et ansvar i hverdagen. Og så handler det om den ledelsesstil og kultur, man skaber på arbejdspladsen.
Helt konkret handler det om at få LGBT-inkluderende personalepolitikker og tænke det ind i alle overenskomstforhold og hovedaftaler.
Det skal være naturligt for lønmodtagerne at gå til den tillidsvalgte og være tryg ved, at vedkommende vil være imødekommende og støtte op om en, hvis man oplever diskrimination eller chikane. Den tillidsvalgte skal nemlig være tillidsvalgt for alle på arbejdspladsen.
Det skal ligge som en naturlig del af de snakke og diskussioner, der foregår i landets virksomhedsnævn, MED- og samarbejdsudvalg og alle andre steder, hvor medarbejdere og ledelser taler sammen i konstruktive rum.
Inklusion på arbejdet
Det er vigtigt, at man kan være sig selv – også på arbejdspladsen. Arbejdsglæde og trivsel handler i høj grad om, man er tryg ved sine kolleger. Og det er ikke, fordi LGBT-personer er mere interesserede i at dele detaljer fra privatlivet end deres ciskønnede og heteroseksuelle kolleger. Men hvis man skal tale med om bordet i frokostpausen om hverdagslivet, så giver det sig selv, at ens seksuelle orientering og kønsidentitet også bliver berørt.
Desværre oplever LGBT-personer bare ofte, at de ikke kan fortælle om deres liv, uden at få at vide at de skilter med deres seksualitet – selv om de blot fortæller om deres kæreste på samme måde, som heteroseksuelle gør.
Der findes en lang række undersøgelser, der påviser, at medarbejderes produktivitet daler, når de ikke føler sig inkluderet og føler behov for at skjule deres identitet. Det kan måles på personaleomsætningen, og det kan ses på medarbejderloyaliteten.
Inklusion og mangfoldighed på arbejdsmarkedet er en rigtig god idé. Ikke mindst fordi det bidrager til at tiltrække en bredere talentskare til arbejdspladserne, når virksomhederne signalerer, at de går aktivt ind for mangfoldighed.
Men i sidste ende er der dog kun én reel begrundelse for, at vi skal sigte mod et empatisk og inkluderende arbejdsmarked. Det er ganske enkelt det rigtige at gøre.
Det er en menneskeret at være sig selv. Det budskab burde alle arbejdsgivere tilslutte sig.
Ligestillingskampen på LGBT-området er derfor en helt naturlig del af den faglige kamp. Så når København lørdag går sammen under de regnbuefarvede faner, er det helt naturligt, at de faglige organisationer går med.
Solidaritet er en del af fagbevægelsens dna, derfor er det empatiske arbejdsmarked også vores arbejdsmarked.
Peder Holk Svendsen er forperson LGBT Danmark, og Nanna Højlund er næstformand LO.
På mit job er der ingen, der har stillet sig frem i midten og sagt med bævende stemme: "Jeg er.....øh....heteroseksuel".
Jeg ved ikke, hvem der er. Jeg ved ikke, hvem der ikke er.
Er det et problem? Nej.
Dette indlæg er pro mangfoldighed og anti diskrimination. Er jeg bange for, jeg behøver at understrege.
"Det er en menneskeret at være sig selv."
Selvfølgelig. Medmindre man er en almindelig, hårdtarbejdende og lettere stresset medarbejder der ikke har tid, lyst eller kapacitet til at sætte sig ind i alle de nyeste LGBTQ+ psykosociale problemkomplekser. For så må man ikke være sig selv. Så skal man "oplyses" og "uddannes" og generelt føle sig som en bølle og en tumpe.
Helt ærligt. Vi går ikke på arbejde for at være "os selv." Der er masser af ting som er vigtige for os, som vi ikke kan dele med vores kolleger, for når vi er på arbejde er det vores pligt at holde os til de emner som alle kan forstå, som alle kan deltage i. Mange arbejdspladser må f.eks. klare sig uden diskussioner om politik og religion, fordi medarbejderne er for uenige om de emner. Det skaber for meget postyr. Så selvom den enkelte måske går op i ny ateisme, super liberalisme eller antifascistisk aktion, så er det altså deres pligt som medarbejder at tale om vejret i stedet så vi kan få noget fra hånden i god ro og orden.
Jeg har aldrig talt med kolleger om min seksuelle orientering eller mine seksuelle præferencer. Rent faktisk kan jeg ikke forstille mig noget mere ligegyldigt i et arbejdsmiljø end hvad folk foretager sig i deres soveværelse (eller hvor de nu indgår i seksuelle aktiviteter).